Lamaen fulgte ham. Hele dagen, hver gang de passerede en strøm, var han drejet af fra vejen for at se på den, men havde i intet tilfælde fået varsel om, at han havde fundet sin Flod. Uden at han selv mærkede det, havde for resten behageligheden ved at have nogen at tale med i et fornuftigt tungemål og ved at blive agtet og æret som en højbåren dames åndelige rådgiver ført hans tanker en smule bort fra hans Søgen. Og endvidere var han forberedt på at tilbringe mange lange år med at Søge, for han havde intet af de hvides utålmodighed i sin sjæl, men derimod en brændende tro.
”Hvor vil du hen?” råbte han efter Kim.
”Intetsteds. Det var en kort dagsmarch og alt dette” — Kim pegede i alle retninger — ”er nyt for mig.”
”Hun er unægtelig en vis og skarpsindig kvinde. Men det er vanskeligt at tænke, når…”
”Sådan er kvinder.” Kim talte som den vise Salomon.
”Udenfor mit kloster var der en bred stenterrasse,” mumlede lamaen og famlede ved sin slidte rosenkrans. ”Den bærer spor af mine fodtrin — dér vandrede jeg frem og tilbage med disse i hånden.”
Han raslede med kuglerne og begyndte på sit andægtige: Om mane padme hum[*] — taknemmelig for den kølige, stille, støvfri luft.
Kims ørkesløse øjne flakkede hid og did henover sletten. Han havde intet mål for sin omstrejfen, undtagen at undersøge nogle nærliggende hytter, hvis bygningsmåde forekom ham ny.
De kom ud på en stor strækning engjord, som aftenlyset farvede i brunlige og purpurrøde nuancer og på hvis midte der stod en gruppe svære mangotræer. Det slog Kim som underligt, at der ikke var opført et tempel på et sted, der passede så godt dertil. I sådanne sager havde drengen så skarpt et blik som nogen præst[*]. Langt borte på den anden side af engen gik fire mænd side om side, helt små at se til på grund af afstanden. Kim holdt hånden over brynet og betragtede dem opmærksomt og hans øjne opfangede et glimt af blankt messing.
”Soldater,” sagde han. ”Hvide soldater! Lad os undersøge.”
”Der er altid soldater, når du og jeg drager af sted alene sammen. Men hvide soldater har jeg aldrig set.”
”De gør ingen fortræd, undtagen når de er fulde. Gem dig bag dette træ.”
De skjulte sig bag de tykke stammer i mangolundens kølige tusmørke. To af de små skikkelser standsede. De andre kom langsomt og søgende nærmere. De var et marcherende regiments fortrop, udsendt for at afmærke lejrpladsen. De bar fem fod lange stænger med blafrende flag og råbte til hinanden, mens de spredte sig over den flade eng.
Endelig kom de ind i mangolunden med tunge skridt.
”Det er her eller heromkring. Officerernes telte under træerne, går jeg ud fra, og vi andre kan få lov til at blive udenfor. Har de afmærket plads til trænet dér bagved?”
De råbte igen til deres kammerater og et svarende brøl kom tilbage, blødt og dæmpet af afstanden.
”Stik så flaget ned her.”
”Hvad er det, de gør?” spurgte lamaen højligt forbavset. ”Dette er en stor og frygtelig verden. Hvad er det for et tegn på flaget?”
En soldat stak en af stavene i jorden få fod fra dem, brummede misfornøjet, trak den op igen, rådslog med sin kammerat, der så sig om under de grønne træer, og stødte den så atter ned.
Kim stirrede med vidt opspilede øjne, og hans åndedræt blev kort og lød helt hviskende mellem de sammenbidte tænder. Soldaterne trampede videre ud i solskinnet.
”Hellige Mand!” gispede Kim. ”Mit horoskop! Det som præsten i Ambala tegnede i sandet! Husker du, hvad han sagde? Først kommer der to ferashes — for at gøre alting rede — på et mørkt sted, sådan som et syn altid begynder.”
