”Jeg overvejer netop, om du ikke stundom er en ånd og stundom en djævleunge,” sagde lamaen med et langsomt smil.
”Jeg er din chela.” Og dermed gav Kim sig til at gå i trit med lamaen — i denne de vidtomflakkende vandreres ubeskrivelige gangart, som er den samme hele verden over.
”Lad os gå,” mumlede lamaen, og under hans rosenkrans’ raslen vandrede de i tavshed mil efter mil. Lamaen var som sædvanlig dybt hensunken i betragtninger, mens Kims klare øjne var vidt åbne. Denne brede, smilende livets flod var efter hans mening langt bedre end de snævre og overfyldte gader i Lahore. Her var nye mennesker og nye ting at se på ved hvert skridt — kendte kaster og kaster, som lå fuldstændigt udenfor hans erfaring.
De mødte en skare, langhårede, stramt lugtende sansier med kurve fulde af firben og anden uren føde på deres rygge og med mange hunde snusende til deres hæle. Disse mennesker holdt sig til deres egen side af vejen og bevægede sig af sted i et hurtigt, frygtsomt trav, og alle andre kaster veg langsomt til side for dem, for at berøre en sansi medfører dyb besmittelse. Bag dem kom en mand, der nyligt var sluppet ud af fængselet, vandrende gennem alléen med lange og stive skridt, som om han endnu havde lænker om fødderne. Hans trinde mave og blanke hud bar vidnesbyrd om, at regeringen føder sine fanger bedre, end de fleste hæderlige mænd kan føde sig selv. Kim var velkendt med det trav og ålede ham i forbigående med den. Så spankulerede en akali forbi, en sikhisk hellig mand med vilde øjne og flagrende hår, klædt i sin tros blåternede dragt og med blanke stålringe skinnende på den høje kegleformede blå turban. Han var på hjemvejen fra et besøg i en af de uafhængige sikhiske stater, hvor han havde sunget de gamle sange om Khalsas[*] hæder for fyrster, der havde studeret ved universitetet og bar kravestøvler og hvide bomuldsbenklæder. Kim tog sig vel i agt for at opirre denne mand, for en akali har kort lunte men en lang arm. Hist og her mødte de eller indhentedes af broget klædte skarer — hele landsbybefolkninger, som drog til et eller andet marked i omegnen. Kvinderne vandrede bag mændene med pattebørnene på hoften, de ældre drenge red kæphest på sukkerrør, trak med legetøjslokomotiver af messing, sådanne som sælges for en halv penny, eller sendte solglimt ind i de voksnes ansigter med billige spejle. Man kunne med et blik se hver enkelts indkøb, eller hvis man var i tvivl, behøvede man kun at lægge mærke til kvinderne, som satte de brune arme mod hinanden for at sammenligne de nye armbånd af mat glas, som kommer oppe fra de nordvestlige provinser. Disse lystige folk kom kun langsomt af sted. De råbte til hverandre, de standsede for at tinge med syltetøjshandlere, eller for at bede foran et af de små altre ved siden af vejen — stundom hinduiske, stundom muhammedanske — som begge trosbekendelsers lavere kaster enes om i skøn upartiskhed. Så kom en lang, blå linje, der steg og faldt som ryggen af en kålorm, der havde travlt, til syne gennem vejens dansende støv og travede forbi under et kor af ivrigt snadrende stemmer. Det var en flok changar’er — de kvinder, som har påtaget sig jordarbejdet ved alle jernbanerne i det nordlige — en skare platfodede, fuldbarmede, sværlemmede, blåskørtede jordslæbersker, der på grund af rygter om nyt arbejde skyndte sig nordpå uden at spilde tiden på vejen. De tilhører en kaste, hvor mænd intet betyder, og de marcherede af sted med armene i siden, vuggende hofter og løftede hoveder som kvinder, der er vante til at bære tunge byrder. Lidt efter drejede et bryllupstog fra en sidevej ind på den store hovedlandevej med musik og råb og en duft af morgenfruer og jasminer, der endog kvalte stanken af støvet. Man kunne se brudens bærestol gennem støvskyerne som en forvirret masse af rød maling og flitterguld, der rokkede af sted, mens brudgommens guirlandebehængte pony drejede sig til siden for at snappe en mundfuld fra et forbikørende hølæs. Kim stemte med i det fyrværkeri af gode ønsker og dårlige vittigheder, der knaldede af fra alle sider, og ønskede parret hundrede sønner og ingen døtre, som ordsproget siger. Men endnu mere interessant og mere til at råbe hurra over var det, når en omflakkende gøgler med nogle halvt dresserede aber eller en pustende, mat bjørn, eller en kvinde, som bandt gedehorn til sine fødder og med dem på dansede på slap line, fik hestene til at blive sky og kvinderne til at udstøde skingrende, langtrukne hvin af forbløffelse.
