”Ja, det er jeg — skriver er jeg, når jeg er sahib, men alt det kaster jeg fra mig, når jeg kommer til dig som din discipel. Jeg har været i skole så mange år, som det sømmer sig for en sahib.”
”Har du udstået din novicetid?” spurgte lamaen. ”Er du færdig med skolen? Jeg vil ikke, at du er umoden.”
”Jeg er helt færdig. Når tiden kommer, får jeg ansættelse under regeringen som skriver —”
”Ikke som kriger. Det er godt.”
”Men først kommer jeg for at vandre sammen med dig. Derfor er jeg her. Hvem tigger for dig nu?” vedblev han hurtigt, for han følte sig på tynd is.
”Meget ofte tigger jeg selv. Men, som du ved, er jeg sjældent her, undtagen når jeg kommer for at se til min discipel. Fra den ene ende af Hind til den anden har jeg rejst, til fods og med jernbanen. Det er et stort og vidunderligt land! Men når jeg tager ind her, er det, som var jeg i mit eget Bhotiyal.”
Han så sig veltilfreds om i den lille, rene celle. En lav hynde tjente ham til sæde, på hvilket han havde anbragt sig med benene over kors som den mediterende Bodhisat. Et sort teaktræs bord, ikke tyve tommer højt, besat med tekopper af kobber, stod foran ham. I en krog stod et lille alter, ligeledes af teaktræ med mange udskæringer, hvorpå der stod en forgyldt kobberstatuette af den Siddende Buddha og foran denne en lampe, et røgelseskar og et par urtepotter af kobber. ”Billedernes Vogter i Vidunderhuset erhvervede sig Fortjeneste ved at forære mig dem for et år siden,” sagde han, idet han fulgte Kims blik. ”Er man langt fra sit eget land, bringer sådanne ting minder. Og vi bør ære Herren, fordi han viste os Vejen. Se!” Han pegede på en underligt formet bunke af farvet ris, som kronedes af et fantastisk metalornament. ”Den gang jeg var abbed i mit eget kloster — før jeg lærte bedre — bragte jeg dagligt dette offer. Det forestiller Universets Opofrelse til Herren. Således ofrer vi i Bhotiyal hver dag hele verden til den Fortræffelige Lov. Og jeg gør det endnu, skønt jeg ved, at Den Allerypperste er hævet over kneb og klap.” Han tog sig en pris tobak.
”Du handler ret, Hellige Mand,” mumlede Kim, idet han lod sig synke mageligt ned på hynderne, højst lyksalig, men temmelig træt.
”Og endvidere,” lo den gamle mand, ”skriver jeg billeder af Livets Store Hjul. Jeg er tre dage om et billede. Jeg havde netop travlt med det — eller måske jeg havde lukket mine øjne en smule — da de meldte din ankomst. Det er godt at have dig her. Jeg vil vise dig min kunst — ikke af stolthed, men fordi du må lære den. Sahib’erne er ikke i besiddelse af al denne verdens visdom.”
Frem under bordet trak han et ark løjerligt duftende, gult kinesisk papir, pensler og en tuschkage. I de reneste og strengeste omrids havde han tegnet det store hjul med de seks eger, hvis midtpunkt er sammenslyngningen af Svin, Slange og Due (uvidenhed, vrede og vellyst), og hvis afdelinger er alle Himle og Helveder og alle menneskelivets hændelser. Det siges, at Bodhisat selv var den første, som tegnede det med riskorn på jorden for at lære sine disciple at indse Tingenes Årsager. Gennem mange tidsaldre er dette billede blevet udkrystalliseret til en vidunderlig tradition, fyldt som det er af hundreder af små figurer, i hvilke hver linie har sin betydning. Kun få kan tolke denne billedfortælling. Ikke tyve mennesker i hele verden kan tegne det med sikkerhed efter hukommelsen. Og af mænd, som både kan tegne og forklare det, gives der kun tre.
”Jeg har lært at tegne en smule,” sagde Kim. ”Men dette er et under over alle undere.”
”Jeg har tegnet det i mange år,” sagde lamaen. ”Der var en tid, da jeg kunne tegne det hele i tiden fra solnedgang til solnedgang. Jeg vil lære dig kunsten — når du er passende forberedt. Og jeg vil vise dig, hvad Hjulet betyder.”
”Skal vi da vandre sammen?”
”Vandre og Søge. Jeg har ventet på dig. Det er blevet mig vist i hundrede drømme — især i en, som sendtes mig natten efter den dag, da Lærdommens Porte for første gang lukkede sig bag dig — at uden dig ville jeg aldrig finde min Flod. Atter og atter har jeg, som du ved, skudt dette fra mig, af frygt for, at det skulle være Blændværk. Derfor ville jeg ikke tage dig med mig den dag i Lucknow, da vi spiste kagerne. Jeg ville ikke tage dig, før tiden var moden og lykkevarslende. Fra bjergene til havet og fra havet til bjergene har jeg vandret, men det var forgæves. Da mindedes jeg en Jâtaka.”
Han fortalte Kim historien om elefanten med jernringen om benet, som han så ofte havde fortalt den til jainpræsterne.
”Yderligere vidnesbyrd behøves ikke,” endte han højtideligt. ”Du blev sendt for at hjælpe mig. Uden den hjælp var min Søgen frugtesløs. Derfor vil vi gå sammen ud igen og da er vi sikre på at finde.”
”Hvorhen skal vi gå?”
”Hvad betydning har det, Alverdens Ven? Vor Søgen er sikker. Om nødvendigt, vælder Floden frem fra jorden for vore fødder. Jeg erhvervede mig Fortjeneste, da jeg sendte dig til Lærdommens Porte og gav dig den juvel, der hedder visdom. Jeg ser nu, at du er vendt tilbage som lærling af Sakyamuni, lægen, for hvem der er mange altre i Bhotiyal. Det er tilstrækkeligt. Vi er sammen, og alt er, som det før var — Alverdens Ven — Stjernernes Ven — min chela!”
Derefter gav de sig til at tale om mere verdslige emner, men det var at mærke, at lamaen ikke udspurgte ham nøjere om livet i St. Xavier og heller ikke viste det mindste glimt af nysgerrighed angående sahib’ernes sæder og skikke. Hans tanker bevægede sig udelukkende i fortiden og gnidende sig i hænderne og småleende genopfriskede han mindet om hvert eneste skridt på deres vidunderlige første vandring sammen, indtil han endelig lagde sig ned og faldt i en gammel mands pludselige søvn.
Kim holdt øje med den sidste solstråle, hvori støvkornene dansede ude i gården, indtil den døde hen, og legede med sin åndedolk og rosenkrans. Støjen fra Benares, den ældste af jordens stæder, som er lige vågen dag og nat, løb rundt om templets mure som havets brølen om en høfde. Nu og da gik en jainpræst over gården med et eller andet lille offer til gudebillederne og fejede vejen ren foran sig af frygt for ved et tilfælde at komme til at træde et levende væsen ihjel. En lampe tændtes og der lød en bøn. Kim holdt øje med stjernerne, mens de kom frem én efter én i det tavse, tætte mørke, indtil han faldt i søvn ved foden af alteret. Den nat drømte han på hindustani, uden engelske ord…
”Hellige Mand, husk barnet, som vi gav medicin,” sagde han, da lamaen ved tretiden næste morgen vågnede af sine drømme og straks ville af sted på pilgrimsvandring. ”Jat’en kommer her ved daggry.”
”Det var et godt svar. I mit hastværk ville jeg have handlet ilde.”
Han satte sig på hynderne og tog fat på sin rosenkrans.
”Sandelig, gamle mennesker er som børn,” sagde han alvorligt. ”Når de ønsker noget, skal det ske straks, ellers bliver de uartige og græder! På landevejen har jeg ofte været nær ved at stampe med foden af ærgrelse over en oksevogn, der spærrede vejen for mig, eller også blot over en støvsky. Sådan var det ikke, da jeg var mand — for lang tid siden. Ikke desto mindre er det urigtigt…”
”Men du er i sandhed gammel, Hellige Mand.”
”Det skete. En Årsag blev sluppet løs i denne verden, og hvilket menneske, gammel eller ung, syg eller karsk, klog eller dum, kan standse den Årsags virkning? Står Hjulet stille, fordi det er et barn, der drejer det — eller en drukkenboldt? Chela, denne verden er stor og frygtelig.”