”Hellige mand, den magre tåbe, der ligner en kamel, siger, at jeg er søn af en sahib.”
”Men hvordan?”
”Åh, det er sandt. Jeg har vidst det siden min fødsel, men han kunne kun opdage det ved at rive amuletten fra min hals og læse alle papirerne. Han mener, at en gang sahib altid sahib, og de to har i sinde at beholde mig her ved regimentet eller sende mig til en madrissah. Noget lignende er hændt før, men hidtil er jeg altid sluppet bort. Det tykke fæ mener det ene og kamelansigtet mener det andet, men det er for resten lige meget. Én nat vil jeg blive her, og måske én til. Sligt har jeg oplevet før. Men så vil jeg løbe bort og vende tilbage til dig.”
”Men sig dem, at du er min chela. Fortæl dem, hvordan du kom til mig, da jeg var træt og forvirret. Fortæl dem om vor Søgen, så vil de sikkert lade dig gå med det samme.”
”Jeg har allerede fortalt dem det. Men de lo og talte om politiet.”
”Hvad er det, du fortæller ham?” spurgte Pastor Bennett.
”Åh, han siger bare, at hvis I ikke lader mig gå, vil det genere ham i hans forretninger — hans påtrængende nødvendige private forretninger.”
Denne frase var en reminiscens af en samtale, som han engang havde haft med en eurasisk skriver i Kanaldepartementet, men hos de to præster fremkaldte den kun et smil, hvad der ærgrede Kim.
”Og dersom I kendte hans forretninger, ville I ikke være så forbandet ivrige for at lægge ham hindringer i vejen.”
”Hvad er da det for forretninger?” spurgte Fader Victor, ikke uden en vis medfølelse, mens han betragtede lamaens spændte udtryk.
”Der findes her i landet en Flod, som han så inderligt ønsker at finde. Den blev frembragt af en Pil som…”
Kim stampede utålmodigt med foden, mens han med besvær oversatte sine tanker på kejtet engelsk.
”Den blev skabt af vor herre Buddha, forstår I, og når man vasker sig i den Flod, vaskes alle ens synder af, og man bliver så hvid som bomuld.” (Kim var ikke ukendt med missionærernes jargon). ”Jeg er hans discipel, og vi må finde den Flod. Den er så umådelig vigtigt for os.”
”Fortæl det en gang til,” sagde Bennett.
Det gjorde Kim og udbredte sig yderligere om emnet.
”Men dette er den groveste gudsbespottelse!” udbrød den Anglikanske Kirke.
”Tys! Tys!” sagde Fader Victor venligt. ”Jeg ville give meget til, at jeg kunne tale de indfødtes sprog. En flod, der vasker synder bort! Og hvor længe har I ledt efter den?”
”Åh, i mange dage. Og nu ville vi gerne vandre videre for at lede efter den. Her er den ikke, forstår I?”
”Ja, vist forstår jeg,” svarede Fader Victor alvorligt. ”Men vi kan ikke lade ham gå sammen med den gamle mand. Ser du, Kim, det ville være en anden sag, dersom du ikke var søn af en soldat. Sig til ham, at regimentet vil sørge for dig og gøre dig til en lige så flink mand som din — til så flink en mand, som du kan blive. Sig ham, at dersom han tror på mirakler, må han også tro, at…”
”Det er ikke nødvendigt at benytte sig af hans lettroenhed,” afbrød Bennett.
”Det gør jeg heller ikke. Han må tro, at den omstændighed, at drengen er kommet herhen — til sit eget regiment — mens han søgte efter sin Røde Tyr, er noget nær et mirakel. Tænk blot på, hvor uforklarligt det er, Bennett. Denne ene dreng i hele Indien, og så vort regiment frem for alle andre, og mens vi er på marchtur, løber han lige på os! Det er jo aldeles tydeligt prædestination. Ja, sig ham, at det er kismet. Kismet, mallum? (skæbne, forstår du?)”
Han vendte sig til lamaen, hvem han ligeså gerne kunne have fortalt om Mesopotamien.
