Kim tog mod til sig.
”Det blev engang sagt mig, at det er uklogt at nedskrive navnene på fremmede, som har at gøre med en eller anden sag, for mange gode planer er slået fejl, fordi navne nævntes.”
”Du er blevet godt oplært,” sagde obersten, og Kim rødmede. ”Jeg har glemt mit cigarfoderal på præstens veranda. Bring det hjem til mit hus i aften.”
”Hvor ligger huset?” spurgte Kim. Hans rappe vid sagde ham, at dette var en prøve af en eller anden slags, og han var derfor på sin post.
”Spørg hvem som helst i den store basar,” sagde obersten og gik videre.
”Han havde glemt sit cigarfoderal,” sagde Kim, da han kom tilbage til skriveren, ”og sagde, at jeg skulle bringe det hjem til ham i aften. Ja, så er der ikke mere at skrive i mit brev undtagen tre gange: ’Kom til mig! Kom til mig! Kom til mig!’ Nu vil jeg betale dig for et frimærke, og så vil jeg putte brevet i en postkasse.”
Han rejste sig for at gå, men standsede, som om noget var faldet ham ind, og spurgte:
”Hvad hedder den vrede sahib, der havde glemt cigarfoderalet?”
”Åh, det er kun Creighton Sahib — en stor tåbe af en sahib. Han er oberst-sahib uden et regiment.”
”Hvad bestiller han da?”
”Ja, Gud ved! Han køber altid heste, som han ikke kan ride, og stiller spørgsmål om Guds værker — som for eksempel planter og sten og folks sæder og skikke. Hestehandlerne kalder ham alle tossers fader, fordi han er så let at snyde i hestehandel, og Mahbub Ali siger, at han er skørere end de fleste andre sahib’er.”
”Nå,” sagde Kim og gik sin vej. Hans opdragelse havde givet ham lidt menneskekundskab og han sagde til sig selv, at man ikke giver oplysninger, der fører til udsendelsen af otte tusind mand foruden kanoner, til en tåbe. Den øverstkommanderende for hele Indien ville ikke tale til en tosse, som Kim havde hørt ham tale. Heller ikke ville Mahbub Alis stemme have skiftet klang på den måde, som den gjorde, hver gang han nævnede oberstens navn, dersom obersten havde været en tosse. Altså — og det fik Kim til at gøre et par dansetrin — måtte der være en hemmelighed med i spillet, og sandsynligvis spionerede Mahbub Ali for obersten, som Kim spionerede for Mahbub. Det lod også til, at obersten, ganske som hestehandleren, respekterede folk, der ikke viste, at de bare var meget kloge.
Han var glad for, at han ikke havde røbet, at han kendte beliggenheden af oberstens hus, og da han ved sin tilbagekomst til kasernen opdagede, at der ikke var blevet glemt noget cigarfoderal, strålede han af fornøjelse. Her havde han øjensynlig fundet en mand efter sit hjerte — en mand, som gik krogveje og omveje og spillede et fordækt spil. Nå ja, hvis han kunne spille tosse, så kunne Kim gøre det samme.
Han røbede ingen af sine tanker, da Fader Victor tre hele lange formiddage holdt foredrag for ham om et fuldstændig nyt sæt af større og mindre Guder — især om en gudinde, der hed Jomfru Maria, og som, så vidt han forstod, var identisk med den Bibi Miriam, der var en del af Mahbub Alis teologi. Han viste intet tegn på sindsbevægelse, da Fader Victor efter forelæsningen halede ham fra butik til butik og købte forskellige klædningsstykker. Ej heller beklagede han sig, da de misundelige trommeslagere sparkede ham, fordi han skulle i en bedre skole. I stedet afventede han med stor interesse begivenhedernes gang. Fader Victor, den brave mand, bragte ham selv til banegården, satte ham ind i en tom anden klasses kupé ved siden af Creightons første klasses og sagde farvel til ham med oprigtig inderlighed.
”I St. Xaviers skole vil de gøre dig til en mand, O’Hara — til en hvid mand og forhåbentlig til en god mand. De har fået at vide, at de kan vente dig, og obersten vil sørge for, at du ikke kommer noget til eller bliver borte på vejen. Jeg har givet dig et begreb om religiøse spørgsmål — det håber jeg da i det mindste — og husk på, når de spørger dig om din religion, at du er katolik. Du gør bedst i at sige romersk-katolsk, skønt jeg ikke holder af det ord.”
