”Der er han,” sagde Kim og gav en ondskabsfuld kamel et rap over snuden. ”Halløj, Mahbub Ali!” Han standsede foran en mørk hvælving og smuttede ind bagefter den forvirrede lama.
Hestehandleren lå, med sit brede, broderede bokhari-bælte løsnet, på et par sadeltasker af silke og dampede dovent på en kolossal sølvhukah. Han drejede hovedet ganske ubetydeligt ved tilråbet og da han kun så den høje, tavse skikkelse, kluklo han helt nede i sit brede bryst.
”Allah! En lama — en rød lama! Der er lang vej fra Lahore til passene. Hvad bestiller du her?”
Lamaen holdt mekanisk tiggerskålen frem.
”Guds forbandelse over alle vantro!” sagde Mahbub. ”Jeg giver intet til en luset tibetaner, men spørg mine baltier derhenne ved kamelerne. De vil måske sætte pris på dine velsignelser. Halløj, karle, her er en af jeres landsmænd! Undersøg om han er sulten.”
En raget, sammenkrøben balti, der var kommet ned til Indien med hestene, og som i hvert fald af navn var en slags buddhist, sleskede for præsten og bad med mange tykke gutturallyde den Hellige Mand tage plads ved hestepassernes bål.
”Gå!” sagde Kim og gav ham et lille puf, og lamaen gik, mens Kim blev stående mellem søjlerne.
”Gå!” sagde Mahbub Ali og tog atter fat på sin hukah. ”Løb din vej, lille hindu. Guds forbandelse over alle vantro! Tig hos dem i mit følge, som er af din tro.” ”Maharaja (store konge),” peb Kim med hindutiggernes sædvanlige titelform og inderlig fornøjet over situationen, ”min fader er død — min moder er død — min mave er tom.”
”Tig hos mine mænd derhenne blandt hestene, siger jeg. Der må være nogle hinduer i mit følge.”
”Åh, Mahbub Ali, er jeg da hindu?” sagde Kim på engelsk.
Hestehandleren viste intet tegn på forbavselse, men kiggede frem under sine buskede øjenbryn.
”Alverdens Lille Ven,” sagde han, ”hvad betyder dette?”
”Intet. Jeg er nu den Hellige Mands discipel og vi drager på pilgrimsfærd sammen — til Benares, siger han. Han er splittergal og jeg er ked af staden Lahore og længes efter ny luft og nyt vand.”
”Men for hvem arbejder du? Hvorfor kommer du til mig?” Hans stemme skurrede af mistænksomhed.
”Hvem skulle jeg ellers komme til? Jeg har ingen penge, og det er ikke godt at rejse uden penge. Du vil sælge mange heste til officererne. Det er nogle meget smukke heste, disse nye. Jeg har set dem. Giv mig en rupi[*], Mahbub Ali, og når jeg kommer i besiddelse af min rigdom, vil jeg give dig en forskrivning og betale den tilbage.”
”Hm,” sagde Mahbub Ali og tænkte hurtigt. ”Du har aldrig før løjet for mig. Kald på lamaen — og træd så tilbage i mørket.”
”Åh, hans ord vil bekræfte mine,” sagde Kim leende.
”Vi drager til Benares,” sagde lamaen, så snart han forstod meningen af Mahbub Alis spørgsmål. ”Drengen og jeg. Jeg går for at søge efter en vis Flod.”
”Nok muligt — men drengen?”
”Han er min discipel. Han blev sendt mig, tror jeg, for at vise mig vejen til Floden. Jeg sad under en kanon, da han pludseligt kom til mig. Sådanne ting er tidligere hændet de lykkelige, hvem der er blevet beskikket en fører. Men nu husker jeg dog, at han sagde, at han var af denne verden — en hindu.”
”Og hans navn?”
”Det spurgte jeg ikke om. Er han ikke min discipel?”
”Hans hjemstavn — hans folk — hans landsby? Er han muselmand — sikh — hindu — jain — af lav kaste eller af høj?”
”Hvorfor skulle jeg spørge? Der gives hverken lav eller høj på den Midterste Vej. Når han er min chela, vil eller kan da nogen tage ham fra mig? Thi, forstå mig ret, uden ham vil jeg ikke kunne finde min Flod.” Han rokkede højtideligt med hovedet.
”Ingen skal tage ham fra dig. Gå og sæt dig blandt mine baltier,” sagde Mahbub Ali, og beroliget ved dette løfte gik lamaen bort.
