Livet på parao’en lignede i høj grad livet i karavanserajet, om end i mindre målestok. Kim dykkede ind i det fornøjelige asiatiske virvar, hvor man, når man blot giver sig tid, finder alt, hvad et fordringsløst menneske behøver.
Kims fornødenheder var få, for da lamaen ingen kastefordomme havde, kunne kogt mad købes i den nærmeste bod. Men som en luksus købte Kim også en håndfuld kager af tørret gødning til at tænde bål med. Rundt omkring kom og gik mænd imellem de små bål og råbte på olie eller syltetøj eller korn eller tobak og puffede til hinanden, mens de ventede på at komme til ved brønden. Og igennem støjen af mændenes stemmer kunne man fra de fraspændte, tilskoddede vogne høre høje, skingrende røster og latter af kvinder, hvis ansigter offentligheden ikke måtte se.
Nu til dags er veluddannede indfødte af den anskuelse, at når deres kvinder rejser — og de aflægger mange besøg — sker det bedst og hurtigst ved at lade dem køre med toget i en med jalousier forsynet kupé, og denne skik griber mere og mere om sig. Men der er altid dem af den gamle skole, som hænger fast ved forfædrenes skikke, og der er frem for alt gamle kvinder, som er langt mere konservative end mændene og som hen imod deres livs aften begiver sig ud på pilgrimsfærd. Disse, visne og lidet attråværdige, har under visse omstændigheder intet imod at lade sløret falde. Efter at have været indelukkede i så lang tid, i hvilken de dog stadig har stået i forretningsmæssig forbindelse med tusinder af interesser udenfor, holder de af den åbne landevejs travlhed og liv, af forsamlingerne ved helligdommene og af de utallige lejligheder til at slå en sladder af med ligesindede gamle damer. Meget ofte passer det en længe lidende familie udmærket, at en ældre hvastunget havgasse forlyster sig med på denne måde at drage på eventyr rundt om i Indien, for visselig er pilgrimsfærd en Guderne velbehagelig gerning. Derfor kan man i hele Indien, på de mest afsides steder som på de folkerigeste, finde en og anden lille skare gråhærdede tjenere, der nominelt bevogter en gammel dame, som er mere eller mindre skjult bag gardinerne på en oksetrukket vogn. Disse mænd er støtte og diskrete folk, og når en europæer eller en indfødt af høj kaste er i nærheden omgiver de deres herskerinde med de mest vidtgående forsigtighedsforanstaltninger. Men til daglig træffes ingen sådanne forholdsregler. Den gamle dame er, når alt kommer til alt, meget menneskelig og lever for at se på livet.
Kim bed mærke i en pragtfuldt udsmykket ruth eller oksetrukken familievogn med et smukt broderet, tvekuplet tag, der mindede om en topuklet kamel. Den var netop kommet kørende ind på parao’en, ledsaget af et følge på otte mand, af hvilke to var bevæbnede med rustne sabler — sikkre tegn på, at vognens ejerinde var af høj rang, for tarvelige folk bærer ikke våben. En stadig voksende kaglen af klager, befalinger, vittigheder, og hvad der i en europæers øren ville have lydt som sprogblomster, lød inde mellem gardinerne. Det var øjensynligt en dame, der var vant til at befale.
Kim studerede følget med kritisk blik. Halvdelen af dem var tyndbenede, gråskæggede ooryaer fra lavlandet. Den anden halvdel var bjergfolk nordfra, klædt i dyffel og med filthatte. Denne blanding var talende nok, også selv om han ikke havde hørt de to gruppers konstante skærmydsler. Den gamle dame skulle på besøg sydpå — formentlig hos en rig slægtning og temmelig sikkert hos en svigersøn, der som tegn på ærbødighed havde sendt hende en eskorte i møde. Bjergfolkene tilhørte hendes eget folk — fra Kulu eller Kangra. Det var tydeligt nok, at hun ikke rejste for at bringe sin datter til hendes brudgom, for i så fald ville forhængene være trukket ganske tæt sammen og vagten ville ikke have tilladt nogen som helst at nærme sig vognen. En munter dame med et livligt sind, tænkte Kim, idet han balancerede med sine gødningkager i den ene hånd og maden i den anden og styrede lamaen ved at puffe til ham med skulderen. Der kunne måske bringes noget ud af det møde. Lamaen ville ikke være til hjælp, men som samvittighedsfuld chela var det Kim en fornøjelse at tigge for to.
