”Sandt. Ganske sandt,” indrømmede Kim højtideligt. ”Tåber bruger bagvendte udtryk. Jeg har hørt dem.”
”For en, der er stillet som du, er det derfor særlig nødvendigt at huske, at tingen kan ses fra to sider. Blandt sahib’er må du aldrig glemme, at du er sahib. Blandt Hinds folk må du altid huske, at du er —”
Han standsede med et halvt forbløffet smil.
”Ja, hvad er jeg? Muhammedaner, hindu, jain eller buddhist? Det er en hård nød.”
”Du er sikkert og vist vantro og derfor bliver du fordømt. Således siger min lov — eller det tror jeg da i det mindste. Men du er også min lille Alverdens Ven og jeg holder af dig. Således siger mit hjerte. Det er med troen, som med heste. En klog mand ved, at alle heste er gode — at man kan tjene på dem alle. Og jeg for mit vedkommende skulle være tilbøjelig til at mene det samme om alle trosbekendelser, hvis ikke jeg var en god sunni og hadede Tirahs mænd. Men så meget er vist, at en hoppe fra Kattiawar bliver usikker på benene og rides halt, hvis den føres bort fra sin fødeegns sandørkener til det vestlige Bengalen, og selv en hingst fra Balkh (og der gives ingen bedre heste, end dem fra Balkh, når blot de ikke var så svære over boven) kan i de store ørkener nordpå ikke måle sig med kamelerne. Det har jeg selv set. Derfor er det min hjertens mening, at det er med trosbekendelser som med heste: Hver har sine fortrin i sit eget land.”
”Men min lama sagde noget ganske andet.”
”Åh, han er en gammel drømmer fra Bhotiyal. Jeg er egentlig lidt vred på dig, Alverdens Ven, fordi du sætter så stor pris på en mand, du kender så lidt til.”
”Det er sandt nok, Hadji. Men jeg sætter nu pris på ham. Mit hjerte drages til ham.”
”Og hans til dig, hører jeg. Hjerter er som heste. De kommer og går, som de vil, og lystrer hverken bidsel eller spore. Råb til Gul Sher Khan derhenne, at han skal ramme den rødbrune hingsts tøjrepæl fastere ned. Vi ønsker ikke slagsmål mellem hestene på hver eneste hvileplads, og om et øjeblik ryger den gråbrune og den sorte sammen… men hør nu efter, hvad jeg vil sige. Er det nødvendigt for din hjertefred, at du ser den lama engang imellem?”
”Det hører med til kontrakten,” svarede Kim. ”Hvis jeg ikke får ham at se, hvis han bliver taget fra mig, løber jeg bort fra madrissah’en i Nucklao — og når jeg først er borte, hvordan så finde mig igen?”
”Det er sandt. Aldrig har et føl været bundet med et tyndere reb end du.” Mahbub nikkede med hovedet.
”Du skal ikke være bange.” Kim talte i en tone, som om han kunne være forsvundet sporløst i samme øjeblik, hvis han havde villet. ”Min lama har sagt, at han vil besøge mig i madrissah’en —”
”En tigger med skål i hånd midt iblandt alle de unge sah…”
”Ikke alle!” afbrød Kim ham fnysende. ”Mange af dem har blå øjne og sorte negle på grund af lavkasteblod. Sønner af methirani’er[*] (gadefejersker) er de — svogre til bhungi’er (gadefejere)!”
Vi behøver ikke at følge resten af den stamtavle, men Kim forklarede sin opfattelse tydeligt og lidenskabsløst, mens han sad og tyggede på en stump sukkerrør.
”Alverdens Ven,” sagde Mahbub, idet han rakte drengen sin pibe, for at han skulle kradse den ud, ”jeg har truffet mange mænd, kvinder og drenge, og ikke få sahib’er. Men i alle mine dage har jeg aldrig stødt på en djævleunge som dig.”
”Hvorfor siger du det? Jeg fortæller dig altid sandheden.”
”Måske det netop er grunden, for dette er en farlig verden for ærlige mennesker.” Mahbub kom på benene, spændte sit bælte fast og gik over til hestene.
”Eller jeg sælger den.”
Noget i stemmen fik Mahbub til at standse og vende sig om.
”Hvad er det for nye djævleskaber?”
”Otte annas, så skal jeg sige dig det,” svarede Kim med et grin. Det angår din fred og ro.”
”Åh Shaitan!”
Og Mahbub rakte ham pengene.
”Kan du huske den lille historie med tyvene om natten dernede i Ambala?”
”Eftersom mit liv var på spil, har jeg har ikke glemt den. Hvorfor spørger du?”
