”Ja, derefter drager de bort igen, men ikke før landsbyen har set dem.”
”Og hvad vil du gøre til sidst?”
”Til sidst dør jeg.”
”Og derefter?”
”Det må Guderne om. Jeg har aldrig plaget Dem med bønner, og jeg tænker heller ikke, at De vil plage mig. Ser du, jeg har i mit lange liv lagt mærke til, at de mennesker, der stadig vælter sig ind på Dem Deroppe med klager og besværinger og hyl og gråd, altid hurtigt hentes bort fra jord, ligesom vor oberst i sin tid plejede at sende bud efter slappe brokhoveder fra det sydlige. Nej, jeg har aldrig trættet Guderne. Det vil De nok huske og give mig et roligt sted, hvor jeg kan plante min lanse i skyggen og vente på mine sønner. Jeg har tre, alle rissaldarer[*] i hæren.”
”Og de er ligeledes bundne til Hjulet og går fra liv til liv, fra fortvivlelse til fortvivlelse,” mumlede lamaen sagte, ”hidsige, urolige, begærlige.”
”Ja,” lo den gamle soldat hen for sig. ”Tre rissaldarer ved tre forskellige regimenter. Lidt for hengivne til spil, men det er jeg også. De må nødvendigvis være godt beredne og man kan ikke tage en hest, som man i gamle dage tog en kvinde. Nå ja, min gård kan betale for det hele. Hvad synes du om den? Det er godt vandede jorder, men mine folk snyder mig. Jeg forstår mig kun på at tumle folk med lansen i hånden. Uf! Jeg bliver vred og jeg bander dem, og så foregiver de anger, men jeg ved godt, at de bag min ryg kalder mig en tandløs gammel abe.”
”Og har du aldrig ønsket dig noget andet?”
”Jo, jo — tusind gange! At jeg atter havde en rank ryg, og knæ, der kunne klemme hestens flanker, et hurtigt håndled og et skarpt øje, og den marv i knoglerne, der gør en til mand. Åh, de gamle dage — min styrkes gode dage!”
”Den styrke er svaghed.”
”Det er den blevet, men for halvhundrede år siden kunne jeg have vist dig noget andet,” svarede den gamle soldat og huggede stigbøjlens kant ind i ponyens magre flanke.
”Men jeg kender en Frelsens Flod.”
”Jeg har drukket gangesvand til vattersotens rand. Det gav mig dysenteri, men ingen styrke.”
”Jeg taler ikke om Ganges. Den Flod, jeg kender, skyller al syndens besmittelse bort. Er man svømmet over den og steget op ad den anden bred, er man sikker på sin Frihed. Jeg kender ikke dit liv, men dit ansigt er en hæderlig og god mands. Du har fulgt din Vej uden at vige fra den. Du var trofast, da trofasthed ikke var let, i hint Sorte År, om hvilket jeg nu erindrer andre fortællinger. Betræd du nu den Midterste Vej, som fører til Frihed. Hør den Allerypperste Lov og jag ikke efter skygger.”
”Tal, gamle mand,” smilede soldaten og førte hilsende hånden op mod sin turban. ”I vor alder bliver vi alle snaksomme.”
Lamaen satte sig under en mango, hvis blades skygge gled som et rudet mønster frem og tilbage over hans ansigt. Soldaten blev siddende rank på sin pony og Kim lagde sig — efter først at have sikret sig, at der ingen slanger var — i en fordybning mellem to knudrede rødder.
Der var en søvndyssende summen af insekter i det varme solskin, en kurren af duer, og en ensformig knirken af brøndvinder ude på markerne. Lamaen begyndte at tale, langsomt og vægtigt. Efter ti minutter lod den gamle soldat sig glide ned af sin pony — for at høre bedre, sagde han — og satte sig ned med tøjlerne om sit håndled. Lamaens stemme blev svagere og hans sætninger længere. Kim var optaget af at iagttage et gråt egern. Da det skældende lille lodne væsen forsvandt mellem grenene, var både prædikant og tilhørerkreds faldet i dyb søvn, den gamle officers kraftige hoved hvilede på hans arm og lamaens var lænet tilbage mod træets stamme, på hvilken baggrund det tog sig ud som gult elfenben. Et nøgent barn kom trissende, gloede på gruppen og gjorde så, grebet af en pludselig indskydelse af ærefrygt, et højtideligt lille buk for lamaen. Men uheldigvis var ungen så lille og tyk, at han trimlede sidelæns midt i bukket, og Kim brast i latter ved synet af de sprællende, buttede ben. Den skræmte og forargede unge brølede himmelhøjt.
