”Er han også en af vore?” hviskede Kim, idet han dukkede ind under en mewarsk kameldrivers fedtede ærme og puffede en klynge pludrende sikhiske kvinder til side.
”Ingen ringere end den største. Vi er begge to heldige! Jeg vil aflægge rapport til ham om, hvad du har gjort. Under hans beskyttelse er jeg i sikkerhed.”
Han borede sig gennem mængden, der belejrede waggonerne, og satte sig på jorden ved siden af bænken ved telegrafkontoret.
”Gå tilbage, ellers bliver din plads optaget! Frygt ikke for opgaven, broder, eller for mit liv. Du skaffede mig pusterum, og Strickland Sahib har trukket mig op på det tørre. Vi vil måske en anden gang arbejde sammen i Spillet. Levvel!”
Kim skyndte sig tilbage til sin kupé — glad, forbavset, men lidt ærgerlig over ikke at have nøglen til de ham omgivende hemmeligheder.
”Jeg er selvklart en begynder i Spillet. Jeg kunne ikke have sprunget i sikkerhed, sådan som sadhuen gjorde. Han vidste, at der er mørkest under lygten. Mig ville det aldrig være faldet ind at give en meddelelse under påskud af at forbande… og hvor snild den sahib var! Nå, lige meget, jeg har reddet en mands liv… hvor er kambohen blevet af, Hellige Mand?” hviskede han, idet han tog plads i kupéen, der nu var helt fuld af rejsende.
”Han blev bange,” svarede lamaen med et anstrøg af kærlig ondskab. ”Han så, hvorledes du i en håndevending forvandlede mahrattaen til sadhu for at beskytte ham mod ulykke. Det rystede ham. Dernæst så han, hvordan sadhuen straks efter faldt i politiets hænder — virkningen af din kunst. Så tog han sin søn i sine arme og flygtede, for, sagde han, du havde forvandlet en stilfærdig handelsmand til en uforskammet slyngel, der skændtes med sahib’er, og han frygtede en lignende skæbne. Hvor er sadhuen?”
”I politiets hænder,” svarede Kim. ”Men jeg frelste kambohens barn.”
Lamaen tog sig roligt en pris.
”Ja, chela, dér kan du se, hvordan straffen rammer dig. Du helbredte kambohens barn ene og alene for at erhverve dig Fortjeneste. Men du forheksede mahrattaen af stolthed over din kunst — jeg holdt øje med dig, mens du skottede til os — og for at forbløffe en gammel mand og en tåbelig bonde. Og resultatet er ulykke og mistanke.”
Kim beherskede sig med en anstrengelse, som man ikke skulle forvente sig af hans alder. Han elskede så lidt som andre unge at blive uretfærdigt bedømt og få ufortjent skænd, men han indså, at han hang på den. Toget rullede bort fra Delhi og videre ud i natten.
”Det er sandt,” mumlede han. ”Har jeg krænket dig, har jeg handlet ilde.”
”Det er værre end det, chela. Du har sluppet en Handling løs i verden, og som når en sten kastes i en dam, breder virkningerne sig videre, end du kan forudsige.”
Denne uvidenhed var heldig både for Kims forfængelighed og for lamaens sindsro, når vi tager i betragtning, at der i samme øjeblik i Simla blev afleveret et telegram, der meldte, at E.23 var ankommet til Delhi og — vigtigere — hvor det brev fandtes, som han havde fået ordre til at — tilegne sig. I forbifarten bemærket havde endvidere en overivrig politimand anholdt en højligt indigneret ajmirsk bomuldshandler som sigtet for et mord, begået i en stat langt sydpå, og manden stod nu på perronen i Delhi og forklarede sig for en vis Hr. Strickland, mens E.23 ad baggyder traskede ind i staden Delhis hemmelighedsfulde indre. To timer efter havde en vred minister i en sydlig stat modtaget adskillige telegrammer, der meldte, at ethvert spor af en noget forslået mahratta var blevet tabt. Og da det langsomme tog endelig holdt ved Saharanpur, skyllede den sidste bølge fra den sten, som Kim havde hjulpet med at kaste, netop imod trinene til en moské i det fjerne Istanbul — hvor den forstyrrede en from mand i hans bønner.
Lamaen fremsagde sine bønner højtideligt under perronens dugvåde blomsterespalier, fornøjet over det klare solskin og over sin discipels tilstedeværelse. ”Vi vil lægge alt dette bag os,” sagde han og pegede på det messingskinnende lokomotiv og det blanke spor. ”Jernbanen er en vidunderlig ting, men dens skrumplen har rystet mine knogler slemt. For fremtiden vil vi holde os til den friske luft.