”De siger” — der kom liv i den gamle mands blik ved lyden af Kims stemme — ”de siger, at mit horoskop nu er gået i opfyldelse, og da jeg er blevet ført tilbage til disse mennesker og deres Røde Tyr — skønt jeg, som du selv ved, kun drog ud af nysgerrighed — må jeg nødvendigvis sendes til en madrissah og gøres til sahib. Nu lader jeg, som om jeg går ind på deres planer, men i værste fald vil jeg kun spise nogle få måltider væk fra din side. Så vil jeg smutte bort og følge landevejen ad Saharanpur til. Derfor, Hellige Mand, må du forblive i selskab med kvinden fra Kulu. Du må på ingen måde gå ret langt bort fra hendes vogn, førend jeg kommer igen. Der er ingen tvivl om, at mit tegn er et krigens og de væbnede mænds tegn. Se blot, de har givet mig vin at drikke og bænket mig på hæderspladsen! Min fader må have været en stor mand. Hvis de derfor vil give mig en hæderfuld stilling iblandt dem, er det godt. Hvis ikke, er det også godt. Hvordan det end går, vil jeg løbe tilbage til dig, når jeg er ked af dem. Men bliv du hos rajput-kvinden, ellers vil jeg ikke kunne finde dit spor… javel, javel,” tilføjede drengen, ”nu har jeg sagt ham alt, hvad I ville have, at jeg skulle sige.”
”Så ser jeg ingen grund til, at han bliver her længere,” sagde Bennett og stak hånden ned i bukselommen. ”Vi kan undersøge detaljerne senere og jeg vil give ham en rupi…”
”Giv ham tid, måske han holder af drengen,” sagde Fader Victor og standsede den andens hånd.
Lamaen tog sin rosenkrans frem og trak sin store hovedbedæknings skygge ned over øjnene.
”Hvad mon han nu vil?”
Kim løftede hånden. ”Han siger: ’Vær stille’. Han ønsker at tale alene med mig. I kan ikke forstå, hvad han siger, og jeg tror, at hvis I snakker med, vil han måske forbande jer meget hårdt. Når han tager de perler sådan i sine hænder, forstår I, ønsker han altid stilhed.”
De to englændere sad tavse og kuede, men i Bennetts blik var der et udtryk, som spåede ilde for Kim, når han blev overdraget til den gejstlige magt.
”En sahib og en sahibs søn —” lamaens stemme var helt hæs af smerte. ”Men ingen hvid mand kender landet og dets skikke sådan som du. Hvordan kan dette være sandt?”
”Hvad gør det, Hellige Mand? Husk på, det er kun for en nat eller to. Husk på, jeg kan forandre mig hurtigt. Det vil alt sammen blive, som det var, da jeg for første gang talte til dig under Zam-Zammah, den store kanon…”
”Den gang var du en dreng i de hvide mænds dragt — da jeg første gang betrådte Vidunderhuset. Og anden gang, du kom, var du hindu. Hvad vil din tredje inkarnation blive?” Han lo sørgmodigt. ”Åh, chela, du har handlet ilde mod en gammel mand, for mit hjerte havde åbnet sig for dig.”
”Og mit for dig. Men hvor kunne jeg vide, at den Røde Tyr ville føre mig til dette?”
Lamaen skjulte igen sit ansigt og raslede nervøst med rosenkransen. Kim satte sig ved siden af ham og greb en flig af hans klædning.
”Og det er altså sikkert, at drengen er sahib?” vedblev han med dump stemme. ”En sahib som han, der vogtede billederne i Vidunderhuset?” Lamaens kendskab til hvide mænd var ret begrænset. Så tilføjede han, som var det en udenadlært lektie, han fremsagde: ”I så fald sømmer det sig ikke, at han handler anderledes, end sahib’er handler. Han må vende tilbage til sit eget folk.”
”For en dag og en nat og en dag,” sagde Kim ivrigt.
”Nej, du gør ikke!” Fader Victor havde set Kim nærme sig døren og stak nu et kraftigt knæ frem i vejen for ham.
”Jeg forstår ikke de hvide mænds skikke. Præsten med billederne i Vidunderhuset i Lahore var høfligere end den magre præst her. Denne dreng vil blive taget fra mig. De vil gøre min discipel til sahib? Ve mig, hvordan skal jeg da finde min Flod? Har de ingen disciple? Spørg dem.”
”Han siger, at han er meget bedrøvet over, at han nu ikke kan finde sin Flod. Han siger: Hvorfor har I ingen disciple og hvorfor lader I ikke være med at plage ham? Han vil så gerne vaskes ren for sine synder.”
Hverken Bennett eller Fader Victor havde noget svar på rede hånd.