Om det så havde været hans liv om at gøre, kunne Kim ikke have drejet hovedet. Den lette berøring holdt ham fast som i en skruestik og blodet rullede med en behagelig prikken gennem hans årer. Nu var der ét stort skår, hvor der havde været tre, og over dem hævede sig et skyggeagtigt omrids af hele krukken. Han kunne se verandaen gennem det, men for hvert pulsslag blev det tættere og mørkere. Men krukken — hvor tankerne bevægede sig langsomt! — krukken var blevet knust for hans øjne. Nok en bølge af kildrende ild løb ned ad hans hals, idet Lurgan Sahib bevægede hånden.
”Se! Nu danner den sig,” sagde Lurgan Sahib.
Hidtil havde Kim tænkt på hindi, men nu blev han grebet af en skælven og med en anstrengelse som en svømmer, der ser sig omgivet af hajer og springer halvvejs op af vandet, for hans sjæl op fra det mørke, der ville opsluge den, og søgte tilflugt i — multiplikationstabellen på engelsk!
”Se! Nu danner den sig,” hviskede Lurgan Sahib.
Krukken var blevet knust — ja, knust — ikke hindi-ordet, det ville han ikke tænke på — men knust — i halvhundrede stykker, og to gange tre var seks og tre gange tre var ni og fire gange tre var tolv. Han klyngede sig med fortvivlelsens kraft til tabellen. Det skyggeagtige omrids af krukken forsvandt som en tåg’e, når man gnider øjnene. Dér lå skårene. Dér flød det spildte vand, som allerede tørredes i solen, og gennem verandaens sprækker kunne han se striber af husets hvide mur nedenunder — og tre gange tolv var seks og tredive!
”Se! Danner den sig nu?” spurgte Lurgan Sahib.
”Men den er knust — knust,” gispede Kim. Lurgan Sahib havde i det sidste halve minut mumlet sagte hen for sig. Med et ryk drejede Kim hovedet til siden. ”Se! Dekho![*] Skårene ligger der som før.”
”Skårene ligger der som før,” sagde Lurgan og betragtede Kim nøje, mens drengen gned sin hals. ”Men du er den første af mange, som har set det.”
Han tørrede sin brede pande.
”Var det også hekseri?” spurgte Kim mistænksomt. Det kriblede ikke længere i hans årer. Han følte sig ualmindelig lysvågen.
”Nej, det var ikke hekseri. Det var kun en prøve for at se, om der var — en fejl i en juvel. Undertiden kan selv meget smukke juveler falde fra hinanden, hvis en mand med den rette viden holder dem i sin hånd. Derfor må man være forsigtig, før man indfatter dem. Sig mig, så du skikkelsen af krukken?”
”Ja, et øjeblik. Den begyndte at vokse op som en blomst fra jorden.”
”Og hvad gjorde du så? Jeg mener, hvad tænkte du på?”
”Oah — jeg vidste, at den var knust, og derfor tænkte jeg på det, tror jeg — og knust var den.”
”Hm! Er der nogen, der nogensinde før har prøvet den slags hekseri med dig?”
”Tror du,” sagde Kim, ”at jeg så ville finde mig i det igen? Jeg ville løbe min vej.”
”Og nu er du ikke bange — vel?”
”Ikke nu.”
”Lurgan Sahib betragtede ham nøjere end nogensinde.
”Jeg vil spørge Mahbub Ali — ikke nu, men en anden gang,” mumlede han. ”Jeg er tilfreds med dig — og jeg er ikke tilfreds med dig. Du er den første, som nogensinde har reddet sig selv. Jeg ville ønske, at jeg vidste, hvad det var, som… men du har ret. Du bør ikke fortælle det — ikke engang til mig.”
Han gik ind i den halvmørke butik, satte sig ved bordet og gned sine hænder sagte. Et lille, kvalt suk lød bag en bunke tæpper. Det var hindudrengen, der nok så lydigt stod i skammekrogen med ansigtet mod væggen. Hans magre skuldre dirrede af sorg.
”Åh, han er så skinsyg, så skinsyg! Jeg gad vide, om han en anden gang vil prøve at komme gift i min morgenmad, så at jeg må lave den om.”
”Kubbee — kubbee nahin (aldrig — aldrig nej)!” lød svaret hulkende.
”Eller om han vil dræbe den anden dreng?”
”Kubbee — kubbee nahin!”
