”Men han sagde udtrykkeligt, hvad han ønskede. Så snart han fik at vide, at drengen var hvid, synes han at have truffet sine arrangementer i overensstemmelse dermed. Jeg ville give en måneds gage for at kunne høre, hvordan han forklarede det hele i Tirthankernes Tempel i Benares. Hør nu, Pater, jeg giver mig ikke ud for at kende ret meget til de indfødte, men dersom han har sagt, at han vil betale, så betaler han, død eller levende. Jeg mener, hans arvinger vil overtage gælden. Mit råd til Dem er: Send drengen ned til Lucknow. Hvis Deres anglikanske kollega mener, at De har taget ham ved næsen…”
”Bare synd for Bennett! Han kom til fronten i stedet for mig. Doughty erklærede mig for uskikket af helbredsgrunde. Jeg bandlyser Doughty, hvis han kommer levende tilbage! Bennett må virkelig lade sig nøje med…”
”Hæderen, og overlade religionen til Dem. Ganske rigtigt! For resten tror jeg ikke, at Bennett vil tage det ilde op. De må gerne skyde skylden på mig. Jeg — hm — anbefaler på det varmeste at sende drengen til St. Xaviers skole. Han kan rejse gratis som forældreløst soldaterbarn, så derved sparer De pengene til jernbanebilletten. Hvad han trænger til af klæder og sligt, kan De købe for de penge, der kom ind ved regimentets subskription. Logen bliver forskånet for at betale hans opdragelse og det vil sætte logen i godt humør. Det hele er let at arrangere. Jeg skal rejse til Lucknow i næste uge, så jeg skal gerne tage mig af drengen på vejen — lade mine tjenestefolk passe på ham og så videre.”
”De er et godt menneske.”
”Ikke i mindste måde. Tag ikke fejl af det. Men lamaen har sendt os penge til fremme af et bestemt formål. Vi kan ikke ret godt sende dem tilbage, altså må vi gøre, som han siger. Ja, så er sagen vel afgjort, ikke sandt? Skal vi sige, at De på tirsdag overleverer ham til mig ved det sydgående aftentog? Det er kun tre dage. Han kan ikke gøre megen fortræd på tre dage.”
”De letter en sten fra mit hjerte. Men — denne her?” — han pegede på anvisningen — ”jeg kender ikke noget til Gobind Sahai eller til hans bank, som måske blot er en bod i en baggyde.”
”De har aldrig været en forgældet løjtnant. Jeg skal gerne hæve pengene og sende Dem en lovformelig kvittering.”
”Men De har jo Deres eget arbejde at passe! Det vil være at forlange…”
”Det er virkelig ikke den mindste ulejlighed for mig. For mig som etnolog er sagen højst interessant, skal jeg sige dem. Jeg kunne have lyst til at gøre nogle optegnelser om den til brug for et arbejde, som jeg er i lag med for regeringen. Forvandlingen af et regiments kendemærke som jeres Røde Tyr til en slags fetish, som drengen søger efter, er højst interessant.
”Jeg kan ikke noksom takke Dem —”
”Der er én ting, som De kan gøre. Ser De, alle vi etnologer er så skinsyge som alliker på hinandens opdagelser. De har naturligvis ingen interesse for andre end os selv, men — De ved jo nok, hvordan bibliofiler er. Nu beder jeg Dem om ikke at sige et ord, hverken direkte eller indirekte, — om den asiatiske side af drengens karakter — hans eventyr og hans spådom og alt det. Jeg vil senere selv pumpe drengen og — De forstår mig nok!”
”Javel. De vil kunne skrive en højst interessant beretning derom. Jeg skal ikke mæle et ord til noget menneske, før jeg ser den på tryk.”
”Tak skal De have. Det er ord, der glæder en etnologs hjerte. Nå, så skulle jeg vel hjem til min frokost. Vorherre bevares! Er gamle Mahbub her stadig?” Han løftede stemmen og hestehandleren kom ud fra træets skygge. ”Nå, hvad er det så?”
