”Nej,” sagde Kim. ”Jeg vil tigge til en jernbanebillet.” I Indien indrømmer man aldrig, at man har penge.
”Så lad os i Gudernes navn benytte ildvognen. Min søn vil have det bedst i sin moders arme. Regeringen har pålagt os mange skatter, men den har givet os én god ting — jernbanen, som forener venner og bringer de længselsfulde sammen. Det er en vidunderlig ting, den jernbane.”
Et par timer efter satte de sig alle i en kupé og sov dagens varme tid bort. Kambohen gjorde Kim ti tusind spørgsmål om lamaens vandringer og livsgerning og fik mærkelige svar. Kim var tilfreds med at være, hvor han var, med at se ud over de nordvestlige provinsers flade landskaber og med at sludre med de skiftende skarer af medrejsende. Selv nu er billetter og billetklipning sort undertrykkelse for de indiske landboere. Når de har købt sig dette magiske lille stykke papir, forstår de ikke, hvorfor fremmede kommer og klipper store stykker ud af tryllemidlet. Derfor opstår der lange og ivrige debatter mellem de rejsende og de eurasiske konduktører. Kim deltog i et par af disse debatter med alvorsfulde råd, beregnede på at mudre vandene og at imponere lamaen og den beundrende kamboh. Men ved Somna sendte skæbnen ham en hændelse, som gav ham noget at tænke på. Netop idet toget satte sig i gang, styrtede en simpel, mager lille person ind i kupéen — en mahratta, så vidt Kim kunne dømme efter snittet på hans stramtsiddende turban. Hans ansigt var forrevet, hans musselins overkjortel hang i pjalter og han bar en forbinding om det ene ben. Han fortalte dem, at en bondevogn havde påkørt og næsten dræbt ham. Han var på vej til Delhi, hvor hans søn boede. Kim iagttog ham nøje. Var han, som han påstod, trillet hen ad jorden, måtte hans hud være revet af gruset, men alle hans kvæstelser og sår var rene og skarprandede, og den blotte påkørsel af en vogn kunne vel heller ikke gøre en mand så dødeligt forskrækket. Mens han med rystende fingre bandt det sønderrevne tørklæde fast om sin hals, kom han til at blotte en amulet. Nu er amuletter ret almindelige, men de færreste af dem bæres i snoet kobbertråd, og endnu færre er af sølv og sort emalje. Der var ingen andre i kupéen end kambohen og lamaen, og kupéen selv var heldigvis af den gamle type med skillerum fra loft til gulv. Kim foregav at klø sig på brystet og trak derved sin egen amulet frem. Mahrattaens ansigt skiftede fuldstændigt udtryk ved dette syn og han gemte amuletten på sit bryst.
”Ja,” vedblev han henvendt til kambohen, ”jeg havde travlt, og den skiderik, som kørte vognen, styrede dens hjul lige ned i en vandrende, og foruden den fortræd, han gjorde mig, spolerede han et helt stort fad tarkeean. Den dag var jeg ikke en heldig mand — en Amulettens Søn, som man siger.”
”Det var et stort tab,” svarede kambohen uinteresseret. Hans erfaringer i Benares havde gjort ham mistænksom.
”Hvem havde kogt den?” spurgte Kim.
”En kvinde,” svarede mahrattaen og fæstede øjnene på ham.
”Alle kvinder kan koge tarkeean,” sagde kambohen. ”Det er god karry, ved jeg.”
”Ja, den smager godt,” svarede mahrattaen.
”Og billig,” tilføjede Kim. ”Men hvad med kastelovene?”
”Åh, der er ingen kaste, når mænd går ud for at — se efter tarkeean,” svarede mahrattaen med den rigtige rytme. ”I hvis tjeneste står du?”
”I denne Hellige Mands.”
Kim pegede på den tilfredse, søvnige lama, der vågnede med et sæt ved at høre de ord, han elskede.
”Ja, han er blevet sendt mig fra Himlen for at hjælpe mig. Hans navn er Alverdens Ven. Han kaldes også Stjernernes Ven. Han er læge — nu da hans tid er moden. Hans visdom er stor.”
”Og en Amulettens Søn,” tilføjede Kim sagte, mens kambohen skyndte sig at stoppe en pibe, for at mahrattaen ikke skulle tigge af ham.
”Og hvem er han dér,” spurgte mahrattaen og skottede nervøst til siden.
