”Kom her!” sagde den gamle, pibende stemme bag forhænget. Og Kim kom, med bevidstheden om, at øjne, som han ikke kunne se, stirrede på ham. En skindmager, brun finger, besat med svære ringe, lå på vognens kant og samtalen var som følger:
”Hvem er han dér?”
”En umådelig hellig mand. Han kommer langt borte fra. Han kommer fra Tibet.”
”Fra hvilket sted i Tibet.”
”Fra hinsides sneen — fra et meget fjernt sted. Han kan læse i stjernerne, stille horoskoper og nativiteter. Men han gør det ikke for penge. Han gør det af venlighed og stor barmhjertighed. Jeg er hans discipel. Jeg kaldes også Stjernernes Ven.”
”Men du hører ikke hjemme i bjergene.”
”Spørg ham. Han vil fortælle dig, at jeg blev sendt til ham fra stjernerne for at vise ham målet for han pilgrimsfærd.”
”Hø! Husk vel på, hvalp, at jeg er en gammel kvinde og ikke noget rent fæ. Lamaer kender jeg, og dem viser jeg ærbødighed. Men du er ikke mere en ægte chela, end denne min finger er vognens vognstang. Du er en kasteløs hindu — en fræk og skamløs tigger, og har formentlig sluttet dig til den Hellige Mand for vindings skyld.”
”Arbejder vi da ikke alle for vindings skyld?” Kim skiftede tone rask, ligesom stemmen havde gjort. ”Jeg har hørt” — dette var et skud på lykke og fromme — ”jeg har hørt…”
”Hvad har du hørt?” snerrede hun og trommede med fingeren på vognkanten.
”Ja, jeg husker det ikke rigtigt — det var noget basarsladder og uden tvivl usandt — at endog rajaher — små rajaher fra bjergene…”
”Men ikke desto mindre af god rajputslægt.”
”Ganske sikkert af god slægt. At endog de sælger de smukkeste blandt deres kvinder for vindings skyld. Sælger dem sydpå til zemindarer[*] og deslige i Oudh.”
Er der noget i verden, som de små rajaher fra bjergene benægter, så er det denne beskyldning. Men det er netop, hvad folk i basarerne tror på, når de drøfter Indiens hemmelighedsfulde slavehandel. I en skarp og indigneret hvisken forklarede den gamle dame Kim nøjagtigt, hvad slags ondskabsfuld løgnhals han var. Havde Kim antydet sligt, dengang hun var ung, ville han endnu samme aften være blevet trampet ihjel af en elefant. Og dette var fuldstændig sandt.
”Ahai! Jeg er kun en tiggerhvalp, som Skønhedens Øje sagde,” vrælede han i overdreven rædsel.
”Skønhedens Øje! Hvem er jeg, at du tilkaster mig tiggersmiger?” Men hun lo alligevel ved at høre de længst forglemte ord. ”For fyrretyve år siden kunne du have sagt det, og ikke uden sandhed. Ja, for tredive år siden. Men det kommer der ud af denne strejfen hid og did i Hind, at en konges enke må puffes med al landets bærme og spottes af tiggere.”
”Store Dronning,” sagde Kim hurtigt, for han kunne høre hende ryste af harme. ”Jeg er, hvad den Store Dronning siger, at jeg er, men ikke desto mindre er min herre en hellig mand. Han har endnu ikke hørt den Store Dronnings befaling…”
”Befaling? Skulle jeg kunne befale en hellig mand — en Lovens Lærer — at komme og tale med en kvinde? Aldrig!”
”Hav medynk med min dumhed. Jeg troede, at det var en befaling — ”
”Nej, det var ikke. Det var en anmodning. Gør denne det klart?”
En sølvmønt klirrede mod vognens kant. Kim tog den og bukkede dybt. Den gamle dame indså, at hun måtte gøre sig gode venner med ham, der var lamaens øjne og ører.
”Jeg er kun den Hellige Mands discipel. Når han har spist, kommer han måske.”
”Åh, slyngel, skamløse gavtyv!” Den ringsmykkede pegefinger rystede bebrejdende ad ham, men han kunne høre den gamle dame klukle.
”Nå, hvad er der i vejen?” spurgte han og slog over i sin mest indsmigrende og fortrolige tone — den som han vidste, at kun få kunne modstå. ”Er — er der måske trang til en søn i din familie? Tal kun frit, for vi præster — ” Dette sidste var direkte plagiat efter en af fakirerne ved Taksali-porten.
