”Helbred dem, hvis de er syge,” sagde lamaen, når Kim fik lyst til at give sig i lag med dem, ”helbred dem, hvis de har feber, men brug endelig ingen tryllemidler. Husk på, hvad der hændte mahrattaen.”
”Er da al Handling ond?” svarede Kim, som lå under et stort træ, dér hvor Doon-vejen deler sig, og betragtede de små myrer, som løb hen over hans hånd.
”At afholde sig fra Handling er godt — medmindre man handler for at erhverve sig Fortjeneste.”
”Ved Lærdommens Porte lærte jeg, at det ikke sømmer sig for en sahib at afholde sig fra handling. Og jeg er sahib.”
”Alverdens Ven,” sagde lamaen og så fast på Kim, ”jeg er en gammel mand og glæder mig som et barn ved synet af nye og mærkelige ting. For dem, der følger den Rette Vej, gives der hverken sorte eller hvide, hverken Hind eller Bhotiyal. Vi er alle sjæle, som søger Frelse. Det er ligegyldigt, hvad den visdom siger, som du lærte blandt sahib’erne. Når vi kommer til min Flod, bliver du frigjort for alt Blændværk — ved min side. Hai! Mine knogler smerter af længsel efter den Flod, som de smertede i toget. Men min ånd er hævet over mine knogler og den afventer begivenhedernes gang. Vor Søgen er sikker!”
”Jeg har fået mit svar. Er det tilladt at stille et spørgsmål?”
Lamaen bøjede sit værdige hoved.
”Jeg har spist dit brød i tre år — som du ved. Hellige mand, hvorfra kom —”
”I Bhotiyal er der meget af, hvad menneskene anser for rigdom,” svarede lamaen roligt. ”I min hjemstavn besidder jeg det Blændværk, der hedder højagtelse. Jeg forlanger, hvad jeg har brug for. Jeg bryder mig ikke om regnskabet. Det bliver mit klosters sag. Ai! Jeg mindes de sorte højsæder i klostret og alle novicerne opstillede i rækker!”
Og mens han tegnede med fingeren i støvet, gav han sig til at fortælle historier om de endeløse og pragtfulde gudstjenester i templer, der lå skærmede mod bjergenes laviner, om processioner og djævledanse, om munke og nonner, der var blevet forvandlede til svin, om hellige stæder femten tusind fod oppe i luften, om rænkespil mellem de forskellige klostre, om stemmer inde mellem bjergene og om den mystiske luftspejling, der danser på den tørre sne. Han fortalte endog om Lhassa og Dalai Lama, som han havde set og tilbedt.
Hver eneste lang og herlig dag blev for Kim en ny skranke, der skilte ham fra hans race og hans modersmål. Han gled tilbage til at tænke og drømme på de indfødtes sprog, og rent mekanisk efterlignede han lamaens ceremonier, når han spiste og drak og deslige. Den gamle mands sind vendte sig mere og mere til hans kloster, alt som hans blik vendte sig mod den evige sne. For sin Flod havde han ingen bekymringer. Af og til kunne han rigtignok standse og stirre længe og ufravendt på en tue eller en kvist, i den forventning, sagde han, at jorden ville spaltes og velsignelsen vælde frem. Men han var glad ved at være sammen med sin discipel og befandt sig vel ved den kølige vind, der kommer fra bjergene. Dette var noget andet end Ceylon, eller Buddh Gaya, eller Bombay, eller en eller anden græsbegroet ruin, som han lod til at have stødt på for to år siden. Han talte om disse steder som en lærd mand, der ikke kender til forfængelighed, som en Søgende, der vandrer i ydmyghed, som en gammel mand, klog og mådeholden, hvis lærdom gennemstråles af dyb visdom. Stump for stump, uden sammenhæng, hver fortælling fremkaldt af en eller anden hændelse på vejen, talte han om sin omflakken i Indien, indtil Kim, der hidtil havde elsket ham uden grund, nu lærte at elske ham af halvtreds gode grunde. Og således nød de livet i inderlig lykke, idet de efter Lovens bud afholdt sig fra onde ord og begærlig attrå, ikke forspiste sig, ikke lå på høje senge, ikke bar rige klæder. Deres maver sagde dem, når det var spisetid og folk gav dem mad, som ordsproget siger. De var herrer over alle landsbyer i egnen om Aminabad, Sahaigunga, Akrola Ved Vadestedet, og lille Phulesa, hvor Kim gav den sjælløse kvinde en velsignelse.
