”Hvorfor dræbte han dig ikke på stedet?”
”Så dumme er de ikke. Arresteres jeg i Delhi på begæring af en prokurator i anledning af en bevislig anklage for mord, udleveres jeg til den stat, der forlanger det. Jeg bliver sendt tilbage under bevogtning, og så — dør jeg en langsom død for at skræmme andre af vore. Syden er ikke mit land. Jeg cirkler rundt som en enøjet ged. Jeg har ikke fået mad i to dage. Jeg er mærket” — han rørte ved den snavsede forbinding, han bar om benet — ”så at de kan kende mig i Delhi.”
”Du er dog i sikkerhed her i toget.”
”Spil Det Store Spil et års tid og gentag så det! I Delhi har de fået telegrammer, hvori hvert sår og hver pjalt på min krop beskrives. Tyve — om nødvendigt hundrede — vil sværge på, at de har set mig dræbe drengen. Og du kan ikke hjælpe mig!”
Kim kendte de indfødtes angrebsmåder tilstrækkeligt til ikke at tvivle på, at anklagen ville være uhyggeligt fuldstændig — end ikke liget ville mangle. Fra tid til anden bevægede mahrattaens fingre sig krampagtigt i smerte. Kambohen gloede tvært i sin krog. Lamaen havde travlt med sin rosenkrans og Kim, der famlede omkring på mandens hals på lægers vis, fremsagde besværgelser og grublede på en plan.
”Har du et tryllemiddel, der kan forandre mit udseende? Ellers er jeg dødsens. Havde jeg blot ikke haft så travlt, havde jeg blot kunnet være fem — ti minutter alene, så kunne jeg måske —”
”Er han endnu ikke helbredt, vidunderlæge?” sagde kambohen skinsygt. ”Du har besværget længe.”
”Nej. Jeg ser, at hans sår ikke kan helbredes, medmindre han sidder tre dage i en bairagis dragt.” Dette er en meget almindelig bod, som ofte pålægges tykke handelsmænd af deres gejstlige rådgivere.
”En præst forsøger altid at gøre andre til præster,” var svaret. Som de fleste groft overtroiske mennesker kunne kambohen ikke afholde sig fra at spotte sin kirke.
”Tror du da, at din søn bliver præst? Det er på tide, at han får lidt mere af min kinin.”
”Vi jat’er er bøfler til hobe,” sagde kambohen, på ny i blidere humør.
Kim gned en smule af den bitre medicin på det tillidsfulde barns små læber. ”Jeg har intet forlangt af dig,” sagde han strengt til faderen, ”undtagen mad. Under du mig ikke det? Jeg vil nu helbrede en anden. Har jeg din tilladelse, ædle fyrste?”
Op fløj mandens store labber i en bønfaldende stilling. ”Nej — nej! Spot mig ikke.”
”Det behager mig at helbrede denne syge mand. Du skal erhverve dig Fortjeneste ved at hjælpe mig. Hvad farve har asken i dit pibehoved? Hvid. Det er lykkevarslende. Har du rå gurkemeje blandt dine madvarer?”
”Jeg — jeg…”
”Åbn din bylt!”
Den indeholdt det sædvanlige ruskomsnusk: tøjstumper, husmidler, billige markedsgaver, et klæde fuldt af atta — det groft malede grålige mel, som de indfødte bruger — ruller af tobak fra Syden, spraglede pibestilke, og en pakke karry, alt sammen viklet ind i et tæppe. Kim vendte og drejede det med en kløgtig troldmands mine og mumlede en muhammedansk besværgelse.
”Dette er visdom, som jeg har lært hos sahib’erne,” hviskede han til lamaen, og dermed sagde han heller ikke mere, end hvad sandt var, når man betænker den oplæring, han havde fået hos Lurgan. ”Stjernerne viser, at der ligger en stor ulykke på denne mands vej, som — som vil volde ham sorg. Skal jeg fjerne den?”
”Stjernernes Ven, du har handlet vel i alle ting. Ske, som du vil. Er det også en helbredelse?”
”Skynd dig! Skynd dig!” gispede mahrattaen. ”Sæt toget standser.”
”En helbredelse af en, som døden har kastet sin skygge over,” svarede Kim, mens han blandede kambohens mel med trækullet og tobaksasken i pibens røde lerhoved. E.23 tog uden et ord sin turban af og rystede sit lange, sorte hår ned.
