Kim vedblev på engelsk, stærkt grebet af lamaens dybe sorg: ”Hvis I nu vil lade mig slippe, så vil vi gå vores vej ganske roligt og ikke stjæle. Vi vil søge efter den Flod, ligesom før I fangede mig. Jeg ville ønske, at jeg ikke var kommet herhen for at finde den Røde Tyr og alt det. Nu bryder jeg mig slet ikke om den.”
”Det er såmænd det bedste dagværk, du nogensinde har gjort for dig selv, unge mand,” svarede Bennett.
”Du gode Gud, jeg ved ikke, hvordan jeg skal trøste ham,” sagde Fader Victor, som holdt opmærksomt øje med lamaen. ”Han kan ikke få lov til at tage drengen med sig, men han er alligevel et godt menneske — jeg er sikker på, at han er et godt menneske. Bennett, rækker De ham den rupi, forbander han Dem fra top til tå!”
De sad og lyttede til hinandens åndedræt — i tre — i hele fem minutter. Så løftede lamaen hovedet og så tværs igennem dem og ud i det tomme rum.
”Og jeg er af dem, som vandrer på den Rette Vej,” sagde han bittert. ”Synden er min, og straffen kommer over mig. Jeg har bildt mig ind — for nu indser jeg, at det kun var indbildning — at du var sendt for at hjælpe mig i min Søgen. Og derfor åbnede mit hjerte sig for dig på grund af din godhed og din venlighed og din ungdoms klogskab. Men de, som følger den Rette Vej, må ikke lade sig optænde af nogen attrå eller nogen kærlighed, for alt sligt er bedrag. Som der står hos” — han citerede et ældgammelt kinesisk skrift, støttede det med et andet og stivede dem begge af med et tredje. ”Jeg bøjede af fra Vejen, min chela. Det var ikke din skyld. Jeg frydede mig ved synet af livet, ved de nye folk, vi traf på vejen, og ved din glæde over at se alt dette. Jeg fandt behag i dig — jeg som burde have tænkt på min Søgen og kun på min Søgen. Nu er jeg sorgfuld, fordi du bliver taget bort og min Flod er langt borte fra mig. Det er Loven, som jeg har brudt.”
”Alle Mørkets Magter!” sagde Fader Victor, der som erfaren skriftefader uden at forstå ordene kunne høre smerten dirre i hver sætning.
”Nu forstår jeg, at den Røde Tyrs tegn var et tegn for mig såvel som for dig. Al attrå er rød og ond. Jeg vil gøre bod og finde min Flod alene.”
”Gå i det mindste tilbage til kvinden fra Kulu,” sagde Kim, ”ellers farer du vild på vejen. Hun vil give dig mad, indtil jeg kommer tilbage til dig.”
Lamaen slog ud med hånden for at vise, at han havde taget en urokkelig beslutning.
”Og nu,” vendte han sig til Kim i en ganske anden tone, ”hvad vil de nu gøre med dig? I det mindste kan jeg måske erhverve mig Fortjeneste og derved udslette min fordums brøde.”
”De vil gøre mig til en sahib — det er da, hvad de tror. Men i overmorgen vender jeg tilbage til dig, du skal ikke være bedrøvet.”
”Men hvilken slags sahib? Sådan en som den mand eller den mand?” han pegede på Fader Victor. ”Eller sådan en som dem, jeg har set i aften — mænd, som bar sværd og trampede tungt i jorden?”
”Måske.”
”Det er ikke godt. Disse mænd følger deres attrå og opnår tomhed. Du må ikke blive af deres slags.”
”Præsten i Ambala sagde, at min stjerne tydede på krig,” indvendte Kim. ”Jeg vil spørge disse tåber… men det behøves virkelig ikke. Jeg vil løbe min vej i nat, selv om jeg ønskede at se nye ting.”
Kim rettede på engelsk et par spørgsmål til Fader Victor og oversatte svarene for lamaen.
Derpå: ”Han siger: I tager ham fra mig, og I vil ikke sige, hvad I vil gøre med ham. Han siger: Fortæl mig det, inden jeg går, for det er ingen lille sag at opdrage et barn.”
”Du vil blive sendt i skole. Senere kan vi se, hvad det kan blive til. Du har vel lyst til at blive soldat, Kimball?”
”Nej! Nej, gorah-log (hvide mænd)! Jeg vil ikke være soldat!”
Kim rystede voldsomt på hovedet. Intet i hans natur følte sig tiltalt af eksercits og rutine.
”Du bliver, hvad du får besked på,” sagde Bennett. ”Og du burde være taknemmelig for, at vi vil hjælpe dig.”