”Hvad tror du, at han vil gøre?” spurgte Lurgan Sahib og vendte sig pludselig om mod Kim.
”Oah. Jeg ved ikke. Hvad han har lyst til, måske. Hvorfor ville han forgive dig?”
”Fordi han holder så meget af mig. Sæt nu, at du holdt af en eller anden og du så et menneske komme og den mand, som du holdt af, syntes bedre om dette menneske end om dig, hvad ville du så gøre?”
Kim tænkte sig om. Lurgan gentog sit spørgsmål langsomt på de indfødtes sprog.
”Jeg ville ikke forgive manden,” svarede Kim tankefuldt, ”men jeg ville banke drengen — hvis drengen holdt af min mand. Men først ville jeg spørge drengen, om det var sandt.”
”Han tror, at alle må holde af mig.”
”Så synes jeg, at han er et fæ.”
”Hører du!” sagde Lurgan Sahib til de dirrende skuldre. ”Sahib’ens søn synes, at du er en lille tosse. Kom så herhen. Men næste gang dit hjerte føler sorg, må du ikke anvende hvid arsenik slet så åbenlyst. Djævelen Dasim[*] må have hersket over vor borddug i dag! Jeg kunne være blevet syg, barn, og så måtte en fremmed have passet på juvelerne. Kom så!”
Rødøjet af gråd kom drengen luskende frem bagved tæpperne og kastede sig lidenskabeligt for Lurgan Sahibs fødder med en gribende anger, som gjorde indtryk selv på Kim.
”Jeg vil stirre i blækpølene[*] — jeg vil vogte juvelerne trofast! Åh, du min fader og min moder, send ham bort!” han sparkede bagud med sin bare hæl for at vise, at det var Kim, han mente.
”Endnu ikke — endnu ikke. Om kort tid går han sin vej igen. Men nu er han i skole — i en ny madrissah — og du skal være hans lærer. Leg juvellegen med ham. Jeg vil føre regnskabet.”
Drengen tørrede øjeblikkeligt sine tårer og sprang hen til butikkens bagvæg, hvorfra han kom tilbage med en kobberbakke.
”Giv mig noget!” sagde han til Lurgan Sahib. ”Lad det komme fra din hånd, ellers siger han måske, at jeg i forvejen vidste, hvad det var.”
”Rolig — rolig,” svarede manden, og fra en bordskuffe tog han en lille håndfuld raslende småting og lagde dem på bakken.
”Nå,” sagde drengen og svang en gammel avis i luften, ”se nu på dem, så længe du vil, fremmede. Tæl dem, berør dem om nødvendigt. Ét blik er nok for mig.” Han vendte stolt ryggen til.
”Men hvori består legen?”
”Når du har talt dem og haft dem i hænderne og er sikker på, at du kan huske dem alle, breder jeg denne avis over dem, og så skal du opremse dem for Lurgan Sahib. Jeg vil nedskrive min liste.”
”Oah.” Kappelysten vågnede i Kims bryst. Han bøjede sig over bakken. Der lå kun femten sten på den.
”Det er let nok,” sagde han efter et minuts forløb.
Drengen lagde avisen over de blinkende ædelsten og gav sig til at skrive i en regnskabsbog af dem, de indfødte bruger.
”Under avisen er der fem blå sten — en stor, en noget mindre og tre ganske små,” begyndte Kim hurtigt. ”Der er fire grønne sten, den ene med et hul i. Der er en gennemsigtig gul sten og en, der ligner en pibespids. Der er to røde sten og — og — jeg ved, at der er femten i det hele, men de to sidste har jeg glemt. Nej, vent lidt! Der var et lille, brunligt stykke elfenben, og — og — vent lidt…”
”En — to —” Lurgan Sahib talte til ti. Kim rystede på hovedet.
”Hør nu min optælling!” faldt hindudrengen ind med en jublende latter. ”Først er der to dårlige safirer — på to og fire ruttees[*], så vidt jeg kan dømme. Den største er splintret i kanten. Så er der en glat turkis med sorte årer fra Turkestan og to andre med indskrifter — den ene bærer Guds navn med forgyldte bogstaver, men hvad der står på den anden, kan jeg ikke læse, for den har siddet i en gammel ring og er meget ridset. Det var de fem blå sten. Endvidere er der fire ridsede smaragder, af hvilke én er gennemboret på to steder og en anden lidt udskåret —”