Adskillige gange i løbet af den lange fire og tyve timers rejse mod syd sendte obersten bud efter Kim, og denne sidste bemærkning udgjorde altid teksten for hans prædikener.
”Vi trækker alle på samme hammel,” sagde Kim ved sig selv — ”obersten, Mahbub Ali og jeg — når jeg bliver landmålerasssistent. Jeg tænker, han vil bruge mig, som Mahbub Ali brugte mig. Det er godt, hvis jeg derved får lejlighed til at vende tilbage til vejene. Disse klæder vinder ikke ved nøjere bekendtskab.”
Da de nåede den menneskefyldte banegård i Lucknow, var der intet spor at se af lamaen. Kim fandt sig i sin skuffelse, så godt han kunne, mens obersten puttede ham og hele hans pæne bagage op i en ticca-garri[*] og sendte ham alene af sted til St. Xaviers skole.
”Jeg siger ikke farvel, for vi vil atter mødes,” sagde han. ”Mange gange, dersom du har den rette ånd. Men du har endnu ikke stået din prøve.”
”Gjorde jeg da ikke det den nat, da jeg bragte dig” — Kim vovede virkelig at bruge ordet tum (dig), som talte han til en ligemand — ”en hvid hingsts stamtavle?”
”Man vinder meget ved at glemme, lille broder,” sagde obersten med et blik, der gik lige ud gennem Kims skulderblade, mens han tumlede ind i vognen.
Det tog ham næsten fem minutter at genvinde fatningen. Så indsnusede han bifaldende den nye luft.
”En rig by,” sagde han. ”Rigere end Lahore. Hvor basarerne må være gode! Kusk, kør en lille tur gennem basarerne her.”
”Jeg har ordre til at køre dig til skolen.”
Kusken sagde ”du”, hvilket er en uhøflighed mod en hvid mand. På det tydeligste og mest flydende gadesprog forklarede Kim ham hans fejltagelse. Så klavrede han op på bukken og efter at være kommet til fuldstændig forståelse med kusken, kørte han et par timers tid om i byen, optaget af at nyde, værdsætte og anstille sammenligninger. Der er ingen by — undtagen Bombay, alle byers dronning — som i sin prangende stil er skønnere end Lucknow, hvad enten man ser den fra broen over floden eller fra Imambaras top, der skuer ned på Chutter Munzils[*] forgyldte paraplyer og de træer, af hvilke staden er indrammet. Konger har prydet den med fantastiske bygninger, overvældet den med velgerninger, fyldt den med pensionister og oversvømmet den med blod. Den er midtpunktet for al dovenskab, rænkespil og overdådighed, og dens indbyggere deler med Delhis æren af at tale det eneste rene urdu.
”En smuk by — en prægtig by.”
Kusken, som var fra Lucknow, blev fornøjet over komplimenten og fortalte Kim mange forbavsende ting, hvor en engelsk fører kun ville have talt om oprøret.
”Lad os så køre til skolen,” sagde Kim endelig.
Den store gamle skole, St. Xaviers in Partibus — en klynge lave, hvide bygninger — ligger på en stor grund lige over for Guntifloden, i nogen afstand fra byen.
”Hvad er det for en slags folk derinde?” spurgte Kim.
”Unge sahib’er — djævle til hobe. Men sandt at sige, skønt jeg har kørt mange af dem til og fra banegården, har jeg aldrig set nogen, som havde stof i sig til en mere fuldendt djævel end du — end den unge sahib, hvem jeg for øjeblikket kører for.”
Kim havde nemlig hilst på en eller to tvivlsomme damer, som sad ved de øvre vinduer i en vis gade — hvad der var meget naturligt, for han havde aldrig lært at anse dem for på nogen måde upassende — og lige så naturligt var det, at han havde udmærket sig i den gensidige udveksling af komplimenter. Han skulle netop til at besvare kuskens sidste uforskammethed, da hans blik i den tiltagende skumring faldt på en skikkelse, der sad ved en af de hvide portstolper i den lange mur.
”Holdt!” råbte han. ”Stands her. Jeg vil ikke køre lige ind i skolen.”
”Men hvem skal betale mig for denne køren frem og tilbage?” sagde kusken gnavent. ”Er drengen gal? Sidste gang var det en danserinde, denne gang er det en præst.”