”Vi præster! Du er ikke gammel nok til at…” hun standsede sin vittighed med nok en latter. ”Tro mig, præst, at somme tider tænker vi kvinder på andet end sønner. Og desuden har min datter født en søn.”
”To pile i koggeret er bedre end én, og tre bedre endnu.”
Kim citerede dette ordsprog med en tankefuld hoste og med blikket diskret fæstet på jorden.
”Sandt nok — sandt nok. Men det kommer måske. Visselig dur disse braminer fra Syden til intet. Jeg sendte dem gaver og penge og atter gaver, og de profeterede.”
”Hæ!” drævede Kim med uendelig foragt — en mand af faget kunne ikke have gjort det bedre — ”de profeterede!”
”Men først da jeg mindedes mine egne Guder, blev mine bønner hørt. Jeg valgte en lykkevarslende time og — måske din Hellige Mand har hørt tale om abbeden i Lung-Cho klosteret. Det var til ham, jeg henvendte mig, og se, da tidens fylde kom, skete alt, som jeg ønskede det. Braminen i min dattersøns faders hus har senere erklæret, at det var hans bønner, der hjalp — hvilket er en lille fejltagelse, som jeg vil forklare ham, når jeg kommer til målet for min rejse. Og derefter vil jeg drage til Buddh Gaya for at gøre shraddha for mine børns fader.”
”Dér skal vi også hen.”
”Dobbelt held!” kvidrede den gamle dame. ”Mindst endnu en søn.”
”Alverdens Ven!” Lamaen var vågnet, og så naivt som et barn, der er forbavset over at befinde sig i en fremmed seng, kaldte han på Kim.
”Jeg kommer! Jeg kommer, Hellige Mand!” Kim sprang hen til bålet, hvor han fandt lamaen allerede omgivet af forskellige fade med mad, mens mændene fra bjergene åbenlyst tilbad ham og folkene fra Syden syrligt så på.
”Bort! Fjern jer!” råbte Kim. ”Skal vi spise i alles påsyn ligesom hunde?”
Siddende med ryggen halvt vendt mod hinanden, holdt de deres måltid i tavshed, og Kim sluttede med en cigaret af de indfødtes tilvirkning.
”Har jeg ikke sagt hundrede gange, at dette Syden er et godt land? Her træffer vi nu en dydig og højbåren enke efter en rajah fra bjergene. Hun er, siger hun, på pilgrimsfærd til Buddh Gaya. Det er hende, som har sendt os disse retter. Når du har hvilet dig, vil hun gerne tale med dig.”
”Et også dette dit værk?” spurgte lamaen og dykkede dybt ned i sin snusdåse.
”Hvem ellers har våget over dig fra den stund, da vor vidunderlige rejse begyndte?” Kims øjne spillede af fornøjelse, mens han pustede den skarpe røg ud gennem næseborene og strakte sig på den støvede jord. ”Har jeg forsømt din komfort, Hellige Mand?”
”Velsignet være du,” sagde lamaen med en højtidelig hovedbøjning. ”Jeg har kendt mange mennesker i mit lange liv, og af disciple ikke få. Men til intet menneske, hvis du da virkelig er kvindefødt, har mit hjerte følt sig draget som til dig — betænksom, klog og høflig som du er. Men noget af en djævleunge.”
”Og jeg har aldrig set en præst som du,” sagde Kim og betragtede det godmodige, gule ansigt rynke for rynke. ”Det er ikke tre dage siden, at vi begav os på vej sammen, og dog er det, som om det allerede var hundrede år.”
”Måske har jeg i et tidligere liv fået lov til at gøre dig en eller anden tjeneste. Måske” — han smilede — ”jeg har befriet dig fra en fælde eller jeg har fanget dig på en fiskekrog i de dage, da jeg var uoplyst, og så har jeg kastet dig tilbage i floden.”
”Måske,” sagde Kim roligt. Han havde hørt den slags grublerier så mange gange, og det af folk, hvem englænderne ikke ville have tiltroet fantasi. ”Men hvad angår kvinden i vognen derhenne, så er det min tro, at hun ønsker, at hendes datter skal få nok en søn.”
”Det er noget, som ikke hører med til min Søgen efter den Rette Vej,” sukkede lamaen. ”Men hun er i det mindste fra bjergene. Ak, bjergene og bjergenes sne!”