Rapporten, skrevet med den umiskendelige håndskrift, som læres i St. Xavier, og kortet med de brune, gule og højrøde farveklatter fandtes endnu for få år siden (en skødesløs kontorist havde bundet den sammen med de spredte notitser fra E.23’s anden opmåling af Seistan[*]), men nu er blyantsskriften rimeligvis næsten ulæselig. På den anden dag af deres tilbagerejse oversatte Kim den for Mahbub ved lyset af en olielampe. Afghaneren rejste sig og bøjede sig over de brogede sadelposer.
”Jeg vidste, at den ville være en æresdragt værd, og derfor købte jeg en,” sagde han med et smil. ”Var jeg emir af Afghanistan (ham får vi måske en dag at se), ville jeg fylde din mund med guld.”
Han lagde højtideligt klædningsstykkerne for Kims fødder. Der var en guldbroderet, kegleformet hue fra Peshawur og et stort turbanklæde med bred guldfrynse. Der var en broderet vest fra Delhi til at knappe på højre side over en snehvid, stor og løstsiddende skjorte. Grønne pyjamas[*] med snoede silkebånd i linningen og, for at intet skulle mangle, guddommeligt duftende ruslæders tøfler med arrogant krummede snuder.
”At iføre sig nye klæder en onsdag morgen er lykkebringende,” sagde Mahbub højtideligt. ”Men vi må ikke glemme denne verdens onde mennesker. Se her!”
Og oven på al den pragt, der var nær ved at tage vejret fra den henrykte Kim, lagde han en perlemorsindlagt, nikkelbeslået revolver af kaliber 45 med automatisk udtrækning.
”Jeg tænkte først på en mindre kaliber, men så faldt det mig ind, at denne passer til regeringens patroner. Og dem kan man altid få fat i, især oppe ved grænsen. Rejs dig nu op og lad mig se på dig.” Han klappede Kim på skulderen. ”Måtte du aldrig blive træt, pathaner! Åh, hvilken hjerteknuser du bliver! Åh, hvilke øjne du har, når du skotter til siden under øjenhårene!”
Kim drejede sig bort, strakte tæerne frem, rettede sig i sin fulde højde og følte uvilkårligt efter sit fremspirende overskæg. Så bøjede han sig ned for i passende taknemmelighed at klappe Mahbubs fødder med sine dirrende hænder. Hans hjerte var for fuldt til, at han kunne finde ord. Men Mahbub standsede ham og omfavnede ham.
”Min søn,” sagde han, ”hvortil behøves ord mellem os? Men er den lille revolver ikke henrivende? Alle seks patroner trækkes ud med én håndbevægelse. Den skal bæres på brystet helt inde på kroppen, hvorved den så at sige holdes smurt. Gem den aldrig andetsteds. Om Gud vil, skal du engang dræbe din mand med den.”
”Hai mai!” sukkede Kim forknyt. ”Dræber en sahib en mand, hænges han i fængslet.”
”Sandt nok, men ét skridt hinsides grænsen er folk fornuftigere. Gem den nu, men lad den først. Til hvad nytte er en tom pistol?”
”Når jeg vender tilbage til madrissah’en, må jeg give dig den tilbage. De tillader ikke pistoler dér. Du vil nok gemme den for mig?”
”Min søn, jeg er ked af den madrissah, hvor de tager et menneskes bedste år fra ham for at lære ham, hvad han kun kan lære på landevejen. Sahib’ernes tåbelighed har hverken begyndelse eller ende. Men lige meget. Måske din skriftlige rapport vil befri dig for yderligere trældom. Og Gud skal vide, at vi mere og mere trænger til mænd i Spillet.”
Så marcherede de tavse gennem det fygende sand over saltørkenen til Jodhpur, hvor Mahbub og hans kønne nevø Habib-Ullah gjorde mange forretninger, og derfra rejste Kim i en anden klasses kupé tilbage til St. Xavier, nedtrykt og iført europæiske klæder, som han hurtigt voksede fra. Tre uger efter kom oberst Creighton ind i Lurgans butik og traf Mahbub Ali i åbent mytteri. Lurgan Sahib optrådte som Mahbubs reserve og ildstøtte.
”Ponyen er fuldt færdig — er vænnet til bidsel og har den rette gangart, Sahib! Fra nu af vil den dag for dag miste noget af sin brugbarhed, hvis den ikke bruges. Giv den frie tøjler og lad den løbe,” sagde hestehandleren. ”Vi har brug for den.”
