Bag de bølgende forhæng lød der en salve. Den varede ikke længe, men i kvalitet og svidende, ædende træfsikkerhed overgik den alt, hvad selv Kim nogensinde havde hørt. Han kunne se fragtkuskens nøgne bryst falde sammen af forbløffelse, og manden gjorde straks en ærbødig salaam for stemmen, sprang ned fra sin vogn og hjalp eskorten med at hale deres vulkan ud på landevejen. Her fortalte stemmen ham sandfærdigt, hvad slags hustru han havde ægtet, og hvad hun tog sig til i hans fravær.
”Oh, shabash!” mumlede Kim, der ikke kunne skjule sin beundring, mens manden luskede bort.
”Godt gjort, ikke sandt? Men det er da også en skam og skændsel, at en stakkels kvinde ikke kan drage hen for at bede til sine Guder uden at blive puffet og fornærmet af alt Hindustans rakkerpak — at hun må sluge gali (skældsord) som mænd sluger ghi. Men endnu forstår jeg da at bruge min tunge og kan sige et kraftigt ord eller to i rette øjeblik. Og jeg har stadig ikke fået min tobak! Hvem er den enøjede og elendige skammens søn, som endnu ikke har stoppet min pibe?”
Den blev skyndsomt rakt hende af en af bjergfolkene, og snart efter viste tykke røgskyer, der bølgede ud fra alle forhængets sprækker, at freden var genoprettet.
Hvis Kim den foregående dag havde vandret stolt af sted som en hellig mands discipel, spankulerede han i dag med tidobbelt stolthed i denne næsten kongelige procession, som anerkendt protegé af en gammel dame med fortryllende væsen og uopslideligt mundlæder. Eskorten traskede, med hovederne tilhyllede på indfødtes vis, på begge sider af vognen og hvirvlede kolossale støvskyer i vejret.
Lamaen og Kim gik lidt for sig selv. Kim tyggede på et stykke sukkerrør og veg ikke vejen for nogen af ringere stand end en præst. De kunne høre den gamle dames tunge gå uafladeligt som en riskværn. Hun bød sin eskorte fortælle hende, hvad der skete på vejen, og så snart de var vel væk fra parao’en, slog hun forhængene til side og kiggede ud, med kun en tredjedel af sit ansigt skjult af sløret. Hendes folk så ikke på hende, når hun tiltalte dem, og således blev sømmeligheden så nogenlunde bevaret.
En mørkhåret, gulbleg engelsk politiinspektør travede forbi i fejlfri uniform på en træt hest, og da han af hendes følge så, hvad slags hun var, gav han sig til at gøre løjer med hende.
”Moder,” råbte han, ”sådan opfører man sig i et zenanna (harem)? Sæt nu, at en englænder kom forbi og så, at du er næseløs?”
”Hvad?” lød hendes skingrende svar, ”er din moder næseløs? Hvorfor råbe det ud på offentlig vej?”
Det var et godt gensvar. Englænderen løftede hånden med en bevægelse som en mand, der bliver ramt af et fleuretstød. Han lo og nikkede.
”Kan dette ansigt lokke nogen væk fra dydens vej?” Og hun trak sit slør helt til side og stirrede på ham.
Det var på ingen måde et skønt ansigt, men manden samlede sine tøjler og kaldte det en Paradisets Måne, en Retsindighedens Ødelægger og flere andre fantastiske benævnelser, som gjorde hende dånefærdig af latter.
”Han er en nut-cut (skælm),” sagde hun. ”Alle politimænd er nut-cut, men officererne er de værste. Hai, min søn, alt det har du ikke lært siden du kom herover fra Belait (Europa). Hvem ammede dig?”
”En paharin — en kvinde fra bjergene — fra Dalhousie, moder. Men gem nu din skønhed i skyggen, du Uddelerske af Glæder.” Og væk var han.
