”Sandt nok. Det er sandt nok, Mahbub Ali. Og dersom han ikke kommer til fortræd, vil det passe mig udmærket. Men det er en stor frækhed fra hans side.”
”Han fortæller ikke engang mig, hvor han går hen,” sagde Mahbub. ”Han er ingen tåbe. Når tiden er omme, vil han søge tilbage til mig. Det er på tide, at perlelægen får ham under behandling. Han modnes for hurtigt — efter sahib’ers målestok.”
Mahbub Alis spådom gik bogstaveligt i opfyldelse en måned efter. Mahbub tog ned til Ambala for at hente et nyt kobbel heste, og Kim mødte ham en aften i tusmørket, mens han red alene hen ad Kalka-vejen. Kim bad ham om almisse, blev skældt ud og svarede på engelsk. Der var ingen indenfor hørevidde, som kunne høre Mahbubs gisp af forbavselse.
”Oho! Og hvor har du været?”
”Hist og her — her og hist.”
”Kom i ly for regnen under et træ og fortæl så.”
”Jeg opholdt mig en tid hos en gammel mand i omegnen af Ambala, og derefter hos en familie af mit bekendtskab i selve Ambala. Sammen med et af denne families medlemmer drog jeg sydpå til Delhi. Det er en vidunderlig by. Så kørte jeg studevogn for en teli (oliehandler), som skulle mod nord. Men jeg havde hørt om en stor fest, der skulle fejres i Patiala, og derhen rejste jeg så i selskab med en fyrværker. Det var en stor fest.” (Kim gned sig på maven) ”Jeg så rajaher og elefanter med guld- og sølvdækkener og alt fyrværkeriet knaldede af på én gang, hvorved elleve mennesker mistede livet, deriblandt min fyrværker. Selv blev jeg slynget tværs over et telt, men tog ingen skade. Så drog jeg tilbage til jernbanen med en sikhisk rytter, hvem jeg tjente som hestepasser for at få føden, og nu er jeg her.”
”Shabash!” sagde Mahbub Ali.
”Men hvad siger oberst-sahib’en? Jeg ønsker ikke prygl.”
”Venskabets hånd har afværget ulykkens pisk. Men hvis du en anden gang vil ud på landevejen, bliver det i selskab med mig. Det er for tidligt for dig at gå alene.”
”Det er sent nok for mig. I madrissah’en har jeg lært at læse og skrive engelsk så nogenlunde. Jeg bliver snart helt og holdent en sahib.”
”Nej, hør bare!” lo Mahbub og betragtede den lille, gennemblødte skikkelse, som dansede i regnen. ”Salaam, Sahib!” og han hilste ironisk. ”Nå, har du fået nok af landevejen, eller vil du følge med mig til Ambala og vende tilbage som min rideknægt?”
”Jeg vil følge med dig, Mahbub Ali.”
Ottende kapitel
Nå, i Guds navn, så tag da blåt i stedet for rødt,” sagde Mahbub med hentydning til den hinduiske farve af Kims lidet sømmelige turban.
Kim parerede med det gamle mundheld: ”Gerne skifter jeg tro og sengeleje, men du må betale.”
Hestehandleren lo, så han var ved at trimle af hesten. I en bod i byens udkant blev de nødvendige forandringer foretagne og Kim var nu muhammedaner, i det mindste af ydre.
Mahbub lejede et værelse lige over for banegården, sendte et bud efter et måltid af de fineste, kogte sager og syltetøj med mandler i (balushai hedder det) samt finskåret tobak fra Lucknow.
”Dette er bedre end den mad, jeg fik hos sikhen,” grinte Kim, mens han satte sig ned, ”og sikkert og vist er det, at de ikke serverer den slags kost i min madrissah.”
