”Men dette bliver en stor krig — en krig på otte tusind mand,” gjaldede Kims stemme henover den hurtigt voksende skare, så at han blev helt forbavset derover.
”Rødfrakker[*] eller vore egne regimenter?” snappede den gamle mand i en tone, som talte han med en ligemand. Og denne tone gav de tilstedeværende respekt for Kim.
”Rødfrakker,” gættede Kim. ”Rødfrakker og kanoner.”
”Men — men det sagde astrologen intet om,” udbrød lamaen og tog sig den ene pris større end den anden af bare spænding.
”Nej, men jeg ved det. Det blev åbenbaret mig, som er den Hellige Mands discipel. Der udbryder en krig — en krig på otte tusind rødfrakker. De bliver udkommanderet fra Pindi og Peshawur. Det er ganske sikkert.”
”Drengen har lyttet til basarsladder,” svarede præsten.
”Han har bestandigt været ved min side,” svarede lamaen. ”Hvorfra kan han vide dette? Jeg vidste det ikke.”
”Han bliver en behændig gøgler, når den gamle mand er død,” mumlede præsten til landsbyens øverste. ”Hvad er dette for et nyt kneb?”
”Et tegn! Giv mig et tegn!” tordnede den gamle soldat pludselig. ”Hvis der skulle blive krig, ville mine sønner have fortalt mig det.”
”Når alt er rede, får dine sønner det uden tvivl at vide. Men der er en lang vej fra dine sønner til den mand, i hvis hånd disse ting ligger.” Kim begyndte at blive optaget af legen, for den mindede ham om oplevelser fra fordums dage, da han var brevbærer og for nogle få pices skyld foregav at vide mere, end han vidste. Men nu spillede han om større ting — spændingen og følelsen af magt. Han trak vejret og fortsatte:
”Gamle mand, giv mig et tegn. Kan en underordnet befale otte tusind rødfrakker at rykke ud — med kanoner.”
”Nej?”
Den gamle mand svarede Kim, som var han hans ligemand.
”Kender du den, som giver befalingen?
”Jeg har set Ham.”
”Kan du genkende Ham?”
”Jeg har kendt Ham, siden han var løjtnant i top-khana (artilleriet).”
”En høj mand. En høj mand med sort hår som går sådan?”
Og Kim gik et par skridt med stiv, træmandsagtig gang.
”Ja. Men det kan enhver have set.”
Der var en åndeløs stilhed i flokken under hele denne samtale.
”Sandt nok,” svarede Kim. ”Men jeg har mere at sige. Se her. For det første går den store mand sådan. Dernæst tænker han sådan.” (Kim lagde pegefingeren på panden og støttede hagen i hånden). ”Så vender og drejer han sine fingre sådan. Og så stikker han sin hat ind under den venstre arm.” Kim illustrerede denne bevægelse og stillede sig op i positur som en stork.
Den gamle mand stønnede, målløs af forbavselse, og tilhørerne gøs.
”Ja — ja — ja. Men hvad gør han, når han skal til at udstede en befaling?”
”Han gnider sig bag i nakken — således. Så slår han i bordet med den ene finger og snøfter. Og så siger han: ’Send det og det regiment af sted. Lad de og de kanoner rykke ud.’”
Den gamle mand rejste sig med besvær og hilste.
”’For’” vedblev Kim og oversatte på de indfødtes sprog de vigtigste sætninger af det, som han havde hørt i Ambala, ”’for,’ siger han, ’dette er noget, som vi burde have gjort for længe siden. Men det er ikke krig — det er afstraffelse. Snff!’”
”Det er nok. Jeg tror dig. Jeg har set Ham således i slagenes krudtrøg. Set og hørt. Det er Ham!”
”Jeg så ingen krudtrøg” — Kims stemme slog over i spåmændenes sædvanlige ekstatiske, syngende tone — ”jeg så dette i mørke. Først kom en mand for at gøre alt rede. Så kom ryttere. Og så kom Han og stod i en stråleglans af lys. Alt det andet fulgte efter, som jeg har fortalt. Gamle mand, har jeg talt sandhed?”
”Det er Ham. Det er ganske utvivlsomt Ham.” Skaren drog et langt skælvende åndedræt og stirrede afvekslende på den gamle mand, der stadig stod i retstilling, og på Kims pjaltede skikkelse i den purpurrøde skumring.
