Så vedblev han henvendt til Kim: ”Der kommer en tid, hvor du vil være din ven den Røde Tyr taknemmelig. Vi vil gøre dig til en mand i Sanawar — selv om prisen er, at du bliver protestant.”
”Meget rigtigt, meget rigtigt,” sagde Bennett.
”Men I skal ikke til Sanawar,” sagde Kim.
”Men vi kommer til Sanawar, unge ven. Det er den øverstkommanderendes ordre, og han har en smule mere at sige end O’Haras søn.”
”I skal ikke til Sanawar. I skal i krig.”
Alle de tilstedeværende brast i skoggerlatter.
”Når du lærer dit eget regiment noget bedre at kende, vil du også lære at kende forskel på en marchformation og en slagopstilling, Kim. Vi håber at komme i krig ved lejlighed[*].”
”Åh, det ved jeg meget godt.” Kim forsøgte sig på ny med et skud på lykke og fromme. Eftersom de troede, at de ikke skulle i krig, vidste de i det mindste ikke alt det, han vidste om samtalen på verandaen i Ambala. ”Jeg ved, at I ikke er i krig for øjeblikket. Men jeg siger jer, at så snart I kommer til Ambala, vil I blive sendt i krig — en ny krig. Der skal sendes otte tusind mand af sted, foruden kanoner.”
”Det var meget konkret. Er spådomskunst også en af dine evner? Gå så med ham, sergent. Giv ham noget af trommeslagernes tøj og pas på, at han ikke smutter væk under hænderne på dem. Og så er der folk, der tror, at miraklernes dage er forbi. Jeg tror, jeg vil gå i seng. Jeg er helt tummelumsk.”
En time efter sad Kim i den anden ende af lejren, tavs som et fanget vilddyr, renvasket over hele kroppen og iført en modbydelig varm dragt, der gnavede hans arme og ben.
”En højst forbavsende hvalp,” sagde sergenten. ”Han viser sig sammen med en gulfjæset braminerpræst og med sin faders papirer om halsen og fortæller nogle mærkværdige skrøner om en rød tyr. Braminen forsvinder ud i den blå luft uden forklaringer og drengen bliver siddende med korslagte ben på præstens seng og spår blodig krig i alles påhør. Ja, Indien er et sært land for en gudfrygtig mand. Jeg tror, jeg vil binde hans ben fast til teltpælen, for at han ikke skal stikke af op gennem taget. Hvad var det, du sagde om krigen?”
”Otte tusind mand og kanoner,” svarede Kim. ”Du får det meget snart at se.”
”Du er en trøsterig lille satan. Men læg dig nu ned mellem trommeslagerne og fald i søvn. De to drenge dér vil våge over din slummer.”
Sjette kapitel
Ganske tidligt næste morgen blev de hvide telte taget ned og forsvandt, mens maverickerne drejede ind på en sidevej, der førte til Ambala. Den gik ikke forbi parao’en, og Kim, der gik ved siden af en af trænvognene under en regn af bemærkninger fra soldaterkonerne, var mindre selvtillidsfuld end den foregående aften. Han lagde mærke til, at der blev holdt vågent øje med ham — af Fader Victor på den ene side og Pastor Bennett på den anden.
Ud på formiddagen gjorde kolonnen holdt. En ordonnans af kamelrytteriet bragte obersten et brev. Han læste det og sagde noget til en af majorerne. Kim, som var en halv engelsk mil længere bagude, hørte hæse glædesråb nærme sig gennem det tætte støv. Så var der en eller anden, der slog ham på skulderen og råbte: ”Sig os, hvor du vidste det fra, din satans hvalp! Åh, kære Pater, se om De ikke kan få ham til at fortælle det.”
En pony kom løbende, og Kim blev trukket hen til præstens sadelknap.
”Nå, min dreng, nu er din spådom fra i går aftes gået i opfyldelse. Vi har fået ordre til, at vi i morgen skal rejse videre med jernbanen fra Ambala til fronten.”
”Hvad vil det sige?” spurgte Kim, for ”fronten” var et ord, han ikke kendte.
”Vi skal i krig, som du sagde.”
”Ja, naturligvis skal I i krig. Det sagde jeg jer i går aftes.”
