”Hvor mange?” spurgte Kim rask.
”Fem hundrede — tusind — så mange som han ville kræve.”
”Godt. Og hvor længe ville den dreng leve efter at have fortalt nyheden?” Og Kim smilede lystigt Lurgan Sahib op i ansigtet.
”Ja, rigtigt! Det må også tages i betragtning. Måske, hvis han var meget snild, kunne han leve dagen til ende — men ikke natten. På ingen måde natten.”
”Hvor stor er babuens løn, når der betales så meget for hans hoved?”
”Firs — måske hundrede — måske halvandet hundrede rupier. Men lønnen er det mindste af arbejdet. Fra tid til anden lader Gud mennesker fødes — og du er et sådant menneske — hvis lyst det er at vandre om, selv med fare for deres liv, og opdage nyheder — i dag måske fjerne egne, i morgen et eller andet ukendt bjerg, i overmorgen nogle nærtboende mænd, der har gjort dumheder mod regeringen. Sådanne mennesker er få i tal, og af disse få er ikke mere end ti af bedste slags. Til disse ti regner jeg babuen. Og det er mærkværdigt. Hvor stor og attråværdig må den gerning være, som stålsætter en bengalis hjerte!”
”Det er sandt, men dagene går langsomt for mig — jeg er endnu en dreng, og det er kun to måneder siden, at jeg blev i stand til at skrive angrezi (engelsk). Selv nu læser jeg det ikke godt. Og der vil gå år og dag, før jeg kan blive så meget som landmålerassistent.”
”Vær tålmodig, Alverdens Ven” — det gav et sæt i Kim ved lyden af det navn. ”Gid jeg havde nogle af de år, der plager dig. Jeg har prøvet dig på forskellig vis og jeg skal ikke glemme det, når jeg rapporterer til oberst-sahib’en.”
Så slog han pludseligt over i engelsk og fortsatte med en dyb latter:
”Jeg tror pinedød, at der er meget i dig, O’Hara. Men du må ikke blive stolt og du må tie. Nu skal du rejse tilbage til Lucknow og være en artig lille dreng og læse dine lektier, som englænderne siger. Så kan du måske i din næste ferie, hvis du vil, komme tilbage til mig!”
Kim blev lang i ansigtet. ”Ja, jeg mener naturligvis, hvis du har lyst. Jeg ved, hvor du helst vil hen.”
Fire dage efter var Kim og hans lille kuffert anbragt på bagsædet af en vogn, der gik til Kalka. Hans rejsefælle var den hvalfiskeagtige babu, som med et frynset shawl viklet om hovedet og det ene tykke, svikkelstrømpede ben trukket op under sig sad og brummede og gøs i den kolde morgenluft.
”Hvordan kan denne mand være én af os?” tænkte Kim, idet han betragtede hans flæskeryg, mens de skumplede ned ad vejen. Og denne tanke førte ham ind i de behageligste drømmerier. Lurgan Sahib havde givet ham fem rupier — en storslået sum — samt løftet om sin yndest, hvis han var flittig. Modsat Mahbub havde Lurgan Sahib talt meget direkte om lydigheds belønning og Kim var tilfreds. Hvis han blot ligesom babuen kunne opnå den værdighed at have et bogstav og et tal — og få en pris sat på sit hoved! Ja, det kom nok alt sammen en skønne dag, og mere end det. En gang ville han måske blive næsten lige så stor som Mahbub Ali! Det halve Indien ville være hans arbejdsplads. Han ville følge og udspejde konger og ministre, som han i gamle dage havde fulgt vakil’er[*] og sagførerbude rundt i Lahore på Mahbub Alis bud. Men her og nu var der den ingenlunde ubehagelige kendsgerning, at han var på vej tilbage til St. Xaviers skole. Der ville han træffe nye drenge, som han kunne være nedladende overfor, og der ville han få kammeraternes fortællinger om deres bedrifter i ferien at høre. Unge Martin, søn af teplanteren i Manipur, havde pralet med, at han ville tage en bøsse og drage i krig mod hovedjægerne. Måske han havde gjort det, men sikkert var det, at unge Martin ikke var blevet sprængt tværs over en slotsgård i Patiala ved en fyrværkerieksplosion, og heller ikke havde han… Kim gav sig til at fortælle sig selv historien om sine oplevelser i de sidste tre måneder. Han ville kunne lamslå hele St. Xavier — selv de største drenge, som barberede sig — med sin fortælling, hvis han bare havde lov. Men det var naturligvis udelukket. En gang med tiden ville der blive sat en pris på hans hoved, det havde Lurgan Sahib forsikret ham. Men var han så tåbelig at snakke over sig nu, ville den pris ikke blot aldrig blive til noget, men oberst Creighton ville fornægte ham og hans tilbageværende korte levetid ville være prisgivet Lurgan Sahib og Mahbub Ali.
