”Når jeg æder dit brød,” råbte Kim lidenskabeligt, ”hvordan kan jeg da glemme dig?”
”Nej — nej.” Han skød drengen til side. ”Jeg må vende tilbage til Benares. Nu, da jeg kender skrivernes sædvaner i dette land, vil jeg fra tid til anden sende dig et brev, og fra tid til anden vil jeg selv komme og se dig.”
”Men hvorhen skal jeg sende mine breve?” jamrede Kim, som klyngede sig til lamaens kjortel og fuldstændig glemte, at han var sahib.
”Til Tirthankernes Tempel i Benares. Det er det sted, jeg har valgt til min bolig, indtil jeg finder min Flod. Græd ikke, for ser du, al længsel er bedrag og kun et nyt bånd, som binder os fast til Hjulet. Gå du ind ad lærdommens porte. Lad mig se dig gå… holder du af mig? Så gå da, ellers brister mit hjerte… ja, jeg vil komme igen. Jeg vil ganske bestemt komme igen.”
Lamaen fulgte tica-garri’en med øjnene, mens den rullede ind i gården. Så gik han bort og tog sig en pris tobak for hvert af sine lange skridt.
”Lærdommens Porte” lukkede sig med et brag.
En i Indien født og opdraget dreng har sit eget væsen og sine egne vaner, som ikke ligner noget andet lands. Og hans lærere må tage ham ved hjælp af metoder, som en engelsk pædagog slet ikke ville forstå. Det vil derfor næppe interessere læseren at høre noget udførligere om Kims oplevelser som skoledreng blandt to-tre hundrede tidligt modne aldersfæller, af hvilke de fleste aldrig havde set havet. Han led den sædvanlige straf for at have vovet sig udenfor skolens mure på en tid, da der var kolera i byen, men det var før han havde lært at skrive ordentligt engelsk og derfor var nødt til at finde en skriver i basaren. Han blev naturligvis også anklaget for at ryge og bruge kraftigere sprogblomster, end selv St. Xaviers skole havde hørt. Han lærte at vaske sig med samme omhu som de indfødte, der i deres hjerter anser englænderne for lidt vel skidne. Han gjorde de sædvanlige løjer med de tålmodige kulier, som trak punkaherne i soveværelserne, hvor drengene tilbragte de hede nætter med at fortælle historier lige til daggry. Og i al stilfærdighed anstillede han sammenligninger mellem sig selv og sine selvtillidsfulde kammerater.
De var sønner af lavere embedsmænd i Jernbane-, Telegraf- og Kanalvæsenet; af officerer, stundom pensionerede, stundom endnu i tjenesten som øverstkommanderende over en eller anden vasalstats hær; af kaptajner i den Indiske Marine, pensionister, plantere, handelsmænd og missionærer. Nogle få var yngre sønner af de gamle eurasiske familier, der er fastgroede i Dhurumtollah[*] — Pereiraer, De Souzaer og D’Silvaer. Deres forældre kunne sagtens have ladet dem opdrage i England, men de elskede den skole, som de selv i deres unge dage havde gået i, og derfor fulgte den ene gulblege generation efter den anden i St. Xaviers skole. Deres hjemstavne var højst forskellige. Nogle af jernbanefolkene var fra Howrah, andre fra forladte garnisonsbyer som Monghyr og Chunar; nogle havde hjemme på fjerne teplantager nede ad Shillong til, andre landsbyer i Oudh eller Deccan, hvor deres fædre var store godsejere; nogle var fra missionsstationer, en uges rejse fra den nærmeste jernbanelinje, andre fra havnebyer et tusind engelske mil sydpå ved det Indiske Oceans brændinger eller fra cinchonaplantager[*] endnu længere mod syd. Den blotte fortælling om deres eventyr, i hvilke der for dem selv slet ikke fandtes noget eventyrligt, kunne have fået hårene til at rejse sig på en engelsk drengs hoved. De var vante til at trave af sted alene et hundrede mil gennem junglen, hvor man altid havde den behageligste udsigt til at blive opholdt af tigre, men de turde lige så lidt have badet i den Engelske Kanal i engelsk augustvejr, som deres jævnaldrende turde have ligget stille, mens en leopard snusede til deres palankin. Der var drenge på femten år, som havde tilbragt halvandet døgn på en holm midt i en opsvulmet flod, hvor de som den naturligste ting af verden tog kommandoen over en lejr fuld af panikslagne pilgrimme, der var på tilbagevejen fra en eller anden helligdom. Der var nogle fyre i ældste klasse, som i St. Francis Xaviers navn havde tvangsudskrevet en elefant, der tilhørte en tilfældigt mødt rajah, engang da regnen havde bortskyllet den kørevej, der førte til deres faders gods, og bagefter havde de nær mistet det store dyr i noget kviksand. Der var en dreng, som, efter hvad han selv fortalte — og ingen tvivlede på, at det var sandt — med gevær i hånd havde hjulpet sin fader med at afslå et angreb af akaer på deres hus i de dage, da disse hovedjægere endnu var nærgående mod afsidesliggende plantager.