Kim tændte en ildelugtende cigaret — han havde sørget for at købe sig et forråd i basaren — og lagde sig ned for at tænke. Denne ensomme køretur var noget ganske andet end den fornøjelige rejse på tredje klasse sammen med lamaen.
”Sahib’er har ringe morskab af at rejse,” tænkte han. ” Hai mai![*] Jeg farer fra det ene sted til det andet, som en fodbold. Det er min kismet. Intet menneske kan undgå sin kismet. Men jeg skal tilbede Bibi Miriam og jeg er sahib” — han betragtede sine støvler forknyt. ”Nej. Jeg er Kim. Verden er stor, og jeg er kun Kim. Hvem er Kim?”
Og han gav sig til at spekulere over sin egen identitet — en ting, som han aldrig før havde gjort — indtil det løb rundt for ham. Han var en enkelt, ubetydelig person i hele denne Indiens hvirvlende malstrøm, på rejse sydpå for at møde en ham ukendt skæbne.
Lidt efter sendte obersten bud efter ham og talte længe til ham. Så vidt Kim kunne forstå, var meningen den, at han skulle være flittig og træde ind i Indiens landmålerkorps, hvor han skulle hjælpe med kæderne. Hvis han var rigtig flink og bestod de nødvendige eksaminer, ville han som syttenårig kunne tjene tredive rupier om måneden, og oberst Creighton ville sørge for, at han fik en passende beskæftigelse.
I begyndelsen lod Kim, som om han måske forstod hvert tredje ord af denne tale. Obersten indså sin fejltagelse og gav sig så til at tale flydende og billedrigt urdu, og Kim var tilfreds. Den mand er ikke tosse, som kendte de indfødtes sprog så nøje, som bevægede sig så roligt og stilfærdigt, og hvis øjne var så forskellige fra andre sahib’ers sløve, fede øjne.
”Ja, og så må du lære at lave tegninger af veje og bjerge og floder — og at have disse tegninger i dit øje, indtil der kommer en tid, hvor du kan fæste dem på papiret. Måske jeg en dag, når du er blevet landmålerassistent, og vi arbejder sammen, siger til dig: ’Gå over på den anden side af de bjerge dér og se, hvad der ligger bagved dem.’ Så vil en eller anden sige: ’I bjergene boer der onde mennesker, som vil dræbe assistenten, når de ser, at han ligner en sahib.’ Hvad vil du så gøre?”
Kim betænkte sig. Var det ufarligt, at indlade sig på oberstens spil?
”Jeg ville fortælle, hvad den anden mand havde sagt.”
”Men dersom jeg nu svarede: ’Jeg vil give dig hundrede rupier, hvis du kan skaffe mig at vide, hvad der ligger bagved de bjerge — en tegning af en flod og en smule efterretning om, hvad folk taler om i landsbyerne derovre’”.
”Hvor kan jeg vide, hvad jeg ville gøre? Jeg er kun en dreng. Vent til jeg er en mand.” Men da han så oberstens pande formørkes, tilføjede han: ”Men jeg tror, at jeg i løbet af få dage ville tjene de hundrede rupier.”
”På hvilken måde?”
Kim rystede energisk på hovedet.
”Hvis jeg sagde, hvorledes jeg ville bære mig ad med at fortjene dem, kunne en anden måske høre det og komme mig i forkøbet. Man skal aldrig give sin viden bort for ingenting.”
”Så sig det da nu!”
Obersten holdt en rupi i vejret. Kim strakte hånden halvvejs op efter den, men lod den så synke igen.
”Nej, sahib, nej. Jeg kender prisen på svaret, men jeg ved ikke, hvorfor spørgsmålet bliver stillet.”
”Så tag den da som en gave,” sagde Creighton og kastede mønten til ham. ”Du har den rette ånd. Pas på, at den ikke bliver sløvet i St. Xaviers skole. Der er mange drenge dér, som foragter de sorte.”
”Deres mødre var fra basarerne,” sagde Kim, som udmærket vidste, at der ikke gives noget bitrere had end det, eurasieren nærer til sine mørkhudede slægtninge.
”Rigtigt. Men du er sahib og søn af en sahib. Lad dig derfor ikke nogensinde forlede til at foragte de sorte. Jeg har kendt drenge, der nylig var trådt i regeringens tjeneste og som lod, som om de ikke forstod de indfødtes tale og skikke. De blev sat ned i løn på grund af uvidenhed. Ingen synd er større end uvidenhed. Husk vel på det.”