”Det er umuligt,” sagde lamaen. ”Han er vendt tilbage til sit eget folk.”
”For fem nætter siden sad han i krogen dér og fortalte hundrede lystige historier,” påstod hans vært. ”Sandt nok, han forsvandt noget pludseligt ved daggry efter at have ført tåbelig snak med min sønnedatter. Han er vokset stærkt, men han er den samme Stjernernes Ven, som bragte mig den sande meddelelse om krigen. Er I gået fra hinanden?”
”Ja og nej,” svarede lamaen. ”Vi — vi er ikke fuldstændigt adskilte, men tiden er ikke moden til at vandre sammen. Han erhverver sig visdom et andet sted. Vi må vente.”
”Lige meget — men når du mener, at det ikke var drengen, hvordan kan det da være, at han hele tiden talte om dig?”
”Hvad sagde han?” spurgte lamaen ivrigt.
”Hundrede tusind kærlige ord — at du var hans fader og moder og så videre. Skade, at han ikke vil træde i dronningens tjeneste. Han er uden frygt.”
Denne efterretning forbavsede lamaen, der intet vidste om, hvor nøje Kim holdt sig til den kontrakt, som han havde sluttet med Mahbub Ali og som oberst Creighton havde været nødt til at stadfæste.
”Det lader sig ikke gøre at holde den unge pony fra spillet,” sagde hestehandleren, da obersten fremhævede, hvor meningsløst det var sådan at strejfe omkring i Indien i ferien. ”Får han ikke lov til at komme og gå, som han vil, tager han sig selv forlov. Og hvem skal så fange ham? Oberst-sahib, det hænder måske én gang i tusind år, at der fødes en hest så velegnet for spillet som dette føl. Og vi trænger til mænd.”
Tiende kapitel
Lurgan Sahib talte ikke så direkte, men hans råd stemte overens med Mahbubs og resultatet var til gavn for Kim. Nu vidste han bedre end at vandre fra Lucknow klædt som indfødt. Dersom Mahbub var så nær, at han kunne sende ham et brev, styrede han kursen til Mahbubs lejr og forklædte sig i den kloge og erfarne pathaners påsyn. Dersom den lille farvelade, som han brugte til korttegning i skolen, havde haft mæle og kunnet fortælle om hans bedrifter i ferierne, ville han rimeligvis være blevet jaget bort fra skolen. Én gang rejste han og Mahbub hele vejen til den skønne stad Bombay med tre vognladninger sporvognsheste, og Mahbub var nær ved at give efter, da Kim foreslog ham at fragte en dhow[*] for at sejle over det indiske ocean og købe arabiske heste, der, efter hvad Kim havde hørt af en af hestehandleren Abdul Rahmans mænd, stod højere i pris end heste fra Kabul. Han havde spist af samme fad som den nævnte store handelsmand, da denne havde indbudt Mahbub og nogle andre trosfæller til en stor hadji[*]-middag. De tog tilbage ad søvejen over Karachi og ved denne lejlighed fik Kim sit første kendskab til søsyge, siddende på coasterens forluge, ganske overbevist om, at han var blevet forgivet. Selv babuens berømmelige medicinæske viste sig unyttig, skønt Kim havde fornyet indholdet i Bombay. Mahbub havde forretninger i Quetta, og her tjente Kim til føden — og måske lidt til, indrømmede Mahbub — ved at tilbringe fire mindeværdige dage som køkkendreng i huset hos en tyk sergent i intendanturen og ved i et heldigt øjeblik at tage en lille regnskabsbog af pergament fra hans pengeskab, hvis indhold han derefter afskrev — det lod til udelukkende at dreje sig om køb og salg af kvæg og kameler — i måneskin en varm nat, mens han lå bag et af udhusene. Derefter lagde han atter regnskabsbogen på dens plads, forlod efter Mahbubs ordrer sin tjeneste uden sin løn og sluttede sig til ham seks mil længere nede ad landevejen med afskriften på sit bryst.
