”Jeg har talt med Creighton Sahib,” sagde Mahbub Ali, ”og for anden gang har venskabets hånd afværget ulykkens pisk. Han siger, at du har spildt hele to måneder på landevejen, og at det derfor er for sent at sende dig til en skole heroppe i bjergene.”
”Jeg har sagt, at min ferie tilhører mig selv. Jeg vil ikke vide noget af en dobbelt skolegang. Det hører også med til kontrakten.”
”Oberst-sahib’en kender ikke noget til den kontrakt. Nu skal du bo i Lurgan Sahibs[*] hus, indtil det er på tide, at du rejser tilbage til Nucklao.”
”Jeg vil hellere bo hos dig, Mahbub.”
”Du ved ikke, hvilken ære der vises dig. Lurgan Sahib har selv forlangt at få dig i huset. Nu går du op ad bakken og følger vejen øverst oppe, og så glemmer du for en stund, at du nogensinde har set eller talt med mig, Mahbub Ali, der sælger heste til Creighton Sahib, hvem du heller ikke kender. Husk vel på denne ordre.”
Kim nikkede.
”Godt,” sagde han, ”men hvem er Lurgan Sahib? Nej” — han havde opfanget Mahbubs knivskarpe blik — ”jeg har virkelig aldrig hørt hans navn før. Skulle han muligvis være” — han sænkede stemmen — ”en af os?”
”Hvad mener du med at tale om os, sahib?” svarede Mahbub Ali i den tone, han plejede at anslå overfor europæere. ”Jeg er pathaner. Du er sahib og en sahibs søn. Lurgan Sahib har en butik oppe blandt europæernes butikker. Det ved hele Simla. Du kan gøre dine forespørgsler dér… og, Alverdens Ven, han er en mand, hvis øjenlågs mindste blinken skal adlydes. Folk siger, at han er troldmand, men det bryder du dig vel ikke om. Gå så op ad bakken og spørg ham selv. Nu begynder Det Store Spil.”
Niende kapitel
Kim gav sig af hjertens lyst i lag med den nye drejning af Hjulet. Han ville atter være sahib en tid. Med tanke herpå gav han sig, så snart han nåede den brede vej neden for Simlas rådhus, til at lede efter nogen at imponere. En hindudreng på en halv snes år sad under en lygtepæl.
”Hvor er Hr. Lurgans hus?” spurgte Kim.
”Jeg forstår ikke engelsk,” var svaret, og Kim ændrede sprog.
”Jeg skal vise dig det.”
Sammen begav de sig af sted gennem det hemmelighedsfulde tusmørke, der var fyldt af larmen fra staden nede på bakkeskrænten og af en kølig vinds pust fra det skovkransede Jakkobjerg, der hævede sine brede skuldre op mod stjernerne. Byens lys lå spredte under dem i forskellige højder og så ud som et andet firmament. Nogle var ubevægelige, andre hørte til rickshawer, i hvilke nonchalante, højttalende englændere kørte til middagsselskab.
”Her er det,” sagde Kims fører og standsede ved en veranda, hvis gulv lå i flugt med vejen. Der var ingen lukket dør, men et forhæng af perlesmykket siv, som halvt skjulte lampelyset indenfor.
”Han er kommet,” sagde drengen med en stemme kun lidet lydeligere end et suk og forsvandt. Kim var sikker på, at drengen havde stået på vagt for at være hans fører, men satte et kækt ansigt op og skød forhænget til side. En sortskægget mand med en grøn skærm over øjnene sad ved et bord, pillede med små hvide hænder skinnende småkugler op, én for én, fra en bakke, der stod foran ham, trak dem på en blank silkesnor og nynnede hele tiden hen for sig. Kim lagde mærke til, at værelset udenfor lyskredsen var fuldt af ting, der lugtede som alle orientens templer på én gang. En duft af moskus, sandeltræ og vammel jasminolie ramte hans næsebor.
”Her er jeg,” sagde Kim til sidst på de indfødtes sprog. Lugten fik ham til at glemme, at han skulle være sahib.
”Ni og halvfjerds, firs, en og firs,” talte manden hen for sig, idet han trak perle efter perle på snor så hurtigt, at Kim næppe kunne følge hans fingre. Så tog han den grønne skærm af og så fast på Kim i et halvt minut. Pupillerne i hans øjne udvidede sig og trak sig sammen igen, til de blev så små som knappenålshoveder. Han lod til at kunne gøre det efter behag. Der var en fakir ved Taksali-porten i Lahore, der havde samme evne og slog mønt af den, især når han forbandede tåbelige kvinder. Kim så interesseret til. Hans tvivlsomme ven kunne også bevæge ørene, næsten som en ged, og Kim var skuffet over, at denne nye bekendt ikke kunne gøre ham det efter.
”Du skal ikke være bange,” sagde Hr. Lurgan[*] pludseligt.
”Hvorfor skulle jeg være bange?”
”Du skal sove her i nat og bo hos mig, indtil det er tid at rejse tilbage til Nucklao. Det er en ordre.”
”Det er en ordre,” gentog Kim. ”Men hvor skal jeg sove?”
”Her i dette værelse.” Lurgan Sahib slog ud med hånden imod mørket bagved sig.
”Godt,” sagde Kim roligt. ”Nu straks?”
Lurgan Sahib nikkede og holdt lampen op over sit hoved. Idet lyset faldt på værelsets vægge, viste der sig en hel samling tibetanske djævledansemasker, ophængt oppe over de djævlebroderede draperier, der bruges ved disse uhyggelige forlystelser — hornede masker, skulende masker, masker med et udtryk af idiotisk rædsel. I en krog stod en japansk kriger i fuld rustning og fjerbusk og truede ham med en hellebard, og en snes lanser, khanda’er[*] og kuttar’er kastede det flimrende lys tilbage. Men hvad der interesserede Kim mere end alt dette — djævledansemasker kendte han fra museet i Lahore — var et glimt han så af hindudrengen med de blide øjne. Han havde forladt ham ved døren, men sad nu med korslagte ben under arbejdsbordet, mens et lille smil spillede om hans røde læber.
”Jeg tror, Lurgan Sahib vil gøre mig bange. Og jeg er sikker på, at den djævleunge under bordet gerne så mig bange. Dette værelse,” tilføjede han højt, ”ligner et vidunderhus. Hvor er min seng?”
Lurgan Sahib pegede på et stukket tæppe af indenlandsk tilvirkning, som lå i en krog tæt ved de uhyggelige masker. Så gik han med lampen og lod Kim stå i mørke.
”Var det Lurgan Sahib?” spurgte Kim, idet han lagde sig tilrette. Intet svar. Han kunne imidlertid høre hindudrengen trække vejret, og ledet af lyden krøb han tværs over gulvet, slog ind i mørket og udbrød: ”Svar, din djævel! Er det en manér at lyve for en sahib?”
Det forekom ham, at han ud fra mørket hørte genlyden af en sagte latter. Det kunne imidlertid ikke være hans ømskindede sovekammerat, for han græd. Derfor hævede Kim stemmen og råbte højt: ”Lurgan Sahib! Halløj, Lurgan Sahib! Er det også en ordre, at din tjener ikke svarer mig?”