”Jeg synes, den er god,” svarede Kim med en gaben. ”Er der noget at spise? Jeg har ikke spist siden i går aftes.”
”Jeg havde glemt dine behov. Derhenne finder du god te fra Bhotiyal og kold ris.”
”Vi kommer ikke langt på den kost.” Kim følte hele en europæers lyst til kødmad, som ikke fås i et jaintempel. Men i stedet for straks at begive sig ud med tiggerskålen, stillede han sin sultne mave tilfreds med kold ris og ventede, indtil det blev helt lyst. Netop da dagen brød frem, kom landmanden, overstrømmende glad og stammende af taknemmelighed.
”I nat hørte feberen op og sveden kom,” råbte han. ”Føl blot — hans hud er frisk og ny! Han syntes godt om de salte kager og drak mælken med begærlighed.”
Han trak klædet bort fra barnets ansigt og det smilede søvndrukkent til Kim. En lille klynge jain-præster, tavse men altskuende, samlede sig ved templets dør. De vidste, og Kim vidste, at de vidste, at den gamle lama havde truffet sin discipel. Høflige som de var, havde de ikke været påtrængende den foregående aften, hverken ved nærvær, ord eller handling. Nu ved solopgang ville Kim gengælde deres høflighed.
”Tak jainernes Guder, min broder,” sagde han, uden at kende Gudernes navne. ”Feberen er ganske rigtigt forsvundet.”
”Se, se!” sagde den strålende lama i baggrunden til sine værter. ”Har der nogensinde været mage til chela? Han følger i vor Herre Helbrederens fodspor.”
Jainerne anerkender officielt alle hinduismens Guder, så vel som Lingamen[*] og Slangen. De bærer braminernes tråd og holder fast ved alle hinduernes kastelove. Men fordi de kendte og elskede lamaen, fordi han var en gammel mand, fordi han Søgte Vejen, fordi han var deres gæst og fordi han førte lange natlige diskussioner med ypperstepræsten — så fritænkende en metafysiker, som nogensinde har kløvet ét hår i halvfjerds — mumlede de bifaldende.
”Husk vel på,” sagde Kim og bøjede sig over barnet, ”at denne sygdom kan komme igen.”
”Ikke dersom du kender den rette besværgelse,” sagde faderen.
”Men vi drager snart bort.”
”Det er sandt,” sagde lamaen til alle jainerne. ”Vi drager nu sammen ud på den Søgen, som jeg ofte har talt om. Jeg har ventet, indtil min chela var moden. Og her ser I ham! Vi vandrer nordpå. Aldrig mere vil jeg få dette mit hvilested at se, I venlige mennesker.”
”Men jeg er ingen tigger —” begyndte bonden, idet han rejste sig op med barnet på sine arme.
”Stille! Afbryd ikke den Hellige Mand,” udbrød en præst.
”Gå,” hviskede Kim. ”Mød os igen under den store jernbanebro, og for alle Punjabs Guders skyld, bring mad med dig — karry, bønner, kager bagt i fedt, og syltetøj. Især syltetøj. Skynd dig!”
Sultens bleghed klædte Kim fortræffeligt, som han stod dér, høj og slank, i sin mørke, side klædning, med den ene hånd på rosenkransen og den anden løftet til velsignelse — en stilling, som han havde afluret lamaen. En engelsk iagttager ville have sagt, at han meget lignede en ung helgen fra en kirkerude, skønt han blot var en sulten dreng i voksealderen.
Lang og højtidelig var afskeden. Tre gange endte den og tre gange påbegyndtes den atter. Den Søgende præst — han som havde indbudt lamaen til at drage fra det fjerne Tibet til dette tempel, en bleg, skaldet asket — tog ingen del i den, men sad som sædvanlig alene blandt gudebillederne og mediterede. De andre opførte sig aldeles som mennesker. De påtvang den gamle mand små gaver — en betelæske, et smukt, nyt pennefoderal af jern, en madpose og deslige — de advarede ham mod yderverdenens farer, de spåede ham et lykkeligt udfald af hans Søgen. Imens sad Kim på trappetrinene, ensommere end nogensinde, og bandede på St. Xaviers sprog.
”Men det er min egen skyld,” indrømmede han til sidst. ”Hos Mahbub spiste jeg Mahbubs brød, eller Lurgan Sahibs. I St. Xavier fik jeg tre måltider om dagen. Her må jeg fægte for mig selv. Og desuden er jeg blevet vant til det omflakkende liv. Nå da, hvor jeg kunne sluge en tallerken oksesteg!… Er du færdig, Hellige Mand?”
