Lydløs som en kat smuttede han ned fra vognen, prajede en ekka, der rullede forbi ad Ambalavejen, og kørte bort, mens Kim blev siddende målløs og vendte og drejede messingdåsen mellem hænderne.
En beretning om en drengs opdragelse interesserer sjældent andre end hans forældre, og Kim var, som læseren ved, forældreløs. I St. Xaviers skoleprotokoller står optegnet, at der hvert halvår blev sendt rapport om Kims fremskridt til oberst Creighton og til Fader Victor, fra hvem skolepengene regelmæssigt indsendtes. Det berettes ydermere i samme protokoller, at Kim viste ypperlige anlæg for matematik og korttegning og fik en præmie (Lord Lawrences Levned, to bind i kalveskind til ni rupier og otte annas) for sin duelighed deri, og at han samme semester var medlem af St. Xaviers krickethold[*] i matchen med den muhammedanske højskole i Alighur, samt at han den gang var fjorten år og ti måneder gammel. Ligeledes blev han omtrent på samme tid revaccineret — hvoraf man kan slutte, at der havde været endnu en koppeepidemi i Lucknow. Nogle blyantsbemærkninger i randen af en gammel klasseprotokol giver den oplysning, at han blev straffet flere gange på grund af ”samtale med upassende personer” og én gang lader det til, at han har fået en alvorlig straf, fordi han havde ”absenteret sig fra skolen og tilbragt en hel dag i selskab med en tigger.” Det var den gang han kravlede over porten og bad og bønfaldt lamaen hele dagen lang nede ved bredderne af Gumtifloden om at følge med ham på hans næste ferietur — blot en måned — blot én eneste kort uge — og lamaen gjorde sig hård som flint og afslog det med den begrundelse, at tiden ikke var inde. Hvad Kim havde at gøre, sagde den gamle mand, mens de spiste kager sammen, var at indsuge al sahibernes visdom, så kunne de altid se. På en eller anden måde må venskabets hånd have afværget ulykkens pisk, for seks uger efter ses det, at Kim, i en alder af femten år og otte måneder, har taget en eksamen i landmålerkunstens begyndelsesgrunde og klaret sig ”Særdeles tilfredsstillende”. Fra dette øjeblik tier protokollerne om ham. Hans navn findes ikke blandt dem, som skolen det år dimitterede til det indiske landmålerkorps. Den eneste bemærkning, der findes om ham, er: ”Taget ud af skolen på grund af ansættelse.”
Adskillige gange i løbet af de tre år viste lamaen sig i Tirthankernes Tempel i Benares, en smule magrere og om muligt lidt gulere end før, men så blid og renhjertet som nogensinde. Snart var det fra Syden, at han kom — fra Tuticorin, hvorfra de vidunderlige ildskibe går til Ceylon, hvor man finder præster, der forstår pali[*]. Snart var det fra det fugtige, grønne Vesten og de tusind bomuldsfabriksskorstene, der omgiver Bombay. Og én gang var det fra Norden, hvorhen han havde rejst otte hundrede engelske mil for at få én dags samtale med Vogteren af Billederne i Vidunderhuset. Han plejede at vandre ganske stilfærdigt ind i sin kølige marmorcelle — præsterne i templet var gode mod den gamle mand — vaske rejsens støv af sig, fremsige sine bønner og derpå tage af sted til Lucknow i en tredje klasses kupé — for nu havde han vænnet sig til at køre med jernbane. Når han så kom tilbage, var det påfaldende — som hans ven, den Søgende præst, påpegede for ypperstepræsten — at han for en stund glemte at sørge over, at han ikke kunne finde sin Flod, og undlod at tegne vidunderlige billeder af Livets Hjul, hvorimod han foretrak at tale om den skønhed og visdom, der fandtes hos en vis mystisk chela, som ingen i templet nogensinde havde set. Ja, han havde fulgt sporene af Den Højtvelsignedes fødder gennem hele Indien. (Museets bestyrer har endnu i sit værge en højst vidunderlig beretning om hans vandringer og overvejelser). Han havde ikke mere at gøre i dette liv end at finde Pilens Flod. Alligevel var det blevet ham betydet i drømme, at han ikke kunne påtage sig det med håb om held, hvis ikke han på sin Søgen medtog den chela, der var blevet udpeget til at skænke foretagendet et heldigt udfald, og som var i besiddelse af stor visdom — visdom af den slags, som hvidhårede Vogtere af Billeder besidder. For eksempel (her kom snusdåsen frem, og de venlige jainpræster tav hurtigt:
