”Det er en ordre,” lød en stemme bagved ham, og han for sammen.
”Meget godt. Men husk på,” mumlede han, mens han søgte tilbage til sit tæppe, ”at jeg prygler dig i morgen. Jeg elsker ikke hinduer.”
Det blev ingen behagelig nat, dertil var værelset for fuldt af stemmer og musik. Kim blev vækket to gange ved, at en eller anden kaldte ham ved navn. Den anden gang gav han sig til at søge og endte med at støde næsen mod en kasse, der ganske vist talte med mennesketunge, men ikke med menneskestemme. Kassen lod til at ende i en bliktrompet og at være forbundet med en mindre kasse nede på gulvet ved hjælp af ståltråd — i det mindste så vidt han kunne blive klog på det ved at føle sig for. Og stemmen, der var meget hård og skrattende, lød ud fra trompeten. Kim gned sin næse og blev mere og mere gal i skralden. Han tænkte som sædvanlig på hindi.
”Det her kunne gå an over for en tigger fra basarerne, men — jeg er sahib og en sahibs søn og dobbelt vigtigere, jeg studerer i Nucklao. Ja,” (her slog han over i engelsk) ”jeg er en af St. Xaviers drenge. Til Helvede med Hr. Lurgan! Det er en eller anden slags maskine, lissom en symaskine eller sådan noget. Det er knusende frækt af ham — vi lader os ikke skræmme så let i Lucknow — nej!” Derefter på hindi: ”Men hvad kan han vinde ved det? Han er kun en handelsmand — jeg er her i hans butik. Men Creighton Sahib er oberst — og jeg tror, at Creighton Sahib har beordret, at det skulle gøres. Nå da, hvor jeg vil tampe den hindu i morgen tidlig! Hvad er det her?”
Kassen med trompeten udslyngede en ladning af de mest udsøgte skældsord, som selv Kim næppe nogensinde havde hørt mage til, med en skingrende, ligegyldig stemme, som for et øjeblik fik hans korte nakkehår til at rejse sig. Da den uartige tingest tav for at trække vejret, blev Kim imidlertid beroliget ved at høre den sagte, symaskineagtige surren i dens indre.
”Chup (kæft)!” råbte han, og igen hørte han en sagte latter, der fik ham til at tage en beslutning. ”Chup — eller jeg slår dig i smadder!”
Men det brød kassen sig ikke om. Kim vrikkede og trak i bliktrompeten, og et eller andet løftedes med et knæk. Han havde øjensynligt lukket et låg op. Hvis der var en djævel i kassen, så var det nu det rette øjeblik til at — han snusede — sådan lugtede symaskinerne i basaren. Han skulle nok få den shaitan ned med nakken. Han trak sin jakke af og proppede den ned i kassen. En lang rund tingest bøjede sig under trykket, der lød en surren og stemmen tav — som stemmer nødvendigvis må, når man maser en tre gange sammenlagt jakke ned på vokscylinderen og ind i mekanismen på en kostbar fonograf. Hvorefter Kim, let om hjertet, lagde sig til at sove igen.
Næste morgen vågnede han ved, at Lurgan Sahib stod og så ned på ham.
”Oah!” sagde Kim, besluttet på at pukke på sin sahibværdighed. ”Der var en kasse her i nat, som skældte mig ud. Derfor stoppede jeg munden på den. Var det din kasse?”
Manden rakte hånden frem.
”Giv mig din hånd, O’Hara,” sagde han. ”Ja, det var min kasse. Jeg har den slags ting i mit hus, fordi mine venner rajaherne synes om dem. Den er nu i udu, men det var pengene værd. Ja, mine venner kongerne holder meget af legetøj — og det gør jeg undertiden også.”
Kim stjal sig til at betragte ham nøje. Han var sahib i klædedragt, men hans urdu-accent og hans betoning af det engelske tydede på, at han var alt andet end sahib. Han syntes at forstå Kims tanker, førend drengen åbnede munden, og han gjorde sig ikke den ulejlighed at forklare sig, som Fader Victor eller lærerne i Lucknow plejede. Og allerbedst — han behandlede Kim som ligemand på asiatisk vis.
”Det gør mig ondt, men du kan ikke prygle min dreng i dag. Han siger, at han vil slå dig ihjel med kniv eller gift. Han er skinsyg og derfor har jeg sat ham i skammekrogen og vil ikke tale til ham i dag. Han har netop forsøgt at dræbe mig. Du må hjælpe mig med frokosten. Han er næsten for skinsyg til, at man kan stole på ham lige nu.”