Han tændte sit bål så tæt ved vognen, som han turde, og ventede på, at en af eskorten skulle beordre ham bort. Lamaen lod sig synke træt ned på jorden, omtrent som en stor, frugtædende flagermus slår sig ned, og gav sig igen i lag med sin rosenkrans.
”Fjern dig, tigger!” råbte en af bjergfolkene på dårligt hindustani.
”Hø! Det er kun en pahari (bjergbo),” sagde Kim over sin skulder. ”Hvornår er bjergæslerne blevet herrer over hele Hindustan?”
Svaret var en hurtig og inspireret gennemgang af de sidste tre slægtled af Kims stamtavle.
”Ah!” Kims stemme var blidere end nogensinde, mens han brækkede gødningekagen i passende stykker. ”I mit land ville sligt blive kaldt begyndelsen til en kærlighedserklæring.”
En skarp, tynd, kaglende latter bag gardinerne gjorde manden fra bjergene gal i hovedet, og han afleverede en ny salve.
”Ikke så galt — ikke så galt,” sagde Kim kritisk. ”Men tag dig i agt, min broder, at vi — jeg siger vi — ikke får lyst til at sende en forbandelse eller to tilbage. Og vore forbandelser bider.”
Ooryaerne lo, og manden fra bjergene sprang truende fremad. Lamaen løftede pludselig hovedet, så at hans vældige hue blev fuldt belyst af Kims nys antændte bål.
”Hvad er der?” spurgte han.
Manden gjorde holdt som forstenet.
”Jeg — jeg — er blevet forhindret i en stor synd,” stammede han.
”Nu har udlændingen nok endelig fundet sig en præst,” hviskede en af ooryaerne.
”Hai, hvorfor får den tiggerunge ikke nogen ordentlige tæsk?” råbte den gamle kvinde.
Manden gik hen til vognen og hviskede noget ind mellem gardinerne. Der blev ganske stille, så hørtes en mumlen.
”Det går helt godt,” tænkte Kim, som foregav hverken at se eller høre.
”Når — når — han har spist”, henvendte fyren sig til Kim i en krybende tone, ”anmodes den Hellige Mand om at beære en, der gerne vil tale med ham, med sin nærværelse.”
”Når han har spist, vil han sove,” svarede Kim overlegent. Det stod ham ikke helt klart, hvilken ny vending spillet havde taget, men han var fuldt besluttet på at drage nytte af det. ”Og nu vil jeg hente mad til ham.” Disse sidste ord blev udtalte med høj røst og endte i et suk, ligesom af træthed.
”Jeg — jeg og mine landsmænd vil påtage os det — dersom det er tilladt.”
”Det er tilladt,” svarede Kim mere overlegent end nogensinde. ”Hellige mand, disse folk vil bringe os føde.”
”Det er et godt land. Hele Syden er et godt land — en stor og frygtelig verden,” mumlede lamaen søvnigt.
”Lad ham sove,” sagde Kim, ”men se til, at vi bliver vel bespiste, når han vågner. Han er en meget hellig mand.”
En af ooryaerne gjorde igen en bemærkning i en foragtelig tone.
”Han er ikke fakir. Han er ingen tigger fra slettelandet,” vedblev Kim strengt, tilsyneladende henvendende sig til stjernerne. ”Han er den helligste af alle hellige mænd. Han er hævet over alle kaster. Jeg er hans chela.”