”For længe, længe siden, da Devadatta var konge i Benares — lyt alle til denne Jâtaka![*] — blev en elefant fanget af kongens jægere og om dens fod blev der lagt en smertende jernring, inden det lykkedes den at slippe løs. Med had og raseri i sit hjerte stræbte den efter at befri sig fra ringen. Den løb frem og tilbage i skovene og besvor sine brødre, de andre elefanter, om at bryde ringen itu. En for en forsøgte de med deres stærke snabler, men ingen kunne. Til sidst erklærede de, at ringen ikke lod sig bryde af noget dyrs kraft. Men i et krat lå en nyfødt, daggammel elefantunge, endnu våd efter fødselen, hvis moder var død. Da glemte den lænkede elefant sine egne smerter og sagde: ’Hjælper jeg ikke denne kalv, træder hjorden den under fødder og den vil dø.’ Og den stillede sig over ungen og beskyttede den med sine ben imod den urolige hjord og den tiggede mælk af en god hunelefant og ungen trivedes og elefanten med ringen var kalvens fører og forsvarer. En elefants dage — lyt alle til denne Jâtaka! — er fem og tredive år, inden den når sin fulde styrke, og i fem og tredive regntider var elefanten med ringen den unges ven, og i al den tid åd ringen sig længere og længere ind i kødet.
Så en dag så den unge elefant den halvt begravede jernring og den vendte sig til den ældre og sagde: ’Hvad er det?’ — ’Det er min sorg,’ svarede dens ven. Men da strakte den unge sin snabel ud og på et øjeblik fjernede den ringen, idet den sagde: ’Tidens fylde er kommet.’ Således blev den gode elefant, som havde ventet tålmodigt og gjort gode gerninger, befriet, da tidens fylde kom, netop af den unge, som den havde reddet — lyt alle til denne Jâtaka! — for elefanten var Ananda, og kalven, som brød ringen itu, var ingen anden end Herren Selv…”
Og så rystede han på sit milde hoved og udviklede, mens rosenkransen klirrede, hvor fuldstændig fri for stolthedens synd den elefantunge havde været. Den var lige så ydmyg som en chela, der, da han så sin herre sidde i støvet uden for Lærdommens Porte, sprang over portene (for de var låsede) og omfavnede sin herre for øjnene af den hovmodige stad. Rig ville lønnen blive for en sådan herre og en sådan chela, når den stund kom, da de skulle søge Frihed sammen!
Således talte lamaen, mens han kom og gik rundt om i hele Indien så stilfærdig som en flagermus. En hvastunget gammel kvinde i et hus blandt frugthaverne hinsides Saharanpur ærede ham som profet, og hos hende sad han i et værelse ud mod gården, hvor duerne kurrede, mens hun lagde sit unyttige slør til side og snakkede om ånder og djævle fra Kulu, om ufødte børnebørn og om den frække hvalp, som hun havde talt med på parao’en. En gang forlod han også den store hovedlandevej neden for Ambala og gik til den landsby, hvor præsten havde givet ham opium. Men den milde Himmel, som holder hånden over lamaer, førte ham i tusmørket gennem kornmarkerne, åndsfraværende og umistænksom, til rissaldarens dør. Og her var det lige ved at komme til en alvorlig misforståelse, for den gamle soldat spurgte ham, hvorfor Stjernernes Ven var kommet samme vej for seks dage siden.