Og sandt er det, at den store hovedlandevej frembyder et vidunderligt skue. Den løber i lige linje og har, uden at blive overfyldt til trængsel, plads til hele Indiens færdsel på en strækning af femten hundrede engelske mil. Det er en strøm af liv, som ikke har sin lige i hele verden. De så ned gennem de skyggefulde grønne hvælvinger og betragtede de mennesker, der langsomt vandrede hen ad den hvide, brede vej, og den lille toværelses politistation lige overfor.
”Hvem vover at bære våben mod lovens bud?” råbte en betjent leende, da han fik øje på den gamle soldats sabel. ”Er der ikke politi nok til at udrydde alle ugerningsmænd?”
”Det er på grund af politiet, at jeg købte den,” lød svaret. ”Står alt vel til i Hind?”
”Rissaldar[*] Sahib, alt står vel til.”
”Jeg er som en gammel skildpadde, forstår du, som stikker hovedet ud og trækker det ind igen. Ja, dette er Hindustans vej. Alle mennesker kommer ad denne vej…”
”Søn af et svin, skal du bruge den bløde del af vejen til at ligge og gnubbe på? Fader til alle skændselens døtre og husbond til ti tusind utugtige kvinder, din moder hengav sig til en djævel og blev ledt dertil af sin moder. Alle dine tanter i syv slægtled har været næseløse! Og din søster! — Hvilken dårskab har fået dig til at anbringe din vogn her tværs over vejen? Et brækket hjul, siger du? Nu skal jeg give dig et brækket hoved, så kan du ved lejlighed lappe sammen på begge dele!”
Denne stemme og nogle skarpe piskesmæld lød fra en støvsky en tredive-fyrre yards borte, hvor en fragtvogn var gået i stykker. En høj kathiawar-hoppe med lynende øjne og dirrende næsebor kom farende ud af virvaret, prustende og dansende, medens dens rytter styrede den tværs over landevejen på jagt efter en råbende mand. Rytteren var høj og gråskægget. Han sad på det næsten vanvittige dyr, som var han ét med det, og piskede med øvet hånd sit offer under hestens spring.
Den gamle soldats ansigt strålede af stolthed.
”Min søn!” sagde han kort og halede i tøjlen for at få ponyens hals til at krumme sig i en smuk bue.
”Skal jeg prygles her i politiets påsyn?” skreg fragtvognens kusk. ”Jeg forlanger retfærdighed…”
”Skal jeg standses her af en skrålende abe, som vælter ti tusind sække lige for næsen af en ung hest? Det er sådan, at en hoppe ødelægges.”
”Det er sandt. Det er sandt. Men styre den kan han,” sagde den gamle mand. Kusken havde søgt dækning under sin vogn og truede nu med alle slags hævn.
”Skrappe karle, dine sønner,” sagde politibetjenten roligt og stangede tænder.
Rytteren afleverede et sidste velment slag med sin pisk og red videre i kort galop.
”Min fader!” Han standsede dyret og sprang af.
Også den gamle mand kom ned fra sin pony i en fart, og derpå omfavnede de hinanden, som far og søn gør i østerlandene.
Fjerde kapitel
Derefter gav de sig til at tale sammen med sænkede stemmer. Kim slog sig ned under et træ, men lamaen trak ham utålmodig i ærmet.
”Lad os gå videre. Floden er ikke her.”
”Hai mai![*] Har vi ikke gået langt nok til nu? Vor Flod løber ikke fra os. Vær tålmodig, så giver han os almisse.”
”Han dér,” sagde den gamle soldat pludselig, ”er Stjernernes Ven. Han fortalte mig nyheden i går. Han havde i et syn set selve Manden udstede ordrer til krigen.”
”Hm!” sagde sønnen med en stemme, der kom dybt nede fra hans brede bryst. ”Han har hørt rygtet i basarerne og slået plat på det.”
Hans fader lo. ”I det mindste kom han ikke til mig for at tigge om en ny stridshest og Guderne må vide hvor mange rupier. Har dine brødres regimenter også fået marchordre?”
”Jeg ved det ikke. Jeg tog orlov og red hurtigt hjem til dig, for det tilfældes skyld, at…”
”For det tilfældes skyld, at de skulle være kommet dig i forkøbet med at tigge. I er spillere og ødelande til hobe! Men du har aldrig før været i krig. Dér får du ganske sikkert brug for en god hest. Og en flink tjener og ligeledes en god pony til de lange marcher. Lad os se — lad os se.” Han trommede på sadelknappen.
”Her er ikke stedet til at opstille regnestykker, fader. Lad os ride hjem til dit hus.”
”Så betal i det mindste drengen. Jeg har ingen pice på mig og han har bragt gode tidender. Halløj, Alverdens Ven! Der står en krig for døren, som du sagde.”
”Jeg ved det, en krig,” svarede Kim roligt.
”Hæ!” sagde lamaen, fingererende ved sin rosenkrans og længselsfuld efter at komme videre.
”Min herre forlanger ingen løn af stjernerne. Vi bragte nyheden — det kan du bevidne, vi bragte dig nyheden, og nu går vi.” Og Kim strakte sin hule hånd en smule frem.
Sønnen tilkastede ham en sølvmønt og brummede noget om tiggere og gøglere. Det var et fire-anna-stykke, som de kunne leve af — og godt — i flere dage. Lamaen, som så det blanke metal glimte i solskinnet, fremdrævede en velsignelse.
”Farvel, Alverdens Ven,” råbte den gamle soldat med sin skingre stemme, idet han drejede sin ganger. ”Én eneste gang i alle mine dage har jeg truffet en sand profet — som ikke var i hæren.”
Fader og søn red bort sammen, den gamle mand lige så rank i sadlen som den yngre.
En punjabi-politibetjent i gule lærredsbukser kom slentrende tværs over vejen. Han havde set mønten blive kastet til Kim.
”Holdt!” råbte han på engelsk med stor værdighed. ”Véd I ikke, at der er en skat på to annas for hver, hvilket er fire annas, for de, som betræder landevejen fra denne sidevej? Det er efter Sirkarens befaling, og pengene anvendes til at plante træer for og holde vejen i smuk og god stand.”
”Og politiets maver ligeledes,” svarede Kim og smuttede udenfor betjentens rækkevidde. ”Tænk dig om et øjeblik, skvadderhoved. Tror du, at vi kommer fra den nærmeste dam ligesom din svigerfader frøen? Har du nogensinde hørt din broders navn?”
”Og hvem var han? Lad drengen være i fred,” råbte en ældre betjent umådelig fornøjet, idet han satte sig ned på verandaen for at ryge en pibe.
”Han tog etiketten af en flaske belaitee-pani (sodavand) og klistrede den på en bro, og så opkrævede han skat af dem, der ville over, og sagde, at det var efter Sirkarens ordre. Det gik en måned, så kom der en englænder og slog hovedet ned i maven på ham. Nej, broder, jeg er bymus og ikke landmus!”
Betjenten trak sig flov tilbage og Kim hujede ad ham et langt stykke hen ad vejen.
”Har du nogensinde set mage til discipel som jeg?” råbte han muntert til lamaen. ”Alverden ville have flået dig og plukket dig, inden du var kommet ti mil fra Lahore, hvis jeg ikke havde vogtet over dig.”