”Vel gjorde du så. Men — Alle Mørkets Magter! — hvor vidste du det fra?”
Kims øjne strålede. Han bed læberne sammen, nikkede og tog en mine på, der antydede meget og sagde lidet. Pateren red videre gennem støvskyen, og menige, sergenter og løjtnanter henledte hinandens opmærksomhed på drengen. Obersten stirrede nysgerrigt på ham fra kolonnens spids. ”Han har rimeligvis hørt et eller andet rygte i basarerne,” sagde han. ”Men selv om så er…” han så igen i brevet, som han holdt i hånden. ”Men alligevel, sagen blev besluttet inden for de sidste otteogfyrre timer.”
”Er der mange af din slags i Indien?” spurgte Fader Victor. ”Eller skulle du muligvis være en slags naturens lune?”
”Da jeg har talt sandhed,” sagde drengen, ”vil I så ikke lade mig gå tilbage til min gamle mand? Hvis han ikke er blevet hos kvinden fra Kulu, er jeg bange for, at han dør.”
”Efter hvad jeg har set af ham, vil jeg tro, at han kan sørge for sig selv lige så godt som du. Nej, du har bragt os held og nu vil vi gøre dig til en mand. Nu skal jeg føre dig tilbage til din trænvogn og i aften kommer du til mig.”
Resten af dagen var Kim genstand for betydelig interesse fra adskillige hundrede hvide mænds side. Historien om, hvordan han havde vist sig i lejren, hvordan hans herkomst var blevet opdaget og hvordan han havde profeteret, havde ikke tabt noget ved at gå fra mund til mund. En tyk, uformelig, hvid kvinde, som sad på en stabel sengeklæder, spurgte ham i en hemmelighedsfuld tone, om han troede, at hendes mand ville komme levende hjem fra krigen. Kim spekulerede alvorsfuldt og svarede, at det ville han, hvorpå kvinden gav ham mad. Denne lange procession med musikken, der af og til spillede — denne skare mennesker, der snakkede og lo så muntert — lignede i mange henseender en fest i Lahore. Der var foreløbig ingen udsigt til hårdt arbejde og Kim besluttede at beære forestillingen med sit nærvær. Om aftenen kom andre regimenters musikkorps dem i møde og spillede, mens Maverickerne slog lejr tæt ved Ambalas banegård. Det blev en interessant nat. Folk fra andre regimenter kom for at besøge Maverickerne og Maverickerne gik selv på besøg. Deres piketter skyndte sig af sted for at bringe dem tilbage og løb på piketter fra fremmede regimenter, udsendte af samme grund, og ikke længe efter skingrede hornsignalerne aldeles vanvittigt for at kalde på flere piketter med officerer til at holde styr på virvaret. Maverickerne havde ry for livlighed og følte sig forpligtede til at leve op til forventningerne. Men næste morgen trådte de an på perronen med den strammeste holdning og Kim, som blev ladt tilbage sammen med de syge, kvinderne og børnene, greb sig i at brøle farvel på det ivrigste, mens togene rullede bort. Foreløbig var det ganske morsomt at leve som sahib, men han ville dog tage meget forsigtigt på tingene. Så blev han ført tilbage under ledsagelse af en trommeslagerdreng til den tomme, hvidkalkede kaserne, hvis gulve flød med snavs, sejlgarn og papir, og hvis lofter gav genlyd af hans ensomme fodtrin. På indfødtes vis rullede han sig sammen på et tomt sengested og faldt i søvn. En vred mand kom trampende hen ad verandaen, vækkede ham og sagde, at han var skolelærer. Dette var tilstrækkeligt for Kim og han trak sig ind i sig selv som en snegl i sit hus. Han havde lært så meget, at han kunne stave sig igennem de forskellige engelske politibekendtgørelser i Lahore, for det var ting, af hvilke hans livs bekvemmeligheder afhang og blandt de gæster, der kom hos den kvinde, som havde tilsyn med ham, havde der været en løjerlig tysker, som malede dekorationer til det omrejsende parsiske teater. Han fortalte Kim, at han havde været ”på barrikaderne i 48”, og af den grund — således havde Kim i det mindste forstået det — ville han lære drengen at læse mod at få mad til gengæld. Kim var blevet sparket til at lære bogstaverne, men havde ikke høje tanker om dem.