Kim lå allerede hovedkulds på vejen og klappede de støvede fødder under den snavsede gule kjortel.
”Jeg har ventet her halvanden dag,” begyndte lamaens rolige stemme. ”Nej, jeg havde en discipel med mig. Han, der var min ven i Tirthankernes Tempel, gav mig en fører med på denne rejse. Jeg rejste fra Benares med toget, da dit brev blev givet mig. Ja, jeg har fået mad. Jeg savner intet.”
”Men hvorfor blev du ikke hos kvinden fra Kulu, Hellige Mand? Hvorledes kom du til Benares? Mit hjerte har været tungt, siden vi skiltes.”
”Kvinden trættede mig ved sin ustandselige talestrøm og ved at forlange tryllemidler, der skulle bringe hendes datter børn. Jeg skiltes fra hendes selskab og tillod hende at erhverve sig Fortjeneste ved gaver. Hun er i det mindste en rundhåndet kvinde, og jeg lovede hende at vende tilbage til hendes hus, dersom det skulle gøres nødigt. Men da jeg så stod alene i denne store og frygtelige verden, mindedes jeg jernbanen til Benares, hvor jeg kendte en, som bor i Tirthankernes Tempel og som Søger ligesom jeg.”
”Åh ja, din Flod!” udbrød Kim. ”Jeg havde glemt Floden.”
”Allerede, min chela? Jeg har aldrig glemt den. Men da jeg havde forladt dig, forekom det mig bedst at vandre til templet og søge råd. For ser du, Indien er et meget stort land, og det kunne jo være, at vise mænd før vor tid, måske endog to eller tre, har efterladt sig en beretning om, hvor vor Flod er at finde. I Tirthankernes Tempel kunne de ikke blive enige om den ting. Nogle sagde et, andre noget andet. Men de er venlige folk.”
”Godt, men hvad bestiller du nu?”
”Jeg erhverver mig Fortjeneste ved at hjælpe dig, min chela, til visdom. Præsten for den skare mænd, som tjener den Røde Tyr, skrev til mig, at alt skulle blive gjort for dig, sådan som jeg ønskede det. Jeg sendte penge nok for et år og så tog jeg hertil, som du ser, for at se dig træde ind gennem Lærdommens Porte. Halvanden dag har jeg ventet — ikke fordi jeg blev ført herhid af kærlighed til dig — sligt sømmer sig ikke for en, der følger den Rette Vej — men, som de sagde i Tirthankernes Tempel, fordi det var rigtigt, at jeg, der havde betalt penge for din opdragelse, holdt øje med sagens gang. De forstod på den klareste måde at løse min tvivl. Jeg nærede en vis frygt for, at jeg måske ville tage hertil, fordi jeg længtes efter at se dig — vildledt af kærlighedens røde tåge. Men det er slet ikke tilfældet… og desuden bekymres jeg af en drøm.”
”Men visselig, Hellige Mand, har du ikke glemt vejen og hvad der skete der. Vistnok var det også en lille smule for at se mig, at du rejste.”
”Hestene bliver kolde og det er over deres sædvanlige fodringstid,” jamrede kusken.
”Gå ad Helvede til og bliv der hos din berygtede tante,” snerrede Kim over skulderen. ”Jeg er ganske alene i dette land. Jeg ved ikke, hvorhen jeg går eller hvad der vil hænde mig. Mit hjerte var i det brev, jeg sendte dig. Med undtagelse af Mahbub Ali, og han er pathaner, har jeg ingen anden ven end dig, Hellige Mand. Du må ikke gå helt bort”.
”Det har jeg også overvejet,” svarede lamaen med skælvende stemme. ”Det er ganske sikkert, at jeg fra tid til anden kan erhverve mig Fortjeneste — dersom jeg ikke forinden har fundet min Flod — ved at forvisse mig om, at dine fødder følger visdommens sti. Hvad de vil lære dig, ved jeg ikke, men præsten skrev til mig, at ingen sahibs søn i hele Indien får en bedre undervisning end den, du vil få. Altså vil jeg komme igen fra tid til anden. Måske du vil blive til en sådan sahib som han, der gav mig disse briller” — lamaen tørrede dem omhyggeligt — ”i Vidunderhuset i Lahore. Det er mit håb, for han var en Visdommens Kilde — visere end mange abbeder… derimod vil du måske glemme mig og vort samliv.”