”Babuer er meget mærkelige,” sagde Lurgan eftertænksomt. ”Véd De, hvad Hurree Babus højeste ønske er? At blive medlem af det Kongelige Videnskabernes Selskab på grund af sine etnologiske arbejder. Jeg siger Dem, jeg har måttet fortælle ham alt om lamaen, som jeg havde hørt af Mahbub og drengen. Hurree Babu er rejst ned til Benares — på egen bekostning, tror jeg.”
”Det tror jeg ikke,” sagde Creighton kort. Han havde betalt Hurrees rejseudgifter på grund af en meget levende nysgerrighed efter at få at vide, hvad lamaen var for et menneske.
”Og han har flere gange i løbet af disse år henvendt sig til lamaen for at få oplysninger om lamaisme og djævledanse og tryllemidler og besværgelser. Hellige Jomfru! Jeg kunne have fortalt ham det alt sammen for år tilbage. Jeg er bange for, at Hurree Babu begynder at blive for gammel til arbejdet på landevejen. Han holder mere af at indsamle oplysninger om sæder og skikke. Og så ønsker han at blive medlem af Videnskabernes Selskab.”
”Hurree har en høj mening om drengen, ikke sandt?”
”Ja, meget — vi har haft nogle fornøjelige aftener i min ringe bolig — men jeg tror, det vil være spild at anvende ham til Hurrees etnologiske arbejde.”
”Ikke som en første prøve. Hvad mener du, Mahbub? Lad drengen gå med lamaen et halvt år. Så kan vi altid se. I løbet af den tid kan han få erfaring —”
”Den har han allerede, Sahib — ganske som en fisk kender vandet, den svømmer i. Men i alle fald er det bedst at slippe ham løs fra skolen.”
”Godt, lad så være,” sagde Creighton halvt for sig selv. ”Han kan gå med lamaen. Og hvis Hurree Babu vil holde øje med dem, er det så meget desto bedre. Han vil ikke lede drengen i fare, som Mahbub ville. Pudsigt nok — hans ønske om at blive medlem af Videnskabernes Selskab. Og meget menneskeligt for resten. Han er virkelig flinkest til det etnologiske arbejde — Hurree.”
Ingen penge og ingen forfremmelse kunne have trukket Creighton bort fra hans arbejde, men dybt i sit hjerte nærede han den ærgerrighed en gang at kunne skrive ”Medlem af det Kongelige Videnskabernes Selskab” efter sit navn. Han vidste, at visse hædersbevisninger kunne opnås ved behændighed og gode venners hjælp, men efter hans formening kunne intet andet end et helt livs arbejde bringe en mand ind i det selskab, som han nu i årevis havde bombarderet med monografier om sælsomme asiatiske religionsskikke og ukendte sæder. Ni mænd af ti ville af kedsomhed flygte fra et møde i Videnskabernes Selskab, men Creighton var den tiende og til tider længtes hans sjæl inderligt efter de menneskefyldte sale i det magelige London, hvor gråhårede og skaldede herrer, som intet kender til hæren, bevæger sig blandt spektroskopiske eksperimenter, frosne tundraers lavere planteverden, maskiner til at måle elektricitetens hastighed og apparater til at skære en hunmoskitos venstre øje i skiver på brøkdele af en millimeters tykkelse. Fornuftigvis burde han have følt sig mest tiltrukket af det Kongelige Geografiske Selskab, men voksne mænd er så lunefulde som børn i valget af legetøj. Derfor smilede Creighton og fik bedre tanker om Hurree Babu, der nærede samme ønske som han selv.
Han lagde åndedolken fra sig og så op på Mahbub.
”Hvornår kan vi trække føllet af stalden?” sagde hestehandleren, som læste i hans øjne.
”Hm! Tager jeg ham ud af skolen nu — hvad tror du så, at han vil gøre? Jeg har aldrig før været med til at opdrage sådan en.”
”Han vil komme til mig,” sagde Mahbub uden tøven. ”Lurgan Sahib og jeg vil udstyre ham til arbejdet på landevejen.”
”Lad gå da. Han kan løbe, hvor han vil, i et halvt år. Men hvem vil borge for ham?”
Lurgan bøjede hovedet let.
”Han sladrer ikke af skole, hvis det er det, De frygter, oberst Creighton.”
”Han er kun en dreng, når alt kommer til alt.”
