Mahbub lo i skægget. Han havde været på landevejen med Hurree ved andre lejligheder.
”Lad os så gøre ende på farvningen,” sagde han. ”Nu er drengen godt beskyttet — såfremt Luftens Herrer har ører at høre med. Selv er jeg sufi (fritænker) men dersom man kan komme om på den blinde side af en kvinde, en hingst eller en djævel, hvorfor da stille op til spark? Følg ham på vej og se til, at gamle Rødhue ikke fører ham uden for vor rækkevidde. Jeg må tilbage til mine heste.”
”Meget vel,” svarede Hurree Babu. ”For øjeblikket frembyder han et mærkeligt skue.”
Ved tredje hanegal vågnede Kim af en søvn, der forekom ham at have varet tusinder af år. Huneefa lå i sin krog og snorkede tungt, men Mahbub var forsvundet.
”Jeg håber, at De ikke blev forskrækket,” sagde en blid og høflig stemme ved siden af ham. ”Jeg overværede hele affæren, som var højst interessant fra et etnologisk synspunkt. Det var dawut af første skuffe.”
”Ho!” sagde Kim, som genkendte Hurree Babu, der smilede indsmigrende.
”Jeg har ligeledes den ære at bringe Dem den dragt, De skal iføre Dem, fra Lurgan. Jeg plejer ellers ikke officielt at bære sådan pynt til underordnede, men” — han fniste — ”De står opført i vore bøger som en undtagelse. Jeg håber, at Hr. Lurgan vil erindre min beredvillighed.”
Kim gabede og strakte sig. Det var en herlig fornemmelse atter at kunne vende og dreje sig i løstsiddende klæder.
”Hvad er det her?” spurgte han og betragtede nysgerrigt det svære dyffel, der duftede af alle det fjerne Nordens dufte.
”Åh, det er den uanselige dragt, der sømmer sig for en chela, som tjener en lamaitisk lama. Komplet i enhver detalje,” svarede Hurree Babu og trillede ud på altanen for at børste sine tænder. ”Jeg er af den mening, at det ikke helt er Deres gamle herres religion, men snarere en subvariant af samme. Jeg har sendt nogle bemærkninger desangående til Asiatic Quarterly Review, men redaktionen ville ikke optage dem. Det mærkelige er, at den gamle herre selv er absolut blottet for religiøsitet. Han lægger ikke vægt på den slags.”
”Kender De ham?”
Hurree Babu holdt hånden i vejret til tegn på, at han var optaget af de højtideligheder, der altid ledsager tandbørstning og lignende renselser hos velopdragne bengalere. Så fremsagde han på engelsk en arya-somajisk bøn af teistisk indhold og proppede sin mund fuld af pan og betel.
”Ja, jeg gør — jeg har opsøgt ham adskillige gange i Benares så vel som i Buddh Gaya for at udspørge ham om visse religiøse sager, særlig djævletilbedelse. Han er en ren og skær agnostiker — ganske som jeg.”
Huneefa rørte sig i søvne og Hurree Babu for nervøst hen til kobberrøgelseskarret, der så helt sort og misfarvet ud i morgenlyset, gned en finger i soden og trak den skråt over sit ansigt.
”Hvem er død i Deres hus?” spurgte Kim på de indfødtes tungemål.
”Ingen. Men sæt, at hun har det onde øje — den heks,” svarede babuen.
”Hvad vil De nu gøre?”
”Jeg vil følge Dem et stykke på vej, dersom De tager til Benares, og fortælle Dem, hvad Vi må vide.”
”Lad os så komme af sted. Hvornår går toget?”
Han rejste sig, så sig om i det tomme værelse og betragtede Huneefas voksgule ansigt, mens den lavtstående sol kastede en stribe ind over gulvet. ”Skal heksen betales?”
”Nej. Hun har gjort Dem hård imod alle djævle og alle farer — i sine djævles navn. Det var Mahbubs ønske.” Så vedblev han på engelsk:
”Mahbub er højst gammeldags, synes jeg, når han holder fast ved den slags overtro. Det er blot ventrilokvistkunster — bugtaleri, ikke sandt?”