”Jeg ville gerne høre noget om den madrissah,” sagde Mahbub, der proppede sig med store boller af krydret fårekød, stegt i fedt med kål og gyldenbrune løg. ”Men giv mig først en fuldstændig og sandfærdig beretning om, hvorledes du slap bort. For, Alverdens Ven,” han løsnede sit knirkende bælte — ”jeg tror ikke, at det ofte hænder, at en sahib og en sahibs søn løber bort derfra.”
”Nej, hvordan skulle de kunne gøre det? De kender ikke landet. Men for mig var det let nok,” svarede Kim og begyndte at fortælle. Da han kom til forklædningen og samtalen med pigebarnet fra basaren, kunne Mahbub Ali ikke længere bevare alvoren. Han lo højt og slog sig på låret.
”Shabash! Shabash! Godt gjort, lille ven! Hvad mon turkislægen vil sige til det? Lad mig nu høre, hvad der senere hændte dig — men langsomt, skridt for skridt, udelad ikke noget.”
Så fortalte Kim sine oplevelser ”skridt for skridt”, af og til afbrudt af hoste, når han fik den stærkt duftende tobaksrøg i den gale hals.
”Jeg sagde,” brummede Mahbub Ali ved sig selv, ”jeg sagde jo, at ponyen var løbet bort for at spille polo. Frugten er allerede moden — når undtages, at han må lære at bedømme en afstand og skridte et stykke vej af og bruge målestok og kompas. — Hør nu. Jeg har holdt oberstens pisk borte fra din ryg og det er ingen ringe tjeneste.”
”Sandt.” Kim dampede roligt. ”Ganske sandt.”
”Men du må ikke tro, at denne renden hid og did gør gavn.”
”Det var min ferie, Hadji[*]. Jeg havde været slave i mange uger. Hvorfor skulle jeg da ikke løbe min vej, når skolen var lukket? Tænk også på, at jeg, ved at bo hos mine venner eller arbejde for mit brød, som jeg gjorde hos sikhen, har sparet oberst-sahib’en for betydelige udgifter.”
Mahbubs læber fortrak sig under hans velholdte muhammedaneroverskæg.
”Hvad tror du at nogle få rupier” — afghaneren strakte sin åbne hånd frem med en ligegyldig mine — ”har at sige for oberst-sahib’en? Når han giver dem ud, så er det med et bestemt formål for øje, men på ingen måde fordi han nærer nogen kærlighed til dig.”
”Det,” sagde Kim langsomt, ”har jeg vidst længe.”
”Hvem har sagt dig det?”
”Oberst-sahib’en selv. Ikke med rene ord, men dog tydeligt for en, der ikke er en ren dumrian. Han fortalte mig det i toget, da vi kørte til Lucknow.”
”Godt. Men nu vil jeg fortælle dig noget mere, Alverdens Ven, skønt jeg ved at gøre det lægger mit hoved i dine hænder.”
”Dit hoved var mit,” sagde Kim inderligt fornøjet, ”i Ambala, da du tog mig op til dig på hesten, efter at trommeslageren havde pryglet mig.”
”Forklar, hvad du mener. Alverden kan fortælle hinanden løgne, kun ikke du og jeg. For dit liv er også i min magt, dersom jeg løfter en finger her.”
”Også det ved jeg,” svarede Kim, idet han pirrede op i ilden i piben. ”Det er et meget fast bånd imellem os. Og sandt at sige har du bedre krammet på mig end jeg på dig. For hvis en dreng blev pryglet ihjel eller måske kastet i en brønd ved landevejen, hvem ville da savne ham? Derimod ville de fleste mennesker her og i Simla og hinsides bjergpassene sige: ’Hvad er der hændet Mahbub Ali?’ dersom han blev fundet død blandt sine heste. Oberst-sahib’en ville sikkert også anstille efterforskninger. Skønt på den anden side” — Kim så uhyre snedig ud — ”han ville ikke undersøge for meget og for længe, for at folk ikke skulle finde på at spørge: ’Hvad har denne oberst-sahib at gøre med en hestehandler?’ Men dersom jeg forblev i live —”