”Nå, mens jeg venter på at høre mere fra ham,” afbrød Fader Victors stemme Kims drømmerier, ”kan du løbe hen og lege med de andre drenge. De vil lære dig et og andet — men jeg tror ikke, du vil synes om det.”
Langsomt gik dagen til ende. Da Kim ville gå i seng, fik han udførlige instrukser om, hvorledes han skulle lægge sine klæder sammen og stille sine støvler, mens de andre drenge grinede. Den næste morgen ved daggry blev han vækket af reveillen og efter morgenmaden fangede skolelæreren ham, lagde et papirark med ubegribelige kragetæer foran ham, gav dem meningsløse navne og tampede ham uden mindste grund. Kim tænkte på at forgive ham med opium, som en af gårdfejerne kunne skaffe ham, men kom ved nærmere eftertanke til det resultat, at da de alle spiste ved samme bord (og dette var særlig modbydeligt for Kim, der altid holdt mest af at indtage sine måltider for sig selv), ville det muligvis være en farlig historie. Så gjorde han et forsøg på at løbe sin vej til den landsby, hvor præsten havde givet lamaen sovedrik — landsbyen, hvor den gamle soldat boede. Men skarpsynede skildvagter ved alle kasernens udgange jog den lille rødklædte skikkelse tilbage. Bukserne og jakken gjorde ham tung og kejtet både på legeme og sjæl, og til sidst opgav han sine planer og slog på østerlandsk vis sin lid til tiden og tilfældet. Tre onde dage gik i de store, genlydende, hvidkalkede værelser. Om eftermiddagen spadserede han, eskorteret af trommeslagerdrengen, men alt, hvad hans ledsager sagde til ham, var de få stakkels ord, der syntes at udgøre størstedelen af de hvide mænds forråd af skældsord. Kim havde længe kendt og foragtet dem. Drengen blev gal i hovedet over Kims tavshed og mangel på interesse og hævnede sig ved at prygle ham, som naturligt var. Han brød sig ikke om nogen af basarerne inden for det tilladte område. Han kaldte alle indfødte for niggere, men tjenestefolk og gårdfejere gav ham de frygteligste navne lige ind i hans åbne ansigt og han lod sig narre af deres ærbødige holdning og forstod ikke et ord af, hvad de sagde. Dette trøstede til en vis grad Kim for pryglene.
Den fjerde dags morgen ramte straffen trommeslageren. De var gået sammen ud til Ambalas væddeløbsbane. Han kom tilbage alene og grædende og fortalte, at unge O’Hara, hvem han ikke havde gjort noget videre, havde anråbt en rødskægget nigger til hest, at bemeldte nigger på stedet havde givet sig til at tæske løs på ham med en ualmindelig svirpende ridepisk, havde grebet O’Hara og bortført ham i fuld galop. Denne nyhed meddeltes Fader Victor, som blev temmelig lang i ansigtet. Han var allerede tilstrækkelig forbløffet over et brev fra Tirthankernes Tempel i Benares, som indeholdt en indfødt bankiers anvisning på tre hundrede rupier og en forbavsende bøn til ”Den Almægtige Gud”. Lamaen ville være blevet endnu mere ærgerlig end præsten, dersom han havde vidst, hvorledes skriveren havde oversat hans bemærkninger om at ”erhverve sig Fortjeneste”.
”Alle Mørkets Magter!” brummede Fader Victor, mens han vendte og drejede anvisningen. ”Og nu er han stukket af med en anden af sine lidt specielle venner. Jeg ved virkelig ikke, hvad der ville være den største lettelse for mig, enten at få ham tilbage eller miste ham. Han går over min forstand. Hvordan Fanden — ja, det er ham, jeg mener — kan en tigger skaffe penge til at opdrage hvide drenge?”
Tre mil borte på Ambalas væddeløbsbane var Mahbub Ali netop i færd med at tøjle en grå hingst fra Kabul med Kim foran sig på sadelknappen. Og Mahbub Ali sagde:
”Men, Alverdens Lille Ven, min ære og mit rygte må også tages i betragtning. Alle officer-sahib’erne i alle regimenterne og hele Ambala kender Mahbub Ali. Folk har set mig tage dig op på hesten og revse drengen. De kan se os i dette øjeblik fra den anden side af sletten. Hvordan kan jeg da hjælpe dig bort eller forklare din forsvinden, hvis jeg sætter dig ned og lader dig løbe din vej mellem markerne? Jeg ville blive sat i fængsel! Nej, vær tålmodig. Én gang sahib, altid sahib. Når du bliver voksen, vil du måske være Mahbub Ali taknemmelig. Hvem ved?”