”Altså ville jeg miste Delhi for en fisk,” filosoferede han med et ordsprog. Nej, han måtte glemme sin ferie (han ville altid kunne have den fornøjelse at hitte på imaginære bedrifter) og, som Lurgan Sahib havde sagt, arbejde flittigt.
Af alle de drenge, der vendte tilbage til St. Xavier, lige fra Sakhir i sandørknerne og til Galle under palmerne, var ingen så fuld af gode forsætter som Kimball O’Hara, der nu rullede ned ad Ambalavejen bagved Hurree Chunder Mookerjee, der i en af den etnologiske kommissions protokoller stod opført som R.17.
Og dersom Kims dydige forsætter trængte til yderligere opmuntring, så sørgede babuen derfor. Efter at have indtaget et enormt måltid i Kalka gav han sig til at tale længe og uafbrudt. Skulle Kim i skole? I så tilfælde ville han, der havde taget magistergraden ved universitetet i Calcutta, forklare ham fordelene ved en god uddannelse. Man kunne vinde meget ved at ofre latinen og Wordsworths Udflugten passende opmærksomhed (alt dette var græsk for Kim). Fransk var også særdeles vigtigt, og den bedste slags var at få i Chandernagore, nogle få mil fra Calcutta. Man kunne også nå vidt, som han selv havde gjort, ved med stor opmærksomhed at studere to dramaer, der hed Lear og Julius Cæsar og som begge var stærkt i kurs ved eksaminer. Lear havde færre historiske hentydninger end Julius Cæsar. Bøgerne kostede fire annas stykket, men kunne købes brugt i Bow Basaren for to. Men langt vigtigere end Wordsworth eller de fortræffelige forfattere Burke og Hare[*] var landmålerkunsten. En dreng, som bestod eksamen i dette fag — i hvilket der, i parentes bemærket, ikke fandtes nogen kortfattet lærebog, med hvis indhold man lige akkurat kunne klemme sig igennem til eksamen — en sådan dreng kunne, blot ved at gennemvandre en landstrækning med et kompas og et nivelleringsinstrument og et årvågent øje, danne sig et billede af landet — et billede, som senere kunne sælges for meget sølv. Og da det undertiden er ubekvemt at bære målekæder med sig, ville en dreng gøre klogt i at kende den nøjagtige længde af sine egne skridt, så at han kunne afskridte en distance, selv om han var uden, hvad Hurree Chunder kaldte ”kunstige hjælpemidler”. Hurree Chunders erfaring havde lært ham, at til regnskab med tusinder af skridt var intet værdifuldere end en rosenkrans med en og firs eller hundrede og otte perler, ”For disse tal var delelige og underdelelige i mange multipla og submultipla”. Gennem disse engelske svadaer fangede Kim hans tankegang og den interesserede ham højligt. Her var tale om et nyt håndværk, som man kunne stuve sammen i sit hoved, og alt som den store, vide verden udfoldede sig for Kims blik, kom han mere og mere til den overbevisning, at jo mere man ved, jo bedre.
Til sidst, efter at have talt i halvanden time, sluttede babuen således: ”Forhåbentligt får jeg engang den fornøjelse at gøre Deres bekendtskab officielt. Ad interim,[*] hvis jeg tør tillade mig dette udtryk, vil jeg bede Dem modtage denne betelæske, som er en højst værdifuld genstand og som kostede mig to rupier for fire år siden.”
Det var en tarvelig, hjerteformet messingdåse med tre rum til de evindelige betelnødder, kalk og panblade. Men den var fuld af små pilleflasker. ”Det er en belønning for deres optræden som hellig mand. De er så ung, forstår De, at De tror at kunne leve evigt uden at tage vare på Deres legeme. Men det er en stor ubehagelighed at blive syg midt under arbejdet. Jeg holder selv meget af medicin og den er nyttig til at kurere fattige folk. Dette er fortræffelige lægemidler, købt i statens autoriserede udsalg — kinin og så fremdeles. Jeg giver den til Dem som en souvenir. Og nu farvel. Jeg har vigtige private forretninger her i nabolaget.”