”Min hest er godt dresseret,” sagde hestehandleren. ”En anden ville have slået bagud, sahib.”
”Hm,” sagde englænderen til sidst og gned sin ponys fugtige manke med sit piskeskaft. ”Hvem vil gøre drengen til soldat?”
”Regimentet, der har fundet ham, siger han, og især regimentets præstesahib.”
”Dér er præsten!” udstødte Kim med halvkvalt stemme, idet den barhovede Fader Victor kom farende hen imod dem fra verandaen.
”Alle Mørkets Magter, O’Hara! Hvor mange flere uassorterede venner har du her i Asien?” råbte han, da Kim lod sig glide ned af hesten og stod hjælpeløs foran ham.
”God dag, Pater,” sagde obersten, muntert. ”Jeg kender Dem godt af omtale og det havde også været min mening at besøge Dem, men jeg har endnu ikke fået det gjort. Mit navn er Creighton.”
”Creighton af den Etnologiske Undersøgelseskommission?” udbrød Fader Victor.
Obersten nikkede.
”Så er jeg min tro glad for at træffe Dem og jeg skylder Dem også tak, fordi De har bragt drengen tilbage.”
”Det er ikke noget at takke mig for, Pater. Og desuden ville drengen slet ikke løbe sin vej. De kender ikke gamle Mahbub Ali” — hestehandleren sad ubevægelig i solskinnet — ”men når De har været her i byen en måneds tid, har De nok lært ham at kende. Det er ham, der sælger os alle vore krikker. Den dreng er for resten noget af en mærkværdighed. Kan De fortælle mig noget om ham?”
”Om jeg kan?” stønnede Fader Victor. ”De er det eneste menneske, der kan hjælpe mig i min forlegenhed. Fortælle Dem! Alle Mørkets Magter, jeg er bristefærdig af længsel efter at fortælle historien til en eller anden, der kender noget til de indfødte!”
En staldkarl kom rundt om hjørnet. Oberst Creighton hævede stemmen og sagde på urdu: ”Ja, det kan nu være så meget godt, Mahbub Ali, men hvorfor fortæller du mig alle de historier om ponyen! Jeg giver dog ikke en eneste pice mere end tre hundrede og halvtredsindstyve rupier.”
”Sahib’en er en smule varm og ophidset efter sit ridt,” svarede hestehandleren med en privilegeret spøgefugls smørrede smil. ”Han vil snart få mere blik for min hests gode sider. Jeg vil vente, indtil han er færdig med at tale med præsten. Jeg vil vente under træet derhenne.”
”Gå pokker i vold!” lo obersten. ”Det har man for at kaste et blik på en af Mahbubs heste. Han er en rigtig gammel igle, Pater. Nå ja, så vent da, Mahbub, hvis du har så megen tid at spilde. Nu er jeg til Deres tjeneste, Pater. Hvor blev drengen af? Nå, han gik hen for at slå en snak af med Mahbub. En sær knægt. Måske De vil være så venlig at lade Deres staldkarl tage sig af min hest?”
Han satte sig i en stol, hvorfra han kunne holde øje med Kim og Mahbub Ali, der talte sammen under træet. Præsten gik ind for at hente cigarer.
Creighton hørte Kim sige i en bitter tone: ”Stol hellere på en bramin end på en slange, hellere på en slange end på en skøge og hellere på en skøge end på en afghaner, Mahbub Ali.”
”Det er hverken her eller der,” svarede Mahbub og rystede højtideligt sit store røde skæg. ”Børn bør ikke se et tæppe på væverstolen, førend mønsteret er trådt tydeligt frem. Tro mig, Alverdens Ven, jeg gør dig en stor tjeneste. De vil ikke gøre dig til soldat.”
”Din snedige gamle synder!” tænkte Creighton. ”Men du er ikke meget ved siden af. Den dreng må ikke gå til spilde, hvis han er som averteret.”
”Undskyld mig et øjeblik,” råbte pateren indefra, ”men jeg er i færd med at samle sagens dokumenter.”
”Dersom jeg skaffer dig denne tapre og vise oberst-sahibs gunst, og du derved opnår stor ære, hvordan vil du så takke Mahbub Ali, når du bliver en voksen mand?”
