”Ja — og endnu længere fra mit kloster. Ak! Verden er stor og frygtelig.”
Kim listede sig bort — så lidet iøjnefaldende en skikkelse, som nogensinde har båret sin egen og nogle snese tusind andre menneskers skæbne i et lille læderetui omkring sin hals. Mahbub Alis anvisninger gjorde det temmelig klart, i hvilket hus englænderen boede, og en rideknægt, der netop kørte en gig hjem fra klubben, gjorde ham ganske sikker i sin sag. Nu gjaldt det kun at finde selve manden og Kim smuttede gennem havehækken og lagde sig i et buskads tæt ved verandaen. Huset strålede af lys og tjenere bevægede sig derinde omkring borde, dækkede med blomster, glas og sølv. Lidt efter trådte en selskabsklædt englænder ud i haven, nynnende en melodi. Det var for mørkt til at se hans ansigt og Kim prøvede sig derfor frem på tiggervis.
”Du de fattiges beskytter!”
Englænderen bakkede hen imod det sted, hvorfra stemmen kom.
”Mahbub Ali siger…”
”Ha! Hvad siger Mahbub Ali?”
Han gjorde intet forsøg på at lede efter den talende, hvad der overbeviste Kim om, at han fattede situationen.
”Den hvide hingsts stamtavle er nu bragt i orden.”
”Hvilket bevis er der?” spurgte englænderen og slog med en tynd kæp i rosenhækken ved siden af kørevejen.
”Mahbub Ali har givet mig dette bevis.” Kim kastede en lille pakke sammenlagt papir op i luften og den faldt på gangstien ved siden af manden, som satte foden på den, da en gartner i det samme kom om hjørnet. Så snart denne var forbi, tog han papiret op, lod en rupi falde — Kim kunne høre den klirre — og gik hastigt ind i huset uden at se sig tilbage. Kim skyndte sig at snappe sølvmønten, men til trods for sin opvækst var han irlænder nok til at betragte pengene som det mindste i sådan historie. Hvad han ønskede, var at se virkningerne af sin bedrift, og i stedet for at liste sig bort, blev han liggende i græsset og kravlede langsomt nærmere huset.
Han så — en indisk bungalow er så åben, at man kan se tværs igennem den — englænderen begive sig ind i et værelse i et hjørne af huset, halvt påklædningsværelse og halvt kontor, hvor en mængde papirer og depechekasser lå og flød. Her satte han sig for at studere Mahbub Alis budskab. Hans ansigt, fuldt belyst af petroleumslampen, skiftede udtryk og formørkedes, og Kim, der på tiggervis lagde mærke til ansigter, skrev sig dette bag øret.
”Will! Kære Will!” kaldte en kvindestemme. ”Nu må du virkelig komme ind i dagligstuen, de er her om et øjeblik.”
Manden læste stadig med anspændt opmærksomhed.
”Will!” sagde stemmen fem minutter efter. ”Nu kommer han. Jeg kan høre rytterne ude på vejen.”
Manden for barhovedet ud af huset, netop som en stor landauer, eskorteret af fire indfødte kavalerister, standsede foran verandaen, og en høj, sorthåret mand, rank som et spydskaft, steg ud efter en ung muntert leende officer.
Fladt på maven lå Kim, så nær ved vognen, at han næsten kunne røre de høje hjul. Hans mand og den sorthårede fremmede udvekslede to bemærkninger.
”Selvfølgelig, Hr. General,” sagde den unge officer rask. ”Alting må vente, når der er tale om en hest.”
”Det varer kun en snes minutter,” sagde Kims mand. ”De kan hilse gæsterne velkommen, holde dem i godt humør og så videre.”
”Sig til en af folkene, at han skal vente,” sagde den høje mand, hvorpå de begge gik sammen ind i det lille værelse, mens landaueren rullede bort. Kim så deres hoveder bøjede over Mahbub Alis brev og hørte stemmerne — den ene lav og ærbødig, den anden skarp og bestemt.
”Det drejer sig ikke om uger. Det drejer sig om dage — næsten timer,” sagde den ældste. ”Jeg har ventet det i nogen tid, men dette” — han lagde fingeren på Mahbub Alis papir — ”slår hovedet på sømmet. Grogan kommer her i aften, ikke sandt?”
”Javel, Hr. General, og Macklin også.”
”Godt, så vil jeg selv tale med dem. Sagen bliver naturligvis forelagt Statsrådet, men dette er et tilfælde, hvor det er berettiget at mene, at vi straks bør skride til handling. Send en meddelelse til Pindi- og Peshawur-brigaderne. Det vil vende op og ned på al sommerorlov, men det får være. Det kommer der af, at man ikke tæver dem grundigt den første gang. Otte tusind mand skulle være nok.”