”Men dette er ikke noget syn,” indskød lamaen. ”Det er denne verdens Blændværk og intet andet.”
”Og efter dem kommer Tyren — den Røde Tyr på den grønne mark. Se! Dér er den!”
Han pegede på flaget, der smældede i aftenvinden mindre end ti fod fra dem. Det var kun et almindeligt lille mærkeflag, men regimentet, der altid holdt på pyntelighed i slige sager, havde ladet det smykke med Maverick-regimentets våbenmærke, den store røde tyr på en baggrund af Irlands grønne flagdug.
”Jeg ser — og nu mindes jeg,” sagde lamaen. ”Det er bestemt din Tyr. Og de to mænd kom også ganske rigtigt for at gøre alting rede.”
”Og de var soldater, — hvide soldater. Hvad sagde præsten? Tegnet lige over for Tyren er krigens tegn og de væbnede mænds tegn. Hellige Mand, dette vedkommer min Søgen.”
”Sandt. Det er sandt.” Lamaen stirrede stift på det røde billede, der lyste som en rubin i tusmørket. ”Præsten i Ambala sagde, at dit tegn var et krigens tegn.”
”Hvad er der nu at gøre?”
”Vente. Lad os vente.”
”Nu klarer mørket op,” sagde Kim. Det var naturligt, at den nedgående sols stråler til sidst måtte falde ind mellem træstammerne og i nogle minutter fylde lunden med deres bløde, gyldne lys, men for Kim var dette en yderligere opfyldelse af Ambala-braminens spådom.
”Hør!” sagde lamaen. ”Der slås på tromme langt borte!”
Den fjerne lyd, der klang så spinkelt gennem den stille luft, lignede i begyndelsen en pulsåres banken i hovedet. Men snart skingrede høje, skarpe toner.
”Aha! Det er musikken,” forklarede Kim. Han vidste, hvordan militærmusik lyder, men lamaen blev forbavset.
Ude i synskredsen kom en langsom, støvet kolonne kravlende frem over sletten. Så førte vinden melodien ned mod dem.
Her faldt piberne ind:
Det var maverickernes musikkorps, som spillede, mens regimentet rykkede i lejr, for regimentet var ude på marchøvelse med fuld feltmæssig oppakning. Den bølgende kolonne drejede ind på engen med sit træn bagved sig, delte sig og svingede til højre og venstre, der blev et øjebliks virvar som i en myretue, og…
”Men dette er trolddom!” udbrød lamaen. Rundt omkring på sletten rejste der sig telt ved telt. En gruppe mænd trængte ind i lunden, slog i tavshed et stort telt op, rejste en otte, ni andre ved siden af det, udpakkede kasseroller, pander og bylter, som en skare indfødte tjenere straks lagde beslag på, og lige for øjnene af Kim og lamaen blev mangolunden forvandlet til en velordnet by!
”Lad os gå,” sagde lamaen og trak sig forskrækket tilbage, mens bålene begyndte at flamme op og hvide officerer med raslende sabler spankede ind i messeteltet.
”Træd tilbage i skyggen. Ingen kan se udenfor et båls lyskreds,” sagde Kim med øjnene stadig fæstede på flaget. Han havde aldrig før set et regiment af gamle, rutinerede folk slå lejr i løbet af en halv time.
”Se! Se! Se!” kluklo lamaen. ”Dér kommer en præst.”
Det var Bennett, regimentets anglikanske feltpræst, som kom hinkende i sin støvede sorte dragt. En af hans flok havde ladet nogle uhøflige bemærkninger falde om det stof præsten var lavet af, og for at beskæmme ham, havde Bennett den dag marcheret skridt for skridt sammen med folkene. Hans sorte dragt, guldkorset ved hans urkæde, hans skægløse ansigt og hans bløde, sorte, bredskyggede hat ville overalt i Indien have betegnet ham som en hellig mand. Han lod sig falde ned på en feltstol ved messeteltets dør og sparkede sine støvler af. Tre, fire officerer samledes omkring ham og lo og sagde vittigheder om hans bedrift.