”Deres vægt?” sagde Lurgan Sahib roligt.
”Tre, fem, fem og fire ruttees, skulle jeg tro. Der er et stykke gammelt, grønligt rav og en sleben topas fra Europa. Der er en fejlfri rubin på to ruttees fra Burma og en ridset balasrubin på to ruttees. Der er et stykke udskåret kinesisk elfenben, som forestiller en rotte, der udsuger et æg. Og endelig er der — hoho! — en krystalkugle så stor som en bønne, indfattet i guldblad.”
”Han klappede i hænderne, idet han sluttede sin opregning.
”Han er din mester,” sagde Lurgan Sahib med et smil.
”Pyt!” svarede Kim og blev rød i hovedet. ”Han kendte stenenes navne. Lad os prøve igen! Men med almindelige ting, som både han og jeg kender.”
Atter og atter fyldte de bakken med alt muligt fra butikken og endog fra køkkenet, og hver eneste gang vandt hindudrengen, så at Kim ikke kunne lade være at udtrykke sin forbavselse.
”Bind mig for øjnene — lad mig blot føle en eneste gang med mine fingre, og selv da vil jeg lade dig med dine åbne øjne bag mig!” udfordrede hindudrengen Kim.
Kim stampede i jorden af ærgrelse, da drengen beviste, at det ikke var tomt pral.
”Hvis det var mænd — eller heste,” sagde han, ”kunne jeg gøre det bedre. Men denne leg med tænger og knive og sakse er for ubetydelig for mig.”
”Først lære — siden undervise,” svarede Lurgan Sahib. ”Indrømmer du, at han er din mester?”
”Vist så. Men hvorledes lader det sig gøre?”
”Ved at gøre det mange gange om og om igen, indtil man kan gøre det til fuldkommenhed — og det er umagen værd.”
Hindudrengen var i strålende humør og klappede endog Kim på skulderen.
”Du skal ikke give op,” sagde han. ”Jeg vil selv lære dig det.”
”Og jeg vil påse, at du lærer det godt,” tilføjede Lurgan Sahib, stadig på de indfødtes sprog, ”for når jeg undtager min dreng her — det var tåbeligt af ham at købe så meget hvid arsenik, når han kunne have fået det af mig, hvis han havde spurgt — når jeg undtager min dreng her, har jeg ikke i lange tider truffet nogen, hvem det bedre kan lønne sig at undervise. Vi har ti dage for os, inden du skal tilbage til Nucklao, hvor du ikke lærer noget — som betaler sig i længden. Jeg tror, at vi bliver venner.”
Det blev ti højst mærkværdige dage, men Kim morede sig alt for godt til at tænke over, hvor besynderlige de var. Om formiddagen legede de juvellegen — undertiden med virkelige ædelsten, undertiden med dynger af sværd og dolke, undertiden med fotografier af indfødte. Om eftermiddagen trak han og hindudrengen på vagt i butikken, sad lydløse bag en balle tæpper eller et skærmbræt og iagttog Hr. Lurgans talrige og højst sælsomme besøgende. Der var små rajaher, hvis hostende eskorte forblev ude på verandaen og som kom for at købe snurrepiberier — såsom fonografer og mekanisk legetøj. Der var damer, som kom for at se på halsbånd, og mænd, som — således forekom det i det mindste Kim, men måske hans dømmekraft var hildet af tidligere erfaringer — kom for at se på damerne. Der var indfødte fra uafhængige hoffer eller vasalstater, hvis foregivne forretning var at få beskadigede halsbånd reparerede — strømme af blinkende lys vældede ud over bordet — men hvis virkelige formål syntes at være at låne penge til vrede maharanier eller unge rajaher. Der var babuer, hvem Lurgan Sahib tiltalte oppefra og nedefter, men ved slutningen af hver samtale gav han dem penge — sølv og sedler. Der var af og til sammenkomster af langkjortlede, indfødte skuespillere, som drøftede metafysiske spørgsmål på engelsk og bengali, til stor opbyggelse for Hr. Lurgan. Han var altid interesseret i religiøse spørgsmål. Når dagen var omme, måtte Kim og hindudrengen — hvis navn ændredes efter Lurgans forgodtbefindende — afgive detaljeret beretning om hvad de havde set og hørt, deres mening om hver