”Lad os gå til kulukvindens hus,” sagde Kim muntert og gik af sted med bylterne. Tidligt om morgenen er luften i omegnen af Saharanpur frisk og duftende. Han tænkte på andre morgener i St. Xavier og erindringen herom satte kronen på hans tredobbelt overstrømmende tilfredshed.
”Hvad skal nu det nye hastværk til? Kloge folk render ikke omkring som kyllinger i solskin. Vi har allerede rejst hundreder og atter hundreder af kos,[*] og endnu har jeg næppe været alene med dig et øjeblik. Hvordan kan du modtage belæring, når vi puffes og trænges af menneskemængder? Og hvordan tror du, at jeg kan meditere over den Rette Vej, når jeg overvældes af en ordstrøm?”
”Hendes tunge er altså ikke stilnet med årene?” smilede disciplen.
”Lige så lidt, som hun har mistet sin længsel efter besværgelser. Jeg mindes engang, da jeg fortalte hende om Livets Hjul” — lamaen følte på sit bryst efter sin sidste tegning — ”at hun kun brød sig om at høre om de djævle, der efterstræber børn. Hun skal komme til at erhverve sig Fortjeneste ved at vise os gæstfrihed — om føje tid — ved lejlighed. Så sagte, så sagte! Vi vil vandre langsomt og afvente begivenhedernes gang. Vor Søgen er sikker.”
Altså vandrede de af sted i magelige dagsmarcher blandt de store, blomstrende frugthaver — over Aminabad, Sahaigunga, Akrola Ved Vadestedet, og lille Phulesa, stadig med Sewalikkæden mod nord og bag den igen de sneklædte bjerge. Efter en lang, sød søvn under de klare stjerner kom den herlige, magelige vandring gennem en opvågnende landsby, med tiggerskålen fremstrakt i tavshed og med øjne, der stik imod Lovens bud afsøgte alt fra horisont til horisont. Så vendte Kim på lette fjed tilbage over det bløde støv til sin herre, som havde taget plads i skyggen af et mangotræ eller i den mindre tætte skygge af en hvid Doon siris, hvorefter de spiste og drak i ro og mag. Efter en samtale og en kortere vandring gjorde de holdt og sov til middag. Først når luften blev køligere, gik de atter forfriskede ud i den vide verden. Når aftenen faldt på, gik de på eventyr i nye egne — en eller anden landsby, som de for tre timer siden havde fået øje på hinsides de frugtbare marker og som de havde valgt og snakket meget om på vejen.
Her fortalte de så deres historie — for Kims vedkommende en ny én hver aften — og her blev de budt velkommen enten af præst eller landsbyøverste efter Østerlandets gæstfri sædvane.
Når skyggerne blev kortere og lamaen lænede sig tungere på Kim, blev Livets Hjul altid taget frem, holdt oprullet af omhyggeligt aftørrede sten og fortolket kreds for kreds med et langt græsstrå som pegepind. Her sad de Høje Guder — og de var drømmes drømme. Her var vor Himmel og Halvgudernes verden — de fremstilledes som ryttere, der kæmpede blandt bjerge. Her var de kvaler, som dyr gennemgik, sjæle, der steg op eller ned ad stigen og hvem man derfor ikke skulle lægge hindringer i vejen. Her var Helvederne, de varme og de kolde, og de Pinte Ånders boliger. Chela’en måtte studere de ubehageligheder, der følger af at spise for meget — oppustet mave og glødende indvolde. Og chela’en var lydig og studerede med bøjet hoved og den brune finger parat til at følge pegepinden, men da de nåede Menneskeverdenen, den travle og gavnløse, som ligger lige over Helvederne, blev han distraheret, for hen ad landevejen rullede selve Livets Hjul, spisende, drikkende, handlende, tagende til ægte, og kæmpende — alt sammen lyslevende. Ofte gjorde lamaen disse levende billeder til tekst for sine prædikener og bød den kun alt for villige Kim lægge mærke til, hvorledes kødet antager tusinder og atter tusinder af former, attråværdige eller afskyelige i menneskenes øjne, men i grunden aldeles betydningsløse. Og hvorledes den tåbelige ånd, der er træl af Svinet, Duen og Slangen — der attrår betelnødder eller et nyt spand okser eller kvinder eller kongegunst — er nødsaget til at følge legemet gennem alle Himle og alle Helveder og tilbage igen. Undertiden hændte det, at en kvinde eller en fattig mand, som så lamaen berede sig til at holde sit ritual — for dette og intet andet var det — når det store, gule papir rulledes op, kastede et par blomster eller en håndfuld kaurier[*] hen på randen af det. Det var tilstrækkeligt for disse ydmyge mennesker at vide, at de havde mødt en hellig mand, der måske ville lade sig bevæge til at erindre dem i sine bønner.