”Hjælp mig blot udenfor deres skildvagters område, så jeg kan få dette røde tøj af. Giv mig nogle penge, så vil jeg rejse til Benares og igen være sammen med min lama. Jeg har slet ingen lyst til at være sahib. Og husk på, jeg afleverede den besked!”
Hingsten gav et voldsomt sæt. Mahbub Ali var kommet til at hugge stigbøjlens skarpe kant ind i dens side. (Han var nemlig ikke en af den slags nymodens hestehandlere, som rider med engelske støvler og sporer). Men derved var han også kommet til at røbe sig og Kim drog sine slutninger.
”Det var en bagatel. Og det lå lige på din vej til Benares. Både jeg og sahib’en har allerede glemt, hvad det drejede sig om. Jeg sender så mange breve og budskaber til folk, som gør mig spørgsmål om heste, så jeg husker ikke det ene fra det andet. Var det ikke noget om en brun hoppe, hvis stamtavle Peters Sahib ønskede?”
Kim så straks fælden. Hvis han sagde ja til den brune hoppe, ville Mahbub af hans beredvillighed til at gå ind på denne ændring opdage, at drengen anede noget. Derfor svarede han:
”Brun hoppe? Nej. Jeg glemmer ikke en besked, der bliver mig betroet. Det var en hvid hingst.”
”Ja, vist så, det var det. En hvid arabisk hingst. Men i dit brev skrev du om en brun hoppe.”
”Hvem siger unødigt sandheden til en skriver?” svarede Kim, som følte, at Mahbub lagde sin hånd på hans hjerte.
”Halløj! Mahbub, gamle slubbert, bi lidt!” råbte en stemme, og en englænder kom farende på en lille polo-pony. ”Jeg har jagtet dig over det halve land. Din kabul-hingst kan skyde en ordentlig fart. Den er vel til salg?”
”Jeg har et ungt dyr, som Himlen ligefrem har skabt for det fine og vanskelige polospil. Det har ikke sin mage. Det…”
”Kan spille polo og varte op ved bordet. Tak, den kender vi. Men hvad hulen har du dér?”
”En dreng,” svarede Mahbub alvorligt. ”Han fik prygl af en anden dreng. Hans fader var i sin tid hvid soldat og var med i den Store Krig. Drengen har boet i Lahore og leget med mine heste, da han var lille. Nu tror jeg, at de har i sinde at gøre ham til soldat. Han er nylig blevet fundet af sin faders regiment, som marcherede til fronten i forrige uge. Men jeg tror ikke, at han har lyst til at blive soldat. Nu har jeg redet en tur med ham. Sig mig, hvor din kaserne ligger, så skal jeg bringe dig derhen.”
”Lad mig gå. Jeg kan godt finde kasernen alene.”
”Men hvis du løber bort, hvem vil da sige, at det ikke var min skyld.”
”Han løber vel tilbage til sin middagsmad. Hvor skulle han ellers løbe hen?” spurgte englænderen.
”Han er født her i landet. Han har venner og går, hvorhen han har lyst. Han er en chabuk sawai (fiffig knøs). Han behøver blot at skifte klæder for i en håndevending at forvandles til en lavkaste hindudreng.”
”Han gør Fanden!”
Englænderen betragtede drengen prøvende, mens Mahbub red hen mod kasernen. Kim skar tænder. Mahbub spottede ham, som troløse afghanere plejer, for han vedblev: ”De vil sende ham i skole, stikke hans fødder i tunge støvler og svøbe ham ind i disse klæder. Så vil han glemme alt, hvad han ved. I hvilken af kasernerne bor du?”
Kim pegede — han kunne ikke tale — på Fader Victors fløj, hvis hvidkalkede mure skinnede tæt ved.
”Måske bliver han en god soldat,” sagde Mahbub eftertænksomt. ”Han vil i det mindste blive en god ordonnans. Jeg sendte ham engang fra Lahore for at bringe en besked. En besked angående en hvid hingsts stamtavle.”
Dette var en dødelig fornærmelse føjet til en endnu dødeligere forurettelse — og det i påhør af den sahib, til hvem han så snildt havde bragt det krigsfrembringende brev. Kim så i ånden Mahbub Ali ristet i den anden verdens flammer for sit forræderi. For sit eget vedkommende så han kun en lang, grå udsigt til kaserner, skoler og atter kaserner. Han stirrede bønfaldende op i det skarpskårne ansigt, i hvis udtryk der ikke fandtes glimt af genkendelse, men selv i denne yderste nød faldt det ham ikke ind at tage sin tilflugt til den hvide mands barmhjertighed eller at røbe afghaneren. Og Mahbub stirrede vist på englænderen, der stirrede lige så vist på den dirrende, men stumme Kim.