”Sagde jeg ikke — sagde jeg ikke, at han var af den anden verden?” udbrød lamaen stolt. ”Han er Alverdens Ven. Han er Stjernernes Ven!”
”Ja, det kommer nu ikke os ved,” råbte en mand. ”Og du unge sandsiger, dersom du er i besiddelse af din gave til alle tider, så har jeg en rødbroget ko, og den er måske din Tyrs søster, hvad ved jeg…”
”Og hvad bryder jeg mig om det?” afbrød Kim ham. ”Mine stjerner bekymrer sig ikke om dit kvæg.”
”Jamen den er meget syg,” faldt en kvinde ind. ”Min mand er en bøffel, ellers ville han have valgt sine ord bedre. Sig mig, om den vil komme sig igen?”
Havde Kim været en almindelig dreng, ville han have drevet legen videre, men man kan ikke have kendt staden Lahore og især fakirerne ved Taksali-porten i tretten år uden at have fået menneskekundskab.
Præsten skævede en smule bittert til ham med et stramt og surt smil.
”Er her måske ingen præst i landsbyen? Det forekommer mig, at jeg så en stor præst for et øjeblik siden,” udbrød Kim.
”Jamen —” begyndte konen.
”Jamen, du og din mand håbede at få koen helbredt for en håndfuld taksigelser.” Den sad! De var kendt som landsbyens nærigste par. ”Det er urigtigt at snyde templerne. Giv din egen præst en ung kalv, så vil koen give mælk igen, inden en måned er omme, såfremt Guderne ikke er så vrede, at de er uforsonlige.”
”Du er en mestertigger,” spandt præsten venligt og bifaldende. ”En fyrreårigs visdom kunne ikke have gjort det bedre. Du har sikkert gjort den gamle mand rig?”
”Lidt mel, lidt smør og en mundfuld kardemomme,” svarede Kim, stolt over rosen, men stadig forsigtig, ”kan man blive rig af det? Og desuden ser du jo nok, at han er gal. Men jeg har dog den nytte af at følge ham, at jeg lærer vejene at kende.”
Han vidste, hvordan fakirerne ved Taksali-porten var, når de talte sammen indbyrdes, og han kopierede selve betoningen i deres udskejende disciples stemmer.
”Er hans Søgen da sandhed eller kun skalkeskjul for andre formål? Det kunne jo være skatte, han søgte efter.”
”Han er gal — aldeles splittergal. Det er det hele.”
Nu kom den gamle soldat hinkende og spurgte, om Kim ville modtage gæstfrihed hos ham for natten. Præsten anbefalede ham at modtage tilbuddet, men holdt på, at æren af at beværte lamaen tilkom templet — hvorover lamaen smilede uden mistanke. Kim skottede fra ansigt til ansigt og drog sine slutninger.
”Hvor er pengene?” hviskede han, idet han trak den gamle mand med sig ud i mørket.
”På mit bryst. Hvor skulle de ellers være?”
”Giv mig dem. Giv mig dem hurtigt og sagte.”
”Men hvorfor? Her skal ikke købes billet.”
”Er jeg din chela, eller er jeg ikke? Er jeg ikke beskytter for dine gamle fødder på vejene? Giv mig pengene, så skal du få dem tilbage ved daggry.”
Og dermed stak han hånden ind over lamaens bælte og trak pungen ud.
”Lad så være — lad så være,” nikkede den gamle mand. ”Denne verden er stor og frygtelig. Aldrig har jeg vidst, at så mange mennesker lever i den.”
Næste morgen var præsten i meget dårligt humør, men lamaen var strålende fornøjet og Kim havde haft en højst interessant aften hos den gamle mand, der havde taget sin ryttersabel frem, lagt den over sine magre knæ og fortalt historier om Oprøret og om unge kaptajner, der i tredive år havde ligget i deres grave, indtil Kim var faldet i søvn.
”Luften her til lands er visselig sund,” sagde lamaen. ”Jeg sover ellers let, som alle gamle mænd gør, men i nat sov jeg uden at vågne, lige til højlys dag. Jeg er helt tung i hovedet endnu.”