Mahbub følte efter i sit bælte, vædede sin tommelfinger, gned den mod en kage kinesisk tusch og trykkede den af på en stump indisk papir. Fra Balkh til Bombay kendtes dette aftryk med de grove furer og det gamle ar, der løb tværs over det.
”Det er tilstrækkeligt, når du viser det til formanden for mine folk. Jeg kommer i morgen tidlig.”
”Ad hvilken vej?” spurgte Kim.
”Ad vejen fra byen, der er kun én. Så vil vi vende tilbage til Creighton Sahib. Jeg har sparet dig for en dragt prygl.”
”Allah! Hvad en dragt prygl, når hovedet sidder løst på skuldrene?”
Kim smuttede sagte ud i mørket, gik rundt til den anden side af huset, holdende sig tæt til muren, og gik så i en retning stik modsat den, hvori stationen lå, en mils vej. Så gjorde han en stor omvej og vandrede langsomt tilbage, for han behøvede tid til at hitte på en historie for det tilfældes skyld, at en eller anden af Mahbubs folk skulle komme med spørgsmål.
De havde slået lejr på et stykke ubebygget jord tæt ved jernbanen, og da de var indfødte, havde de naturligvis ikke lukket op for de to kvægvogne, i hvilke Mahbubs heste stod sammen med et kobbel landheste, som Bombays sporvejsselskab havde købt. Formanden, en sølle tuberkuløst udseende muhammedaner, råbte straks Kim an, men beroligedes ved synet af Mahbubs fingeraftryk.
”Hadjien har været så nådig at tage mig i sin tjeneste,” sagde Kim tvært. ”Hvis du ikke tror det, så vent, til han kommer i morgen. Til da — en plads ved bålet.”
Der påfulgte det sædvanlige formålsløse vrøvl, som alle indfødte af lav kaste gør ved enhver lejlighed. Det døde hen igen, og Kim lagde sig bagved den lille skare af Mahbubs folk, næsten lige under hjulene af en vogn, med et lånt hestedækken over sig. Et leje mellem murstensbrokker og skrabsammen i en fugtig nat, midt blandt urolige heste og uvaskede baltier, ville næppe falde i ret mange hvide drenges smag, men Kim var udelt lykkelig. Nye oplevelser, nye tjenester, nye omgivelser var ham så nødvendige som åndedrættet i hans små næsebor, og tanken om de pæne, hvide senge, der stod på rad under punkahen i St. Xaviers skole, morede ham lige så inderligt som at fremsige multiplikationstabellen på engelsk.
”Jeg er meget gammel,” tænkte han søvnigt. ”Hver måned bliver jeg et år ældre. Den gang jeg bragte Mahbubs budskab til Ambala, var jeg meget ung og også et fæ. Selv den gang jeg var hos det hvide regiment, var jeg meget ung og lille og uden kløgt. Men nu lærer jeg noget hver dag og om tre år vil obersten tage mig ud af madrissah’en og sende mig ud på landevejen sammen med Mahbub Ali for at lede efter hestes stamtavler — eller måske jeg får lov til at gå alene — eller måske jeg finder lamaen og følger med ham. Ja, det er det bedste. Igen at gå som chela med min lama, når han vender tilbage til Benares.” Hans tanker blev langsommere og mere usammenhængende, og han var netop i færd med at synke hen i et dejligt drømmeland, da hans øre ramtes af en hvisken, sagte men skarp, som lød gennem den monotone snak omkring bålet. Den kom fra den anden side af den jernbeslagne hestewagon, som han lå under.
”Han er her altså ikke?”
”Han er naturligvis på sold inde i byen. Hvem ville vel søge efter en rotte i en dam? Kom, lad os gå. Han er ikke den, vi søger efter.”
”Men han må ikke vende tilbage til den anden side af bjergpassene. Således lyder ordren.”
”Så lej et fruentimmer til at forgive ham. Det koster kun et par rupier og der er ingen vidner.”
”Undtagen kvinden. Nej, vi må bruge en sikrere fremgangsmåde, og husk prisen på hans hoved.”
”Javel, men politiet har en lang arm, og vi er langt fra grænsen. Var vi endda i Peshawur!”
”Javist — i Peshawur!” hånede den anden stemme. ”Peshawur, som er fuld af hans frænder — fuld af kvinder, hvis skørter han kan skjule sig bag. Jo, Peshawur eller Helvede ville være lige gode for os.”
