”Du ville visselig dø —”
”Måske, men jeg siger, hvis jeg forblev i live, ville jeg, og jeg alene vide, at der var kommet en mand om natten, måske som en almindelig tyv, til Mahbub Alis skillevæg i karavanserajet og havde dræbt ham dér, enten før eller efter at have gennemsøgt hans sadeltasker, ja endog sålerne i hans tøfler. Skulde jeg fortælle det til obersten, eller ville han sige til mig — (jeg har ikke glemt, hvordan han sendte mig tilbage efter et cigarfoderal, som han ikke havde efterladt) — ’Hvad vedkommer Mahbub Ali mig?’”
En tung røgsky steg til vejrs. Der blev en lang pause. Så sagde Mahbub Ali i en beundrende tone: ”Og du, som har alt dette i hovedet, du kan gå til sengs og stå op blandt alle sahib’ernes små sønner i madrissah’en og nok så beskedent lade dig undervise af dine lærere?”
”Det er en ordre,” sagde Kim blidt. ”Hvem er jeg, at jeg skulle undlade at adlyde en ordre?”
”En i allerhøjeste grad durkdreven søn af Eblis er du,” sagde Mahbub Ali. ”Men hvad er det, du fortæller om tyven og hans søgen?”
”Hvad jeg så,” svarede Kim, ”den nat, da min lama og jeg lå tæt ved din bolig i Kashmir Karavanserajet. Døren var uaflåset, hvad jeg ikke tror, er din sædvane, Mahbub. Han trådte ind, som om han var sikker på, at du ikke snart ville komme tilbage. Jeg holdt øjet til et knasthul i en planke. Han søgte som efter noget — ikke et dækken, ikke stigbøjler, ikke en tømme, ikke kobberkasseroller, men noget, som var småt og meget omhyggeligt skjult. Hvorfor mon han ellers prikkede med et spidst jern mellem sålerne på dine tøfler?”
”Hm!” Mahbub Ali smilede blidt. ”Og da du så alt dette, hvilken historie satte du så sammen i dit hoved, du Sandhedens Brønd?”
”Slet ingen. Jeg lagde min hånd på min amulet, som jeg altid bærer helt inde på kroppen, mindedes den hvide hingsts stamtavle, som jeg havde fundet i et stykke muhammedanerbrød, og drog af sted til Ambala bevidst om, at der var blevet overdraget mig et vigtigt tillidshverv. I den time var dit liv i min magt, hvis jeg havde villet det. Jeg havde kun behøvet at sige til manden: ’Jeg har her et papir, som angår en hest, men jeg kan ikke læse det.’ Hvad ville der så være sket?”
Kim skottede til Mahbub under sine øjenbryn.
”Så ville du have drukket vand to — måske tre gange. Jeg tror ikke mere end tre gange,” sagde Mahbub roligt.
”Det er sandt. Det overvejede jeg også en smule, men mest tænkte jeg på, at jeg holdt af dig, Mahbub. Derfor rejste jeg til Ambala, som du ved, men (hvad du ikke ved) jeg blev liggende skjult i havens græs for at se, hvad oberst Creighton-Sahib ville gøre, når han læste den hvide hingsts stamtavle.”
”Og hvad gjorde han?” spurgte Mahbub Ali, for Kim var pludselig standset.
”Forærer du nyheder bort af venskab, eller sælger du dem?” spurgte Kim.
”Jeg sælger dem — og jeg køber dem,” svarede Mahbub og tog et fire-anna-stykke op af sit bælte og holdt det i vejret.
”Otte,” sagde Kim, mekanisk følgende østerlændingens prangerinstinkt.
Mahbub Ali brast i latter og stak mønten til sig.
”Det er for let at gøre handler på et sådant marked, Alverdens Ven. Fortæl mig det for venskabs skyld. Hver af os har den andens liv i sin hånd.”
”Der kan være noget om det. Jeg så Jang-i-Lat Sahib (den øverstkommanderende) komme til et stort middagsselskab. Jeg så ham i Creighton Sahibs kontor. Jeg så de to læse den hvide hingsts stamtavle. Jeg hørte udstedelsen af ordrerne til at begynde en stor krig.”
”Hm!” Mahbub Ali nikkede, og det glødede dybt inde på bunden af hans øjne. ”Du spillede dit spil godt. Men den krig er nu forbi og ondet forhåbentlig kvalt, førend det satte blomst — takket være mig — og dig. Hvad gjorde du så senere?”
