”Jeg havde gjort det samme — hvis det var faldet mit tykke hoved ind,” brummede Mahbub. ”Kom nu. Lygterne er tændt, og ingen vil lægge mærke til dig i basaren. Vi går til Huneefas hus.”
På vejen derhen gav Mahbub ham omtrent samme råd, som Lemuels moder[*] gav sin søn, og pudsigt nok fremhævede Mahbub især, hvorledes kvinder som Huneefa bragte konger i fordærv.
”Og jeg mindes,” citerede han ondskabsfuldt, ”en vis person, som sagde: ’Stol hellere på en slange end på en skøge, og hellere på en skøge end på en pathaner, Mahbub Ali.’ Det er sandt nok, undtagen det med pathanerne, til hvem jeg hører. Ganske særligt gælder det i Det Store Spil, for det er på grund af kvinder, at alle planer kuldkastes og at vi bliver fundne i daggryet med overskåret hals. Således hændte det for en mand —” og han fortalte en bloddryppende historie.
”Men hvorfor -?” Kim standsede ved foden af en snavset trappe, der førte op til et hedt og mørkt kammer i de bygninger, der ligger bagved Azim Ullahs tobaksbutik. De, der kender stedet, kalder det Fugleburet — det er så fuldt af hvisken og fløjten og kvidren.
Værelset med sine snavsede hynder og halvt udrøgede hukaer stank modbydeligt af gammel tobaksrøg. I en krog lå en stor, uformelig kvinde klædt i grønligt flor. Hendes pande, næse, ører, hals, håndled, arme, midje og ankler var prydede med tunge indfødte smykker. Når hun vendte sig, lød det som raslende kobberkasseroller. En mager kat på altanen uden for vinduet mjavede sultent. Kim standsede forvirret ved dørforhænget.
”Er det det nye materiale, Mahbub?” spurgte Huneefa dovent, idet hun knap nok gjorde sig den ulejlighed at tage piben ud af munden. ”Oh Buktanoos!” — som de fleste af hendes slags svor hun altid ved en eller anden djinn — ”Buktanoos! Han er meget smuk at se til.”
”Det er med i handelen,” forklarede Mahbub Kim, som lo.
”Den slags har jeg hørt, siden jeg var seks dage gammel,” svarede han og satte sig ned ved lyset. ”Hvad skal det føre til?”
”Til beskyttelse. I nat forandrer vi din hudfarve. Denne lange soven under tag har bleget dig, så at du er mandelhvid. Men Huneefa kender en farve, som sidder fast, og det længere end en dag eller to. Fremdeles gør vi dig stærk imod fortræd på landevejen. Det er min gave til dig, min søn. Tag alt, hvad du har på dig af metal, og læg det her. Gør dig rede, Huneefa.”
Kim fremtog sit kompas, sin farvelade og den nyfyldte medicinæske. De havde alle fulgt ham på hans vandringer og på drenges vis satte han uhyre pris på dem.
Kvinden rejste sig langsomt og bevægede sig fremad med hænderne lidt udstrakte. Kim så nu, at hun var blind.
”Nej, nej,” mumlede hun, ”pathaneren taler sandt — min farve slides ikke af på en uge eller en måned, og de, jeg beskytter, er under kraftig varetægt.”
”Når man er langt borte og alene, er det ikke godt pludseligt at få lyse pletter og se spedalsk ud,” sagde Mahbub. ”Da du var sammen med mig, kunne jeg passe på. Desuden er en pathaner lys af lød. Blot nu din overkrop og se, hvor hvid du er blevet.” Huneefa famlede sig netop tilbage fra et indre værelse. ”Det gør intet. Hun kan intet se.” Han tog en tinskål fra hendes ringbesatte hånd.
Farvestoffet så blåligt og klæbrigt ud. Kim forsøgte det på sit håndled med en tot bomuld, men Huneefa hørte ham.
”Nej, nej,” udbrød hun, ”sådan gøres det ikke, men kun med de rette ceremonier. Farvningen er det mindste af det hele. Jeg giver dig beskyttelse mod alt, hvad der kan møde dig på vejen.”
”Jadoo (trolddom)?” sagde Kim med et lille sæt. Han holdt ikke af de hvide, blinde øjne. Mahbub lagde hånden på hans hals og bøjede ham ned mod gulvet, så at hans næse kun var en tomme fra plankerne.
”Vær stille. Der sker dig intet ondt, min søn. Jeg er dit gidsel.”