Men nyheder udbreder sig hurtigt i Indien og kun alt for snart kom en hvidskægget tjener — en mager, tør oorya — traskende tværs over agerlandet med en frugtkurv, en æske kabuldruer samt gyldne appelsiner, for at bede dem beære hans herskerinde med deres nærværelse, da hun var sørgmodig over, at lamaen så længe havde forsømt hende.
”Nu husker jeg hende,” sagde lamaen, som var det et helt nyt forslag. ”Hun er dydig, men hun taler hele tiden.”
Kim sad på kanten af en kvægkrybbe og fortalte en landsbysmeds børn historier.
”Hun vil blot forlange, at hendes datter skal få en søn til. Jeg har ikke glemt hende,” sagde han. ”Giv hende lov til at erhverve sig Fortjeneste. Lad buddet sige, at vi vil komme.”
I de næste to dage gik de elleve engelske mil hen over markerne og blev overvældede med opmærksomheder, da de nåede deres mål. For den gamle dame holdt strengt på den smukke, nedarvede gæstfrihed og tvang sin svigersøn til det samme. Han var ganske under tøflen på sine kvinder og købte sig fred ved at låne penge af en ågerkarl. Alderdommen havde hverken svækket hendes tunge eller hendes hukommelse og fra et diskret tilgitret vindue i øverste etage, i påhør af ikke mindre end et dusin tjenestefolk, sagde hun Kim komplimenter, som ville have bragt en europæisk tilhørerkreds til befippet undseelse.
”Men du er stadig den skamløse tiggerhvalp fra parao’en,” peb hun. ”Jeg har ikke glemt dig. Vask jer og spis. Min dattersøns fader er taget bort for en tid og derfor er vi stakkels kvinder stumme og nytteløse.”
Og til bevis herpå talte hun skånselsløst til hele tjenerskabet, indtil mad og drikke blev bragt til veje. Og om aftenen, da luften lugtede af røg og Himlen fik kobberrøde og turkisblå farver ude over markerne, behagede det hende at befale, at hendes palankin skulle sættes ud i den rodede forgård ved de rygende faklers skær, og dér sad hun så bag ikke alt for tæt tiltrukne gardiner og snakkede.
”Var den Hellige Mand kommet alene, ville jeg have modtaget ham anderledes. Men hvem kan være for forsigtig overfor denne skælm?”
”Maharani,” sagde Kim, der som altid valgte den fineste titel, ”er det min skyld, at ingen anden end en sahib — en politisahib — kaldte maharanien, hvis ansigt han —”
”Chut! Det var på pilgrimsfærden. Når man rejser — du kender ordsproget.”
”Kaldte maharanien en Hjerteknuserske og en Uddelerske Af Glæder?”
”At du husker det! Men sandt er det. Han gjorde det. Det var dengang min skønhed stod i sin fulde blomst.” Hun kluklo som en fornøjet papegøje, der har fået et stykke sukker. ”Men fortæl mig om dine bedrifter — så meget som jeg kan høre uden undseelse. Hvor mange piger og hvis hustruer hænger ved dine øjenvipper? I kommer fra Benares? Dér ville jeg også være kommet i år, men min datter — vi har kun to sønner. Pyh! Det er virkningen af dette lavland. I Kulu er mændene elefanter. Men jeg vil gerne bede din Hellige Mand — gå til side, skælm! — om et tryllemiddel imod nogle meget slemme mavesmerter med vinde, som min datters ældste søn altid lider af på de modne mangoers årstid. For to år siden gav han mig en kraftig besværgelse.”