”Hvad angår den unge hest, som vi talte om,” sagde Mahbub, ”så siger jeg, at når et føl er født til at være polopony — når det følger tæt efter bolden uden nogensinde at være dresseret dertil — når det forstår spillet, som havde det fået en åbenbaring — så siger jeg, at det er en stor synd at spænde det føl for en tung fragtvogn, sahib.”
”Det siger jeg med, Mahbub. Føllet skal kun blive brugt til polo. De hører, Pater, den fyr kan ikke tænke på andet i verden end heste. Så skal jeg komme hen til dig i morgen, Mahbub, og se, om du har noget til salg, som jeg kan bruge.”
Hestehandleren hilste på ryttervis med en håndbevægelse.
”Vær tålmodig en lille stund, Alverdens Ven,” hviskede han til den fortvivlede Kim. ”Din lykke er gjort. Snart skal du rejse til Nucklao — og her har du noget til at betale skriveren med. Vi ses nok igen — mange gange, tror jeg.”
Og dermed galoperede han hen ad vejen.
”Hør nu efter, hvad jeg siger,” sagde obersten oppe fra verandaen i de indfødtes sprog. ”Om tre dage skal du rejse med mig til Lucknow og få meget nyt at se og høre hele tiden. Foretag dig derfor intet i de tre dage og løb ikke bort. I Lucknow vil du blive sat i skole.”
”Træffer jeg min Hellige Mand dér?” klynkede Kim.
”Lucknow er i det mindste nærmere Benares, end Ambala er. Du vil måske komme til at rejse under min beskyttelse. Mahbub Ali ved dette, og han bliver vred, hvis du løber bort nu. Og husk på: Der er blevet fortalt mig meget, som jeg ikke glemmer.”
”Jeg vil vente,” sagde Kim. ”Men drengene prygler mig.”
Så lød hornsignalet til middagsmaden.
Syvende kapitel
Om eftermiddagen fortalte den rødfjæsede skolelærer Kim, at han var blevet ”slettet af rullen”, hvad der ikke sagde ham noget, førend han fik besked på at gå væk og lege. Så løb han ned til basaren og fandt den unge skriver, som han skyldte penge for et frimærke.
”Nu skal du få din betaling,” sagde Kim med en fyrstes værdighed, ”og derpå skal du skrive et andet brev for mig.”
”Mahbub Ali er her i byen,” svarede skriveren overlegent. I embeds medfør besad han megen viden af uvis herkomst og lødighed.
”Dette brev er ikke til Mahbub Ali, men til en præst. Tag din pen og skriv hurtigt. ’Til Teshoo Lama, den Hellige Mand fra Bhotiyal, som søger efter en Flod og nu opholder sig i Tirthankernes Tempel i Benares.’ Dyp pennen igen! ’Om tre dage skal jeg rejse til Nucklao til en skole dér. Skolens navn er Xavier. Jeg ved ikke, hvor skolen er, men den er i Nucklao.’”
”Jamen, jeg kender Nucklao,” afbrød skriveren, ”og jeg kender skolen.”
”Beskriv det for ham, så får du en halv anna.”
Rørpennen kradsede ivrigt henover papiret.
”Nu kan han ikke tage fejl af den,” sagde skriveren og løftede hovedet. ”Hvem er det, som holder øje med os derovre på den anden side af gaden?”
Kim så hurtigt op og fik øje på oberst Creighton i tennisdragt.
”Åh, det er en sahib, som kender den tykke præst i kasernen. Han vinker ad mig.”
”Hvad bestiller du her?” spurgte obersten, da Kim løb hen til ham.
”Jeg — jeg løber ikke bort. Jeg sender et brev til min Hellige Mand i Benares.”
”Det havde jeg ikke tænkt på. Har du fortalt ham, at jeg bringer dig til Lucknow?”
”Nej, jeg har ikke. Læs brevet, hvis du ikke tror mig.”
”Hvorfor har du da udeladt mit navn af dit brev til den Hellige Mand?” spurgte obersten med et ejendommeligt smil.