”En mand, hvis barn jeg — vi har helbredt, og som er os stor tak skyldig. — Sæt dig hen ved vinduet, mand fra Jullundur. Her er en syg.”
”Hø! Jeg ynder ikke at indlade mig med tilfældigt mødte landstrygere. Mine ører er ikke lange. Jeg er ikke en kvinde, som ønsker at belure andres hemmeligheder.” Og jat’en rutschede klodset hen i den fjerneste krog af kupéen.
”Er du læge? Så hjælp mig. Jeg stikker ti mile dybt i elendighed,” udbrød mahrattaen, der tog sit stikord fra Kim.
”Manden er forslået og kvæstet over hele kroppen. Jeg vil helbrede ham,” svarede Kim. ”Ingen blandede sig, da jeg helbredte dit barn.”
”Din bebrejdelse er retfærdig,” sagde kambohen spagt. ”Jeg skylder dig min søns liv. Du kan gøre mirakler — jeg ved det.”
”Vis mig sårene,” sagde Kim og bøjede sig over mahrattaens hals. Hans hjerte bankede, så at han næsten kvaltes, for dette var sandelig Det Store Spil for ramme alvor. ”Fortæl mig hurtigt din historie, broder, mens jeg fremsiger trylleord.”
”Jeg kommer fra Syden, hvor jeg havde en opgave. En af vore myrdedes på landevejen. Har du hørt om det?” Kim rystede på hovedet. Han vidste naturligvis intet om E.23’s forgænger, der var blevet dræbt nede i Syden, forklædt som arabisk handelsmand. ”Jeg fandt et vist brev, som jeg var sendt efter, og begav mig derefter på tilbagevejen. Jeg undslap fra byen og hastede til Mhow. Så sikker var jeg på, at ingen vidste noget om mig, at jeg end ikke forandrede mit ansigt. Men i Mhow anklagede en kvinde mig for juveltyveri i den by, som jeg netop havde forladt. Så vidste jeg, at jeg var genkendt. Jeg løb bort fra Mhow om natten efter at have bestukket politiet, der var underkøbt til uden undersøgelse at udlevere mig til mine fjender i Syden. Så opholdt jeg mig en uges tid i den gamle stad Chitor som bodfærdig i et tempel, men jeg kunne ikke blive af med brevet, som jeg havde i forvaring. Jeg gravede det ned under Dronningens Sten[*] i Chitor på det sted, vi alle kender.”
Kim kendte ikke stedet, men ville ikke afbryde for alt i verden.
”I Chitor, forstår du, var jeg i et uafhængigt land. I Kotah, der ligger østligere, gælder Dronningens lov ikke, og Jaipur og Gwalior ligger østligere end det. Ingen af stederne holder folk af spioner og retfærdighed findes ikke. Jeg blev jaget som en våd sjakal, men jeg slap fra dem i Bandakui, hvor jeg hørte, at der var en mordanklage mod mig i den by, jeg havde forladt — mord på en dreng. De har liget og vidnerne parat.”
”Kan regeringen ikke beskytte dig?”
”Vi, som spiller Det Store Spil, har ingen beskyttelse. Dør vi, så dør vi. Vore navne slettes i protokollen, det er det hele. I Bandakui, hvor en af Vore bor, troede jeg at kunne skjule mit spor ved at forandre mit ansigt og gjorde mig derfor til mahratta. Så drog jeg til Agra og ville vende tilbage til Chitor for atter at få fat i brevet. Så sikker var jeg på, at jeg var sluppet fra dem. Derfor sendte jeg ikke et tar (telegram) til nogen med besked om, hvor brevet lå. Jeg ville have hele æren.”
Kim nikkede. Den følelse forstod han godt.
”Men mens jeg gik på gaden i Agra, råbte en mand, at jeg skyldte ham penge og kom løbende med vidner for at slæbe mig for retten. Åh, de er listige i Syden! Han erklærede, at han i mig genkendte den mand, der havde påtaget sig at sælge hans bomuld for ham. Må han brænde i Helvede!”
”Men var du da det?”
”Fjols! Jeg var den mand, de søgte på grund af den historie med brevet! Jeg løb ind i slagternes kvarter og slap bort gennem jødens hus, for han var bange for opløb og hjalp mig. Jeg gik til fods til Somna — jeg havde kun penge til en billet til Delhi — men mens jeg lå i en grøft med feber, sprang en mand ud fra krattet, slog mig og sårede mig og gennemsøgte mig fra top til tå. Og det inden for hørevidde af jernbanen!”