Lamaen løftede begge hænder og intonerede en afskedsvelsignelse på forsiret kinesisk.
”Jeg må støtte mig til din skulder,” sagde han, da templets porte lukkedes. ”Man bliver stiv, tror jeg.”
At stive en seks fod høj mand af gennem milelange, menneskefyldte gader er ikke så let endda, og Kim, belæsset med bylter og pakker med rejsefornødenheder, var glad, da de nåede ind i skyggen af jernbanebroen.
”Nu skal vi spise,” sagde han resolut, idet den smilende kamboh i sin blå klædning viste sig med en kurv i den ene hånd og barnet i den anden.
”Tag for jer af retterne, Hellige Mænd!” råbte han allerede på halvtreds yards afstand. De befandt sig nu nede ved det lave vand under den første brobue, væk fra sultne præsters synskreds. ”Ris og god karry og kager, ganske varme og krydrede med hing (dyvelsdræk), tykmælk og sukker. Konge over mine marker,” — dette henvendt til hans lille søn, — ”lad os vise disse hellige mænd, at vi jat’er fra Jullundur forstår at gengælde en tjeneste — jeg har hørt, at jainer kun spiser det, de selv har kogt, men sandt er det” — han tog høfligt øjnene til sig og stirrede ud over den brede flod — ”at hvor ingen øjne er, er ingen kaste.”
”Og vi,” sagde Kim, idet han vendte ryggen til ham og øste op på et blad til lamaen, ”er over alle kaster.”
De proppede sig i tavshed med den gode mad. Først da Kim havde slikket det sidste af det klæbrige syltetøj af sin lillefinger, lagde han mærke til, at kambohen også var rejseklædt.
”Er vor vej den samme,” sagde han ligefremt, ”følges jeg med dig. Man finder sjældent mirakelmagere og barnet er endnu svagt. Jeg derimod er intet siv.” Han greb sin lathi — en fem fod lang bambusstang beslået med blankpolerede jernringe — og svang den i luften. ”Folk siger, at vi jat’er er stridbare, men det er usandt. Kommer ingen os på tværs, er vi som vore egne bøfler.”
”Kan være,” svarede Kim. ”En god stok er et godt argument.”
Lamaen så veltilfreds op ad strømmen på den langstrakte, sodede udsigt med røgsøjlerne, der uophørligt hæver sig fra ligbrændingspladserne ved flodbredden. Af og til kom resterne af et halvbrændt lig glidende forbi på den raske strøm, til trods for alle politiets forbud.
”Havde det ikke været for dig,” sagde kambohen, idet han trykkede barnet ind til sit lodne bryst, ”havde jeg måske i dag måttet vandre derned — med ham her. Præsterne siger os, at Benares er en hellig by — hvilket ingen betvivler — og et sted, hvor det er godt at dø. Men jeg kender ikke deres Guder, og de forlanger penge og når man har tilbedt en af dem, kommer en skaldepande og forsikrer, at det ikke nytter noget, hvis man ikke også tilbeder en anden. Vask her! Vask dér! Øs, drik, bad og strø blomster — men betal altid præsten. Nej, må jeg bede om Punjab, og Jullundurs jord er den bedste i Punjab.”
”Jeg har mange gange sagt — i templet, tror jeg — at om nødigt vil Floden vælde frem for vore fødder. Lad os derfor drage mod nord,” sagde lamaen og rejste sig. ”Jeg mindes et behageligt sted, omgivet af frugttræer, hvor man kan vandre frem og tilbage og meditere — og luften er køligere dér. Den kommer fra bjergene og fra bjergenes sne.”
”Hvad hedder det sted?” spurgte Kim.
”Hvorfra skulle jeg vide det? Men var du da ikke — nej, det var efter at hæren var steget frem af jorden og havde ført dig bort. Jeg dvælede dér i meditation i et værelse tæt ved dueslaget — undtagen når hun snakkede uafbrudt.”
”Oho!” lo Kim. ”Kvinden fra Kulu! Det er tæt ved Saharanpur.”
”Hvad er din herres vilje?” Går han til fods for at udsone fordums synder?” spurgte jat’en forsigtigt. ”Der er langt til Delhi.”