”De hvide mænds tale savner i høj grad værdighed,” bemærkede lamaen, der dømte efter klangen af deres stemmer. ”Men jeg har gransket den præsts åsyn og jeg tror, at han er lærd. Er det sandsynligt, at han forstår vort sprog? Jeg ville gerne tale til ham om min Søgen.”
”Tal aldrig til en hvid mand, førend han har spist,” sagde Kim med et velkendt ordsprog. ”Nu vil de til at spise — men jeg tror ikke, at det nytter noget at tigge hos dem. Lad os vende tilbage til lejrpladsen. Når vi har spist, vil vi komme tilbage. Det var virkelig en Rød Tyr — min Røde Tyr.”
De var begge påfaldende åndsfraværende, da den gamle dames følge satte mad foran dem, og derfor trængte ingen ind på dem, for det bringer uheld at genere gæster.
”Og nu,” sagde Kim, mens han stangede sine tænder, ”vil vi vende tilbage til det sted. Men du, Hellige Mand, må vente et lille stykke borte, for dine fødder er tungere end mine og jeg længes efter at se nærmere på den Røde Tyr.”
”Men hvordan kan du forstå deres tale? Gå langsomt, vejen er mørk,” svarede lamaen uroligt.
Kim overhørte spørgsmålet. ”Jeg lagde mærke til et sted tæt ved træerne,” sagde han, ”hvor du kan sidde, indtil jeg kalder på dig. Nej,” vedblev han, da lamaen ville gøre indvendinger, ”husk på, at dette er min Søgen — efter min Røde Tyr. Tegnet i Stjernerne gjaldt ikke dig. Jeg kender lidt til hvide soldaters skikke, og jeg holder altid af at se noget nyt.”
”Hvad i denne verden er du ukendt med?” sagde lamaen og satte sig lydigt ned i en lille fordybning i terrænet næppe hundrede yards fra mangotræerne, der hævede sig mørke mod den stjernebesåede himmel.
”Bliv her, til jeg kalder.”
Kim forsvandt i tusmørket. Han vidste, at der efter al sandsynlighed ville være skildvagter rundt omkring lejren, og han smilede ved sig selv, da han hørte de tunge fodtrin af et par tykke soldaterstøvler. En dreng, som en måneklar nat kan smutte hen over tagene i Lahore og benytte sig af hver eneste lille mørk plet og krog til at bringe sin forfølger på vildspor, vil næppe lade sig standse af en række veltrænede soldater. Han gjorde dem den kompliment at krybe ind mellem to af dem, og — snart løbende, snart standsende, snart krybende, snart kastende sig fladt ned — begav han sig hen imod det oplyste messetelt, uden for hvilket han trykkede sig tæt ind bagved et af mangotræerne og ventede på, at et eller andet tilfældigt ord skulle give ham et holdepunkt.
Det eneste, der nu lå ham på sinde var at få noget mere at vide om den Røde Tyr. Kims viden var på mange punkter lige så ejendommeligt begrænset, som den på andre var ejendommeligt omfattende, og han kunne ikke tænke sig andet, end at soldaterne — de ni hundrede skinbarlige djævle, som hans fader havde profeteret om — efter solnedgang bad til den Røde Tyr, ligesom hinduer beder til den Hellige Ko. Det ville i det mindste være fuldstændig rigtigt og logisk, og præsten med guldkorset ville altså være den mand, hvem man burde spørge til råds desangående. På den anden side, tænkte Kim, der mindedes de alvorlige præster, som han altid havde undgået i Lahore, ville præsten måske være ubehageligt nævenyttig og forlange, at han skulle gå i skole og lære noget. Men var det ikke blevet bevist i Ambala, at hans himmeltegn varslede krig og væbnede mænd? Var han ikke Stjernernes Ven lige så vel som Alverdens Ven, propfuld af frygtelige hemmeligheder? Og til syvende og sidst — hvilket var understrømmen for alle hans hastige tanker — dette eventyr var ”ren svir” (skønt hans sprog ikke havde noget udtryk for dette begreb), en herlig fortsættelse af de gamle dages flugt henover hustagene, og desuden var det opfyldelsen af en storslået forudsigelse.
