Skolen var tom, næsten alle lærerne var bortrejste. Kim holdt det fripas til gratis jernbanerejser, som oberst Creighton i sin tid havde udstedt for ham, i sin hånd. Han var ikke lidt stolt af, at han ikke havde sviret de penge op, som obersten og Mahbub Ali havde givet ham. Endnu ejede han hele to rupier og syv annas. Hans nye kuffert, mærket ”K. O’H.” og hans sammenrullede sengeklæder lå i det tomme soveværelse. ”Sahib’ers bagage er dem altid en klods om benet,” sagde Kim og nikkede til dem. ”I kan gerne blive her.” Og dermed gik han ud i det varme regnvejr med et syndigt smil på læben og opsøgte et vist hus, hvis ydre han for nogen tid siden havde mærket sig…
”Arré! Véd du, hvad slags kvinder, der bor her? Skam dig!”
”Tror du, jeg er født i går?” svarede Kim og satte sig på de indfødtes vis med korslagte ben på hynderne oppe i tagkammeret. ”Giv mig en smule sminke og tre mål. Jeg har en spøg for. Er det for meget forlangt?”
”Hvem er hun? Du er meget ung af en sahib at være til den slags skælmsstykker.”
”Hun? Hun er en datter af en skolelærer ved et af garnisonens regimenter. Han har pryglet mig to gange, fordi jeg krøb over deres mur i disse klæder. Nu vil jeg liste mig derhen som gartnerdreng. Gamle mænd er meget skinsyge.”
”Sandt nok. Hold dit ansigt stille, mens jeg lægger sminken på.”
”Ikke for mørk, Naikan. Jeg vil ikke vise mig for hende som en hubshi (neger).”
”Åh, kærlighed bryder sig ikke om sligt. Hvor gammel er hun?”
”Tolv år, tror jeg,” svarede den skamløse Kim. ”Lad mig også få lidt på brystet. Det kan jo være, at hendes far river mine klæder op, og hvis han så opdager, at jeg er flerfarvet —” Han lo.
Pigen arbejdede ivrigt med en klud og en lille underkop fuld af brun farve, som er endnu mere holdbar end valnøddesaft.
”Send nu et bud ud og køb mig noget tøj til en turban. Oh ve, oh ve, mit hoved er ikke raget! Og han vil naturligvis rive turbanen af mig.”
”Jeg er ikke barbér, men jeg vil gøre mit bedste. Sandelig, du er født til at knuse hjerter! Og hele denne forklædning for én aftens skyld? Husk vel på, at farven ikke lader sig vaske af.” Hun rystede af latter, så at hendes armbånd og ankelringe klirrede. ”Men hvem skal betale mig for dette? Du kunne ikke have fået bedre sminke hos selve Huneefa.”
”Stol på Guderne, min søster,” sagde Kim alvorsfuldt og bevægede ansigtsmusklerne for at prøve, om farven var tør. ”Eller har du nogensinde før været med til at sminke en sahib på denne måde?”
”Aldrig, det er sandt. Men en spøg er ikke penge.”
”Nej, den er meget mere værd.”
”Barn, du er uden for enhver tvivl den mest skamløse søn af Shaitan, jeg nogensinde har kendt, sådan som du spilder en stakkels piges tid med sådanne narrestreger og så siger: ’Er morskaben ikke betaling nok?’ Du vil nå vidt i denne verden.” Og hun hilste spotsk på danserinders vis.
”Ja, det er godt. Skynd dig nu at rage mit hoved.”
Kim trippede af utålmodighed og hans øjne strålede ved tanken om de herlige dage, han havde for sig. Han gav pigen fire annas og løb ned ad trapperne som en hindudreng af lav kaste — fuldendt indtil de mindste detaljer. En madbod var hans næste mål og her holdt han gilde i overdådighed og fedtet velvære.
På banegården så han sin kammerat De Castro, helt dækket af hedetøj, stige op i en anden klasses kupé. Han selv beærede en tredje klasses med sit nærværer og var dens liv og sjæl på hele rejsen. Han forklarede sine medrejsende, at han var medhjælper hos en jonglør, der havde ladet ham blive tilbage, fordi han var syg af feber, og at han nu skulle støde til sin herre i Ambala. Efterhånden som kupéens passagerer udskiftedes, ændrede Kim sin fortælling eller udsmykkede den med alle mulige påfund, der var så meget mere livlige, fordi han i så lang tid ikke havde kunnet bruge de indfødtes tungemål. I hele Indien fandtes der den aften ikke så lykkeligt et menneske som Kim. I Ambala forlod han toget, satte kursen mod øst og pjaskede henover de våde marker til den landsby, hvor den gamle soldat boede.
