”Jeg har ikke stjålet,” bedyrede Kim. ”Og du har sparket mig over hele kroppen. Giv mig min amulet, så vil jeg gå min vej.”
”Ikke så rask! Lad os først se på den,” sagde Fader Victor og oprullede roligt stakkels Kimball O’Haras ne varietur, hans afsked fra regimentet og Kims dåbsattest. På denne sidste havde O’Hara — med en eller anden forvirret idé om, at han derved gjorde mirakler for sin søn — snese af gange kradset: ”Sørg for drengen. Sørg endelig for drengen” — og havde undertegnet det med sit navn og sit nummer i regimentet.
”Alle Mørkets Magter!” sagde Fader Victor og rakte Pastor Bennett de tre papirer. ”Ved De, hvad dette er?”
”Ja,” svarede Kim. ”De er mine, og jeg vil bort herfra.”
”Jeg forstår det ikke rigtigt,” sagde Pastor Bennett. ”Han har rimeligvis bragt dem med sig i et eller andet øjemed. Det er måske et slags tiggerkneb.”
”Jeg har aldrig set en tigger, der var så ivrig efter at komme væk fra dem, han ville tigge hos. Det er en mystisk historie, det her. Tror De på et Forsyn, Bennett?”
”Det skulle jeg håbe.”
”Ja, jeg tror på mirakler, og det kommer ud på ét. Alle Mørkets Magter? Kimball O’Hara! Og hans søn! Men drengen er en indfødt, og jeg har med egne øjne set Kimball viet til Annie Shott. Hvor længe har du haft disse papirer, dreng?”
”Siden jeg var et lille barn.”
Pater Victor trådte rask frem og åbnede Kims skjorte i brystet.
”Kan De se, Bennett, han er ikke synderlig mørkhudet. Hvad hedder du?”
”Kim.”
”Eller Kimball?”
”Måske. Vil du nu ikke lade mig slippe?”
”Hvad hedder du mere?”
”Folk kalder mig Kim Rishti ke. Det vil sige Kim af Rishti.”
”Hvad betyder det — ’Rishti’?”
”Ej-rishti. Det var regimentet. Min fars.”
”Nå, irsk. Nu er jeg med.”
”Ja. Det fortalte min far mig. Min far, han har levet.”
”Hvor har han levet.”
”Han har levet. Han er naturligvis død, væk.”
”Nå sådan. Du har en ejendommelig kortfattet måde at udtrykke dig på.”
Her afbrød Bennett: ”Det er muligt, at jeg har gjort drengen uret. Hvid er han, det er sikkert nok, skønt øjensynlig meget forsømt. Jeg er bange for, at jeg har slået ham for hårdt. Men jeg tror ikke, at spiritus…”
”Så giv ham et glas sherry og lad ham sætte sig ned på sengen. Nå, Kim,” vedblev Fader Victor, ”der er ingen, som vil gøre dig fortræd. Drik nu det dér, og fortæl os så noget om dig selv. Men helst sandheden, hvis du ikke har noget imod det.”
Kim hostede en smule, idet han satte det tomme glas fra sig, og tænkte sig om. Dette lod til at være en lejlighed, hvor man burde gå forsigtig frem og bruge sin fantasi. Små drenge, der snuser om i en lejr, får i reglen prygl og bliver jaget bort. Men han havde ingen bank fået. Amuletten virkede øjensynligt til gunst for ham og det så ud, som om horoskopet fra Ambala og de få ord, som han kunne huske af faderens usammenhængende fantaseren, passede aldeles mirakuløst. Hvorfor så den tykke præst ellers så bevæget ud, og hvorfor gav den magre ham dette glas hed, gul vin?
”Min far, han døde i Lahore, den gang jeg var ganske lille. Kvinden, hun havde en kabarri-butik tæt ved droskeholdepladsen.” Kim kastede sig på hovedet ud i sin historie, ikke helt overbevist om det formålstjenlige i at tale sandhed.
”Mener du din mor?”
”Nej!” — med en gestus af væmmelse. ”Min mor døde, den gang jeg blev født. Min far fik disse papirer fra Jadoo-Gher — hvad er det, det hedder på engelsk?” (Bennett nikkede til tegn på, at han forstod ham). ”Fordi han var — en anset mand — er det ikke sådan, det hedder?” (Bennett nikkede igen). ”Det fortalte min far mig. Han sagde også, og det samme sagde braminen i Ambala, som tegnede figurer i sandet for to dage siden, at jeg ville finde en Rød Tyr på en grøn mark, og at den Tyr ville hjælpe mig.”