”Hvad med artilleriet, Hr. General?”
”Det må jeg tale med Macklin om.”
”Det er altså krig, Hr. General?”
”Nej. Afstraffelse. Når man er bundet af sin forgængers handlinger —”
”C.25 lyver måske.”
”Hans oplysninger stemmer overens med de andres. I realiteten bekendte de fyre kulør for et halvt år siden. Men Devenish holdt på, at der var en mulighed for at bevare freden, og nu har de naturligvis brugt tiden til at samle forstærkninger. Afsend straks disse telegrammer — brug det nye chiffersystem, ikke det gamle — mit og Whartons. Og så tænker jeg ikke, at vi behøver at lade damerne vente længere. Resten kan vi aftale over cigarerne. Jeg tænkte nok, at det ville komme. Men det er afstraffelse — ikke krig.”
Mens kavaleristen galopperede bort, krøb Kim rundt til husets bagside, hvor han i følge sine erfaringer fra Lahore ventede, at han ville kunne finde mad — og oplysninger. Køkkenet var fuldt af ivrige kokkedrenge og en af dem gav ham et spark.
”Av!” skreg Kim og græd krokodilletårer. ”Jeg kom bare for at få lidt mad og til gengæld hjælpe med opvasken.”
”Hele Ambala har været her i samme ærinde. Skrub af! Nu skal suppen rettes an. Tror du måske, at vi, som tjener Creighton Sahib, behøver fremmed hjælp for at klare en stor middag?”
”Det er en meget stor middag,” sagde Kim og så på tallerkenerne.
”Ja, det er intet under. Æresgæsten er ingen ringere end Jang-i-Lat Sahib (den øverstkommanderende).”
”Ho!” sagde Kim i den ægte gutturale forbavselse. Nu vidste han, hvad han ville vide, og da kokkedrengen vendte sig om, var han forsvundet.
”Og al den ståhej,” sagde han til sig selv — han tænkte som sædvanlig på hindustani — ”for en hests stamtavles skyld! Mahbub Ali burde være kommet til mig for at lære at lyve lidt. Hver gang jeg tidligere har overbragt et budskab, har det drejet sig om en kvinde. Nu er det mænd, og det er bedre. Den høje mand sagde, at de vil slippe en stor hær løs for at afstraffe en eller anden et eller andet sted, og at der skal sendes bud derom til Pindi og Peshawur. Og der skal også kanoner med. Var jeg blot krøbet lidt nærmere. Det er stort nyt.” Han vendte hjem og fandt landmandens fætters yngste broder i færd med at drøfte familiens proces i alle dens enkeltheder med landmanden, hans kone og nogle venner, mens lamaen blundede. Efter aftensmåltidet bød en eller anden ham en vandpibe og Kim følte sig meget voksen, mens han sad med skrævende ben i måneskinnet, dampede på mundstykket af glatpoleret kokosnødskal og fra tid til anden indskød en bemærkning i samtalen. Hans værtsfolk var uhyre høflige imod ham, for landmandens hustru havde fortalt dem om hans syn med den Røde Tyr og om hans sandsynlige herkomst fra en anden verden. Desuden var lamaen en stor og ærværdig kuriositet. Familiens præst, en gammel, tolerant bramin, kom på besøg lidt senere på aftenen og begyndte naturligvis straks en teologisk diskussion for at gøre indtryk på familien. I trossager var de naturligvis alle på deres præsts side, men lamaen var deres gæst og en nyhed. Hans blide venlighed og hans virkningsfulde kinesiske citater, der lød som trylleformularer, frydede dem i høj grad. Og i disse sympatiske og jævne omgivelser udfoldede han sig som Bodhisats egen lotus og gav sig til at fortælle om sit liv i de høje bjerge ved Such-zen førend, som han sagde, ”jeg drog ud for at søge belæring.”
Det kom nu frem, at han i hine verdslige dage havde været en mester i at stille horoskoper og nativiteter. Familiens præst fik ham til at beskrive sine metoder og de gav begge planeterne navne, som den anden ikke forstod, og pegede opad på de store stjerner, der gled hen over den mørke nathimmel. Familiens børn halede ustraffet i hans rosenkrans og han glemte helt Reglen, der forbyder at se på en kvinde, mens han talte om langvarige snefog, jordskred, spærrede bjergpas, de fjerne bjerge, hvor man finder safirer og turkiser, og den pragtfulde, højtliggende landevej, der til sidst fører lige ind i selve det store Kina.