Kim knipsede uvilkårligt med fingrene for at afværge alt ondt, som muligvis kunne ramme ham som følge af Huneefas hekserier — Mahbub, vidste han, pønsede ikke på sligt — og Hurree fniste igen. Men da han gik gennem værelset, tog han sig vel i agt for at komme til at træde på den fede, opsvulmede Huneefas skygge på gulvet. En heks kan — når hun er i stødet — få en mands sjæl i sine kløer, dersom han gør det.
”Hør nu godt efter,” sagde babuen, da de stod under åben himmel. ”En del af de ceremonier, som vi har overværet, indbefatter tilvejebringelsen af en kraftig amulet for folk af vort Departement. Hvis De føler på Deres hals, vil De finde en lille sølvamulet, en meget billig én. Den er Vor. Forstår De?”
”Javel,” sagde Kim og følte på sin hals.
”For to rupier tolv annas læser Huneefa alle mulige besværgelser over dem. De er meget tarvelige, bortset fra, at de delvis er af sort emalje, og inden i hver er der et papir fuldt af navne på lokale helgener og sligt. Det sørger Huneefa for, forstår De? Huneefa laver dem kun til os, men for det tilfælde at hun er efterladende, køber vi en lille turkis og lægger den i. Turkiser får vi fra Hr. Lurgan. Amuletterne kan ikke fås andetsteds, men det var mig, der hittede på det. Det er naturligvis helt uofficielt, men bekvemt for de underordnede. Oberst Creighton ved intet. Han er europæer. Turkisen pakkes ind i papiret… ja, det er vejen til banegården… nå, sæt nu, at De vandrer af sted sammen med lamaen, eller med mig (hvad jeg håber, De engang vil gøre), eller med Mahbub. Sæt, at vi kommer i en forbandet knibe. Jeg er en frygtsom mand — meget frygtsom — men jeg vil sige Dem, at jeg har været i flere forbandede kniber, end der er hår på mit hoved. Så siger De: ’Jeg er Amulettens Søn.’ Så går det nok.”
”Jeg forstår ikke helt — og det er ikke værd, at folk hører os tale engelsk her.”
”Det betyder intet. Jeg er bare en babu, der blærer sig med sit engelsk. Alle vi babuer taler engelsk for at blære os,” sagde Hurree med et flot sving af sit skulderklæde. ”Som jeg skulle til at sige, ’Amulettens Søn’ betyder, at De er medlem af Sat Bhai, hvilket både på hindi og på tantrisk betyder ’De syv Brødre’. Det antages i almindelighed, at dette selskab ikke længere eksisterer, men jeg har skrevet en afhandling, hvori jeg beviser, at det endnu er til. Det er alt sammen noget, jeg har hittet på, ser De. Meget godt altså. Sat Bhai har mange medlemmer, og måske Deres fjender derfor vil undlade at skære halsen over på Dem og give Dem mulighed for at slippe væk. Det gør i hvert fald sin nytte. I det hele taget, hvis disse tåbelige indfødte ikke er alt for ophidsede, stopper de altid op for at betænke sig, før de dræber en mand, der siger, at han er medlem af et bestemt selskab. Er De med? Når De er i knibe, siger De altså: ’Jeg er Amulettens Søn,’ og så slipper De — måske — derfra med livet. Men det må kun bruges under de mest yderliggående omstændigheder eller for at indlede underhandlinger med en fremmed. Er De ganske med? Meget godt. Men sæt nu, at jeg, eller en anden af vort Departement, kommer til Dem klædt i en ganske anden dragt. De ville umuligt kunne kende mig, medmindre jeg sagde Dem, hvem jeg var, det tør jeg vædde på. Jeg skal give Dem et bevis derpå engang. Jeg kommer altså klædt som en handelsmand fra Ladakh, eller hvad det nu kan være, og siger til Dem, ’Har De ikke lyst til at købe ædelsten’ De svarer: ’Ser jeg ud som en, der har råd til at købe ædelsten?’ Så siger jeg, ’Selv en meget fattig mand kan købe en turkis eller tarkeean.’”
”Det er jo kichree — vegetabilsk karry,” sagde Kim.
”Naturligvis er det det. De siger, ’Lad mig se den tarkeean.’ Så siger jeg, ’Den er kogt af en kvinde og kan derfor måske ikke nydes af Deres kaste.’ Så siger De, ’Der er ingen kaste, når mænd går ud for at — se efter tarkeean’. De gør et lille ophold mellem ordene ’for at — se.’ Det er hele hemmeligheden. Det lille ophold mellem ordene.”