”En forbavsende lille løgnhals”, mumlede Bennett.
”Alle Mørkets Magter, hvilket land dette Indien dog er!” brummede Fader Victor. ”Videre, Kim.”
”Jeg stjal ikke. Desuden er jeg netop for tiden discipel hos en meget hellig mand. Han sidder udenfor. Vi så to mænd komme med flag og gøre alting rede. Sådan går det altid til i en drøm eller som følge af en — en — spådom. Altså vidste jeg, at nu gik den i opfyldelse. Jeg så den Røde Tyr på den grønne mark, og min fader havde sagt: ”Ni hundrede pukka djævle og obersten på sin hest vil sørge for dig, når du har fundet den Røde Tyr!”. Da jeg så Tyren, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg gik bort, men vendte tilbage, da det var blevet mørkt. Jeg længtes efter at se Tyren igen, og jeg så den også og så sahib’er i færd med at — at tilbede den. Jeg tror, at Tyren vil hjælpe mig. Det sagde den Hellige Mand også. Han sidder her udenfor. I vil vel ikke gøre ham fortræd, hvis jeg kalder på ham? Han er meget hellig. Han kan bevidne, hvad jeg har sagt, og han ved, at jeg ikke er en tyv.”
”Officerer i færd med at tilbede en tyr! Hvad i al verden skal det betyde?” sagde Bennett. ”Discipel hos en hellig mand! Er drengen gal?”
”Det er O’Haras dreng, det er sikkert nok. O’Haras dreng i pagt med Alle Mørkets Magter. Det kunne ligne hans fader at udtale et ønske i den retning — når han var fuld. Vi må hellere invitere den hellige mand, han ved måske noget.”
”Han ved intet,” sagde Kim. ”Jeg vil vise jer ham, hvis I vil følge med mig. Han er min herre. Så kan vi bagefter gå herfra.”
”Alle Mørkets Magter!” var alt, hvad Fader Victor kunne sige, da Bennett marcherede af sted med et fast tag i Kims skulder.
De fandt lamaen, hvor han havde sat sig.
”Min Søgen er endt,” råbte Kim på de indfødtes sprog. ”Jeg har fundet Tyren, men Gud ved, hvad der nu vil ske. De vil ikke gøre dig fortræd. Kom med til den tykke præsts telt sammen med denne tynde mand og se, hvad enden bliver. Det er så nyt og ukendt alt sammen og de taler ikke hindi. Et par ustriglede æsler er de.”
”I så fald er det ikke godt at spotte deres uvidenhed,” svarede lamaen. ”Men jeg er glad, dersom du er tilfreds, chela.”
Værdig og umistænksom trådte han ind i det lille telt, hilste de gejstlige som en gejstlig og satte sig ned tæt ved det åbne kulbækken. Lygtens lys, der kastedes tilbage fra teltets gule lærred, gød et rødgyldent skær over hans ansigt.
Bennett så på ham med den tredobbelt fornaglede ligegyldighed, der udmærker tilhængere af den trosbekendelse, som sammenfatter ni tiendedele af menneskeheden under betegnelsen ”hedninge.”
”Og hvad blev så enden på din Søgen? Hvilken gave har den Røde Tyr bragt dig?” sagde lamaen til Kim.
”Han siger: Hvad vil I gøre?”
Bennett havde set usikkert på Fader Victor, af hvilken grund Kim til eget formåls fremme havde påtaget sig hvervet som tolk.
”Jeg indser ikke,” begyndte Bennett, ”hvad denne fakir har at gøre med drengen, der sandsynligvis er hans offer eller hans medskyldige. Vi kan ikke tillade, at en engelsk dreng… er han virkelig søn af en frimurer, bør han jo før jo bedre anbringes i Frimurernes Vajsenhus.”
”Det siger De som sekretær ved regimentets loge,” bemærkede Fader Victor. ”Men derfor kan vi jo gerne fortælle den gamle mand, hvad vi vil gøre. Han virker ikke som en skurk.”
”Efter mine erfaringer lykkes det os aldrig at komme til bunds i en østerlændings sjæl. Hør nu, Kimball, du skal gentage for denne mand, hvad jeg nu siger, ord for ord.”
Kim lyttede til Bennetts følgende bemærkninger og begyndte så at oversætte: