”Guderne har i det mindste givet ham en god forstand,” sagde faderen stolt. ”At tænke sig, at han har lyttet så fornuftigt! Derhenne ligger dit tempel. Se, jeg er en fattig mand — jeg har været i kløerne på mange præster — men min søn er min søn, og dersom en gave til din herre kan skaffe ham helbredelse — jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre.”
Det kriblede i Kim af stolthed, mens han tænkte sig om. For tre år siden ville han øjeblikkeligt have benyttet sig af situationen og derpå tankeløst være gået sin vej. Men nu var selve den ærbødighed, som jat’en viste ham, et bevis på, at han var en mand. Desuden havde han selv en gang eller to været angrebet af feber, og han vidste nok til at genkende sult, når han så den.
”Kald på ham, så skal jeg give ham en forskrivning på mit bedste spand okser, når blot han helbreder mit barn.”
Kim standsede foran templets udskårne yderdør. En hvidklædt pengeudlåner fra Ajmir, som lige havde fået sine ågerkarlesynder udslettede, spurgte ham, hvad han ville.
”Jeg er chela for Teshoo Lama, en hellig mand fra Bhotiyal, som er derinde. Han bød mig komme og nu venter jeg her. Sig ham det.”
”Glem ikke barnet,” råbte den utålmodige jat over sin skulder og gav sig derefter til at brøle på punjabi: ”Hellige Mand — du den Hellige Mands discipel — Guder over alle verdener — se, her sidder kummeren ved jeres port!” Dette råb er så almindeligt i Benares, at de forbigående ikke så meget som drejede hovedet.
Pengeudlåneren, fredeligt stemt mod hele menneskeheden, bragte budskabet ind i den mørke bygning bag ham og østerlandenes rolige minutter, som ikke tælles, randt hen, for lamaen lå i sin celle og sov, og ingen af præsterne ville vække ham. Da hans rosenkrans’ raslen igen brød stilheden i den indre gård, hvor de tavse helgenbilleder står, hviskede en novice: ”Din chela er her” — og den gamle mand glemte slutningen af sin bøn og skyndte sig af sted.
Næppe havde den høje skikkelse vist sig i døren, førend jat’en styrtede frem, løftede barnet op imod ham og skreg: ”Kast et blik på min søn, Hellige Mand, og, om Guderne vil, beholder han livet!”
Han famlede i sit bælte og trak en lille sølvmønt frem.
”Hvad betyder dette?” Lamaens blik vendte sig mod Kim. Det var tydeligt at høre, at han talte langt bedre urdu end for længe siden under Zam-Zammah. Men faderen ville ikke tillade privat samtale.
”Det er blot feber,” sagde Kim. ”Barnet er dårligt ernæret.”
”Han får kvalme af alting og hans moder er her ikke.”
”Med forlov, Hellige Mand, så kan jeg måske helbrede ham.”
”Hvad! Har de gjort dig til læge? Vent her,” sagde lamaen og satte sig ved siden af jat’en på templets nederste trin, mens Kim, skottende til dem, langsomt åbnede sin lille medicinæske. I skolen havde han drømt om at vende tilbage til lamaen som sahib og mystificere den gamle mand, inden han gav sig til kende — rene drengedrømme. Men det var langt mere dramatisk at stå tankefuld og med rynket pande og søge mellem medicinflaskerne, af og til standse for at overveje, og nu og da fremmumle en besværgelse. Kininpiller havde han, og ligeledes mørkebrune kødekstraktpastiller — rimeligvis af oksekød, men det kunne han være ligeglad med. Og den lille, som ikke ville spise, suttede begærligt på en pastil og sagde, at den smagte så dejligt salt.
”Så tag disse seks,” sagde Kim og rakte manden dem. ”Pris Guderne, og kog de tre i mælk og de tre andre i vand. Når han har drukket mælken, så giv ham denne” (det var halvdelen af en kininpille) ”og pak ham godt ind, så at han ikke fryser. Giv ham vandet, som de tre andre er kogt i, og den anden halvdel af den hvide pille, når han vågner. Og så er her endnu en brun medicinkage, som han kan sutte på vejen hjem.”
”I Guder, hvilken visdom!” sagde kambohen[*] og snappede medicinen.
Kim havde forordnet samme behandling, som han, så vidt han kunne huske, selv var blevet underkastet under et anfald af efterårsmalaria — når undtages besværgelserne, som han tilføjede for at gøre indtryk på lamaen.
”Gå nu og kom igen i morgen tidlig.”
”Men prisen — prisen,” sagde jat’en og rettede sine brede skuldre. ”Min søn er min søn. Når han nu bliver rask igen, hvordan skal jeg så kunne vende tilbage til hans moder og sige, at jeg tog imod hjælp af en fremmed, som jeg traf på min vej, og ikke gav så meget som en skål tykmælk til gengæld?”
”De er alle ens, disse jat’er,” sagde Kim mildt. ”En jat stod på sin mødding og så kongens elefanter drage forbi. ’Hej driver, sagde han, ’hvad vil du have for de små æsler dér?’”
Jat’en brast i en skoggerlatter, som han undertrykte med undskyldninger til lamaen. ”Sådan siger man i mit eget land — netop den historie fortæller man. Og sådan er alle vi jat’er. Jeg skal komme i morgen med barnet. Og Hjemmets Guder — det er gode små Guder — velsigne jer begge… nå, min søn, nu skal vi blive raske igen. Spyt den ikke ud, så skal du se, i morgen er vi stærke mænd, nævekæmpere og køllesvingere.”
Han gik sin vej, tyssende på barnet og snakkende godt for det. Lamaen vendte sig til Kim, og hele hans kærlige gamle sjæl lå i hans blik.
”At helbrede syge er at erhverve sig Fortjeneste, men først må man skaffe sig kundskaber. Det var viseligt handlet, Alverdens Ven.”
”Du gjorde mig vis, Hellige Mand,” svarede Kim, som glemte den lille komedie, han netop havde spillet, glemte St. Xavier, glemte, at han var hvid, glemte endog Det Store Spil, mens han på muhammedansk vis bøjede sig ned i jaintemplets støv for at berøre sin herres fødder. ”Min lærdom skylder jeg dig. Jeg har spist dit brød i tre år. Nu er min tid omme. Jeg er sluppet løs fra skolen. Og jeg kommer til dig.”
”Deri er min belønning. Kom ind, kom ind! Står alt godt til?” De gik ind i den indre gård, over hvilken eftermiddagssolen kastede en skrå, gylden stribe. ”Stil dig her, så at jeg kan se på dig. Sådan!” Han betragtede ham kritisk. ”Det er ikke længere et barn, men en mand, modnet i visdom og med en læges holdning. Jeg handlede vel — jeg handlede vel, den gang jeg udleverede dig til de væbnede mænd hin sørgelige aften. Husker du vor første dag under Zam-Zammah?”
”Ja,” svarede Kim. ”Og husker du, da jeg sprang ned fra vognen, den gang jeg for første gang skulle træde ind ad…”
”Lærdommens Porte? Javist. Og den dag, da vi spiste kagerne sammen på den anden side af floden ved Nucklao. Ak ja! Ofte har du tigget for mig, men den dag tiggede jeg for dig.”
”Med god grund,” sagde Kim. ”Den gang var jeg elev i Lærdommens Porte og klædt som sahib. Glem ikke, Hellige Mand,” vedblev han skælmsk, ”at jeg endnu er sahib — med din tilladelse.”
”Det er sandt. Og en højt anset sahib. Kom til min celle, chela.”
”Hvorfra ved du det?”
Lamaen smilede. ”For det første ved jeg det af breve fra den venlige præst, som vi traf i de væbnede mænds lejr. Men han er nu rejst til sit eget land og jeg har sendt pengene til hans broder.” Oberst Creighton, der havde påtaget sig at være formynder for Kim, da Fader Victor vendte tilbage til England med Maverickerne, var vist næppe præstens broder. ”Men jeg har svært ved at forstå sahib’ernes breve. De må oversættes for mig. Derfor valgte jeg en sikrere måde. Mange gange, når jeg vendte tilbage fra min Søgen til dette tempel, der bestandig har været en rede for mig, er der kommet en mand, der søger belæring — en mand fra Leh[*] — som, efter hvad han siger, har været hindu, men er blevet ked af alle disse Guder.” Lamaen pegede på helgenbillederne rundt om.
”En tyk mand?” spurgte Kim med et blink i øjet.
”Meget tyk, men jeg så snart, at hans sind helt og holdent var optaget af unyttige ting — såsom djævle og besværgelser og hvorledes vi drikker te i vore klostre og hvordan vi indvier novicerne. En mand, der strømmede over af spørgsmål, var han, men han var en ven af dig, chela. Han fortalte mig, at du var på vej til at vinde megen ære som skriver. Og jeg ser, at du er læge.”