En ægte importeret engelsk sahib ville have gjort et stort nummer ud af denne historie, men Lurgan Sahib fortalte den så ligefremt, som Mahbub Ali plejede at berette om sine små oplevelser nordpå.
Butikkens bagveranda var bygget helt ud over den bratte bakkeskrænt, så at man fra den kunne kigge ned i genboens skorstene, som skik og brug er i Simla. Men hvad der fortryllede Kim endnu mere end det rent persiske måltid, som Lurgan Sahib med egne hænder tillavede, var selve butikken. Museet i Lahore var større, men her var flere vidundere — åndedolke og bedemøller fra Tibet; halsbånd af turkiser og uslebet rav; armringe af grøn jade; underlige pakker af røgelsespinde sammenstuvede i vaser besatte med uslebne granater; djævlemaskerne fra den foregående aften og en hel væg fuld af lyseblå draperier; forgyldte buddhafigurer og små transportable lakerede altre; russiske samovarer med turkiser på låget; porcellænskopper så tynde som æggeskaller i sære, ottekantede bambuskasser; gule elfenbenskrucifikser — fra Japan af alle steder, efter hvad Lurgan Sahib sagde; tæpper i støvede baller, som stank nederdrægtigt og var skubbet om bag iturevne og mugne skærmbrætter prydede med geometriske figurer; persiske vandkander til håndvask efter måltidet; matte kobberrøgelsekar, som hverken var kinesiske eller persiske, med friser af fantastiske djævle; anløbne og buklede sølvbælter; hårnåle af jade, elfenben og grøn kalcedon; våben af alle slags og arter og tusind andre rariteter var lagt i kasser eller ophobede eller blot kastet hulter til bulter i værelset, så at pladsen kun var fri rundt om det vaklende fyrretræsbord, hvor Lurgan Sahib arbejdede.
”Alt det er bagateller,” sagde Kims vært, mens han fulgte hans blik. ”Jeg køber dem, fordi de er smukke, og undertiden sælger jeg dem — hvis jeg synes om køberens udseende. Men mit arbejde — eller noget af det — ligger på bordet dér.”
Det skinnede i morgensolens lys — lutter røde og blå og grønne glimt, hist og her fremhævede af en diamants skarpe, blåhvide stråle. Kim spilede øjnene op.
”Ja, de sten dér er sunde nok. Solen skader dem ikke. Desuden er de billige. Men med syge sten er det helt anderledes.” Han fyldte på ny Kims tallerken. ”Ingen andre end jeg kan kurere en syg perle eller genskabe den blå farve i en turkis. Opaler vil jeg ikke tale om — ethvert fæ kan kurere en opal — men for syge perler er der kun mig. Sæt, jeg gik hen og døde! Så var der slet ingen… Nej, du kan ikke udrette noget med juveler! Det vil også være fuldt tilstrækkeligt, dersom du med tiden lærer at forstå dig en smule på turkiser.”
Han gik hen til den anden ende af verandaen for at fylde den svære, porøse vandkrukke fra filtrerapparatet.
”Vil du have vand?”
Kim nikkede. Lurgan Sahib, som var femten fod fra ham, lagde sin ene hånd på krukken. I næste øjeblik stod den ved siden af Kim, fuld indtil en halv tomme fra randen, og den hvide dug viste kun ved en lille fold den vej, den var rutschet.
”Wah!” udbrød Kim i den dybeste forbavselse. ”Det er hekseri!”
Lurgan Sahibs smil viste, at han syntes om komplimenten.
”Kast den tilbage.”
”Den går i stykker.”
”Jeg siger: Kast den tilbage til mig.”
Kim kastede den på lykke og fromme. Den faldt på gulvet og gik i halvhundrede stykker, og vandet sivede ud mellem verandaens dårligt sammenføjede planker.
”Jeg sagde, at den ville gå i stykker.”
”Lige meget. Se på den. Se på det største stykke.”
Det største skår lå med en smule vand i sin krumning og glimtede som en stjerne på gulvet. Kim så fast på det. Lurgan Sahib lagde sin ene hånd let på hans nakke, strøg to eller tre gange henover den og hviskede: ”Se! Krukken skal samle sig igen, stykke for stykke. Først skal det store skår forene sig med de to andre til højre og venstre — til højre og til venstre. Se!”