Han rejste sig og stavrede hen til vognen. Kim ville have givet sine ører for at få lov til at gå med, men lamaen indbød ham ikke dertil og de få ord, han opfangede, kunne han ikke forstå, for de talte sammen i en eller anden bjergdialekt. Kvinden syntes at stille spørgsmål, som lamaen overvejede, førend han besvarede dem. Nu og da hørte Kim det nynnende tonefald i et kinesisk citat. Det var et underligt billede, som Kim iagttog gennem sine halvåbne øjenlåg. Lamaen stod rank og knejsende, mens de dybe folder i hans gule dragt dannede sorte slagskygger i lysskæret fra lejrbålene, så at det mindede om slagskyggerne på en knudret træstamme, der belyses af den nedgående sol. Han henvendte sig til en forgyldt og lakeret ruth, der i det samme usikre lys strålede som en mangefarvet juvel. Mønsteret i de guldindvirkede forhæng løb op og ned, forsvandt og dannedes igen, mens de skælvede og bølgede i nattevinden, og når samtalen blev ivrigere, udsendte den ringsmykkede pegefinger små lysglimt mellem broderierne. Bag vognen var en mur af utydeligt mørke, isprængt små blus og fyldt med halvt synlige skikkelser og ansigter og skygger. Den tidlige aftens lyd var døet hen i en ensformig, søvndyssende summen, i hvilken den dybeste tone var oksernes stadige brummen, mens de gumlede på deres halm, og den højeste var en bengali-danserindes sitar-klimpren. De fleste mænd havde spist og sad nu og dampede på deres gurglende, gryntende hukah’er, der, når der er godt træk i dem, giver lyd som klokkefrøer.
Til sidst kom lamaen tilbage. En af bjergfolkene fulgte efter ham med et stukket bomuldstæppe, som han omhyggeligt bredte ud ved siden af bålet.
”Hun fortjener ti tusind børnebørn,” tænkte Kim. ”Ikke desto mindre ville disse gaver ikke være faldet i vor lod, hvis jeg ikke havde taget mig af sagen.”
”En dydig kvinde — og en vis kvinde,” sagde lamaen og lod sig synke ned, led for led, som en langsom kamel. ”Verden er fuld af godgørenhed mod dem, der følger Vejen.” Og han kastede mindst halvdelen af tæppet henover Kim.
”Og hvad sagde hun?” spurgte Kim og rullede sig ind i sin andel af tæppet.
”Hun rettede mange spørgsmål til mig og fremsatte mange problemer — de fleste af dem var tåbelige historier, som hun havde hørt af djævletilbedende præster, der giver sig ud for at følge Vejen. Nogle af dem besvarede jeg og andre erklærede jeg for dårskab. Mange bærer Kjortlen, men få følger Vejen.”
”Sandt. Sandt nok,” bemærkede Kim i den tankefulde, forsonlige tone, som man benytter, når man ønsker at få andre til at lette deres hjerter.
”Men hun er, når alt tages i betragtning, såre retsindig. Hun ønsker meget, at vi vil drage med hende til Buddh Gaya, og hun sagde, at hun og vi skulle samme vej mange dagsrejser mod syd.”
”Nå, og så?”
”Vær tålmodig. Dertil svarede jeg, at min Søgen gik forud for alt. Hun havde hørt mange tåbelige sagn, men den store sandhed om min Flod havde hun aldrig hørt. Sådan er præsterne blandt de lavere bjerge! Hun kendte abbeden i Lung-Cho, men hun kendte ikke min Flod og ej heller fortællingen om Pilen.”
”Nå, og så?”
”Jeg talte derfor til hende om min Søgen og om Vejen og om andre ting, der kunne gavne hende. Men hun ønskede kun, at jeg skulle følge med hende og bede til, at hendes datter måtte få nok en søn.”
”Høhø! ’vi kvinder’ tænker ikke på andet end børn,” brummede Kim søvnigt.
”Men da nu vor vej for en stund er den samme som hendes vej, indser jeg ikke, at vi på nogen måde ville afvige fra vor Søgen ved at ledsage hende i det mindste så langt som til — nu har jeg glemt stadens navn.”
”Ohé!” hviskede Kim i en skarp tone, idet han vendte sig til en af ooryaerne, der lå nogle få yards fra ham. ”Hvor ligger din herres hus?”