”Det er min mad, præst,” brummede jat’en.
”En bøffel i templet! Har du vovet at se på dette?” sagde Kim. ”Jeg må gøre hemmelighedsfulde ting i tåbers påsyn, men var dine øjne. Er der ikke allerede en tåge for dem? Jeg frelser dit barn, og til tak vil du — åh skamløse menneske!”
Manden ømmede sig under Kims hvasse stirren, for Kim var for alvor vred. ”Skal jeg forbande dig, eller skal jeg…” Han greb det klæde, der havde været om bylten og kastede det over mandens bøjede hoved.
”Vov så meget som blot at tænke, at du kunne have lyst til at se — så vil selv jeg ikke kunne frelse dig. Sid! Vær stum!”
”Jeg er blind — og stum. Forband mig ikke! Kom — kom, mit barn, vi leger skjul. Du må ikke kigge under klædet.”
”Jeg øjner håb,” sagde E.23. ”Hvad er din plan?”
”Af med den her,” sagde Kim og trak i mandens tynde skjorte. E.23 tøvede med hele en nordvestlig indfødts utilbøjelighed til at blotte sit legeme.
”Hvad er kaste mod en overskåret hals,” sagde Kim og flængede skjorten helt ned til bæltestedet. Vi må gøre dig til gul sadhu over hele kroppen. Af med tøjet i en fart og ryst dit hår ned over øjnene, mens jeg drysser aske over dig. Og nu et kastemærke på din pande.” Han trak sin lille farvelade frem fra brystet tillige med en kage højrød farve.
”Er du kun en begynder?” spurgte E.23, der bogstaveligt talt arbejdede for sit liv, mens han trak sit tøj af og kun beholdt lændeklædet på, alt imens Kim malede et prægtigt kastemærke på hans askesmurte pande.
”Det er kun to dage siden, at jeg begyndte at tage del i Spillet, broder,” svarede Kim. ”Mere aske på brystet.”
”Har du truffet — en mand, som helbreder syge perler?” Han slog sit lange, stramt rullede turbanklæde ud og snoede det derpå med rappe hænder over og under og omkring sine hofter i alle en sadhus lændeklædes indviklede bugtninger.
”Aha! Du genkender hans håndelag? Ja, han var min lærer en tid. Så tegner vi striber på dine ben. Aske er godt for sår. Smør mere på.”
”Jeg var hans stolthed engang, men du er næsten bedre. Guderne er os nådige! Giv mig dén der.”
”Dén der” var en blikæske med opiumspiller, som fandtes blandt det øvrige virvar i jat’ens bylt. E.23 slugte en halv håndfuld.
”De er gode mod sult, frygt og kulde. Og desuden gør de øjnene røde,” forklarede han. ”Nu får jeg mod til at spille Spillet. Vi mangler kun en sadhus tang. Men hvad med de gamle klæder?”
Kim rullede dem fast sammen og stoppede dem indenfor sin tunikas løse folder, hvorefter han gav sig til at bemale mandens ben og bryst med gul okkerfarve — brede streger på en baggrund af mel, aske og gurkemeje.
”Blodet på dem er nok til at bringe dig i galgen, broder.”
”Kan være, men der er ingen grund til at kaste dem ud af vinduet… nu er jeg færdig.” Hans stemme dirrede med hele en drengs glæde over legen. ”Vend dig om og se, jat!”
”Guderne bevare os,” sagde kambohen, idet han stak hovedet frem under klædet, som en bøffel dukker frem fra sivene. ”Men — hvor er mahrattaen blevet af? Hvad har du gjort?”
Kim var oplært af Lurgan Sahib, og E.23 var, som følge af sin profession, ingen ueffen skuespiller. I stedet for den skælvende og gysende lille handelsmand sad nu henslængt i hjørnet en næsten nøgen, askesmurt, okkerbemalet sadhu med støv i håret. Hans opsvulmede øjne — opium virker hurtigt på tom mave — skinnede af uforskammethed og dyrisk begær. Hans ben var korslagte, om sin hals havde han Kims brune rosenkrans og over sine skuldre et stykke slidt, blomstret sirts. Ved dette syn skjulte barnet sit ansigt i sin forbløffede fars arme.
”Se op, lille fyrste! Vi rejser sammen med heksemestre, men de gør dig ingen fortræd. Græd blot ikke… hvad mening er der i at helbrede et barn den ene dag og skræmme det ihjel den næste?”