”Nu ved Mahbub det i det mindste,” tænkte han tilfreds. ”Og sikkert er det, at han talte, som om han havde ventet det. Jeg tror ikke, at de to mænd får gavn af deres nattevagt.”
Der gik en time, og skønt han havde den bedste vilje af verden til at holde sig vågen, var han faldet i dyb søvn. Af og til buldrede et tog hen ad skinnerne ikke seks yards fra ham, men han havde al østerlændingens ligegyldighed og uimodtagelighed for støj og det fremkaldte ikke engang en drøm i hans sovende hjerne.
Mahbub var alt andet end sovende. Det ærgrede på det grusomste, at folk, der ikke hørte til hans stamme og hvem hans tilfældige kærlighedseventyr ikke vedkom, stræbte ham efter livet. Hans første og naturlige indskydelse var at gå over banelinjen længere nede, liste sig tilbage igen, komme bag på sine velyndere og slå dem grundigt ihjel. Men i så tilfælde, tænkte han sørgmodigt, ville en tjenestegren, som intet havde med oberst Creighton at gøre, muligvis udbede sig forklaringer, som han kun vanskeligt kunne give, og han vidste, at syd for grænsen bliver der gjort et ligefrem latterligt vrøvl, når man finder et lig eller to. Der var ingen, som havde generet ham på denne måde, siden den aften, da han sendte Kim til Ambala med budskabet, og han havde håbet, at mistanken var blevet ledet fuldstændigt på vildspor.
Så fik han en glimrende idé.
”Englænderne taler altid sandt,” sagde han, ”derfor bliver vi, som er landets børn, altid gjort til tåber. Ved Allah, jeg vil fortælle en englænder sandheden! Hvad nytte er vel politiet til, hvis en stakkels mand fra Kabul kan blive berøvet sine heste, mens de endnu er i jernbanevognene? Det er lige så slemt her som i Peshawur! Jeg må indgive klage på politistationen. Eller bedre, tale med en af de unge sahib’er på banegården! De er ivrige i tjenesten og det regnes dem til ære, hvis de fanger en tyv.”
Han bandt sin hest udenfor banegården og gik ind på perronen.
”Hov, Mahbub Ali!” udbrød en ung trafikassistent, som stod og ventede på kørelejlighed sydpå — en høj, ung, hesteforstandig mand i snavset hvid lærredsdragt og med forpjusket hår. ”Hvad bestiller du her? Sælger øg, hvad?”
”Nej, jeg er ikke urolig for mine heste. Jeg kommer for at lede efter Lutuf Ullah. Jeg har en vogn fuld af heste lidt længere oppe ad linjen. Mon nogen kunne stjæle dem, uden at jernbanefolkene opdagede det?”
”Tror det næppe, Mahbub. Sker det, kan du kræve erstatning af os.”
”Jeg har set to mænd krybe sammen mellem vognhjulene næsten hele aftenen. Men fakirer stjæler ikke heste, så jeg tog ikke videre notits af dem. Jeg ville gerne have fat på min kompagnon Lutuf Ullah.”
”Hvad pokker, er det sandt? Og du brød dig slet ikke mere om dem? Det var min s’æl heldigt, at jeg traf dig. Hvordan så de ud?”
”Det var bare fakirer. De vil i det højeste stjæle en smule korn fra en godsvogn. Men dem er der mange af her på linjen og staten vil aldrig savne den smule. Jeg gik herhen for at søge efter min kompagnon Lutuf Ullah —”
”Blæse med din kompagnon! Hvor holder de vogne, som du har dine heste i?”
”Et lille stykke på den anden side af det sted dér langt borte, hvor lygterne hejses, når der kommer tog.”
”Nå, signalhytten. Javel.”
”Og på det spor, som er nærmest ved landevejen — på højre hånd, når man ser i denne retning. Men hvad Lutuf Ullah angår — han er en høj mand med braknæse og en persisk mynde — Aie!”
Det unge menneske havde skyndt sig af sted for at opsøge en ung og tjenstivrig politimand, for som han sagde, jernbaneselskabet havde lidt betydelige tab på grund af tyverier fra godsvogne. Mahbub Ali lo i sit farvede skæg.
”Nu kommer de med støvlebulder og stort spektakel, og så vil de undres over, at de ikke finder fakirer. Ja, de er et par meget snedige unge mennesker — Barton Sahib og Young Sahib.”
Han blev stående ligegyldig et par minutter, i forventning om at se dem komme løbende hen ad linjen parat til kamp med tyvene. Et letbygget lokomotiv kom glidende forbi perronen og han så et glimt af unge Barton bag dets skærm.