”Er han ikke splittergal?” spurgte Kim og trådte atter frem i lyset. ”Hvorfor skulle jeg lyve for dig, Hadji[*]?”
Mahbub dampede i tavshed på sin hukah. Så begyndte han, næsten hviskende: ”Ambala ligger på vejen til Benares — hvis I to virkelig drager derhen?”
”Pyh! Jeg siger dig jo, at han ikke forstår at lyve — sådan som du og jeg.”
”Og dersom du vil bringe et budskab for mig til Ambala, vil jeg give dig penge. Det angår en hest — en hvid hingst, som jeg solgte til en officer, sidste gang jeg kom tilbage fra bjergpassene. Men den gang — kom nærmere og hold dine hænder frem, som om du tiggede — den gang var den hvide hingsts stamtavle ikke fuldstændigt optegnet og officeren, som nu er i Ambala, bad mig finde ud af den.”
Derefter beskrev Mahbub huset og officerens ydre og fortsatte: ”Så budskabet til officeren, lyder altså: ’Nu er den hvide hingsts stamtavle bragt fuldstændigt i orden.’ Deraf vil han vide, at du kommer fra mig. Så vil han spørge: ’Hvilket bevis har du?’ og du skal svare: ’Mahbub Ali har givet mig beviset’.”
”Og alt det for en hvid hingsts skyld,” sagde Kim fnisende og med spillende øjne.
”Denne stamtavle vil jeg nu give dig — på min egen manér — og tillige nogle knubbede ord.” En skygge gled forbi bagved Kim og derefter en gumlende kamel. Mahbub Ali løftede stemmen:
”Allah! Er du den eneste tigger i staden? Din mor er død, og din far er død. Sådan siger de alle. Nå ja — ” Han vendte sig bort, som om han følte efter noget på gulvet ved siden af sig, og kastede så en skive blødt, fedtet muhammedanerbrød til drengen. ”Gå og læg dig blandt mine hestepassere for i nat — du og lamaen. I morgen vil jeg måske tage dig i min tjeneste.”
Kim luskede bort med tænderne i brødet. Som forventet fandt han deri en lille pakke sammenfoldet silkepapir viklet ind i voksdug, og desuden tre sølvrupier — en kolossal rundhåndethed. Han smilede og gemte både pengene og papiret i sit læderamulet-etui. Lamaen, som var blevet vel bespist af Mahbubs baltier, sov allerede i en krog i en af båsene. Kim lagde sig ved siden af ham og lo. Han vidste, at han udførte et hverv for Mahbub Ali, og ikke et eneste øjeblik troede han på historien om hingstens stamtavle.
Men Kim havde ingen mistanke om, at Mahbub Ali, der var kendt som en af de dygtigste hestehandlere i Punjab, en rig og driftig forretningsmand, hvis karavaner trængte dybt, dybt ind i landet nord for bjergpassene — at han stod optegnet i en af den indiske regerings allerhemmeligste bøger som C.25.IB. To eller tre gange om året plejede C.25 at indsende en lille historie, dårligt fortalt, men højst interessant og som regel fuldstændig sand — den blev kontrolleret ved hjælp af rapporter afgivet af R.17 og M.4. Den drejede sig om alle slags fjerne bjergfyrstendømmer, om opdagelsesrejsende af andre nationer end den engelske og om våbenhandelen. Den var, kort sagt, en lille brøkdel af den uhyre mængde ”underretninger”, på grundlag af hvilke den indiske regering handler. Men for kort tid siden havde fem konger og forbundsfæller — som slet ikke havde tilladelse til at indgå forbund — fået meddelelse af en venligsindet nordlig magt om, at nyheder fra deres riger lækkede ned i britisk Indien. Vedkommende kongers premierministre blev meget irriterede derover og traf deres forholdsregler — på østerlandsk manér. Blandt mange andre fattede de mistanke til den grove, rødskæggede hestehandler, hvis karavaner gik i sne til bugen gennem deres enemærker. I det mindste blev der på den rejse to gange skudt fra baghold på hans karavane, og til sidst gjorde Mahbubs folk kål på tre fremmede slyngler, der måske — eller måske ikke — var hyrede til at udføre jobbet. Af denne grund havde Mahbub undgået at gøre holdt i den usunde stad Peshawur og var uden ophold rejst videre til Lahore, hvor han nu opholdt sig i forventning om, at der ville hænde et eller andet, for han kendte sine landsmænd.