”Jeg ved ikke noget. Gå væk!” sagde Kim, der lugtede kommende ulykker. Hvorefter manden greb ham i øret, slæbte af med ham til et værelse i en anden fløj, hvor der sad en halv snes trommeslagerdrenge på bænke, og sagde til ham, at om ikke andet så kunne han i det mindste sidde stille. Det gjorde han så med stor succes. Manden forklarede et eller andet med hvide streger på en sort tavle i en god halv time og Kim fortsatte sin afbrudte lur. Han var i høj grad utilfreds med sagernes nuværende tilstand, for dette var jo netop skolen og disciplinen, som han havde tilbragt to tredjedele af sit unge liv med at undgå. Pludselig fik han en prægtig idé, og han undrede sig over, at den ikke var faldet ham ind før.
Manden gav dem fri og den første, der sprang gennem verandaen og ud i det frie solskin, var Kim.
”Halløj, du! Holdt! Stop!” råbte en skingrende stemme bag ham. ”Jeg skal passe på dig. Jeg har ordre til ikke at tabe dig af syne. Hvor skal du hen?”
Det var den trommeslager, som havde været i hælene på ham hele formiddagen — en tyk, fregnet dreng på omtrent fjorten år. Kim hadede ham fra støvlesål til huesnore.
”Ned til basaren — for at købe syltetøj — til dig,” sagde Kim efter et øjebliks eftertanke.
”Jamen basaren ligger udenfor kampérlinjen, og går vi derned, får vi klø. Kom tilbage.”
”Hvor nær til den kan vi komme?” Kim vidste ikke, hvad den anden mente med ”kampérlinien,” men han havde besluttet at være høflig — foreløbig.
”Hvor nær? Du mener, hvor langt vi kan gå? Så langt som til det træ dernede på vejen.”
”Så går jeg derned.”
”Ja værs’go. Jeg har ingen lyst. Det er for varmt. Og jeg kan holde øje med dig herfra. Det nytter ikke at stikke af. Gør du det, vil de kende dig igen på dine klæder, for det er regimentets tøj, du bærer, forstår du, og der er ikke en piket i hele Ambala, som ikke ville bringe dig tilbage hurtigere end du gik ud.”
Dette gjorde ikke så meget indtryk på Kim som bevidstheden om, at hans klæder snart ville gøre ham træt, hvis han forsøgte på at løbe. Han luskede hen til træet, som stod ved hjørnet af en vej, der førte ned mod basaren, og betragtede de forbigående indfødte. De fleste af dem var tjenestefolk fra kasernen og tilhørte de laveste kaster. Kim råbte en gårdfejer an, som straks svarede med en unødvendigt uforskammet bemærkning i den meget naturlige tro, at en europæisk dreng ikke kunne forstå ham. Det sagte, hurtige svar gjorde ham klogere. Kim lagde hele sin trælbundne sjæl i det, glad over endelig at få lejlighed til at skælde ud i det tungemål, han kunne bedst.
”Og gå så hen til den nærmeste skriver i basaren og sig til ham, at han skal komme herhen. Jeg vil have et brev skrevet.”
”Men — men — hvad slags hvid mands søn er du, at du har brug for en skriver fra basaren? Er der ikke en skolelærer i kasernen?”
”Jo, og Helvede er fuld af hans lige. Gør, som jeg siger, lokumsrenser! Din moder blev gift under en kurv! Tjener af Lal Beg” (Kim kendte gårdfejernes skytsgud), ”Løb mit ærinde eller vi skal tales nærmere ved!”
Gårdfejeren tøffede af sted i en fart.
”Der er en hvid dreng, som ikke er en hvid dreng, nede ved kasernen — han venter under et træ,” stammede han til den første skriver, han traf i basaren. ”Han har brug for dig.”
”Vil han betale?” spurgte den pyntelige skriver, idet han samlede sin pult, sine penne og sit lak.
”Det ved jeg ikke. Han er ikke som andre drenge. Gå hen og se på ham. Det er umagen værd.”