Han kunne ikke se, hvad kvinden var i færd med, men han hørte hendes smykkers ringlen i mange minutter. En tændstik lyste op i mørket og han hørte den velkendte snurren og sprutten af antændte røgelseskorn. Så fyldtes værelset af røg — tung, aromatisk, bedøvende. I en voksende døsighed hørte han navnene på forskellige djævle — Zulbazan, Eblis’ søn, som lever i basarer og på parao’er og fremkalder alle pludselige udskejelser og ondskabsfuldheder på landevejenes holdepladser. Dulhan, der lusker usynlig omkring moskeerne, dvæler blandt de troendes tøfler og hindrer menneskene i at fremsige deres bønner. Musboot, herren over løgn og panik. Snart hviskede Huneefa ind i hans ører, snart talte hun som fra en umådelig afstand, og hun berørte ham med sine uhyggelige bløde fingre, men Mahbubs hånd lå stadig med et fast tag på hans hals, indtil drengen endelig slappedes med et suk og mistede bevidstheden.
”Allah! Hvor han stred imod! Det ville aldrig være lykkedes, hvis vi ikke havde haft røgelsen. Det ligger formodentlig i, at han er hvid,” sagde Mahbub gnavent. ”Gå videre med din dawut (besværgelse). Giv ham den fulde beskyttelse.”
”Oh Lytter! Du som hører med ører, vær nærværende. Lyt, du som lytter!” stønnede Huneefa med de døde øjne vendte mod vest. Det mørke kammer fyldtes af stønnen og prusten.
På altanen udenfor hævede en svær skikkelse sit kuglerunde hoved og rømmede sig nervøst.
”Afbryd ikke denne bugtalende nekromantiker, min ven,” sagde hovedet på engelsk. ”Jeg vil mene, at det er meget uhyggeligt for Dem, men en oplyst iagttager lader sig ikke så let forbløffe.”
”… jeg lægger en plan til deres udryddelse! Profet, vær overbærende mod de vantro. Lad dem i fred en stund!” Huneefas ansigt, der var vendt mod nord, fordrejedes frygteligt, og det lød, som om stemmer fra loftet svarede hende.
Hurree Babu vendte tilbage til sin notesbog, som lå i vindueskarmen, men han rystede på hånden. Huneefa rokkede frem og tilbage i en af røgelsen frembragt ekstase, mens hun sad med korslagte ben ved Kims ubevægelige hoved, påkaldte djævel efter djævel i den ældgamle, af ritualet foreskrevne rækkefølge og forpligtede dem til aldrig at hindre drengen i nogen af hans handlinger.
”Hos ham er Hemmelighedernes Nøgler! Kun han kender dem! Han ved, hvad der findes til lands og til vands!”
Igen brød de unaturlige, pibende svar løs.
”Jeg — jeg forstår, at der ikke vil være skadelige virkninger?” sagde babuen, mens han iagttog Huneefas halsmuskler, som dirrede og rykkede, idet hun begyndte at tale i tunger. ”Det — det er da vel ikke sandsynligt, at hun har taget livet af drengen? I så fald vil jeg ikke optræde som vidne ved forhøret… hvad hed den sidste hypotetiske djævel, hun nævnte?”
”Babuji,” sagde Mahbub på de indfødtes sprog, ”jeg kerer mig ikke om Hinds djævle, men Eblis’ sønner er en ganske anden sag, og hvad enten de er jumalee (gunstige) eller jullalee (frygtelige), elsker de ikke vantro.”
”De mener altså, at jeg gør bedst i at gå min vej?” sagde Hurree Babu og rejste sig halvt. ”De er naturligvis dematerialiserede fænomener. Spencer[*] siger —”
Nu slog Huneefas krise, som sådanne kriser altid må, over i kramper med hylen og fråden. Udmattet og ubevægelig lå hun ved siden af Kim og de mærkelige stemmer tav.
”Wah! Værket er endt. Må det gavne drengen. Huneefa er i sandhed en mester i dawut. Hjælp mig med at slæbe hende til side, babu. Vær ikke bange.”
”Hvordan skulle jeg være bange for det absolut ikke-eksisterende?” sagde Hurree Babu på engelsk for at berolige sig selv. Det er højst ubehageligt at frygte den trolddom, som man foragter og studerer, og at indsamle folklore for det Kongelige Videnskabernes Selskab med en levende tro på alle Mørkets Magter.