”Nej, Mahbub, jeg bad dig om at slippe mig ud på landevejen igen, for dér ville jeg have været i sikkerhed. Men nu har du solgt mig til englænderne. Hvor meget vil de give dig i blodpenge?”
”En gemytlig djævleunge!” brummede obersten, mens han bed spidsen af sin cigar, og vendte sig derefter høfligt om mod Fader Victor.
”Hvad er det for papirer, som den tykke præst vifter i luften med foran oberstens ansigt? Træd om bagved hingsten, som om der var noget på tøjlen, du ville se på!” sagde Mahbub Ali.
”Et brev fra min lama, som han skrev fra Jagadhir-vejen, og hvori han lover at betale tre hundrede rupier om året for min undervisning.”
”Oho! Er den gamle rødhat af den slags? I hvilken skole skal det være?”
”Gud ved. Jeg tror, den er i Nucklao (Lucknow).”
”Javel. Dér er en stor skole for sønner af sahiber — og af halve sahib’er. Jeg har set den, når jeg har solgt heste der. Nå, så lamaen holdt altså også af Alverdens Ven?”
”Ja. Og han løj ikke og sendte mig ikke tilbage til fangenskabet.”
”Intet under, at præsten ikke kan finde hoved og hale i den historie. Som han dog taler hurtigt til oberst-sahib’en.” Mahbub Ali kluklo. ”Ved Allah!” — de skarpe øjne gled et øjeblik hen over verandaen — ”din lama har sendt noget, der forekommer mig at ligne en egenveksel. Anvisninger forstår jeg mig også en smule på. Nu undersøger oberst-sahib’en den.”
”Hvad gavn kan jeg have af alt det?” sagde Kim i en træt tone. ”Du vil ride bort og de vil mig putte tilbage i de tomme værelser, hvor der ikke er noget godt sted at sove og hvor drengene prygler mig.”
”Det tror jeg ikke. Vær tålmodig, barn. Ikke alle afghanere er troløse — undtagen i hestehandel.”
Fem — ti — femten minutter gik, og hele tiden talte Fader Victor ivrigt eller stillede spørgsmål, som obersten besvarede.
”Nu har jeg fortalt Dem, hvad jeg ved om drengen, fra først til sidst, og det er en sand lettelse for mig. Har De nogensinde hørt mage til historie?”
”I hvert fald har den gamle mand sendt pengene. Gobind Sahais anvisninger gælder herfra og til Kina,” sagde obersten. ”Jo mere man lærer om de indfødte, jo mindre kan man sige om, hvad de vil gøre eller ikke gøre.”
”Det var en trøstende bemærkning — fra formanden for den Etnologiske Undersøgelseskommission. Det er denne blanding af Røde Tyre og Frelsende Floder (Gud hjælpe ham, stakkels hedning!) og anvisninger og frimurercertifikater. Apropos, er De frimurer?”
”Ja, jeg er, nu jeg tænker mig om. Det er yderligere en grund,” sagde obersten åndsfraværende.
”Det glæder mig, at de kan finde bund i det. Men som sagt, det er denne blanding af alle mulige ting, der er mig aldeles uforståelig. Og at tænke sig ham siddende på sengen med sin lille skjorte åben i brystet, så at man kunne se, at han var hvid, og profetere lige op i ansigtet på vor oberst — og så slår hans profeti til! Men alt det vrøvl vil han nok blive kureret for i St. Xaviers skole, tror De ikke?”
”De kan jo stænke ham med vievand,” lo obersten.
”Jeg synes på ære undertiden, at jeg burde gøre det. Men jeg håber, at han bliver opdraget til at være en god katolik. Det eneste, jeg er urolig for, er, hvad der vil ske, dersom den gamle tigger…”
”Lama, lama, bedste Hr. Pater. Nogle af dem er ansete mænd i deres hjemstavn.”
”Hvis altså lamaen ikke betaler til næste år. Denne gang har han handlet efter øjeblikkets indskydelse og før eller senere må han jo dø. Og at tage en hednings penge for at give et barn en kristelig opdragelse…”