enkelts karakter, sådan som den gav sig udtryk i hans ansigt, tale og væsen, og deres formodninger om hans virkelige ærende. Efter aftensmaden morede Lurgan Sahib sig med at klæde dem ud, og for denne leg viste han en interesse, der var højst belærende. Han havde en vidunderlig evne til at male ansigter. Med et stænk her og en streg dér, kunne han forandre dem til ukendelighed. Butikken var fuld af alle slags dragter og turbaner, og Kim blev udklædt snart som en ung muhammedaner af god familie, snart som oliehandler, og engang — en særlig fornøjelig aften — som søn af en godsejer i Oudh i allerfineste pynt. Lurgan Sahib havde et falkeøje for selv de mindste fejl i udstafferingen og liggende på en gammel sofa af teaktræ kunne han i timevis forklare, hvordan mænd af den og den kaste talte eller gik eller hostede eller spyttede eller nøs, og da hvorledes kun har lidt at sige i denne verden, forklarede han også alle tingenes hvorfor. Hindudrengen var klodset til denne leg. Hans lille ånd, skarp som en istap når det drejede sig om regnskab over ædelsten, kunne ikke trænge ind i en andens sjæl, men i Kim vågnede en dæmon, som sang af glæde, når han iførte sig de forskellige dragter og med det samme forandrede talesæt og holdning.
Henrevet af sin begejstring tilbød han en aften at vise Lurgan Sahib, hvorledes disciplene af en vis fakirkaste, hans gamle bekendte fra Lahore, tiggede almisser ved landevejen og hvordan en sådan discipel ville tiltale en englænder, en punjab landmand på vej til markedet og en utilsløret kvinde. Lurgan Sahib lo af fuld hals og bad Kim blive siddende en halv times tid aldeles ubevægelig, sådan som han var, i bagværelset — askesmurt og med korslagte ben og vilde øjne. Da den halve time var omme, kom han tilbage med en kolossal, forædt babu[*], hvis bestrømpede ben dirrede af fedt, og ham underholdt Kim med en dosis landevejssnak. Lurgan Sahib — dette ærgrede Kim — holdt øje med babuen og ikke med ham.
”Jeg synes,” sagde babuen langsomt, mens han tændte en cigaret, ”jeg er af den anskuelse, at dette er en højst ualmindelig og særdeles dygtigt spillet forestilling. Hvis De ikke havde sagt mig det i forvejen, ville jeg have troet, at — at — at De holdt mig for nar. Hvornår kan han være en næsten tilstrækkelig god landmålerassistent? For så vil jeg straks tage ham i min tjeneste.”
”Det er, hvad han må lære i Lucknow.”
”Så sig ham, at han skal skynde sig aldeles forbandet. God nat, Lurgan.” Og babuen gik bort som en ko i en sump.
Da de om aftenen drøftede dagens besøgende, spurgte Lurgan Sahib Kim, hvem han troede, at den mand var.
”Gud ved!” svarede Kim muntert. Tonefaldet kunne næsten have narret Mahbub Ali, men kom til kort overfor manden, der kunne helbrede syge perler.
”Det er sandt. Gud ved. Men jeg ønsker at høre, hvad du mener.”
Kim skævede til sin vært. Hans blik tvang til sandhed.
”Jeg mener, at han vil have brug for mig, når jeg kommer ud af skolen — men,” vedblev han i en mere fortrolig tone, da Lurgan Sahib nikkede bifaldende, ”jeg forstår ikke, hvordan han kan bære mange forskellige dragter og tale med mange tunger.”
”Du vil forstå mange ting sidenhen. Han skriver beretninger til en vis oberst. Han er kun æret og agtet her i Simla, og det bør bemærkes, at han intet navn har, men kun et bogstav og et nummer — som skik er blandt os.”
”Og er der sat en pris på hans hoved, som på Mah — på alle de andres?”
”Endnu ikke, men dersom en dreng, som nu sidder her, rejste sig og gik — du ser, døren er åben — til et vist hus med en rødmalet veranda bag det gamle teater i den nedre basar og ind gennem skodderne hviskede: ’Hurree Chunder Mookerjee bragte de dårlige nyheder i forrige måned’, så kunne den dreng gå bort med et bælte fuldt af rupier.”