Kim trippede af utålmodighed, da den slanke unge kayeth endelig kom i sigte. Så snart han var inden for hørevidde, bandede han ham på det kraftigste.
”Først vil jeg have min betaling,” sagde skriveren. ”Onde ord øger prisen. Men hvem er du, som er klædt således og taler således?”
”Ja, det kommer til at stå i brevet, som du skal skrive. Der har aldrig været mage til mærkværdig historie. Men jeg har for resten intet hastværk. Jeg kan meget godt bruge en anden skriver. Ambala har lige så mange skrivere som Lahore.”
”Fire annas,” sagde skriveren, mens han satte sig ned og bredte sit klæde ud i skyggen af en af kasernens tomme fløje.
Uden at tænke over det, satte Kim sig på hug ved siden af ham — satte sig på hug, som kun en indfødt kan gøre det — til trods for de afskyelige snævre bukser.
Skriveren skævede til ham.
”Det er sahib-prisen,” sagde Kim. ”Må jeg bede om en fornuftig pris.”
”Halvanden anna. Men hvor kan jeg vide, at du ikke løber din vej, når jeg har skrevet brevet?”
”Jeg kan ikke gå længere bort fra kasernen end til dette træ. Og så er der det med frimærket?”
”Frimærket har jeg ingen rabat på. Endnu engang, hvad er du for en slags hvid dreng?”
”Det vil komme til at stå i brevet, som skal adresseres til hestehandleren Mahbub Ali i Kashmir Karavanserajet i Lahore. Han er min ven.”
”Vidunder på vidunder!” mumlede skriveren og dyppede en rørpen i blækhuset. ”Skal det skrives på hindi?”
”Naturligvis. Altså til Mahbub Ali. Begynd så! ’Jeg rejste med toget sammen med den gamle mand ned til Ambala og dér overbragte jeg meddelelsen om den brune hoppes stamtavle.’”
Efter hvad Kim den gang havde set i haven, ønskede han ikke at skrive om hvide hingste.
”Lidt langsommere! Hvad har en brun hoppe at gøre med… er det den store hestehandler Mahbub Ali?”
”Hvem skulle det ellers være? Jeg har stået i hans tjeneste. Dyp så pennen igen og skriv videre. ’Jeg gjorde, som jeg havde fået besked på. Derefter drog vi videre til fods mod Benares, men den tredje dag traf vi på et vist regiment.’ Har du det?”
”Pulton (regiment) — javel,” mumlede skriveren, der var lutter øre.
”’Jeg gik ind i soldaternes lejr og blev fanget og ved hjælp af amuletten om min hals, som du kender, blev det fastslået, at jeg var søn af en mand i regimentet, i overensstemmelse med spådommen om den Røde Tyr, der, som du ved, var almindelig kendt i hele basaren.’” — Kim gjorde en pause for at give skriveren tid til at fordøje denne salve, rømmede sig og fortsatte: ”’Der var en præst, som skaffede mig klæder og gav mig et nyt navn, men en anden præst var et fæ. Klæderne er meget tunge, men jeg er en sahib, og mit hjerte er også tungt. De sætter mig i skole og prygler mig. Jeg synes ikke om luften og vandet her. Kom og hjælp mig, Mahbub Ali, eller send mig nogle penge, for jeg har ikke engang nok til at betale skriveren, som skriver dette.’”
”’som skriver dette.’ Jeg er blevet snydt, men det er min egen skyld. Du er lige så fiffig som Husain Bux, der eftergjorde regeringens frimærker i Nucklao (Lucknow). Men hvilken historie! Hvilken historie! Er den måske sand?”
”Det betaler sig ikke at lyve for Mahbub Ali. Det er bedre at hjælpe hans venner ved at låne dem et frimærke. Når pengene kommer, skal jeg betale dig.”
Skriveren brummede tvivlende, men tog et frimærke op af sin pult, forseglede brevet, rakte Kim det og gik sin vej. Mahbub Alis navn var respekteret i Amballa.