”Drengen vil være heldig hele sit liv. Han har set en stor helbredelse. Den gang jeg var barn, lavede jeg mænd og heste af ler.”
”Det gør jeg også. Sír Banás, han kommer om natten og gør dem alle sammen levende bag vor mødding,” peb barnet.
”Derfor er du heller ikke forskrækket over noget som helst. Vel, lille fyrste?”
”Jeg blev forskrækket, fordi min far blev forskrækket. Jeg følte hans arme ryste.”
”Åh, kyllingehjerte,” sagde Kim, og selv den skamfulde jat lo. ”Jeg har helbredt denne stakkels handelsmand. Han må forsage profit og regnskabsbøger og sidde ved landevejen i tre døgn, hvis han vil overvinde sine fjenders ondskab. Stjernerne er ham ikke gunstige.”
”Jo færre ågerkarle, jo bedre, siger jeg. Men sadhu eller ikke saddhu, han bør betale mig for mit tøjstykke, som han har over sine skuldre.”
”Så? Det er dit barn, der læner hovedet til din skulder. Han, som for mindre end to dage siden var på vej til ligbålet. Og én ting ticlass="underline" Jeg gjorde denne trolddomskunst i dit nærvær, fordi det var bydende nødvendigt. Jeg forvandlede hans skikkelse og hans sjæl. Men alligevel, mand fra Jullundur, dersom du tilfældigvis skulle mindes, hvad du har set, enten når du sidder under træet blandt landsbyens ældste, eller i dit eget hus, eller når din præst velsigner dit kvæg — da vil sygdom ramme dine bøfler, ild fortære dit hus og rotter dit kornforråd og Gudernes forbandelse vil hvile over dine marker, så at de bliver golde foran dine fødder og bag dit plovskær.”
Dette var en del af en gammel forbandelse, som Kim i sin uskylds dage havde afluret en fakir ved Taksali-porten. Den tabte intet ved gentagelsen.
”Hold inde, Hellige Mand! Vær nådig og hold inde!” skreg jat’en. ”Forband ikke mit hus. Jeg har intet set! Jeg har intet hørt! Jeg er din ko!”
Og han greb efter Kims nøgne fod, som stampede rytmisk mod kupégulvet.
”Men siden det er blevet dig tilladt at hjælpe mig med en håndfuld mel og en smule opium og slige bagateller, som jeg har beæret ved at bruge dem til min kunst, vil Guderne velsigne dig.”
Og til uhyre lettelse for manden opremsede han en lang velsignelse. Det var en, som Lurgan Sahib havde lært ham.
Lamaen stirrede gennem sine briller, som han ikke engang havde stirret, mens forklædningen stod på.
”Stjernernes Ven,” sagde han endelig, ”du har erhvervet dig stor visdom. Var dig, at den ikke avler stolthed. Intet menneske, som har Loven for øje, taler uoverlagt om noget, som han har set eller oplevet.”
”Nej, nej, nej, du har ret,” råbte landmanden, bange for, at mesteren ville tage fat, hvor eleven havde sluppet.
E.23 sad imidlertid med hængende mundvige og døsede efter opiumen, der er mad, tobak og medicin for en træt asiat.
Således rullede de under ærbødig tavshed og stor misforståelse ind på banegården i Delhi omtrent ved lygtetændingstid.
Tolvte kapitel
”Jeg har atter fattet mod,” sagde E.23. Støjen på perronen gjorde, at kun Kim kunne høre ham. ”Sult og frygt svækker et menneske, ellers ville denne udvej måske være faldet mig ind. Men jeg havde ret, de holder udkig efter mig. Du har reddet mit liv.”
En lille afdeling punjabske politibetjente i gule benklæder, anført af en varm og svedende ung englænder, bevægede sig gennem menneskesværmen omkring waggonerne. Bag dem vraltede en lille, tyk, selvudslettende person, der lignede et sagførerbud.
”Se, den unge sahib læser i et papir. Det er mit signalement,” sagde E.23. ”De går fra vogn til vogn som fiskere, der trækker vod i en dam.”