”Det er folk af den slags,” begyndte hun med kendermine, mens hun proppede munden fuld af pan, ”det er folk af den slags, der duer til at være dommere og politimænd. De kender landet og landets sæder. Men de andre, der kommer helt grønne fra Europa, som har diet hvide kvinder og lært vort tungemål af bøger, de er værre end onde syger. De volder selv konger fortræd.” Så fortalte hun, uden at henvende sig til nogen i særdeleshed, en lang, lang historie om en uvidende ung politimand, der havde chikaneret en eller anden lille rajah oppe i bjergene, en fætter i niende led, i en triviel sag om en landejendom, og hun sluttede med et citat fra et værk, der på ingen måde tilhørte andagtslitteraturen.
Så skiftede hun humør og befalede en af sin eskorte at spørge lamaen, om han ikke ville komme hen til hendes vogn og drøfte religionsspørgsmål.
Altså trak Kim sig tilbage til støvet og gav sig igen i lag med sit sukkerrør. I en time eller mere skinnede lamaens store hue som en måne gennem støvskyerne, og så vidt Kim kunne høre, græd den gamle dame. En af ooryaerne gjorde halvvejs undskyldninger for sin uhøflighed den foregående aften og sagde, at han aldrig havde set sin herskerinde så mild til sinds, hvilket vel måtte skyldes den fremmede præsts nærværelse. For sit eget vedkommende troede han på braminerne, skønt han, som alle indfødte, var pinligt klar over deres snuhed og grådighed. Ikke desto mindre ville han finde sig i en hvilken som helst præst af en hvilken som helst trosbekendelse i eller udenfor Indien, for braminerne havde opirret hans herres hustrus moder med deres tiggerier, og hun havde jaget dem væk så vrede, at de havde bandet hende og hendes følge, hvilket var den virkelige grund til, at en af de fjermer okser var blevet halt og at vognstangen var knækket den foregående aften. Alt dette besvarede Kim med vise og bifaldende nik og bad ooryaen lægge vel mærke til, at lamaen ikke tog imod penge, og at hvad der blev spenderet af mad på ham og Kim ville blive gengældt hundrede gange i det held, som fra nu af ville følge karavanen. Fremdeles fortalte han historier om Lahore og sang et par viser, som fik eskorten til at le. Som bymus og vel kendt med de nyeste sange af de mest moderne komponister — de er for størstedelen kvinder — var Kim disse mænd fra en lille landsby på den anden side af Saharanpur betydeligt overlegen, men han nøjedes med at lade det skinne igennem. Ved middagstid drejede de af fra vejen for at holde måltid på et sted, hvor støvet ikke kunne genere dem. Maden var god og rigelig og blev pænt serveret på rene blade. For at opfylde alle forpligtelser, gav de levningerne til nogle tiggere og satte sig så til at nyde deres tobakspiber. Den gamle dame havde trukket sig tilbage bag forhængene, men deltog særdeles livligt i samtalen, og hendes tjenere sagde hende imod og skændtes med hende, som tjenere gør overalt i Østen. Hun sammenlignede den kølige luft og fyrreskovene i Kangras og Kulus bjergegne med Sydens støv og mangolunde, hun fortalte en historie om nogle gamle lokale Guder på grænsen af hendes mands rige, hun skældte frygteligt ud over den tobak, som hun røg, bagtalte alle braminer og tænkte højt om de mange dattersønner, som hun håbede på.
Femte kapitel
På ny satte den langsomt sjokkende procession sig i gang, og hun sov, indtil de nåede det næste stoppested. Det havde været en meget kort distance og der var endnu en time til solnedgang, hvorfor Kim gav sig til at se sig om efter underholdning.
”Hvorfor sætter du dig ikke ned og hviler dig?” sagde en af eskorten. ”Kun djævle og englændere vandrer frem og tilbage uden grund.”
”Slut aldrig venskab med djævelen, en abe eller en dreng. Ingen ved, hvad de kan hitte på,” sagde hans kammerat.
Kim vendte dem hånligt ryggen — han ønskede aldeles ikke at høre den gamle historie om, hvorledes djævelen legede med drengene og kom til at fortryde det — og spankulerede på lykke og fromme henover markerne.