Kim smilede medlidende. Dersom disse mænd led af den vildfarelse, at han ville gøre noget som helst, som han ikke syntes om, så var det så meget des bedre.
Nok en lang tavshed fulgte. Bennett flyttede sig hid og did af utålmodighed og foreslog at kalde på en skildvagt for at jage fakiren bort.
”Foræres lærdom eller sælges den blandt sahib’erne? Spørg dem,” sagde lamaen endelig, og Kim oversatte.
”De siger, at læreren skal have penge, men de penge vil regimentet betale. Men hvorfor spørge om det? Det varer kun en nat…”
”Og jo flere penge der betales, desto mere lærdom gives der?” vedblev lamaen uden at tage hensyn til Kims planer om en snarlig flugt. ”Der er intet urigtigt i at betale for lærdom og at hjælpe uvidende til visdom er altid en fortjenstfuld handling.”
Rosenkransen raslede som en regnemaskine. Så vendte han sig mod sine undertrykkere.
”Spørg dem, for hvor mange penge de giver en klog og passende opdragelse, og i hvilken by det sker.”
”Ja,” svarede Fader Victor på engelsk, da Kim havde oversat spørgsmålet, ”det kommer an på så mange forskellige ting. Regimentet vil betale for dig, så længe du er i det militære vajsenhus. Eller du kunne få understøttelse af Punjab frimurervajsenhusets kasse (for resten forstår vel hverken du eller han, hvad det er for noget). Men den bedste undervisning, en dreng kan få i Indien, gives naturligvis i St. Xaviers katolske skole i Lucknow.”
Det tog nogen tid at oversætte dette, for Bennett ønskede at stoppe forhandlingerne.
”Han ønsker at vide, hvor meget det vil koste,” sagde Kim roligt.
”To-tre hundrede rupier om året.”
Pater Victor var for længst hinsides enhver forbavselse. Bennett begreb i sin utålmodighed intet.
”Han siger: Skriv navnet og summen op på et stykke papir og giv ham det. Og han siger, at du må skrive dit navn nedenunder, fordi han om nogle dage vil skrive et brev til dig. Han siger, at du er en god mand. Han siger, at den anden er en tåbe. Nu går han.”
Lamaen rejste sig pludselig.
”Jeg vandrer videre på min Søgen,” udbrød han og borte var han.
”Han render lige bus på skildvagterne,” udbrød Fader Victor og sprang op, idet lamaen forlod teltet. ”Men jeg kan ikke gå fra drengen.”
Kim gjorde en hurtig bevægelse for at følge lamaen, men tog sig i det. Der lød intet ”Hvem dér?” udenfor. Lamaen var forsvundet.
Kim satte sig roligt tilrette på præstens feltseng. Lamaen havde i det mindste lovet at ville blive sammen med rajput-kvinden fra Kulu, og alt andet var betydningsløst. Det morede ham, at de to gejstlige herrer var så synligt ophidsede. De talte længe sagte sammen, og Fader Victor udviklede med stor iver en eller anden plan for Pastor Bennett, der syntes tvivlende. Alt dette var nyt og højst interessant, men Kim var søvnig. De kaldte nogle mænd ind i teltet — en af dem var sikkert obersten, som hans fader havde forudsagt — og de gjorde ham en uendelig mængde spørgsmål, hovedsagelig om den kvinde, der havde haft opsyn med ham. Kim besvarede alle spørgsmålene sandfærdigt. Det lod ikke til, at de anså kvinden for en god formynderske.
Når alt kom til alt, var dette hans nyeste oplevelse. Før eller senere kunne han, hvis han ville, smutte bort og ud i det store, grå, formløse Indien, langt bort fra telte og præster og oberster. Men imidlertid, dersom sahib’erne skulle imponeres, ville han gøre sit bedste for at imponere dem. Også han var hvid.
Efter megen snak, som han ikke forstod, overlod de ham til en sergent med strenge ordrer om ikke at lade ham undslippe. Regimentet skulle marchere videre til Ambala, og Kim ville blive sendt til et sted, der hed Sanawar, dels på logens bekostning og dels ved hjælp af en subskription.
”Det er et mirakel hinsides al forstand, Hr. Oberst,” sagde Fader Victor efter at have talt i ti minutter uden at trække vejret. ”Hans buddhistiske ven er forduftet efter at have fået mit navn og min adresse. Jeg er ikke rigtig på det rene med, om det er hans mening at ville betale for drengens opdragelse eller bare at lave noget hekseri for egen regning.”