Alle disse historier blev fortalte med den indfødtes rolige, lidenskabsløse stemme og krydredes med ejendommelige betragtninger, som fortællerne ubevidst lånte fra deres indfødte ammers tankesæt, og med vendinger, som viste, at fortælleren netop i hovedet oversatte sin historie fra de indfødtes sprog. Kim iagttog, lyttede og var tilfreds. Dette var ikke trommeslagerdrengenes ordfattige, flove snak. Det drejede sig om et liv, som han kendte og til dels forstod. Denne atmosfære var efter hans smag og han trivedes fortræffeligt. Da vejret blev varmere, fik han et sæt hvide drejlsklæder, og han frydede sig over det nye legemlige velvære, ligesom han frydede sig over at anvende sin skærpede forstand på de opgaver, der blev ham stillede. Hans hurtige opfattelsesevne ville have glædet en engelsk lærer, men i St. Xavier ved de, hvor tidligt sjælen modnes af sol og omgivelser, ligesom de kender den slappelse, der indtræder i to- eller treogtyveårsalderen.
Ikke desto mindre glemte han ikke at holde en lav profil. Når der fortaltes historier i de varme nætter, var Kim slet ikke meddelsom med sine erindringer, for i St. Xavier ser man ned på drenge, der ”helt og holdent spiller indfødte”. Man må aldrig glemme, at man er sahib og at man engang med tiden, når man har taget eksamen, vil komme til at kommandere indfødte. Kim skrev sig dette bag øret, for han begyndte at forstå, hvad eksamener fører til.
Så kom ferien fra august til oktober — den lange ferie, som heden og regntiden nødvendiggør. Det blev sagt Kim, at han skulle rejse nordpå til en eller anden station i bjergene på den anden side af Ambala, hvor Fader Victor ville tage sig af ham.
”En kaserneskole?” sagde Kim, der havde spurgt meget og tænkt mere.
”Ja, formodentlig,” svarede læreren. ”Det vil ikke skade dig at blive forhindret i at lave ulykker. Du kan følges med din kammerat De Castro så langt som til Delhi.”
Kim overvejede sagen fra alle synsvinkler. Han havde været flittig, sådan som obersten havde rådet ham til. En drengs ferie tilhørte udelukkende ham selv — så meget havde han lært af sine kammeraters samtale — og en kaserneskole ville være en sand lidelse, når man var vant til St. Xavier. Desuden var han i besiddelse af en uvurderlig trolddomskunst — han kunne skrive. I løbet af de tre måneder havde han lært, hvorledes to mennesker for en halv anna plus lidt viden kan udveksle tanker uden at behøve at leje en tredjemand og indvie ham i deres hemmeligheder. Han havde ikke hørt et ord fra lamaen, men landevejen lå åben for ham. Kim længtes efter at føle dens bløde dynd mellem sine tæer, ligesom hans tænder løb i vand efter lammekød, stuvet i smør og kål, efter ris, overdrysset med stærkt duftende kardemomme, efter safranfarvet ris, hvidløg og andre løg og efter de forbudte, fedtede slikkerier fra basarerne. I kasernen ville de give ham halvråt oksekød på en tallerken, og han måtte stjæle sig til at ryge. Men på den anden side var han sahib og gik i St. Xaviers skole, og det svin til Mahbub Ali… nej, han ville ikke lægge beslag på Mahbub Alis gæstfrihed — men alligevel… han gennemtænkte sagen alene oppe på sovesalen og kom til det resultat, at han havde gjort Mahbub uret.