Han lå fladt på maven og vrikkede sig med små ryk frem mod messeteltets dør, med den ene hånd på amuletten, som var bundet om hans hals.
Det var, som han havde ventet. Sahib’erne var i færd med at bede til deres Gud. For midt på messebordet — dets eneste prydelse, når de var på march — stod en guldtyr, lavet af bytte, der i gamle dage var gjort i Sommerpaladset i Peking — en rød guldtyr med sænket hoved på et fodstykke af Irlands grønne farve. Og alle sahib’erne strakte deres glas frem mod tyren og råbte i munden på hinanden.
Pastor Arthur Bennett plejede altid at forlade messen, så snart denne skål var drukket, og da han var temmelig træt efter sin march, bevægede han sig pludseligere end ellers. Kim lå med hovedet en smule løftet og stirrede endnu på sin afgud på bordet, da præsten trådte på hans højre skulderblad. Kim krympede sig under læderstøvlen, rullede til side og rev præsten over ende, men denne, der var en handlingens mand, greb ham i struben og var nær ved at kvæle ham. Så gav Kim ham et fortvivlet spark i maven. Pastor Bennett gispede og krympede sig, men slap ikke sit tag og kom på benene igen og halede så i tavshed Kim til sit telt. Maverickerne var store spøgefugle, hvorfor præsten mente, at det var bedst at gå stille med dørene, indtil sagen var undersøgt.
”Hva’? En dreng!” udbrød han, idet han trak sin fange hen til skæret fra lygten, der hang på teltpælen. Så ruskede han ham dygtigt og vedblev: ”Hvad bestiller du her? Du er nok en tyveknægt. Choor? Mallum? (En tyv? Forstår du?)”
Hans hindustani var stærkt begrænset, men Kim, forpjusket og ærgerlig som han var, besluttede at spille den rolle, der således blev ham tildelt. Mens han stræbte at få vejret igen, opfandt han en særdeles troværdig historie om, at han var i familie med en af messens indfødte kokkedrenge, og på samme tid holdt han omhyggeligt øje med præstens venstre arm. Lejligheden kom. Han dukkede sig for at smutte ud af døren, men en lang arm for frem og greb ham i nakken, så at amulettens snor brast og amuletten selv forblev i den lukkede hånd.
”Giv mig den. Åh, giv mig den. Den blev vel ikke borte? Giv mig papirerne.”
Drengen udstødte disse ord på engelsk — de indfødtes dårlige, ubehjælpsomme engelsk — og det gav et sæt i præsten.
”Et skapular,” sagde han og åbnede hånden. ”Nej, en eller anden hedensk amulet. Men hvad er det? Taler du engelsk? Små drenge, som stjæler, får prygl. Det ved du måske?”
”Jeg stjæler ikke. Jeg har ikke stjålet.” Kim dansede omkring i fortvivlelse som en terrier, der ser en løftet stok. ”Åh, giv mig den. Det er min amulet. Du må ikke tage den fra mig.”
Præsten brød sig ikke om, hvad han sagde, men trådte hen til teltdøren og kaldte højt. En svær, glatraget mand viste sig.
”Jeg vil gerne bede Dem om et råd, Fader Victor,” sagde Bennett. ”Jeg traf på denne dreng i mørket udenfor messeteltet. Under almindelige omstændigheder ville jeg have tildelt ham en revselse og ladet ham løbe, for jeg tror han er en tyv. Men det lader til, at han kan tale engelsk, og at han tillægger en amulet, der hang om hans hals, en vis værdi. Jeg tænkte, at De måske kunne hjælpe mig.”
Bennett troede fuldt og fast, at der mellem ham og de irske soldaters katolske sjælesørger lå en uoverskridelig kløft. Men det var vitterligt, at når den Anglikanske Kirke havde at gøre med et menneskeligt problem, kaldte han som regel Romerkirken til hjælp. Bennetts officielle afsky for den Babyloniske Kvinde og alt hendes væsen var stor, men lige så stor var hans private respekt for Fader Victor.
”En tyv, der taler engelsk, siger De? Lad os se på hans amulet. Nej, det er ikke noget skapular, Bennett.”
Og han rakte hånden frem.
”Men har vi egentlig ret til at åbne den? En ordentlig dragt prygl…”