”Den soldat er en lille fisk,” forklarede Mahbub Ali, ”men med tiden fanger vi nok den større. Han sælger blot okser til to forskellige priser — én til sig selv og én til regeringen, og deri ser jeg intet ondt.”
”Men hvorfor ikke bare tage den lille bog med mig? Det havde været nemmere.”
”Så ville han være blevet forskrækket og have fortalt det til sin principal. Og så ville vi måske en skønne dag ikke opdage et stort antal nye rifler på vej fra Quetta og op i det nordlige. Spillet er så stort, at man kun ser én stump ad gangen.”
”Oho!” sagde Kim, hvorefter han holdt bøtte.
Dette hændte i efterårsferien, efter at han havde fået præmie for sin dygtighed i matematik. Juleferien tilbragte han — med undtagelse af ti dage til private fornøjelser — hos Lurgan Sahib, hvor han det meste af tiden sad foran et knitrende brændebål — der lå fire fod sne på vejen til Jakko det år — og hjalp Lurgan med at trække perler på snor, for hindudrengen var rejst bort for at holde bryllup. Lurgan lod Kim lære hele kapitler af koranen udenad, indtil han kunne aflevere dem med en mullahs tungefærdighed og tonefald. Fremdeles lærte han Kim navnene på og egenskaberne ved mange af de indfødtes lægemidler, så vel som de besværgelser, der må fremsiges, når man anvender dem. Om aftenen skrev han trylleformularer på pergament — indviklede pentagrammer med navne på djævle, Murra og Awan, kongernes fælle — fantastisk skrevne i alle hjørner. Og vigtigere, han gav Kim gode råd med hensyn til, hvordan han skulle pleje sit legeme, kurere sig selv for feberanfald og anvende de simple lægemidler, som findes alle vegne. En uge inden det var tid at vende tilbage til skolen sendte oberst Creighton Sahib — hvilket var kontraktbrud — Kim nogle skriftlige eksamensopgaver, der udelukkende drejede sig om målestokke og landmålerkæder og vinkler og sligt.
I den følgende ferie var han ude sammen med Mahbub og på denne tur var han i parentes bemærket tørstedøden nær, mens han red på en kamel til den hemmelighedsfulde stad Bikanir gennem sandørkenen, hvor brøndene er 400 fod dybe og forede med kamelknogler. Set fra Kims synspunkt var det ingen fornøjelig tur, for obersten beordrede ham — stik imod kontrakten — til at tegne en plan af den vilde, muromkransede by. Og såsom det ikke er skik og brug, at en muhammedansk hestepasser og pibestopper slæber rundt med landmålerkæder i en uafhængig indfødt stats hovedstad, var Kim nødt til at skridte alle afstande af og tælle skridtene ved hjælp af en rosenkrans. Han brugte sit kompas til at tage retninger med, når lejlighed gaves — især i tusmørket, når kamelerne havde fået deres foder — og ved hjælp af sin lille farvelade med seks farver og tre pensler fik han lavet noget, der ikke var helt uden lighed med staden Jeysulmir. Mahbub morede sig højligt og rådede ham til også at affatte en skriftlig rapport, og Kim gav sig i lag med dette arbejde bag i den store regnskabsbog, der havde sin plads under fligen af Mahbubs yndlingssadel.
”Du må fortælle alt, hvad du har set eller rørt eller tænkt. Skriv, som om selve Jang-i-Lat Sahib (den øverstkommanderende) kom hemmeligt marcherende i spidsen for en stor krigshær.”
”Hvor stor en hær?”
”Åh, en halv lakh[*] mænd.”
”Snak! Husk på, hvor få og dårlige brøndene i ørkenen var. Ikke tusind tørstende mænd kunne nå hertil.”
”Så skriv det — skriv også om de gamle brecher i murene — og hvor man henter brænde — og hvordan kongen er til sinds. Jeg bliver her, indtil jeg har solgt alle mine heste. Jeg lejer et værelse ved byens port og du skal være min regnskabsfører. Der er en god lås for døren.”