”Kan du huske Kashmir serajet?”
”Jeg river dig i ørerne om lidt — sahib.”
”Behøves ikke — pathaner. Sagen er, at den anden fakir, som sahib’erne slog til jorden, var den mand, der gennemsøgte din bolig i Lahore. Jeg så hans ansigt, da de løftede ham op på lokomotivet. Den selv samme mand.”
”Hvorfor har du ikke fortalt mig det før?”
”Åh, han kommer i fængsel og vil være vel forvaret i nogle år. Man behøver aldrig fortælle mere ad gangen end nødvendigt. Desuden trængte jeg ikke dengang til penge til søde sager.”
”Allah kerim!”[*] sagde Mahbub Ali. ”Monstro du en skønne dag vil sælge mit liv for lidt søde sager, dersom det falder dig ind?”
Til sin dødsdag ville Kim mindes denne lange og langsomme rejse fra Ambala, gennem Kalka og de nærliggende Pinjore-haver, op til Simla. En pludselig opsvulmen af Gagger-floden rev en af hestene med sig (naturligvis den værdifuldeste) og Kim var nær gået til bunds blandt de hvirvlende rullesten. Lidt højere oppe ad vejen blev hestene skræmte af en af regeringens elefanter og rev sig løs, og da de var i fortræffelig foderstand på grund af alt det meget græs, de havde fået i den sidste tid, tog det halvanden dag at få kobbelet samlet igen. Derefter traf de Sikandar Khan, som var på nedrejsen med nogle usælgelige krikker — resterne af hans kobbel — og Mahbub, som havde mere hestesjakren i lillefingerneglen end Sikandar Khan i alle sine telte, ville absolut købe to af de dårligste, og det kostede otte timers møjsommelige diplomatiske forhandlinger og en uendelighed af tobak. Men det var alt sammen ren lyksalighed — vejen som steg og dalede og slog bugter og sving rundt om bjergåsene der blev højere og højere. Morgenrødens skær på de fjerne, snedækkede bjergtoppe; de mangegrenede kaktusser, der voksede i terrasser op ad bjergenes stenede sider; larmen af de tusind vandløb; abernes pludren; de højtidelige deodarer[*] med deres hængende grene; udsigten over sletterne, der strakte sig dybt under dem; de regelmæssige ophold for at holde bøn (Mahbub var meget religiøs med sine renselser og påkaldelser, når han havde god tid); aftensamtalerne på lejrpladserne, når kameler og stude gumlede højtideligt sammen og deres sløve drivere fortalte landevejens nyeste nyheder — alt dette løftede og varmede Kims hjerte i hans bryst, så at han fik lyst til at synge.
”Men når sangen og dansen er forbi,” sagde Mahbub Ali, ”kommer Oberst Sahib’ens sang, og den er mindre behagelig.”
”Et skønt — et vidunderligt dejligt land er Hinds land,” sang Kim, ”og Femflodslandet er skønnest af alle. Til det vil jeg atter gå, dersom Mahbub Ali eller obersten løfter hånd eller fod imod mig. Og når jeg engang er borte, hvem vil så kunne finde mig? — Se dér, Hadji, er det staden Simla derovre? Allah, hvilken stad!”
”Min faders broder — og han var en gammel mand, den gang Mackerson Sahibs brønd i Peshawur endnu var ny — kunne mindes den tid, da der kun var to huse i hele Simla.”
Mahbub førte hestene ned fra hovedvejen og ind i Simlas nedre basar — den overfyldte labyrint, der stiger op fra dalen mod rådhuset i en vinkel på fem og fyrretyve grader. En stedkendt mand kan trodse hele politiet i Indiens sommerhovedstad, så snedigt står veranda i forbindelse med veranda, gyde med gyde og smuthul med smuthul. Her bor de mennesker, der sørger for den glade bys fornødenheder — jhampanier[*], som trækker de smukke damers rickshawer om aftenen og derefter spiller til daggry; urtekræmmere, oliesælgere, kuriositetshandlere, brændehandlere, præster, lommetyve, indfødte regeringsfunktionærer. Her drøfter glædespiger sager, som antages at være det indiske statsråds dybeste hemmeligheder. Her samles alle mulige hemmelige agenter fra halvdelen af de uafhængige stater. Her var det også, at Mahbub Ali lejede et værelse, langt omhyggeligere aflåst end hans bolig i Lahore, i en muhammedansk kvæghandlers hus. Det var et mirakuløst værelse, for i tusmørket gik en muhammedansk stalddreng derind og en time efter trådte en ung eurasier (den lucknowske piges farve var af bedste slags) i dårligt passende, færdigsyede klæder ud.