”Det er sådan, at man bliver velanskrevet hos Guderne,” råbte Kim efter ham.
”Betal mig dobbelt løn, når pengene kommer,” svarede manden over sin skulder.
”Hvad vrøvlede du med den nigger om?” spurgte trommeslageren, da Kim kom tilbage til verandaen. ”Jeg så dig godt.”
”Åh — jeg talte bare med ham.”
”Nå, du taler niggersprog, hva’?”
”Nej! Kun lidt. Hvad skal vi nu?”
”Om et øjeblik blæser de signalet til middagsmad. Åh, Gud Fader bevares! Gid jeg var rykket ud til fronten sammen med regimentet. Det er noget skidt bare at skulle i skole her. Hader du det ikke?”
”Jo!”
”Jeg ville stikke af, hvis jeg vidste, hvor jeg skulle løbe hen, men som folkene siger, i dette skide Indien er man bare en fange med udgangstilladelse. Man kan ikke desertere uden straks at blive snuppet igen. Jeg er led og ked af det.”
”Har du været i Be — i England?”
”Jeg er først kommet hertil med den sidste sending tropper sammen med min mor! Du er dog en uvidende lille hvalp. Du er nok blevet opdraget i en rendesten, hva’?”
”Ja. Fortæl mig noget om England. Der var min fader fra.”
Skønt Kim ikke sagde det, troede han naturligvis ikke et ord af, hvad trommeslageren fortalte om den forstad til Liverpool, der var hans England. Men det fordrev den kedsommelige tid inden middagsmaden — et højst uappetitligt måltid, der blev serveret for drengene og nogle invalider i en krog af et kaserneværelse. Kim ville næsten have følt sig nedslået, hvis det ikke havde været for brevet til Mahbub Ali. De indfødtes massers ligegyldighed var han vant til, men denne overvældende følelse af ensomhed midt blandt de hvide mænd pinte ham. Han var helt taknemmelig, da en stor soldat i løbet af eftermiddagen kom for at hente ham over til Fader Victor, som boede i en anden fløj af kasernen på den anden side af en anden støvet eksercerplads.
Præsten var i færd med at læse et engelsk brev skrevet med rødt blæk. Han betragtede Kim mere nysgerrigt end nogensinde.
”Nå, min dreng, hvad synes du om dit nye liv, efter hvad du har prøvet af det? Ikke synderligt, hvad? Det må også være hårdt — meget hårdt for et vilddyr som dig. Men hør nu. Jeg har fået et forbavsende brev fra din ven.”
”Hvor er han? Har han det godt? Åh, hvis han blot kan skrive breve til mig, så er der ingenting i vejen!”
”Du holder altså af ham?”
”Ja, naturligvis holder jeg af ham. Han holdt af mig.”
”Det ser ud til det efter dette brev at dømme. Han kan vel ikke skrive engelsk, vel?”
”Nej, ikke så vidt jeg ved, men han har naturligvis fundet en skriver, som skriver fortræffeligt engelsk, og så har han ladet ham skrive for sig. Jeg håber, at du forstår?”
”Det forklarer sagen. Ved du noget om hans pengesager?”
Kims ansigt viste, at han ikke gjorde det.
”Hvordan skulle jeg kunne vide noget?”
”Det er netop det, jeg spørger om. Men hør nu efter, om du kan begribe det her. Vi springer begyndelsen over… det er skrevet på Jagadhir-vejen… ’Siddende ved vejkanten i alvorsfulde tanker, håbende at blive beæret med Deres velbårenheds bifald i henseende til nærværende skridt, hvilket jeg lægger Deres velbårenhed på hjerte at udføre for den Almægtige Guds skyld. Undervisning er største velsignelse, hvis af bedste slags; ellers unyttig.’ Dér ramte den gamle fyr plet! ’Dersom Deres Velbårenhed vil nedlade sig til at give min dreng bedste undervisning Xavier’ (han mener formodentlig i St. Xaviers in Partibus) ’på betingelser som fastsatte i vor samtale dateret i deres telt den 15de dennes’ (det klinger helt forretningsmæssigt!) ’så velsigne den Almægtige Gud Deres velbårenheds efterkommere i tredje og fjerde led, og’ — pas nu på — ’Deres velbårenhed kan stole på, at deres ydmyge tjener vil sende en passende godtgørelse per bankanvisning på tre hundrede rupier om året for undervisning af dyreste slags i St. Xavier, Lucknow, og sende samme snarest muligt til et hvilket som helst sted i Indien, hvor Deres velbårenhed måtte opgive Deres adresse. Deres velbårenheds tjener har for øjeblikket intet sted, hvor han kan hvile sit hoved, men rejser til Benares med toget på grund af efterstræbelse fra den gamle kvindes side, som talte så meget, og fordi jeg ikke havde lyst til at blive i Saharanpur i nogen huslig egenskab.’ Hvad i al verden mener han med det?”