”Hallo! Hallo!” udbrød soldaten og sprang op. ”Hvad er det? Hvordan lyder ordren?… Det er… et barn! Jeg drømte, at der blev blæst alarm. Lille ven — lille ven — græd ikke. Har jeg sovet? Det var uhøfligt!”
”Jeg er bange! Jeg er bange!” skrålede barnet.
”Hvad er der at være bange for? To gamle mænd og en dreng? Hvordan skal du nogensinde blive soldat, lille prins?”
Lamaen var også vågnet, men raslede med sin rosenkrans uden at tage notits af barnet.
”Hvad er det for noget?” sagde ungen og standsede midt i et hyl. ”Sådan en har jeg aldrig set. Giv mig den.”
”Haha,” smilede lamaen og trak rosenkransen i slyngninger henover græsset:
Barnet hvinede af fornøjelse og snappede efter de mørke, blanke perler.
”Se, se!” sagde den gamle soldat. ”Hvor har du den sang fra, verdensforagter?”
”Jeg lærte den i Pathankot — mens jeg sad på et dørtrin,” svarede lamaen halvt skamfuld. ”Det er godt at være venlig mod børn.”
”Men jeg husker, at inden søvnen overrumplede os, fortalte du mig, at man formørkede det sande lys og lagde hindringer på sin egen Vej ved at tage til ægte og sætte børn i verden. Falder børn da ned fra Himlen i dit land? Er det Vejen at synge viser for dem?”
”Intet menneske er helt fuldkommen,” sagde lamaen og rullede sin rosenkrans sammen igen. ”Løb så til din moder, mit barn.”
”Hør ham!” sagde soldaten til Kim. ”Han skammer sig, fordi han har glædet et barn! Der er gået en fortræffelig familiefader tabt i dig, min broder. Halløj, lille ven!” Han kastede en pice til barnet. ”Syltetøj er altid sødt.” Og medens den lille skikkelse dansede bort i solskinnet, vedblev han: ”De vokser op og bliver til mænd. Hellige mand, det gør mig ondt, at jeg faldt i søvn midt under din prædiken. Tilgiv mig.”
”Vi er to gamle mænd,” sagde lamaen. ”Fejlen er min, jeg lyttede til din tale om verden og dens galskaber og den ene fejl førte den anden med sig.”
”Hør bare! Hvad skader det dine Guder, at du leger med et barn? Og du sang virkelig den vise rigtig godt. Lad os nu drage videre, så skal jeg synge dig sangen om Nikal Seyn[*] ved Delhi — den gamle sang.”
Og mens de vandrede ud fra mangolundens tusmørke, gjaldede den gamle mands høje, skingrende stemme henover markerne, idet han i langtrukne klagende toner sang om Nikal Seyn (Nicholson)- den sang, som synges i Punjab den dag i dag. Kim var henrykt og lamaen lyttede med dyb interesse.
”Ak! Nikal Seyn er død — han faldt ved Delhi! Nordens lanser, hævn Nikal Seyn!”
Han sang den helt igennem for dem og slog takt med den flade klinge på ponyens kryds.
”Og her kommer vi til den store landevej,” sagde han efter at have modtaget Kims komplimenter, for lamaen var bemærkelsesværdigt tavs. ”Det er længe siden, at jeg har redet så langt, men drengens ord vakte det gamle humør i mig. Se, Hellige Mand — den Store Vej, som er hele Hinds rygrad. I næsten hele sin længde er den overskygget ligesom her af fire rækker træer. På den midterste del af vejen, der er hård og fast, foregår den hurtige færdsel. I tiden før jernbanerne rejste sahib’erne frem og tilbage her i hundredvis. Nu befærdes den kun af landboeres vogne og sligt. Til højre og til venstre er kørebanerne for de tunge fragtvogne — de, som er læssede med korn, bomuld, tømmer, kalk og huder. Man kan rejse i sikkerhed her, for langs hele vejen ligger der politistationer, kun få kos fra hinanden. Politiet er tyveknægte og pengeafpressere (jeg selv ville lade den patruljere af kavaleri — unge rekrutter under en energisk kaptajn) men i det mindste finder de sig ikke i konkurrenter. Alle slags og alle kaster vandrer ad denne vej. Se blot! Braminer og chumarer, bankierer og kedelflikkere, barberer og købmænd, pilgrimme og pottemagere — alverden går og kommer. Den er for mig som en flod, som jeg er blevet skilt fra, som en træstamme efter en oversvømmelse.”