”Men han er så ung, Mahbub — ikke mere end seksten år, vel?”
”Da jeg var femten, havde jeg dræbt en mand og avlet en mand, Sahib.”
”Uforbedrelige gamle hedning!”
Creighton vendte sig til Lurgan. Det sorte skæg tilnikkede afghanerens farvede røde sit bifald.
”Jeg ville have brugt ham for længe siden,” sagde Lurgan. ”Jo yngre jo bedre. Derfor er det, at jeg altid lader mine virkelig værdifulde juveler bevogte af et barn. De sendte ham til mig, for at jeg skulle prøve ham, og jeg prøvede ham på enhver måde. Han er den eneste dreng, som jeg ikke har kunnet få til at se syner.”
”I krystallen — eller i blækpølen[*]?” spurgte Mahbub.
”Nej. Under min hånd, som jeg har fortalt dig. Det er aldrig hændt mig før. Det betyder så meget som, at han er stærk nok[*] — skønt De måske tror, at det er noget vrøvl, oberst Creighton — til at få hvem som helst til at gøre, hvad han ønsker. Det er nu tre år siden og jeg har lært ham en del siden da, oberst Creighton. Jeg tror De lader ham gå til spilde.”
”Hm! Måske har De ret. Men som I ved, er der intet landmålerarbejde for ham lige nu.”
”Slip ham løs — lad ham gå,” afbrød Mahbub. ”Hvem forventer, at et føl straks bærer tunge byrder? Lad ham løbe med karavanerne ligesom vore hvide kamelføl — på lykke og fromme. Jeg ville gerne selv tage ham med, men —”
”Der er en lille forretning, som han kunne gøre god nytte i — nede sydpå,” sagde Lurgan med uendelig blid stemme og sænkede sine tunge mørke øjenlåg.
”Den er i E.23’s hænder,” svarede Creighton hurtigt. ”Han må ikke tage derned. Desuden kan han ikke tyrkisk.”
”Sig ham blot, hvordan de breve, vi vil have fat i, ser ud og lugter, så bringer han dem,” trængte Lurgan på.
”Nej. Det er arbejde for en voksen mand,” sagde Creighton.
Det var en temmelig kedelig historie. Det drejede sig om en utilladelig og oprørsk brevveksling mellem en person, som gjorde krav på at være den øverste autoritet i alle muhammedanske religionssager hele verden over, og et yngre medlem af en kongelig familie, som var blevet klapset af, fordi han havde bortført kvinder fra britisk territorium. Den muhammedanske ærkebiskop havde været voldsom og storsnudet i sine udtryk, den unge fyrste var blot gnaven, fordi hans privilegier var blevet indskrænkede. Men der var ingen grund til, at han skulle fortsætte en brevveksling, som måske en dag kunne kompromittere ham. Ét brev var ganske vist blevet skaffet til veje, men finderen var senere fundet død på landevejen, klædt som en arabisk handelsmand, efter hvad der rapporteredes af E.23, da denne overtog arbejdet.
Disse kendsgerninger, tillige med nogle andre, der ikke lader sig offentliggøre, fik både Mahbub og Creighton til at ryste på hovedet.
”Lad ham vandre af sted med sin røde lama,” sagde hestehandleren med øjensynlig anstrengelse. ”Han holder meget af den gamle mand. Så kan han i det mindste vænne sig til at tælle sine skridt med rosenkransen.”
”Jeg har haft en del forhandlinger — skriftlige — med den gamle mand,” sagde oberst Creighton og smilte ved sig selv. ”Hvor vandrer han hen?”
”Frem og tilbage i landet, som han har gjort de sidste tre år. Han søger efter en Frelsende Flod. Guds forbandelse over alle —” Mahbub tog sig i det. ”Når han ikke er på landevejen, slår han sig ned i Tirthankernes Tempel eller i Buddh Gaya. Derefter opsøger han drengen i madrissah’en. Det ved vi, for drengen er blevet straffet derfor et par gange. Han er splittergal, men en fredelig mand. Jeg har truffet ham. Babuen har også haft med ham at gøre. Vi har holdt øje med ham i tre år. Røde lamaer er ikke så hyppige i Hind, at man taber deres spor.”