”Hun har bedt ham om at være hendes puro — hendes huspræst — i Saharanpur. Men det ville han ikke på grund af sin Flod. Og hun taler meget.”
”Nå, du forstår, hvad han mener? Det er mere, end jeg gør. ’Rejser altså til Benares, hvor jeg håber at finde Deres velbårenheds adresse og skal sende rupierne for drengen, som er min øjesten, og for den Almægtige Guds skyld tag Dem af hans undervisning, så skal Deres ydmyge tjener bestandigt bede inderligt for Dem, som det også er hans pligt. Skrevet af Sobrao Satai, der ikke opnåede adgang til universitetet i Allahabad, for den ærværdige Teshoo Lama, præst fra Such-zen søgende efter en Flod, adresse Tirthanker-templet, Benares. — P.S. Husk endelig på, at drengen er min øjesten, og at rupierne skal blive sendte per bankanvisning, tre hundrede om året. For den Almægtige Guds skyld.’”
”Er dette nu skingrende vanvid eller er det et forretningsbrev? Ja, jeg spørger dig, for jeg aner ikke, hvad jeg skal mene.”
”Han siger, at han vil give mig tre hundrede rupier om året. Så giver han mig dem.”
”Nå, det er din mening?”
”Naturligvis. Når han siger det!”
Præsten så tankefuld ud. Så vendte han sig igen til Kim og talte som til en ligemand. ”Jeg tror det ikke, men vi får se. Du skulle i dag være blevet sendt til det militære vajsenhus i Sanawar, hvor regimentet ville betale for dig, indtil du blev gammel nok til at træde ind i tjenesten. Du ville være blevet opdraget i den protestantiske trosbekendelse. Det sørgede Bennett for. Men på den anden side, dersom du bliver sat i St. Xaviers skole, får du en bedre undervisning og — den rette religion. Jeg er altså i en vis forlegenhed, som du ser.”
Kim så ikke andet end et billede af lamaen i færd med at rejse sydpå i et jernbanetog uden nogen til at tigge for sig.
”Derfor vil jeg gøre, hvad folk i reglen gør, når de er i forlegenhed — jeg vil se tiden an. Dersom din ven sender pengene fra Benares — Alle Mørkets Magter, at tænke sig en gadetigger, som vil skaffe tre hundrede rupier til veje! — så rejser du til Lucknow, og jeg skal selv betale din rejse, for jeg kan naturligvis ikke røre de penge, der kom ind ved subskriptionen, når jeg har i sinde (og det har jeg) at gøre dig til katolik. Dersom han ikke betaler, bliver du sendt til det militære vajsenhus på regimentets bekostning. Jeg vil give ham tre dage at løbe på, skønt jeg ikke tror på sagen. Og selv om han så senere skulle holde op med at betale… men jeg forstår ikke et muk af det hele. Vi kan kun gå ét skridt ad gangen i denne verden, Gud være lovet. Og Bennett fik lov til at komme med til fronten, mens jeg måtte blive tilbage. Bennett kan ikke forvente at få alting.”
”Vist så,” bemærkede Kim hen i vejret.
Præsten bøjede sig fremad.
”Jeg ville give en månedsløn for at kunne hitte ud af, hvad der går for sig inden i dit lille, runde hoved.”
”Der er såmænd ingenting,” sagde Kim og kløede sig i hovedet. Han funderede over, om Mahbub Ali ville sende ham så meget som en hel rupi. I så fald kunne han betale skriveren og skrive breve til lamaen i Benares. Måske ville Mahbub Ali besøge ham, næste gang han kom sydpå med et kobbel heste. Han måtte da sikkert vide, at Kims aflevering af brevet til officeren i Ambala havde forvoldt den store krig, som soldaterne og drengene havde drøftet så højrøstet ved middagsbordet. Men dersom Mahbub Ali ikke vidste det, ville det være meget risikabelt at fortælle ham det. Mahbub Ali kunne være hård mod drenge, som vidste — eller troede, at de vidste — alt for meget.