”Men hvad er da planen?”
”Tosse! Har jeg ikke fortalt dig den hundrede gange? Vent til han kommer for at lægge sig, så er et eneste sikkert skud tilstrækkeligt. Vognene her er mellem os og forfølgerne. Vi behøver kun at løbe tilbage over jernbanelinjen og gå vor vej. De vil ikke engang kunne se, hvorfra skuddet kom. Vent i det mindste her til daggry. Hvad er du for en fakir, at du gyser, fordi du må våge en smule?”
”Oho!” tænkte Kim, som lå med lukkede øjne. ”Der er nok igen nogen ude efter Mahbub. En hvid hingsts stamtavle er en farlig ting at sælge til sahib’erne! Eller måske Mahbub har solgt dem andre nyheder. Men hvad er her at gøre, Kim? Jeg ved ikke, hvor Mahbub er henne, og hvis han kommer her før daggry, skyder de ham. Det ville ikke være nogen gevinst for dig, Kim. Heller ikke kan man gå til politiet med denne historie, for det ville ikke være nogen gevinst for Mahbub. Og” — han lo næsten højt — ”jeg kan ikke huske noget, jeg har lært i Nucklao, som kan hjælpe mig. Allah! Her er Kim og derhenne er de. For det første må Kim altså vågne og gå sin vej på en måde, så at de ikke fatter mistanke. Slemme drømme vækker et menneske — således…”
Han rev tæppet bort fra sit ansigt og satte sig pludseligt over ende med det uhyggelige, gurglende, meningsløse hyl, som en asiater udstøder, når han vågner af et mareridt.
”Urr-urr-urr-urr! Ya-la-la-la-la! Narain! En churel! En churel!”
En churel er et særligt ondskabsfuldt spøgelse — genfærdet af en kvinde, som er død i barselseng. Hun flakker om på ensomme veje, hendes fødder vender bagud og hun piner menneskene.
Højere og højere lød Kims dirrende hyl, indtil han endelig sprang op og dinglede søvndrukken af sted, mens hele lejren bandede ham, fordi han vækkede dem. En tyve yards længere oppe langs jernbanelinjen lagde han sig igen ned og sørgede omhyggeligt for, at lurerne kunne høre ham brumme og stønne, mens han lagde sig tilrette. Nogle minutter efter rullede han sig ned mod landevejen og forsvandt i det tætte mørke.
Hurtigt benede han af sted, indtil han nåede en stenkiste, bag hvilken han lagde sig på lur med hagen i højde med den øverste sten. Her kunne han uset holde øje med alle, der færdedes på vejen.
To, tre fragtvogne rullede raslende og knirkende forbi ud ad forstæderne til. Så kom en hostende politibetjent og en eller to travle fodgængere, som sang for at holde onde ånder borte. Endelig lød en klapren af skoede hestehove.
”Aha! Der har vi nok Mahbub,” tænkte Kim, da dyret sprang sky til side for det lille hoved over stenkisten.
”Hov! Mahbub Ali!” hviskede han, ”pas på!”
Et tag i tøjlen satte hesten på bagbenene og tvang den hen imod stenkisten.
”Jeg vil aldrig mere benytte en skoet hest om natten,” sagde Mahbub. ”Den træder hver eneste bensplint og søm i hele byen op i sine hove.”
Han bøjede sig for at løfte hestens forben og bragte derved sit hoved ned til en fods afstand fra Kims.
”Duk dig, duk dig,” mumlede han. ”Natten er fuld af øjne.”
”To mænd venter på dit komme bagved vognene, hvori dine heste er. De vil skyde dig, når du lægger dig ned, fordi der er sat en pris på dit hoved. Jeg hørte dem, da jeg lå tæt ved hestene.”
”Så du dem også?… stå stille, du fader til djævle!” Dette sidste råbtes med rasende stemme til hesten.
”Nej.”
”Var en af dem måske klædt som fakir?”
”Den ene sagde til den anden: ”Hvad er du for en fakir, at du gyser, fordi du må våge en smule?”
”Godt. Gå tilbage til lejren og læg dig ned. Jeg dør ikke i nat.”
Mahbub vendte sin hest og forsvandt. Kim for af sted langs med grøften, indtil han nåede et punkt lige overfor sit forrige hvilested, smuttede tværs over vejen som en væsel og rullede sig atter ind i tæppet.