”Jeg benyttede, hvad jeg vidste, som en fiskekrog til at angle mad og ære blandt folkene i en landsby, hvor præsten gav min lama opium. Men jeg havde den gamle mands pung i min varetægt, så braminen fandt ingenting og næste morgen var han vred. Hoho! Og jeg brugte også min viden, da jeg faldt i hænderne på det hvide regiment med Tyren.”
”Det var dumt,” afbrød Mahbub Ali vredt. ”Viden skal ikke strøs omkring som gødningkager, men bruges sparsomt — ligesom bhang.”
”Det mener jeg også nu, og desuden havde jeg ingen gavn af det. Men det er nu meget længe siden,” han gjorde en bevægelse med sin magre, brune hånd, som om han fejede det alt sammen bort — ”og siden den tid har jeg tænkt meget alvorligt, især om natten, når jeg lå under punkah’en i madrissah’en.”
”Er det tilladt at spørge, hvorhen den himmelfødtes tanker har ført ham?” spurgte Mahbub med sarkastisk underdanighed og strøg sit røde skæg.
”Det er tilladt,” sagde Kim i en tilsvarende værdig tone. ”I Nucklao siger de, at en sahib aldrig bør indrømme overfor en sort mand, at han har begået en fejl.”
Mahbubs hånd for ind på hans bryst, for at kalde en pathaner en ”sort mand” (kala admi) er en blodig fornærmelse. Men så huskede han, hvem han talte med og brast i latter.
”Tal, Sahib! Din sorte mand hører.”
”Men,” vedblev Kim, ”jeg er ingen sahib og jeg indrømmer, at jeg tog fejl, da jeg forbandede dig, Mahbub Ali, den dag i Ambala, da jeg troede mig forrådt af en pathaner. Jeg var ude af mig selv, for jeg var nylig blevet fanget og jeg havde gerne dræbt den lavkaste trommeslager. Men nu siger jeg, Hadji, at du handlede rigtigt og jeg ser min vej til en god tjeneste ganske tydeligt for mig. Jeg vil blive i madrissah’en, indtil jeg er moden.”
”Vel talt. Især må du lære afstande og tal og at bruge et kompas, førend du kan tage del i Spillet. Oppe i bjergene bor der en mand, som vil vise dig det.”
”Jeg vil lære alt, hvad de underviser mig i, på én betingelse — at jeg får lov til at være uindskrænket herre over min tid, så længe madrissah’en er lukket. Det må du bede obersten om på mine vegne.”
”Men hvorfor taler du ikke selv til obersten i sahib’ernes tungemål og beder ham derom?”
”Obersten er regeringens tjener. Den kan med ét ord sende ham hid og did, og han må betænke sit eget avancement. (Der kan du se, hvor meget jeg allerede har lært i Nucklao!) Desuden har jeg kun kendt obersten i tre måneder, men jeg har kendt en vis Mahbub Ali i seks år. Altså: Til madrissah’en vil jeg gå, i madrissah’en vil jeg lære, i maddrissah’en vil jeg være en sahib. Men når madrissah’en er lukket, må jeg have min frihed og flakke om blandt mine egne folk. Ellers dør jeg!”
”Og hvem kalder du dine egne folk, Alverdens Ven?”
”Alle mennesker i dette store og skønne land,” sagde Kim og slog ud med hånden rundt i det lille værelse med lervæggene, hvor olielampen i sin niche brændte dunkelt i tobaksrøgen. ”Desuden vil jeg se min lama igen. Og endvidere trænger jeg til penge.”
”Det gør alle mennesker,” sagde Mahbub med en bedrøvet mine. ”Jeg vil give dig otte annas, for der er ikke mange penge i hestehandel, og de må strække til for mange dage. Hvad alt det øvrige angår, er jeg vel tilfreds, og vi behøver ikke at tale mere derom. Skynd dig nu at lære, hvad du skal, og om tre år, eller måske endda før, vil du kunne være til hjælp — selv for mig.”
”Har jeg da hidtil været dig så meget til besvær?” sagde Kim med en drengefnisen.
”Du må ikke svare igen,” brummede Mahbub. ”Du er min nye stalddreng. Gå så hen og læg dig blandt mine folk. Du finder dem tæt ved banegårdens nordlige ende sammen med hestene.”
”De vil prygle mig til banegårdens sydlige ende, hvis jeg kommer uden bevis for, at du har sendt mig.”