”Jeg gjorde drengen uret. Han er ikke noget helt fæ,” sagde Mahbub Ali. ”At jage tyve med ildvogn er noget nyt.”
Da Mahbub Ali ved daggry kom til sin lejr, anså ingen det for umagen værd at fortælle ham om nattens hændelser. Det vil sige, ingen undtagen en lille stalddreng, som den store mand nylig havde taget i sin tjeneste, og som Mahbub nu kaldte ind i sit lille telt, for at han skulle hjælpe med nogle pakkenelliker.
”Jeg så det alt sammen,” hviskede Kim, mens han bøjede sig over sadeltaskerne. ”To sahib’er kom kørende med et lokomotiv. Jeg løb frem og tilbage i mørket på denne side af vognene, mens lokomotivet kørte langsomt op og ned. De kastede sig over to mænd, som sad under denne vogn — Hadji, hvad skal jeg gøre med dette stykke tobak? Pakke det ind i papir og lægge det under saltposen? Javel — og slog dem til jorden. Men så huggede den ene mand efter en af sahib’erne med et fakirhorn” (Kim mente de sammenbundne bukkehorn, som er en fakirs eneste timelige våben) ”og der kom blod. Da derfor den anden sahib havde slået sin mand bevidstløs, slog han fakiren ned med en pistol, som den første mand havde tabt. Alle rasede de som gale.”
Mahbub smilede med englelig resignation. ”Nej! Dette er ikke så meget dewanee (sindsyge eller en civilretslig sag), som nizamut (kriminalsag). En pistol, siger du? Det er ti gode år i fængsel.”
”Så lå de begge to stille, og jeg tror, de næsten var døde, da de blev båret op på lokomotivet. Deres hoveder dinglede — således. Og der er meget blod på skinnerne. Vil du gå med hen og se på det?”
”Jeg har set blod før. De er sikre på tugthuset — og naturligvis vil de opgive falske navne, så ingen vil finde dem i lang tid. Det var to af mine uvenner. Din skæbne og min synes at gå i spand. Den historie vil interessere perlelægen! Men skynd dig nu med de sadeltasker og køkkentøjet, så vil vi føre hestene ud og ride til Simla.”
Hurtigt — som østerlændingene opfatter hast — under lange forklaringer, skældsord, vrøvl og sløseri, under hundrede ophold for at hente glemte småting, brød den uordentlige lejr op, og folkene førte et halvt dusin stivbenede, urolige heste af sted langs Kalka-vejen i det friske, regnfulde daggry. Kim blev snart anerkendt som Mahbub Alis yndling af alle, der ønskede at stå sig godt med pathaneren, og ingen forlangte, at han skulle arbejde. De rejste i magelige dagsmarcher og gjorde jævnligt holdt ved landevejens hvilepladser. Kalka-vejen befærdes af såre mange sahib’er og, som Mahbub Ali sagde, hver eneste ung sahib anser nødvendigvis sig selv for hestekender, og selv om han sidder i gæld til op over ørene, må han dog lade, som om han vil købe sig en ny hest. Det var grunden til, at den ene sahib efter den anden, som rullede forbi i diligencer, standsede og gav sig til at snakke med Mahbub Ali. Nogle af dem steg endog af vognen for at føle på hestenes ben og gøre dumme spørgsmål eller på grund af deres uvidenhed i de indfødtes sprog fornærme den uforstyrrelige hestehandler på det groveste.
”Første gang jeg havde med sahib’er at gøre, og det var den gang oberst Soady Sahib kommanderede i Fort Abazai og satte statsholderens lejrplads under vand, fordi han ikke kunne lide ham,” betroede Mahbub Kim, mens drengen stoppede hans pibe under et træ, ”vidste jeg ikke, hvor store tåber de var, og sligt kunne gøre mig vred. Som for eksempel —” og han fortalte Kim en historie om et udtryk, der i al uskyldighed var blevet brugt forkert — en historie, der gjorde Kim krumbøjet af grin. ”Men nu indser jeg,” vedblev Mahbub og pustede langsomt røgen fra sig, ”at det forholder sig med dem som med alle mennesker — i visse henseender er de kloge og i andre højst tåbelige. Såre tåbeligt er det at bruge et urigtigt ord overfor en fremmed, for selv om man i sit hjerte ikke mener det som en fornærmelse, hvor kan den fremmede så vide det? Han vil rimeligvis søge sandheden med en dolk.”