”Et lille stykke på den anden side af Saharanpur, blandt frugthaverne.” Og han nævnede landsbyens navn.
”Det var stedet”, sagde lamaen. ”Så langt kan vi da i det mindste gå med hende.”
”Hvor ådslet er, der samles fluerne,” bemærkede ooryaen henkastet.
”En krage til den syge ko, en bramin til den syge mand.” Kim udtalte dette ordsprog, uden at give det nogen personlig adresse, til de mørke trætoppe over sit hoved.
Ooryaen brummede, men holdt sig i skindet.
”Vi følger altså med hende, Hellige Mand?”
”Hvorfor skulle vi ikke? Jeg kan jo træde til side og undersøge alle de floder, som vejen passerer. Og hun ønsker, at jeg skal ledsage hende. Hun ønsker det meget inderligt.”
Kim kvalte en latter i tæppet. Når denne bydende gamle dame først var kommet sig af sin naturlige ærefrygt for en lama, ville hun sandsynligvis være værd at lytte til.
Han var lige ved at falde i søvn, da lamaen pludselig citerede et ordsprog: ”Snaksomme kvinders mænd får stor belønning i det hinsides.” Så hørte Kim ham tage tre priser tobak i træk og lo igen, indtil han faldt i søvn.
Daggryet, strålende som diamanter, vækkede mænd, krager og okser. Kim satte sig over ende, gabede, rystede sig og gennembævedes af fryd. Dette var at se sig om i verden for ramme alvor. Dette var livet, sådan som han ville have det — travlhed og råb, folk, der spændte deres bælter og pryglede løs på deres okser, knirkende hjul, bål, der blev tændt, madlavning, nye ting at se på, hvor man end vendte sit glade blik. Morgentågen lettede og rullede bort som en sølvsky, papegøjerne fløj af sted til en eller anden fjern flod i skrigende grønne skarer, alle brøndvinder indenfor hørevidde var i fuld gang. Indien var vågnet og Kim sad midt deri, mere vågen og mere ivrig end nogen anden, og tyggede på en kvist, som han ville bruge som tandbørste, for han havde med begge hænder overtaget mange af de indfødtes skikke i dette land, som han kendte og elskede. Han behøvede ikke at bryde sit hoved med proviantering eller at give en eneste skilling ud ved de omsværmede boder. Han var discipel hos en hellig mand, der var blevet annekteret af en resolut gammel dame. Alt ville blive gjort for dem, og når de fik en ærbødig indbydelse til at sætte sig ned og spise, ville de gøre det. Derudover — Kim fniste, mens han børstede sine tænder — ville deres værtinde bidrage til at forhøje den fornøjelse, han kunne have af rejsen. Han betragtede hendes okser kritisk, mens de brummende og pustende blev trukket frem og spændt i åget. Hvis de gik for hurtigt for ham — hvad der var usandsynligt — ville han kunne få et mageligt sæde på vognstangen, og lamaen kunne sidde ved siden af kusken. Eskorten måtte naturligvis gå. Ligeså selvfølgeligt ville den gamle dame snakke en hel del, og af hvad han allerede havde hørt, kunne han sige sig selv, at hendes konversation ikke ville være tom snak. Hun var allerede i færd med at befale, opmuntre, dadle, og, sandt at sige, bande sine tjenere for deres langsommelighed.
”Bring hende hendes pibe. For Gudernes skyld, bring hende hendes pibe,” råbte en oorya, mens han trillede sine sengeklæder sammen til en uformelig bylt. ”Det er med hende, som med papegøjer. De hviner ved daggry.”
”Okserne! Hai! Pas på det forreste par!” Dyrene rykkede tilbage og drejede rundt, for en kornvogns hjulaksel var ramlet sammen med deres horn. ”Søn af en ugle, hvor skal du hen?” råbte hun til den grinende fragtkusk.
”Ai! Yai! Yai! Derinde er Dronningen af Delhi, der rejser for at bede Guderne om en søn,” råbte manden tilbage over sit høje læs. ”Plads for Dronningen af Delhi og hendes førsteminister, den grå abe, som klatrer op ad sin sabel!”
En anden fragtvogn med et læs bark til et garveri nede i det sydlige fulgte tæt bagefter, og dens kusk tilføjede et par komplimenter, mens ruth’ens okser rykkede længere og længere tilbage.