Omtrent på samme tid fik oberst Creighton i Simla et telegram fra Lucknow om, at unge O’Hara var forsvundet. Mahbub Ali var netop dér i byen for at sælge heste, og til ham betroede obersten sagen en morgen, da han tog sig en galop rundt på Annandale væddeløbsbane.
”Det gør intet,” svarede hestehandleren. ”Mennesker er som heste. Stundom trænger de til salt og hvis saltet ikke er i krybberne, slikker de det op fra jorden. Han er søgt ud på landevejen igen for en stund. Han er blevet ked af madrissah’en (skolen). Det vidste jeg, at han ville blive. En anden gang vil jeg selv tage ham med mig ud på vejene. Vær ikke urolig, Creighton Sahib. Det er, som når en polopony river sig løs og løber af sted for at lære spillet på egen hånd.”
”Du tror altså ikke, at han er død?”
”En feber kunne måske slå ham ihjel. Derudover nærer jeg ingen frygt for drengen. En abe falder ikke ned fra træerne.”
Næste morgen kom Mahbub Alis hingst ude på den samme væddeløbsbane hen på siden af obersten.
”Det er, som jeg tænkte,” sagde hestehandleren. ”Han har i det mindste været i Ambala. Dér har han i basaren fået at vide, at jeg var her, og så har han skrevet et brev til mig.”
”Læs,” sagde obersten med et lettelsens suk. Det var meningsløst, at en mand i hans stilling interesserede sig for en lille vagabond, der var født og opdraget her i landet. Men obersten huskede samtalen i kupéen og havde ofte i det sidste par måneder grebet sig i at tænke på den ejendommelige, tavse, selvbeherskede dreng. At han nu var løbet sin vej, var naturligvis den mest topmålte frækhed, men tydede dog på en vis grad af fiffighed og mod.
Mahbubs øjne spillede, mens han styrede sin hest ud på midten af den lille, indeklemte slette, hvor ingen kunne nærme sig usete.
”’Stjernernes Ven, som er Alverdens Ven -’”
”Hvad skal det sige?”
”Det er det navn, han plejede at gå under i Lahore. ’Alverdens Ven giver sig selv tilladelse til at begive sig til de steder, han kender. Han vil vende tilbage til den fastsatte tid. Send bud efter kufferten og sengeklæderne. Og er en fejl begået, lad da venskabets hånd afværge ulykkens pisk.’ Der er lidt endnu, men —”
”Det er lige meget, læs det kun.”
”’Visse ting kendes ikke af dem, der spiser med gafler. Det er bedre for en tid at spise med begge hænder. Tal blide ord til dem, der ikke forstår dette, for at tilbagekomsten kan blive gunstig.’ Selve ordene, hvori dette brev er affattet, er naturligvis skriverens værk, men læg mærke til, hvor kløgtigt drengen har lagt indholdet tilrette, så at det ikke røber noget som helst undtagen for dem, der ved, hvad det drejer sig om!”
”Nu er nok venskabets hånd i færd med at afværge ulykkens pisk?” lo obersten.
”Læg mærke til, hvor snild drengen er. Han er tyet tilbage til landevejen, som jeg sagde, at han ville. Og da han endnu ikke ved noget om Deres profession —”
”Det er jeg nu ikke så sikker på,” mumlede obersten.
”- vender han sig til mig, for at jeg skal stifte fred imellem jer. Er han ikke klog? Han siger jo, at han vil komme tilbage. Han er blot i færd med at udvide sine kundskaber. Husk på, Sahib, han har været tre måneder i skole, og hans mund er ikke vant til det bidsel. Jeg for mit vedkommende er glad. Ponyen lærer spillet.”
”Nå, ja, men en anden gang må han ikke gå alene.”
”Hvorfor ikke? Han var alene, før han kom under Deres beskyttelse, oberst-sahib. Og når han engang skal spille med i Det Store Spil, må han gå alene — alene og med fare for sit hoved. Til den tid kan det koste ham livet, hvis han spytter eller nyser eller sætter sig ned anderledes, end de folk gør, som han holder øje med. Hvorfor da nu lægge ham hindringer i vejen? Husk på, hvad perserne siger: Sjakalen, som lever i Mazanderans ørkener, kan kun fanges af hundene fra Mazanderan.”