Kim gentog sætningen med løsenet.
”Det var rigtigt. Så viser jeg Dem min turkis, hvis vi har tid, og så ved De, hvem jeg er, og så udveksler vi meddelelser og optegnelser og sligt. Og sådan går det med enhver iblandt os. Undertiden taler vi om turkiser og undertiden om tarkeean, men altid med et lille ophold mellem ordene. Det er meget let. Altså — for det første, ’Amulettens Søn’, hvis De er i knibe. Måske hjælper det Dem, måske ikke. For det andet, hvad jeg har sagt Dem om tarkeean, dersom De vil forhandle om officielle forretninger med en Dem ubekendt mand. Naturligvis har De foreløbigt ingen officielle forretninger. De er — he he! — surnumerær på prøve. Et ganske enestående tilfælde. Var De asiat af fødsel, ville De straks blive benyttet. Men meningen med dette halve års orlov er, at De skal af-angliseres, om jeg så må sige. Lamaen venter Dem, for jeg har tilstillet ham en halvofficiel meddelelse om, at De har taget deres eksaminer og snart får embedsansættelse. Og hvis det altså skulle hænde sig, at De opfordres til at hjælpe en eller anden ’Amulettens Søn’, så gør De naturligvis Deres bedste. Nu vil jeg sige Dem farvel, kære ven, og jeg håber, at det må gå Dem rigtig godt og at De må have held med Dem.”
Hurree Babu trådte et skridt eller to tilbage blandt menneskemængden ved indgangen til Lucknows banegård og — væk var han. Kim trak vejret dybt og skuttede sig af tilfredshed. Den nikkelbeslåede revolver kunne han føle på brystet inden for sin mørke kjortel, amuletten hang om hans hals. Tiggerskål, rosenkrans og åndedolk (Lurgan havde intet glemt) havde han parat, så vel som medicin, farvelade og kompas, og i et gammelt, slidt bælte broderet med et stribet mønster lå en månedsløn. Konger kunne ikke være rigere. Han købte syltetøj hos en hindu-handlende og spiste det med henrykkelse, indtil en politibetjent beordrede ham bort fra trappen.
Ellevte kapitel
Der påfulgte nu en pludselig naturlig reaktion. ”Nu er jeg alene — ganske alene,” tænkte han. ”I hele Indien er ingen så alene som jeg! Dør jeg i dette øjeblik, hvem vil så fortælle det — og til hvem? Men hvis jeg lever og Gud er god, bliver der sat en pris på mit hoved, for jeg er Amulettens Søn — jeg, Kim.”
Meget få hvide mennesker, men mange asiater, er i stand til så at sige at bedøve sig selv ved atter og atter at gentage deres eget navn for sig selv og lade tanken fordybe sig på lykke og fromme i grublerier over, hvad man kalder den personlige identitet. Med alderen forsvinder denne evne, men mens man har den, kan man blive grebet af den når som helst.
”Hvem er Kim — Kim — Kim?”
Han satte sig i en krog af den larmende ventesal, helt uimodtagelig for alle andre tanker, med hænderne foldede i skødet og pupillerne sammentrukne til et knappenålshoveds størrelse. Han følte, at han om et minut — om et halvt sekund — ville nå løsningen på den enorme gåde. Men som det altid sker, netop på dette punkt styrtede hans tanke ned fra højderne med en fart som en anskudt fugls — og han strøg sig med hånden over øjnene og rystede på hovedet.
En langhåret hindu bairagi[*] (hellig mand), som netop havde købt en billet, standsede i dette øjeblik foran ham og stirrede vist på ham.
”Jeg har også mistet det,” sagde han bedrøvet. ”Det er en af Portene til Vejen, men for mig har den været lukket i mange år.”
”Hvad taler du om?” sagde Kim noget skamfuld.
”Du sad dér og grublede over, hvad slags ting din sjæl kunne være. Det kom pludseligt over dig. Det kender jeg. Hvem skulle kende det, om ikke jeg? Hvor drager du hen?”
”Til Kashi (Benares).”
”Der er ingen Guder dér. Jeg har prøvet det. Jeg drager til Prayag (Allahabad) for femte gang — for at søge Vejen til Oplysning. Til hvilken tro bekender du dig?”
”Jeg hører også til dem, der Søger,” svarede Kim med et af lamaens yndlingsudtryk. ”Skønt” — han glemte et øjeblik sit nordlige kostume — ”skønt Allah alene ved, hvad jeg Søger.”
Den gamle fyr stak sin bairagi-krykke ind under armhulen og satte sig ned på et stykke rødt leopardskind, idet Kim rejste sig ved råbet ”Toget til Benares!”
”Gå trøstigt din sti, lille broder,” sagde han. ”Der er lang vej til fødderne af Den Ene, men vi vandrer alle ad den.”
Kim følte sig mindre ensom efter dette møde og endnu inden han havde kørt tyve mil i den overfyldte kupé, var han i færd med at glæde sine medrejsende med en række vidunderlige røverhistorier om hans egne og hans herres trolddomsevner.
Benares viste sig at være en ualmindelig snavset by, men Kim glædede sig ved at se, at hans dragt skaffede ham respekt. Mindst en tredjedel af befolkningen beder altid til en eller anden gruppe af de mange millioner Guder og har derfor ærbødighed for enhver slags hellig mand. Kim blev vist vej til Tirthankernes Tempel, som ligger omtrent en engelsk mil udenfor byen, tæt ved Sarnath, af en tilfældigt mødt punjabisk landmand — en kamboh[*] fra omegnen af Jullundur, der forgæves havde anråbt alle sin hjemstavns Guder om at helbrede hans lille søn og som nu forsøgte Benares som en sidste udvej.
”Du er fra det nordlige?”, spurgte han, mens han banede sig vej gennem de menneskefyldte, snævre stinkende gader, omtrent som hans yndlingstyr derhjemme ville have gjort det.
”Ja, jeg kender Punjab. Min moder var en paharin (kvinde fra bjergene), men min fader kom fra Amritsar — og bosatte sig i Jandiala,” svarede Kim, hvis glatte tunge altid havde et svar parat.
”Jandiala — Jullundur? Se se. Så er vi på en måde naboer.” Han nikkede kærligt til det grædende barn, som han bar i sine arme. ”Hvem tjener du?”
”En såre hellig mand i Tirthankernes Tempel.”
”De er alle såre hellige og — såre begærlige,” sagde jat’en bittert. ”Jeg har vandret mellem søjlerne og trådt over templernes tærskler, indtil huden på mine fødder hænger i laser, men barnet har det ikke en smule bedre. Og moderen er også syg… tys, tys, du lille… vi forandrede hans navn, da feberen greb ham. Vi iførte ham pigeklæder. Der var ikke den ting, vi ikke gjorde, undtagen — jeg sagde til hans moder, den gang hun sendte mig over hals og hoved til Benares — hun burde være fulgt med — jeg sagde til hende, at Sakhi Sawar Sultan ville gøre os mest gavn. Vi kender Hans barmhjertighed, men Guderne her i lavlandet er os fremmede.”
Barnet vendte sig på sit leje af de to svære, senestærke arme og så på Kim under sine tunge øjenlåg.
”Og det var alt sammen unyttigt?” spurgte Kim med letvakt interesse.
”Alt sammen unyttigt — alt sammen unyttigt,” svarede barnet med tørre, febersprukne læber.