”Åh ja, men for det første har han ikke noget at fortælle og for det andet ved han, hvad der så ville ske. Desuden holder han meget af Mahbub og også en smule af mig.”
”Skal han have løn?” spurgte den praktiske hestehandler.
”Kun kostpenge. Tyve rupier om måneden.”
Et fortrin ved den hemmelige tjeneste er, at der ikke er nogen ubehagelig revision. Dens midler er naturligvis indskrænkede på det latterligste, men finanserne bestyres af nogle få mænd, der ikke forlanger kvitteringer eller fremlægger specificerede regnskaber. Mahbubs øjne strålede med næsten en sikhs kærlighed til penge. Selv Lurgans rolige ansigt skiftede udtryk. Han tænkte på de kommende år, hvor Kim for alvor ville deltage i Det Store Spil, som foregår uafladeligt i hele Indien. Han forudså, at hans elev ville skaffe ham ære og ros fra de få udvalgtes læber. Lurgan Sahib havde gjort E.23 til, hvad E.23 nu var. Da han fik ham under behandling, var han kun en forvirret, uforskammet, løgnagtig lille fyr fra de nordvestlige provinser.
Men disse Kims læreres glæde var intet imod Kims egen henrykkelse, da rektoren i St. Xavier kaldte ham til side og sagde, at oberst Creighton havde sendt bud efter ham.
”Han lader mig vide, O’Hara, at han har skaffet dig en plads som landmålerassistent ved Kanalvæsenet. Der ser du, hvad flid i matematik fører til. Det er et stort held for dig, for du er kun 16 år gammel. Men du forstår naturligvis, at du ikke bliver pukka (fast ansat), førend du har taget din eksamen til efteråret. Du må derfor ikke tro, at du vandrer ud i verden blot for at more dig, eller at din lykke er gjort. Du har en hel del strengt arbejde for dig. Men dersom det lykkes dig at blive pukka, kan du stige til fire hundrede om måneden, ved du nok.”
Hvorefter rektor gav ham adskillige gode råd med hensyn til opførsel, væsen og moral, og hans ældre kammerater, som ikke havde fået ansættelse, talte, som kun anglo-indiske unge mennesker kan tale, om favoriseren og bestikkelse. Ja, unge Cazalet, hvis far var pensionist i Chunar, mere end antydede, at oberst Creightons interesse for Kim i høj grad var faderlig. Og Kim belønnede ikke ondt med ondt, skældte ikke engang ud. Han tænkte på al den uhyre fornøjelse, han havde i vente, og på det brev, han den foregående dag havde fået fra Mahbub, nok så nydeligt skrevet på engelsk, og hvori pathaneren satte ham stævne samme eftermiddag i et hus, hvis blotte navn ville have fået hårene til at rejse sig på rektors hoved…
Samme aften sagde Kim til Mahbub, mens de stod ved bagagevægtene på banegården i Lucknow: ”Jeg var virkelig bange for, at loftet i sidste øjeblik ville styrte ned, så at jeg ville blive snydt for det hele. Er det nu virkelig alt sammen forbi, min fader?”
Mahbub knipsede med fingrene for at vise, hvor fuldstændigt forbi det var, og hans øjne skinnede som gloende kul.
”Så giv mig pistolen, så at jeg kan bære den!”
”Så sagte! Et halvt år kan du løbe frit omkring. Det har jeg udvirket hos oberst Creighton Sahib. Og du får tyve rupier om måneden. Gamle Rødhue ved, at du kommer.”
”Jeg vil betale dig dustoorie (kommission) af min løn i tre måneder,” sagde Kim alvorligt. ”To rupier om måneden. Men først må vi se at blive af med disse her.” Han trak i sine tynde lærredsbukser og rev i sin flip. ”Jeg har medbragt alt, hvad jeg behøver på vejen. Min kuffert er blevet sendt op til Lurgan Sahib.”
”Som sender dig sin salaam, Sahib.”
”Lurgan Sahib er en meget klog mand. Men hvad vil du nu gøre?”
”Jeg drager nordpå igen for at tage del i Det Store Spil. Hvad ellers? Længes du stadig efter at følges med gamle Rødhue?”
”Glem ikke, han gjorde mig til, hvad jeg er — skønt han ikke vidste af det. År for år sendte han skolepenge.”