Da optoget nåede deres kupé, sad E.23 og talte sin rosenkrans med sikre og rolige håndbevægelser, mens Kim hånede ham, fordi han var så høj, at han havde tabt den ringbesatte ildtang, som er en sadhus kendetegn. Lamaen sad hensunket i meditation og stirrede lige ud for sig, mens landmanden, skottende omkring sig, samlede sine ejendele.
”Her er kun et par helligrøve,” sagde englænderen højt og gik videre under almindelig uro blandt de omstående, for indfødt politi betyder pengeafpresning hele Indien over.
”Men nu,” hviskede E.23, ”består vanskeligheden i at få afsendt et telegram om, hvor jeg skjulte brevet, jeg var sendt for at finde. Jeg kan ikke gå til telegrafkontoret i denne dragt.”
”Er det ikke nok, at jeg har reddet dit liv?”
”Ikke hvis opgaven forbliver ugjort. Har de syge perlers læge aldrig sagt dig det? — Dér kommer nok en sahib. Aha!”
Det var en høj, gulbleg politiinspektør i fuld uniform — bælte, hjelm, blanke sporer og hele molevitten — der kom spankulerende, snoende sit mørke overskæg.
”Hvor disse politi-sahib’er do er idioter!” sagde Kim muntert.
E.23 skottede op under sine øjenlåg. ”Sandt nok,” mumlede han med forandret stemme. ”Jeg går hen for at drikke vand. Hold min plads.”
Han tumlede ud af kupéen næsten lige i armene på englænderen og blev skældt ud på dårligt urdu.
”Tam mut? Er du fuld? Du må ikke fjotte rundt, som om Delhi banegård tilhørte dig, min ven.”
Uden at bevæge en muskel i sit ansigt, svarede E.23 med en strøm af de gemeneste skældsord, hvorover Kim naturligvis frydede sig. Det mindede ham om trommeslagerne og gårdfejerne i Ambala i hine onde dage, da han for første gang kom i skole.
”Min kære idiot,” drævede englænderen. ”Nickle-jao! Gå tilbage til din kupé.”
Den gule saddhu trak sig ærbødigt tilbage skridt for skridt og krøb op i kupéen, mens han på samme tid sænkede stemmen og bandede politiinspektøren og hans efterkommere til det fjerneste led — her hoppede Kim ligefrem i sædet, for han bandede ved Dronningens Sten, ved skriften, der lå under Dronningens Sten, og ved et udvalg af Guder med ukendte navne.
”Jeg forstår ikke, hvad du siger,” svarede englænderen rød i hovedet af vrede, ”men det er uforskammetheder. Hold din mund!”
E.23 lod, som om han misforstod og rakte roligt sin billet frem. Englænderen rev den vredt ud af hånden på ham.
”Oh zoolum! Hvilken hårdhed!” brummede jat’en fra sin krog. ”Og det for en spøgs skyld.” Han havde siddet og moret sig over sadhuens grovheder. ”Dine tryllemidler virker ikke heldigt i dag, Hellige Mand.”
Sadhuen fulgte krybende og bønfaldende efter politimanden. Hoben af passagerer havde travlt med deres småbørn og deres pakkenelliker og havde ikke lagt mærke til det lille optrin. Kim smuttede ud af kupéen og fulgte efter, for det var pludseligt gået op for ham, at han engang for tre år siden havde hørt denne vrede, tåbelige sahib udveksle højrøstede personligheder med en vis gammel dame i nærheden af Ambala.
”Alt i orden,” hviskede sadhuen, indeklemt i den råbende, kaldende, forvirrende trængsel, med en persisk mynde mellem sine ben og en kurv skrigende falke, bevogtede af en rajputisk falkoner, klemt ind i ryggen. ”Nu er han gået hen for at sende besked om det brev, jeg har skjult. De fortalte mig, at han var i Peshawur, men jeg burde have vidst, at han er som en krokodille — altid ved det andet vadested. Han har reddet mig fra min øjeblikkelige forlegenhed, men jeg skylder dig mit liv.”