Lamaen løftede aldrig øjnene. Han så ikke ågerkarlen, der skyndte sig af sted på sin stumprumpede pony for at indkræve blodige renter; ej heller den højrøstede lille flok hjempermitterede indfødte soldater, der marcherede i militær formation, men som var henrykte over at være sluppet af med deres benklæder og jakker og sagde de frygteligste ting til de agtværdigste kvinder, de kom forbi. End ikke manden, der solgte gangesvand, så han, og Kim havde ventet, at han i det mindste ville købe en flaske af denne kostelige væske. Han stirrede stadig på jorden og skridtede støt ud, time efter time, mens hans sjæl var andetsteds. Men Kim var i den syvende himmel af glæde. Den store landevej var på denne strækning anlagt på en dæmning for at være beskyttet imod de vinterlige oversvømmelser fra bjergene, så at man vandrede hævet op over selve landet som på en storslået fæstningsmur og så hele Indien ligge udbredt for sine fødder til højre og til venstre. Det var et smukt syn at se fragtvognene belæssede med korn og bomuld og forspændte med mange okser kravle hen over bivejene. Man kunne høre deres knirkende og pibende aksler en mil borte og høre dem komme nærmere og nærmere, indtil de endelig under råb og skrål og skældsord klavrede op ad den stejle skråning og drejede ind på den faste hovedlandevej, mens kusk fornærmede kusk. Og det var et lige så smukt syn at betragte menneskene, når de som små klatter af rødt og blåt og blegrødt og hvidt og saffran drejede af fra vejen ned mod deres egne landsbyer, spredte i grupper på to og tre og blev mindre og mindre, efterhånden som de drog hen over den flade slette. Kim følte alt dette, skønt han ikke kunne klæde sine følelser i ord. Derfor lod han sig nøje med at købe skrællet sukkerrør og spytte marven ud på vejen. Lamaen tog sig en pris fra tid til anden. Til sidst kunne Kim ikke længere holde tavsheden ud.
”Det er et godt land, dette Sydens land,” sagde han. ”Luften er god, vandet er godt. Ikke sandt?”
”Og alle er de bundne til Hjulet,” sagde lamaen. ”Bundne fra liv til liv. Ingen af dem har skuet Vejen.” Og han vendte tilbage til denne verden.
”Og nu har vi gået en lang og trættende vej,” sagde Kim. ”Vi kommer sikkert snart til en parao (lejrplads, hvilested). Skal vi gøre holdt dér? Se, solen er ved at gå ned.”
”Hvem vil give os føde i aften?”
”Det er lige meget. Hele landet er fuldt af gode mennesker. Og desuden” — han sænkede stemmen til den sagtest mulige hvisken — ”desuden har vi penge.”
Da de nærmede sig det hvilested, der skulle være enden på deres dagsrejse, tættedes menneskestrømmen. En række boder, hvori der solgtes tarvelig mad og tobak, en stabel pindebrænde, en politistation, en brønd, et hestetrug, nogle få træer og under disse sammentrampet jord, plettet af sort aske fra gamle bål — således ser en parao ved den store hovedlandevej ud, hvis man ser væk fra tiggerne og kragerne — begge sultne.
Solen sendte allerede brede gyldne striber ind mellem mangotræernes lavere grene. Parakitterne og duerne vendte hjem i hundredvis. De sladrende, gråryggede skader vandrede frem og tilbage i grupper på to og tre næsten lige for de rejsendes fødder og drøftede dagens hændelser og en uro og raslen i grenene sagde, at flagermusene var rede til at drage ud på natpatrulje. Lyset svandt hurtigt. Et øjeblik farvede det menneskenes ansigter, vognenes hjul og oksernes horn røde som blod. Så faldt natten på. Luften blev straks anderledes at føle. Der lagde sig et let, jævnt, blåligt tågeslør over landet, og skarpt og tydeligt lugtede man brænderøgen og kvæget og den behagelige duft af hvedekagerne, som bagtes i asken. Aftenpatruljen skyndte sig ud fra politistationen med selvbevidst hosten og gentagelse af ordrer, og gløden i en fragtmands hukah skinnede rødt, mens Kims blik mekanisk iagttog solskærets sidste flimren på messingtængerne, som han havde taget gløden fra bålet med.